Hop til indhold

Artikler

  • Journalisten
    En fire år gammel schæfer, Caleb, blev indleveret til et britisk internat for tre måneder siden. Hans tidligere ejer var ikke længere i stand til at tage sig ordentligt af ham, men Caleb var sund og rask og virkede glad for menneskeligt selskab. Den slags hunde er som regel nemme at finde et nyt hjem til, men Caleb havde en skavank. Han reagerede ikke når man talte til ham.
    Til at starte med troede personalet på internatet, Dog Trust Kenilworth, at Calebs lydighedsproblemer skyldtes, at han savnede sin gamle ejer, eller at han havde svært ved at omstille sig til nye og usædvanlige omgivelser, som mange ellers godt trænede hunde har. En dyrlæge konkluderede at Calebs hørelse ikke fejlede noget, så det kunne ikke være det der var i vejen. En kvik medarbejder begyndte dog at lede efter en bedre forklaring, da Caleb efter lang tid, stadig ikke ville sitte, rulle rundt eller give pote, men i øvrigt var en rolig og velopdragen hund. Det ville simpelthen være for mærkeligt, hvis en flink og afrettet hund, af en race der som regel har let ved at lære, skulle være umulig at træne.
    Internatmedarbejderen fandt ud af, at Clabens gamle ejer, var af polsk afstamning, og derefter var der ikke langt til den rette konklusion: Caleb kunne ikke engelsk. Et par dage senere besøgte en polsktalende emigrant, Mariusz Budz, Dog Trust Kenilworth. Han var der for at adoptere en anden hund, men personalet bad ham forsøge sig med rudimentære kommandoer på polsk, sammen med Caleb, bare for eksperimentets skyld. Forandringen var imponerende.
    Caleb viste sig at være en meget dygtig schæfer, der lystrer adskillige kommandoer, og er stolt af at kunne demonstrere sine færdigheder. Personalet var glade for endelig at have fundet svaret på gåden om Caleb, og Budz lærte dem en række basale polske kommandoer, inden han tog hjem med sin egen hund. Caleb er nu kommet i sprogskole, hvor personalet prøver at lære ham de engelske ord, ved at bruge dem på skift med de polske, som han kender i forvejen.
    "Caleb er en skøn hund," siger Sandra Fould, der leder Dog Trust Kenilworth. "Han elsker menneskeligt selskab og vil lege med alle, bare de har en bold. Han er parat til at få en ny familie, men det ville nok være smartest hvis det bliver nogen der kan tale polsk."

  • Journalisten
    Jordan Ash fra Dartmouth, England, havde nok ikke regnet med, at han tog en livsvigtig beslutning, da han adopterede en hund. Diesel, en livlig og kærlig staffordshire bull terrier, var blevet efterladt af sine oprindelige ejere, og Jordan fandt ham på et internat. Det var en god gerning, der i dén grad betalte sig.
    En nat i slutningen af maj vågnede Jordan fordi Diesel gøede. Hunden lå som regel og sov roligt i fodenden af Jordans seng, men nu var Diesel ikke til at styre. Han gav hals og peb, og forsøgte at trække dynen af sin ejer. Jordan rejste sig fra sengen og forsøgte at berolige sin hund, og åbnede soveværelsesdøren for at finde ud af hvad der var i vejen.
    Han blev mødt af et inferno af ild og sort, tyk røg. Lynhurtigt løb han ind på gæsteværelset, hvor hans forældre sov, og fik dem vækket. Trappen brændte, så de var fanget på første sal, indtil Jordan kom i tanke om vinduet over garagen. Sammen med Diesel flygtede familien ud ad vinduet, ud på taget og ned på vejen, hvor tililende naboer havde tilkaldt brandvæsenet. De havde alle fire lette knubs fra flugten, og måtte behandles for en mild røgforgiftning. Diesels knurhår var en smule smeltet, men alt i alt havde de det alle sammen godt efter omstændighederne.
    Det kunne være endt langt mere tragisk end det. Brandfolkene fandt hurtigt ud af, at branden var opstået i et køleskab, der stod under trappen. Motoren var kortsluttet og de farlige gasser i kølesystemet havde antændt trappen, der var af træ. Jordan, der havde været i gang med at renovere huset, havde ikke fået sluttet brandalarmen til igen, og uden Diesels heltemodige indsats, var familien med al sandsynlighed død af kulilteforgiftning og derefter blevet fortæret af flammerne.
    Historien om Diesel nåede vidt omkring i de følgende dage. Hos dyrevelfærdsorganisationen PDSA besluttede man sig for, at Diesel var noget særligt og fortjente en udmærkelse for sin heltegerning. PDSA står for People's Dispensary for Sick Animals. Organisationen tilbyder gratis dyrlægeehjælp til folk, der ikke selv har råd, og er en af de ældste og største af sin slags i Storbritannien. Siden 2002 har de uddelt den særlige PDSA Guldmedalje til dyr, der gør en særlig indsats for at redde menneskeliv.
    Diesel blev den 26. modtager af guldmedaljen, der bedst kan sammenlignes med den danske Medalje for Ædel Daad, bare for dyr. Selvom alle dyrearter kan modtage hædersbevisningen, er alle de 25 andre dyr på modtagerlisten også hunde.

