Mange hunde lider af fyrværkeriangst, og bliver paniske når der fyres krudt af. Det er både synd for hunden og til stort besvær for dens familie, men måske kan det afhjælpes med naturens egne midler.
I dag kan man købe en række kemiske medikamenter hos dyrlægen, som på forskellige måder kan afhjælpe angsten. Problemet er, at de har mange bivirkninger og ikke allesammen virker lige hensigtsmæssigt. Apozepam-baserede præparater virker eksempelvis kun sløvende, og behandler ikke årsagen til angsten, men kun dens symptomer. Hunden virker således rolig, men er stadig rædselslagen inde i hovedet. Andre stoffer, som clomipramin, har en lang indkøringsperiode - nogle gange helt op til en måned - før de virker.
Nu er private hundeejere i USA, ifølge mediebureauet NPR, begyndt at eksperimentere med en ny slags medicin: Cannabidiol, der udvindes af cannabisplanter. I modsætning til det andet aktive stof i cannabis, THC, er cannabidiol ikke noget man bliver skæv af. Det virker på helt andre dele af hjernen, og der kører en del tests på mennesker i øjeblikket, der indikerer at det virker imod kroniske smerter, epilepsi og angst. Fortalere for cannabidiol til hunde fremhæver, at produkterne er mere naturlige, har færre negative bivirkninger, virker hurtigere og desuden har mange andre gode egenskaber, som at virke antiinflammatorisk og endda modvirke kræft.
Problemet med cannabidiol er, at lovgivningen omkring brugen af stoffet er meget rodet, selv i de stater og lande hvor rekreationel hashrygning eller brugen af såkaldt medicinsk marijuana er lovligt. Det er ofte svært at bedømme om man faktisk bryder loven ved at købe, sælge, indtage det eller give det til sin hund. Der findes alligevel en række cannabidiol-holdige præparater imod fyrværkeriangst til salg på nettet, men disse grænse-ulovlige produkter er ikke testet eller godkendt af den amerikanske fødevarestyrelse, FDA.
Herhjemme er medicinsk cannabis lovligt, men ikke særlig udbredt. Det bruges mod schlerose og som smertelindring, og indtil videre kun til mennesker.
Recommended Comments
Der er ingen kommentarer at vise