What to do? meget tæt på at give op

[Dinah]

Nu er Cleo snart 3 år og vi har haft hende i 1½ år.

Vi er bare nået SÅ langt med hende.

 

Men nu er jeg ligesom kørt død, og jeg er træt af at kæmpe.

1) Hun kan være alene, men ikke trygt, så hun sover , i 2 timer - men vi når ligesom ikke videre.

2) knurrer af ungerne, hvis de kommer gående indenfor en radius af 1 meter fra hende, hvor hun sover.

3) Gø-monster

 

Vi har hundepasser, når vi skal noget, som er hos os, men hyler alliugevel efter os efter ca 2 timers tid.

Alt hvad vi foretager os er et projekt. Vi kan aldrig tage nogle steder uden at hun skal med.

Via mine syge børn er jeg ret isoleret i forvejen, så det fylder ret meget, at jeg ikke kan ha min krop for mig selv og opleve lidt af verdenen, når de så endelig er raske.

Ingen cafebesøg.

Gør aldrig noget sammen så som sommerfester og vinterfester på ungernes skole og fritidshjem = 1 skal altid blive hjemme.

Aflyser tit fødselsdage/fester, da vi ikke kan løse hunde-problemet.

Min søster vil ikke have hende indenfor hos dem - ergo ser dem ikke særlig tit.

Tisser og skider indenfor i stressede situationer (som fx denne weekend, hvor hun har været alene med hundepasser igår i 9 timer) Idag tisser hun så hver gang jeg bare går ovenpå. + stressende hundegåtur + meget på stikkerne med gø og knur.

Vil kun gå tur med mig.

Hun må self. ikke være på legepladsen, hvilket gør, at jeg meget sjælden kan tage Leonora 3 år med derud.

 

Før i tiden synes jeg, at hun har givet MEGET mere i hverdagen, som så har opvejet alene-hjemme-problematikken, som jeg har kæmpet med i 1½ år nu.

Nu synes jeg bare, at det hun gir mig/os er så lidt i forhold til problemerne:megaked:

 

Det er jo også synd for hende selv at være stresset sådan on/off.

 

Har kæmpet SÅ længe og hun har forbedret sig i høj grad, men der sker ligesom ikke mere og det hæmmer mig utrolg meget.

 

Hun kan umuligt komme til en anden familie - det vil hun psykisk aldrig kunne klare, så der er kun 1 vej, hvis vi gir op.

 

Jeg er i 7 sind, træt og ked af det:megaked:

[Tweesa]

Kan virkelig virkelig godt forstå du er ved at være tyndslidt.. At have hund er ikke nogen nem opgave, men Cleos problemer er tydeligvis meget mere omfattende end hvad man kan forvente..

 

I sidste ende er det jo kun jer der kan træffe en beslutning, det er jo jer som skal arbejde med hende hvis I beslutter at fortsætte..

Jeg.. ville ikke pege fingre eller tænke grimt hvis I beslutter at Cleos problemer hæmmer hende i at have et godt hundeliv..

Bevares, hvis du havde hende på arm hele dagen ville hun nok være ok, men man skal jo også kunne være noget for hunden for at det er fedt for alle parter..

[Gæst MariePylaia]

Åh, det lyder tungt. Jeg er ked af det på jeres vegne.

Men egentlig også på Cleo's.

 

Jeg er ikke en som siger 'det er jo bare en hund', det er jeg virkelig ikke. Men i forhold til et menneske, endda et træt menneske - må jeg, desværre, være på menneskets side. Det lyder som om I har kæmpet en allerhelvedes kamp, og jeg kan ikke finde meget her i livet, som jeg synes man skal lade sig selv drænes af, isoleres på grund af. Jeg føler selvfølgelig enormt med jer, og med jeres lille hund. Det må være verdens sværeste valg.

 

Hvis du mærker efter, sådan dybt og hårdt - er der så noget du hælder til?

[Drentsche]

Kan godt forstå dig, man kommer til et punkt, hvor kræfterne ikke slår til længere.

Har selv været der, med 2 af mine omplaceringshunde, det er psykisk hårdt, med den ene hund, var problemerne for store, den anden fandt jeg en løsning med, og han er her gudskelov endnu.

Men hvis jeres hverdag, og din psyke bliver styret af hunden, må du tage et valg, evt. finde et sted til ham, uden børn og en stresset hverdag, mennesker er vigtigere end hunde, og det skulle jo gerne, være en win-win situation for både jer og hunden at bo sammen, og det lyder det ikke, som om at det er.

Håber at du finder den løsning, der er bedst for jer alle sammen. :ae:

[Gæst Obelix]

Puha hvor lyder det bare hårdt !!!