  • Journalisten
    I et særegen tilfælde af held i uheld afslørede en rift i et tæppe, at der var tale om meget mere end et sædvanligt indianer-klenodie. Forskerne på Burke Museum i Seattle opdagede nemlig, da de ville reparere tæppet, at det indeholdt pels fra en uddød og næsten ukendt hunderace.
    I de 15-30.000 år der er gået, siden mennesket tæmmede hunden, har vi brugt de firbenede til mangt og meget. Jagthunde, hyrdehunde, vagthunde og krigs-hunde hører til blandt de allerførste firbenede arbejdere, og vi føjer hele tiden nye opgaver til, som narkohunde, førerhunde, bombehunde og så videre. Men det er nok de færreste der kender den såkaldte Salish Uldhund.
    Uldhunden fra Salish var en lille spidshund, som Coast Salish-folket - den oprindelige befolkning i det der nu er delstaterne Washington og British Columbia - opdrættet alene for deres uldne pels. Pelsen var af virkelig god kvalitet, næsten ligesom gedeuld, men skyldtes et recessiv, altså svagt, gen. For at hundene ikke skulle miste deres unikke pels på grund af krydsavl, blev de isoleret på små øer eller i indhegninger, ligesom får.
    Tæppet er anonymt beige og et af mange på Burke Museum, men konservatoren Liz Hammond-Kaarremaa, der blev sat til at undersøge og udbedre skaden, opdagede hurtigt at der gemte sig en speciel historie bag det lidt kedelige ydre. Tæppet er vævet på en helt særlig måde, og da hun gik i dybden fandt hun ud af, at det, udover bark og sener, indeholdt en usædvanlig slags garn. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om uld fra den uldhunden.
    Fundet er opsigtvækkende, fordi man i forvejen kun har meget få overlevende materialeprøver af Salish Uldhundens pels. Selvom Salish-folket opdrættede hunde til pelsbrug i over tusind år, forsvandt traditionen på ingen tid, efter europæernes indtog i Amerika. Billigere og nemmere måder at lave tæpper på, gjorde hundene unødvendige, og de sygdomme europæerne bragte med sig var ikke kun menneske-sygdomme. Vi medbragte også vores egne hunde, med dertil hørende nye vira og bakterier, som de lokale hunde ikke var resistente overfor. Man mener at de sidste Salish Uldhunde uddøde i midten af 1800-tallet.
    Sammen med de få andre hundeuldstæpper og -kapper, der opbevares på eksempelvis The Smithsonian, kan Burke-tæppet bruges af efterkommere af Salish-folket, der prøver at genoplive deres forfædres rige kultur.

