Hjælp, min hvalp er totalt aggressiv! Den angriber os og bider i fingre og bukseben. Den bider rigtig hårdt! Er det normalt?
Ja, det er helt normalt. Hvalpen er ikke aggressiv, den er bare legesyg.
Det er ligesom små børn, der smider legetøjsbiler i hovedet på hinanden, fordi de endnu ikke har forstået hvor ondt det gør. Det skal de lære, dels af erfaring, og dels af de voksnes reaktioner.
På samme måde skal en hvalp lære hvor hårdt den kan bide, uden at gøre legekammeraten fortræd. Det kaldes "bidehæmning".
I et hvalpekuld, der får lov at blive sammen, lærer hvalpene det af hinanden, og af deres mor. Når en hvalp bliver bidt for hårdt, skriger den og gør sig slap, som et tegn til den, der bider, om at den ikke vil lege mere. På den måde lærer hvalpene, at når man bider for hårdt, så stopper alt det sjove.
Men som regel får vi vores hvalpe hjem når de er 8 uger gamle, og det er så tidligt, at de ikke har lært bidehæmning endnu. Det skal vi selv lære dem!
Den bedste måde er at gøre ligesom en anden hund ville gøre: Sige en høj lyd, og lade legen stoppe med det samme, f.eks. ved at gøre hånden helt slap (hvis det er den, der bides i). Man skal forholde sig passiv, evt. med ryggen til, indtil hvalpen er faldet til ro.
Man skal ikke gå væk fra hvalpen, for det stimulerer bare dens jagtinstinkt, og så "angriber" den benene i stedet.
Nogle racer knurrer meget når de leger. Det betyder stadig ikke at de er aggressive, men betyder blot at hvalpen øver sig på den jagt- og kampadfærd, den normalt ville have som voksen. Husk at hunde er rovdyr - det gælder alle, selv den mindste Chihuahua. Deres leg går fortrinsvis ud på at jagte, fange og dræbe, fordi det er deres instinkt. Det instinkt bruger de f.eks. når de leger med bold, bamser eller trækketov.
Man kan selv påvirke sin hvalp til at lege mere roligt, ved at tilbyde den f.eks. aktivitetslegetøj, eller øvelser som den skal udføre for at få godbidder. Husk også at belønne hvalpen for at være rolig, og indøv evt. et "stop-ord", der fortæller hvalpen at nu er legen slut.
Recommended Comments
Der er ingen kommentarer at vise