 

Jeg har desværre ikke rigtig nogen gode råd jeg kan give dig, men jeg synes godt nok at det er flot i har kæmpet så meget for hende.

 

Det må være rigtig hårdt for hele familien når i f.eks aldrig kan deltage i diverse sommerfester m.m som en HEL familie, men at en af jer altid er nød til at blive hjemme.

 

Hvor er det også bare ærgeligt at hun ikke acceptere en hundepasser (i mere end et par timer af gangen) for så havde det jo hjulpet en hel del på mange af problemerne.

 

Jeg kan desværre ikke bidrage med noget fornuftigt men kan godt læse at i er hårdt ramt og jeg håber i finder den bedst mulige løsning for hunden OG for jer.

 

Har i evt prøvet eller overvejet at få professionel hjælp?

 

Du får lige sådan en her med på vejen :ae:.

[Umulia]

Jeg havde det også på et tidspunkt sådan med Vinnie. Der vil komme tider hvor man ikke kan se fremskridt, det tror jeg er helt normalt når man har hund med "noget i bagagen". Som regel går det over igen, og man begynder at se lys forude.

 

Men når det er sagt, så har jeg heller ikke så mange andre forpligtelser som du har, og jeg har nemmere ved at indrette mit liv efter hundenes behov. Så det er svært for mig at sige om du skal holde ud eller give op.

Ville bare lade dig vide at du ikke er alene :ae:

[Petrine]

Kunne have skrevet som Umulia, Petrine har haft tilbageskridt, men heldigvis ikke så belastende som Cleos.

 

Har du haft professionel hjælp? Den hundepasser, er det en hun kan lide, som i 'jubiiii lad os lege'? Og bliver Cleo hentet hjemme, eller leveret ude?

[Sille12]

Hej,

 

Det lyder da som en rigtig dum situation, jeg tager hatten af for, at I har klaret det så længe;-).

 

Nu ved jeg godt at I ikke mener at hun kan omplaceres, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om hun ikke ville få det godt hos et gammelt ægtepar?? Hvis ikke står I da over for en svær beslutning, men jeres liv skal jo også være godt:5up:.

V.H.

Sille

[Birgitta]

Nu er Cleo snart 3 år og vi har haft hende i 1½ år.

Vi er bare nået SÅ langt med hende.

 

Men nu er jeg ligesom kørt død, og jeg er træt af at kæmpe.

1) Hun kan være alene, men ikke trygt, så hun sover , i 2 timer - men vi når ligesom ikke videre.

2) knurrer af ungerne, hvis de kommer gående indenfor en radius af 1 meter fra hende, hvor hun sover.

3) Gø-monster

 

Vi har hundepasser, når vi skal noget, som er hos os, men hyler alliugevel efter os efter ca 2 timers tid.

Alt hvad vi foretager os er et projekt. Vi kan aldrig tage nogle steder uden at hun skal med.

Via mine syge børn er jeg ret isoleret i forvejen, så det fylder ret meget, at jeg ikke kan ha min krop for mig selv og opleve lidt af verdenen, når de så endelig er raske.

Ingen cafebesøg.

Gør aldrig noget sammen så som sommerfester og vinterfester på ungernes skole og fritidshjem = 1 skal altid blive hjemme.

Aflyser tit fødselsdage/fester, da vi ikke kan løse hunde-problemet.

Min søster vil ikke have hende indenfor hos dem - ergo ser dem ikke særlig tit.

Tisser og skider indenfor i stressede situationer (som fx denne weekend, hvor hun har været alene med hundepasser igår i 9 timer) Idag tisser hun så hver gang jeg bare går ovenpå. + stressende hundegåtur + meget på stikkerne med gø og knur.

Vil kun gå tur med mig.

Hun må self. ikke være på legepladsen, hvilket gør, at jeg meget sjælden kan tage Leonora 3 år med derud.

 

Før i tiden synes jeg, at hun har givet MEGET mere i hverdagen, som så har opvejet alene-hjemme-problematikken, som jeg har kæmpet med i 1½ år nu.

Nu synes jeg bare, at det hun gir mig/os er så lidt i forhold til problemerne:megaked:

 

Det er jo også synd for hende selv at være stresset sådan on/off.

 

Har kæmpet SÅ længe og hun har forbedret sig i høj grad, men der sker ligesom ikke mere og det hæmmer mig utrolg meget.

 

Hun kan umuligt komme til en anden familie - det vil hun psykisk aldrig kunne klare, så der er kun 1 vej, hvis vi gir op.

 

Jeg er i 7 sind, træt og ked af det:megaked:

 

Cleo er da lige blevet steriliseret, er hun ikke? Måske hænger hendes adfærdsændringer sammen med det?