  • Journalisten
    En dødsulykke i maj har skabt debat mellem landmænd, hundevenner og Naturstyrelsen.
    Rundt omkring i landet findes der særlige arealer, som Naturstyrelsen varetager, hvor landmænd kan få deres kvæg på græs, men som stadig er åbne for offentligheden. Til denne offentlighed hører naturligvis hundejere, der ønsker at lufte deres firbenede venner i naturskønne omgivelser. Men en tragisk ulykke i maj, har medført debat om hvorvidt man helt eller delvist burde forbyde folk at tage hunde med ind på de arealer, hvor der går køer.
    En hundelufter fra Frederiksberg blev dræbt af en ko d. 21. maj. Sammen med sin kone og to venner ville manden krydse et græsningsområde i Sønderjylland. De gik ind mellem køerne, og hunden, der var i snor, kom ved et tilfælde mellem en ko og hendes unge kalv. Koen reagerede ved at overfalde hunden, og kom også til at vælte den 64-årige mand omkuld og træde på ham. Selvom han efterfølgende blev fløjet til sygehuset med en redningshelikopter, døde manden af sine knubs.
    Marken, som køerne går på, er privat, men Gendarmstien, der er offentlig, går gennem området. Nu diskuteres det på LandbrugsAvisens hjemmeside, om man skal forsøge at få forbudt hundeluftning i områder hvor køer græsser. Et andet, mindre radikalt forslag er , at bede Naturstyrelsen sørge for langt bedre advarende skiltning end der findes i dag. Indtil videre har Naturstyrelsen afvist at forbyde hundeluftning, da man som dansk borger har al ret til at tage sin hund med gennem offentlige arealer, så længe den er i snor og man i øvrigt overholder gældende lov.
    Så sent som 2. juni var det tæt på at gå grueligt galt igen, da en mand, der var på løbetur med sin hund, stødte ind i en flok græssende køer. Området var offentligt ejet, men en stor kreaturflok var blevet lukket ud på det, fordi græsning er en vigtigt del af naturplejen. Køerne angreb joggeren, af ukendte grunde, og han endte på hospitalet med 19 knoglebrud.
    LandbrugsAvisen har startet en afstemning om hvorvidt man bør forbyde hunde på græsningsarealer, i de perioder hvor der går køer - find den her.

  • Hunde-forum
    Den berygtede Litchi og Hundekødsfestival i den kinesiske millionby Yulin blev officielt forbudt i midten af maj. Festivalen, der varer ti dage og starter hvert år ved sommersolhverv, er blevet omtalt som "skandaløs" af flere dyrerettighedsorganisationer. Men måske virker forbuddet slet ikke.
    Festivalen i Yulin menes at kræve 10-15.000 hundeliv hvert år. I sig selv er tallet ikke ekstremt, sammenlignet med hvor mange svin, køer og andre dyr der sættes til livs hver dag, men festivalen er blevet skarpt kritiseret for de torturlignende aflivningsmetoder og inhumane måder man opbevarer og transporterer hundene på. Dertil kommer talrige beskyldninger fra lokale og internationale aktivister, om at mange af hundene er bortførte kæledyr.
    Efter et massivt internationalt pres forbød de kinesiske myndigheder indtagelsen af hundekød under festivalen tilbage i foråret, men hundespisning er en tusindårig tradition i Asien, og der er nu sået tvivl om hvorvidt forbuddet kan og vil blive håndhævet.
    Lokale aktivister siger til avisen Global Times, at de mange restauranter og gadesælgere, der normalt leverer hundekød til festivalgæsterne, kun fået vagt formulerede, mundtlige påbud om at stoppe salget. Dertil kommer, at den lokale regering i Yulin nu pludselig nægter at festivalen eksisterer og nogensinde har fundet sted.
    Det har fået mange dyrevelfærdsgrupper til at mistænke, at festivalen i Yulin blot fortsætter i smug, og at de store løfter fra regeringen, blandt andet om bøder på op til 100.000 kroner for at sælge hundekød, simpelthen har været et røgslør for at beskytte sig mod dårlig omtale.

  • Hunde-forum
    Kære brugere af Hundeforum
    I løbet af de næste uger vil Hundeforum begynde at udvikle sig i den retning, som vi længe har ønsket. Vi vil begynde at producere indhold på siden og på den måde sørge for, at der dagligt at noget at komme ind på siden for at læse. Vi er netop ved at lave en aftale med en skribent, som skal sørge for flere ugentlige artikler. Vi er selvfølgelig stadig på udkig efter flere skribenter, der kan være med til at skabe et forum, der hele tiden har relevant indhold. 
    Vi vil også i løbet af de næste uger lave små ændringer på designet, så forummet i større grad fremstår som en indholdsside med forummet som den drivende kraft.
    Skriv til os her på siden, hvis du gerne vil bidrage med artikler eller andet indhold. 
    /Hundeforum

  • Administrator
    Det kommer ikke som nogen overraskelse for de fleste hundeejere. Alligevel overrasker de mange, som jeg snakker med, at den nyeste forskning peger på, at menneskets bedste ven ofte har en adfærd, der er mere menneskelig end hundeagtig.
    Hunde kan læse ansigtsudtryk, kommunikere følelser og udvise empati. Flere uafhængige undersøgelser har endda påvist, at mange hunde sagtens kan se TV. Eksperter fortæller, at hundene har overtaget disse menneskerlignenden træk igennem de sidste mange tusinde år, hvor de har udviklet sig fra ulve til tamme kæledyr.
    Det er særligt hundenes evne til at ”være opmærksomme på os som mennesker og tolerere os”, der har ført til hundenes kendetegn, der ofte er direkte afspejlet i ejernes, fortæller Larie Santos, der er direktør for Yale Comparative Cognition Laboratory. Du kan læse meget mere om den udvikling hos National Geographic.
    Hunde er sociale lyttere
    Mennesker er rigtig gode til at bruge ørerne til at lytte sig ind på sociale interaktioner. Det er ofte hjørnestenen i menneskelig samvær, og flere udtrykker netop menneskenes store kompetencer inden for sociale relationer som værende unikt for os som dyreart.
    Ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort i august 2016 i tidsskriftet Animal Behaviour, så lytter vores hunde også. Det er derfor ikke noget unikt for mennesker at kunne spore sig ind på følelserne i en gruppe og agere på baggrund af dem.
    Forskerne testede i en undersøgelse 54 hunde, der hver havde set deres ejere kæmpe for at hente en rulle tape fra en beholder. Hundene blev inddelt i tre grupper: hjælper, ikke-hjælpe og kontrol.
    I hjælpergruppen ønskede ejeren hjælp fra en anden person, der holdt containeren. I ikke-hjælpergruppen bad ejeren om hjælp fra en person, der vendte ham ryggen uden at hjælpe. I kontrolgruppen vendte den ekstra person ryggen til uden at blive bedt om hjælp. I alle eksperimenter sad der en tredje "neutral" personen i rummet.
    Efter den første runde af forsøg tilbød både den neutrale person og hjælperen eller ikke-hjælper godbidder til hunden.
    I ikke-hjælper-gruppen foretrak hundene som oftest den neutrale persons godbidder fremfor ikke-hjælperens. Men i hjælper-gruppen fortrak hundene godbidder fra hverken hjælperen eller den neutrale person. Forskere har tidligere observeret lignende resultater hos spædbørn og særlige aberacer.
    Det tyder derfor på, at hunde vælger parti ved at ignorere de personer, der har en negativ indflydelse på deres ejere. Ligeledes tyder meget på, at hunde også kan føle ejerens følelser, hvilket bl.a. er prøvet bevist gennem gabeeksperimenter.
    På baggrund af disse eksperimenter har flere konkluderet, at hunde både kan føle sin ejers mentale tilstand, og også forstår interrelationelle konstruktioner mellem mennesker. Hunde forstår derfor meget mere end tidligere antaget. Men det vidste vi jo godt her på Hunde Forum.