 

Jeg tror at det er virkelig vigtigt for mange tæver at have noget, der giver indhold i deres liv når de bliver steriliseret. Hvis du ikke har gået til træning med hende før, så kunne DET være en ide.

 

--Det er før nævnt her på HF at en usikker tæve måske ikke har så godt af at blive steriliseret. Det er ikke noget jeg selv har oplevet. Men jeg har oplevet, at en usikker tæve får mere selvtillid hvis man træner lydighed med hende. Cleo kunne måske have gavn af at lære en masse kunster også? Det er vigtigt at hun bliver dygtig til nogle ting.

 

En hund tager tid. Det kan være svært at finde med tre børn. :ae:

[Lonny]

Jeg syntes det er ok at "give op", det at have hund skal være en fornøjelse, det skal være noget man glæder sig over, selvfølgelig kan der komme svære tider og dem må man kæmpe sig igennem, men når man når til det punkt hvor man kan mærke i hele sin krop at man ikke orker at kæmpe mere, at man syntes man har prøvet alt, og det efterhånden er blevet så stor en belastning i ens liv at man ikke længere kan finde overskuddet, så syntes jeg altså at det er helt ok at sige stop.

 

Alt her i livet skal ikke være "for enhver pris", nogen gange skal man også have lov til at sige, "det her magter jeg ikke", og man skal have lov til at give sig selv livet tilbage. Jeg har selv stået i en noget lignende situation med Baldur, alt var et projekt og til sidst var hele vores forhold baseret på at styre de forskellige situationer, der var aldrig overskud til bare at nyde at være sammen fordi man konstant skulle have et øje på hver finger, man skulle sørge for at tilpasse situationerne, man skulle planlægge ALT for at sikre sig ikke at stresse ham endnu mere, og jeg fornemmer at det er hertil du også er nået :ae:

 

Alle herinde ved at du har kæmpet en brav kamp, og at du har gjort alt hvad du kunne, og så kan man altså ikke forvente mere.

 

Nu ved jeg ikke hvor længe du har været kørt surt i det, men hvis det ikke er alt for længe, så ville jeg lige give det en måned eller to og se om dit overskud vender tilbage, for som nogen af de andre siger, så kan man altså pludselig komme ud på den anden side af tunnelen og se lyset igen. Men hvis du vælger at sige stop nu, så vil du også have min fulde forståelse :ae:

[Dinah]

Puha hvor lyder det bare hårdt !!!

 

Jeg har desværre ikke rigtig nogen gode råd jeg kan give dig, men jeg synes godt nok at det er flot i har kæmpet så meget for hende.

 

Det må være rigtig hårdt for hele familien når i f.eks aldrig kan deltage i diverse sommerfester m.m som en HEL familie, men at en af jer altid er nød til at blive hjemme.

 

Hvor er det også bare ærgeligt at hun ikke acceptere en hundepasser (i mere end et par timer af gangen) for så havde det jo hjulpet en hel del på mange af problemerne.

 

Jeg kan desværre ikke bidrage med noget fornuftigt men kan godt læse at i er hårdt ramt og jeg håber i finder den bedst mulige løsning for hunden OG for jer.

 

Har i evt prøvet eller overvejet at få professionel hjælp?

 

Du får lige sådan en her med på vejen :ae:.

 

Vi HAR fået prof. hjælp og er derfor også nået så langt, tror jeg. Desuden håbede vi lidt på at sterillisationen ville hjælpe hende, og det har det jo så også mht dumme løbetider og falskdrægtighed, som hun var MEGET plaget af.

 

Kunne have skrevet som Umulia, Petrine har haft tilbageskridt, men heldigvis ikke så belastende som Cleos.

 

Har du haft professionel hjælp? Den hundepasser, er det en hun kan lide, som i 'jubiiii lad os lege'? Og bliver Cleo hentet hjemme, eller leveret ude?

 

Hun er jo en reserveret hund, men hun elsker Frederikke, men i hendes hovede er vi ALTID nr 1 og det glemmer hun ikke:damn: Hun er ikke til at drive i leg eller gåtur, når vi ikke er der. Hundepasser kommer og er her hos os i alle timerne,

 

Hej,

 

Det lyder da som en rigtig dum situation, jeg tager hatten af for, at I har klaret det så længe;-).

 

Nu ved jeg godt at I ikke mener at hun kan omplaceres, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om hun ikke ville få det godt hos et gammelt ægtepar?? Hvis ikke står I da over for en svær beslutning, men jeres liv skal jo også være godt:5up:.

V.H.