  • Gæst

    Den gode leder

    Af Gæst i Artikler,

    Som kærlig hundeejer ønsker vi alle det bedste for vores hunde. Vi har lært, at det er vigtigt at være en god flokleder, og vi er gennem årerne blevet præsenteret for mange forskellige måder til, hvordan dette kan lade sig gøre.
    Jeg er vokset op i et hjem med hund og fik min første hund i tre års fødselsdagsgave. Helt fra dengang kan jeg huske at have hørt om de klassiske lederskabsregler som: ”Du skal spise før hunden” og ”Hunden må ikke gå først ud af døren”. 25 år senere hører jeg stadig de samme regler, og kan ikke lade være med at undre mig over, om der ikke er sket nyt på dette område? [PRBREAK][/PRBREAK]
    Resten af verden udvikler sig i forrygende fart med smartphones, iPads, moderne børnepædagogik og meget mere, men hvad med hundeopdragelsen?
    Så hvordan bliver vi ifølge moderne hundepsykologi en god leder for vores hunde?
    Hvad er en god leder?
    Med en almindelig sund fornuft, en god og respektfuld omgang med vores dyr og få retningslinjer burde lederskab være næsten overflødigt at tale om – alligevel er emnet kæmpestort. Så lad os se på, hvordan man bliver en god leder for sin hund uden de store armbevægelser.
    Tag ansvar for hunden så den ikke føler sig utryg/truet eller agerer truende
    De fleste hunde vil helst undgå at tage ansvar. Derfor er det din opgave at vise hunden, at du påtager dig ansvaret, og at den derfor kan slappe af i dit selskab. Reagerer din hund overfor andre hunde, som kommer mod jer på gåturen, så skift fortov. Hermed signalerer, at du har fuld kontrol over situationen, og hunden kan slappe af, fordi den stoler på, at du tager dig af det.
    Kommuniker korrekt med hunden
    Det skaber forståelse fra hundens side, hvis man har lært en lille smule hundesprog.
    Stil krav til hunden, som den kan efterleve
    Skab gode udfordringer for din hund som problemløsning (opgaver, spil mv.), leg med andre hunde og træning i hundens tempo. Det giver hunden selvtillid, skaber en fantastisk relation til dig, og giver hunden et stort erfaringsgrundlag til selvstændigt at kunne løse svære opgaver som voksen, da den kan relatere de nye problemer til opgaver, den allerede har løst.
    Hav en rolig og vedafbalanceret omgang med hunden
    Mist aldrig selvkontrollen! Hvis du ikke har styr på dig selv, hvordan kan du så have styr på en flok?
    Sørg for at hunden er velstimuleret (fysisk, mentalt og socialt)
    Hunden skal være både fysisk og mentalt velstimuleret for at bevare et sundt sind og helbred. Fysisk stimulering er ikke nok – jo mere fysisk stimulering hunden får, jo mere kræver den – derfor skal hovedet også i brug!
    Socialisering, herunder leg med andre hunde, er vigtigt, da hundene gennem socialisering udvikler og vedligeholder deres sprog, ligesom det styrker dem psykisk ved at give dem en korrekt selvopfattelse og selvforståelse i forhold til andre hunde.
    Opfyld hundens basale behov (vand, mad, ”fredsted”, varme, kulde etc.)
    Ligesom mennesker vil hunden ikke kunne fungere uden at have sine basale behov dækket. Som ressourceperson er det vores ansvar at sørge for, at dette sker.
    Sæt rimelige grænser for hunden
    Grænser giver tryghed, eftersom de fritager for ansvar
    Undgå for meget nej under hvalpeimmuniteten. Dette vil skabe mere forståelse fra hvalpens side og dermed styrke dit lederskab. Sørg i stedet for at aflede og ros for ønsket adfærd i stedet for at skælde ud for uønsket adfærd.
    Vær konsekvent så hunden ved, hvor den har dig
    Mange adfærds- og træningsproblemer skyldes inkonsekvens i indlæringen eller fejlindlæring. Med konsekvens menes der: Gør det samme og forvent det samme hver gang. Der menes ikke straf. Husk at straf intet med indlæring har at gøre!
    Mange hundeejere har f.eks. problemer med, at hunden trækker under gåtur. Du går tur med hunden og veninden en dag, I får snakket godt under turen, og du lægger måske ikke mærke til, at hunden trækker så meget. Næste dag skal du ud at gå igen, er lidt småirritabel pga. en episode på arbejde, og pludselig eksploderer du, idet hunden trækker på samme måde som dagen før. Dette skaber forvirring hos hunden (den gjorde jo bare som dagen før) – og en del af jeres indbyrdes tillidsforhold ødelægges for hver gang, du eksploderer.
    Læs også artiklen om opgøret med de klassiske lederskabsmyter.

  • Gæst
    Da jeg havde hund tilbage i 1980’erne lærte jeg til træning, at det var vigtigt, at hunden kendte sin plads nederst i familien, den skulle spise efter familien havde spist, og vi måtte aldrig lade den vinde en trækkeleg. På den måde kunne jeg sikre mit lederskab. Hunden måtte på ingen måde vise sin utilfredshed med tingenes gang ved at knurre eller vise tænder, for så var den aggressiv.
    Reglerne fremstod enkle og ligetil og rodfæstede sig derfor øjeblikkeligt i hundeverdenen hos både trænere, instruktører og hundeejere som almindelige opdragelsesregler og redskaber til at styrke hundeejerens lederskab.
    John Rogerson, som har udarbejdet disse regler, har selv udtalt, at reglerne blev skabt med formålet at korrigere problemadfærd hos hunde, som ejeren kun havde lidt eller ingen kontrol over, og som opførte sig aggressivt over for de mennesker, de levede sammen med. Reglerne er ikke lavet til anvendelse på almindeligt velfungerende hunde eller som præventivt middel. Og har intet at gøre med studier af ulve.
    Hvorfor fungerer de klassiske lederskabsregler ikke?
    Lad ikke hunden spise, før alle i familien har spist færdig, fordi den højst rangerende manifesterer sit lederskab ved at spise først.
    Studier af ulve i naturen har vist, at hvalpene altid spiser først. Forældrene spiser kun først, hvis byttedyret er lille, eller der hersker ekstrem fødeknaphed.
    Det er svært at bruge dette argument i vores civiliserede verden, hvor vi ikke kan prale af at lide af fødeknaphed. Derfor holder argumentet om indflydelse på din status som leder ikke.
    En lille sidegevinst ved at lade hunden spise før familien kunne faktisk være, at hunden tigger mindre ved bordet, da den på dette tidspunkt vil ligge mæt og tilfreds i sin kurv for at fordøje sin mad.
    Lad ikke hunden være i møbler og i sengen
    Zoneforsvar er medfødt, og dette gælder også liggepladszonen. Den, som har lagt sig et sted, har retten til at forsvare sin plads. Dette har intet at gøre med lederskab. Faktisk forværrer du dit lederskab ved ikke at respektere hundens zoner og dermed skabe forvirring hos hunden.
    Hvis du har givet din hund lov til at være i møblerne, men du gerne vil have den plads, hunden har indtaget, så lok den i stedet ned for at undgå en konflikt.
    Lad ikke hunden gå foran dig
    Hunde går ofte foran ejeren simpelthen fordi, de bevæger sig hurtigere end mennesker. Dette er rent funktionelt, og der er intet overlegent i det.
    David Mech observerede i sine 13 års studier af ulve på Ellesmere Island, at når ulve følger flodsenge, dyreveksler eller gamle veje, og det er åbenlyst, hvor flokken skal hen, kan enhver ulv i flokken gå forrest.
    Derudover er det heller ikke åbenlyst, at lederen altid kan føre flokken i den retning, lederen ønsker. David Mech observerede under studier på Isle Royale en flok ulve i færd med at udvandre fra øen. Efter et par kilometer begyndte nogle af flokmedlemmerne at tøve og stoppe op. Lederen opfordrede flokken til at fortsætte, men efter et kort stykke tid satte alle medlemmerne sig ned, og lederen måtte opgive sin udvandring og lede flokken tilbage til øen. Dette blev han ikke mindre leder af.
    Lad ikke hunden gå først gennem døren
    Som i ovennævnte eksempel har det ingen betydning for lederskabet, hvorvidt hunden går først eller sidst ud af en dør. Men af praktiske årsager kan det nogle gange være rart at få hunden til at sætte sig og vente på, at man giver signal, så man ikke falder over hinanden på vej ud over dørtrinnet. Der kommer ofte lidt stress på, når man skal ud af døren, fordi hunden er glad for at skulle ud at gå tur, og dermed er det praktisk at få lidt ro på hunden, inden man går.
    Du skal udøve hånd- og halsret over hundens kødben og legesager
    Som nævnt tidligere er zoneforsvar medfødt, og det bedste, du kan gøre som en værdig leder, er at respektere hundens zoner, i dette tilfælde fødestykkezonen. Denne ejendomsret er instinktiv, og derfor skal vi mennesker bevise, at hunden ingen grund har til at vogte maden, da vi ikke ønsker at konkurrere med hunden om denne. Hvis vi derimod begynder at tage mad fra hunden, vækker vi for alvor hundens mistillid og forværrer faktisk vores lederskab ved ikke at respektere zonen.
    Straf konsekvent alle forsøg fra hundens side på at knurre, vise tænder eller bide dig
    Der findes mange grunde til, at hunde knurrer, viser tænder og til sidst måske er tvunget til at lave en bidmarkering. Smerter spiller ofte en stor rolle, hvis en hund pludselig bliver aggressiv.
    Få hunden undersøgt for smerte, respekter hundens zoner og lær en smule hundesprog, så du kan aflæse hundens dæmpende signaler, inden det kommer til en bidmarkering. Du styrker dit lederskab ved at kende til korrekt kommunikation og respektere hundens signaler.
    Lad ikke hunden være højere oppe end dig
    Det spiller ingen rolle for dit lederskab, om du ligger ned, eller hunden står henover dig. Faktisk er det tegn på selvsikkerhed at lægge eller sætte sig i samvær med andre hunde.
    Hils ikke på hunden, før du har hilst på familiens øvrige medlemmer
    Hilseceremonier og genforeningsritualer er utrolig vigtige for hunde. Ved genforeningen knyttes og styrkes båndet mellem flokmedlemmer, som har været fra hinanden, og nægter man hunden dette ritual, går man stik imod dens natur og risikerer, at sammenholdet bliver dårligere mellem jer.
    Lad ikke hunden vinde i træk- og kamplege
    Ifølge den svenske hundepsykolog Anders Hallgren slutter træklege ofte med, at hundene bliver optaget af noget andet, f.eks. en fært eller lyd. Kamplege slutter ofte med, at den ene tager for hårdt fat, og den anden siger fra, fordi det gjorde ondt. Det vil sige, at det ikke drejer som om vindere og tabere. Det er jo leg!
    Derimod bør man i det hele taget undgå disse typer af leg, da det har en stressende indvirkning på hunden. I disse lege udskiller kroppen stresshormoner som adrenalin. Hvis man leger disse lege jævnligt, får hormonerne ikke mulighed for at finde deres normale lejde igen og tilstanden kan dermed ændre sig til en kronisk stresstilstand. Derfor er disse lege ikke egnede for familiehunde. Til gengæld kan man lave mange andre gode lege, hvor hunden får stimuleret sanserne som søgeøvelser og dermed få en træt og tilfreds hund. Det vil sige, at hormonproduktionen stiger. Og falder denne ikke til normalen igen pga. konstante påvirkninger som nye lege, kan det få både psykiske og fysiologiske konsekvenser for hunden.
    Begrebet lederskab bruges i dag i uhyre mange situationer og har mange forskellige betydninger alt afhængig af hvem man taler med.
    Begrebet lederskab er i tidens løb oftest blevet brugt med den forståelse, at lederen bestemte og kontrollerede alt. Heldigvis er vi blevet meget klogere på hundeadfærd og psykologi.
    Min holdning er, at mennesket er en ressourceperson til hundens overlevelse. Derfor har vi et stort ansvar for at lære vores hunde at begå sig i vores menneskeskabte verden. Om vi så kalder dette for lederskab, vejledning/guidning, ansvar og konsekvens eller andet har ikke for mig den store betydning, så længe vi sørger for at efterleve de beskrevne guidelines til hvordan vi bliver og forbliver en god leder (set med hundens øjne).

  • Administrator
    Der er intet værre end at se din hund angrebet af lopper og lus. Disse truende parasitter kan forårsage problemer for din hund, som f.eks. loppeallergi, bændelorm, hårtab og andre hud lidelser. Hvis angrebet er stort, kan det give din hvalp eller hund et alvorligt tilfælde af blodmangel, da de lever af dens blod.
    Som ansvarlig hundeejer, skal du være opmærksom på, hvordan du kan beskytte og opdage, når din hund er inficeret med lopper, flåter og andre parasitter. Ikke alene vil du have at din hund er sund og rask, du ønsker heller ikke at dit hjem skal være angrebet af disse små monstre, der ikke har noget problem med at skifte til menneskelige ofre også.
    Opdagelse
    Der er en enkel måde at se, når din hund er angrebet af lopper. Mens du giver din hund dens regelmæssige børstning, vil du finde de voksne lopper eller deres afføring i hans pels og hud. Hvis du børster på en hvid overflade, vil du se små mørke pletter af snavs, som bliver rødbrune, når de kommer i kontakt med vand.
    Invester i en god loppekam, så du kan løbe igennem din hunds pels at kontrollere for loppesnavs. De normale områder til kæmning og kontrol er omkring din hunds bagparti og hoved.
    Behandling
    Loppeshampoo kan fjerne voksne lopper, æg, larver og andre parasitter uden nogen bivirkninger for din hund. Du kan endda købe en, der er sikker at bruge på en hvalp som f.eks. Biogance Loppeshampoo.
    Det er vigtigt at du ikke ignorerer din hunds omgivelser, fordi lopper faktisk kun tilbringer 10 % af deres tid på din hund og 90 % i din hunds omgivelser. Få et loppe forebyggende produkt, der vil dræbe de voksne, æg og larver, der er i din hunds seng, soveværelse og tæpper.
    Hvis din hund eller hvalp er allergisk over for loppe produkter, som indeholder kemikalier, kan du bruge allergivenlige naturlige produkter som PetzLife Loppe- og flåtmiddel.
    Din hunds kløe kan styres med produkter som Itch Stop, som er sikker og skånsom mod huden. Det stopper kløe hurtigt og accelererer helingsprocessen. Dens naturlige ingredienser gør det sikkert at bruge så mange gange som nødvendigt for at forhindre din hunds kløe i at blusse op.
    Forebyggelse
    Lad ikke nogen overbevise dig om, at kun et beskidt hjem er en god grobund for lopper, flåter og andre parasitter. Selv det reneste hjem kan få et loppeangreb. Hvad du skal gøre er at sikre, at du og din hund ikke bliver inficeret igen ved at tage nogle forebyggende foranstaltninger.
    Den bedste måde at bekæmpe lopper er at forhindre dem i nogensinde at angribe din hund og dit hjem. Det tager en masse tid, penge og kræfter at kontrollere og behandle et eksisterende angreb så dette bør motivere dig til at sikre, at du forhindrer genangreb.
    Reducer din hunds eksponering for lopper, flåter og andre parasitter ved at holde den ud af skoven. Fjern blade og ryd buske og højt græs, der omgiver dit hjem. På trods af disse bestræbelser, er det dog det stadig muligt for din hund at få lopper og flåter, og behandl derfor din hund med loppeprodukter, der beskytter den fra uventede loppe- og flåtkilder uanset om de er i voksen-, larve- eller æggestadie.



×
×
  • Tilføj...