Sille

 

Sjovt, du lige skriver det. jeg har været fast besluttet på, at hun ikke skal omplaceres igen - og et gammelt ægtepar tror jeg ærligt heller ikke vil gå.

Vi er en ret rolig familien taget i betragtning af at vi er en familie på 5, men de to store er aldrig hjemme og nedenunder, hvor Cleo er, må der ikke være leg og vildskab.

 

Har netop så lige stået og hylet i badet og tænkte måske på, at hvis man nu kunne finde et sted med andre små hunde, så hun på den måde ALDRIG ville være alene, men det vil kræve et sted med min. 3 andre små hunde, som hun kunne boltre sig med - det kunne måske vinde over seperationen. Og hun kom jo fra et sted med mange hunde før hun kom hos os.

[Dinah]

Cleo er da lige blevet steriliseret, er hun ikke? Måske hænger hendes adfærdsændringer sammen med det?

 

Jeg tror at det er virkelig vigtigt for mange tæver at have noget, der giver indhold i deres liv når de bliver steriliseret. Hvis du ikke har gået til træning med hende før, så kunne DET være en ide.

 

--Det er før nævnt her på HF at en usikker tæve måske ikke har så godt af at blive steriliseret. Det er ikke noget jeg selv har oplevet. Men jeg har oplevet, at en usikker tæve får mere selvtillid hvis man træner lydighed med hende. Cleo kunne måske have gavn af at lære en masse kunster også? Det er vigtigt at hun bliver dygtig til nogle ting.

 

En hund tager tid. Det kan være svært at finde med tre børn. :ae:

 

Ja, en hund tager tid, men det skal siges at Cleo får mig 100 % hver dag fra 7.30 til kl. 16.00 og derfra til puttetid deles tiden selvf mellem børn, mand og hende. Og al den tid, bliver brugt på aktivering, træning, nus, leg og øve alene hjemme etc etc, da jeg ligesom ikke kan komme nogen steder uden hende:genert:

 

Hendes adfærd ER blevet bedre efter sterillisationen - en anelse mere rolig i forhold til alene-hjemme, mindre aggressiv overfor andre hunde, nu kan hun li gravhunde:lol:, men der er laaaang vej igen og alene-hjemme er jo nok hele problemet.

[Gæst Ninjamor]

Jeg sidder og tænker på om du er for hensynsfuld

 

Vi har ofte tendens til at tage overhensyn til "skrøbelige" hunde hvilket ikke styrker dem, men i stedet dyrker det svage hos dem.

 

Hvis en hund vitterligt har et menneskes fulde opmærksomhed samt fysisk adgang til mennesket i det timeantal du skriver, er det efter min bedste overbevisning for meget, for hvordan skal hunden så lære at kunne være sig selv?

 

Har du haft tænkt på det fra den vinkel?

[kennel-lowchen]

Nu er Cleo snart 3 år og vi har haft hende i 1½ år.

Vi er bare nået SÅ langt med hende.

 

Men nu er jeg ligesom kørt død, og jeg er træt af at kæmpe.

1) Hun kan være alene, men ikke trygt, så hun sover , i 2 timer - men vi når ligesom ikke videre.

2) knurrer af ungerne, hvis de kommer gående indenfor en radius af 1 meter fra hende, hvor hun sover.

3) Gø-monster

 

Vi har hundepasser, når vi skal noget, som er hos os, men hyler alliugevel efter os efter ca 2 timers tid.

Alt hvad vi foretager os er et projekt. Vi kan aldrig tage nogle steder uden at hun skal med.

Via mine syge børn er jeg ret isoleret i forvejen, så det fylder ret meget, at jeg ikke kan ha min krop for mig selv og opleve lidt af verdenen, når de så endelig er raske.

Ingen cafebesøg.

Gør aldrig noget sammen så som sommerfester og vinterfester på ungernes skole og fritidshjem = 1 skal altid blive hjemme.

Aflyser tit fødselsdage/fester, da vi ikke kan løse hunde-problemet.

Min søster vil ikke have hende indenfor hos dem - ergo ser dem ikke særlig tit.

Tisser og skider indenfor i stressede situationer (som fx denne weekend, hvor hun har været alene med hundepasser igår i 9 timer) Idag tisser hun så hver gang jeg bare går ovenpå. + stressende hundegåtur + meget på stikkerne med gø og knur.

Vil kun gå tur med mig.

Hun må self. ikke være på legepladsen, hvilket gør, at jeg meget sjælden kan tage Leonora 3 år med derud.

 

Før i tiden synes jeg, at hun har givet MEGET mere i hverdagen, som så har opvejet alene-hjemme-problematikken, som jeg har kæmpet med i 1½ år nu.

Nu synes jeg bare, at det hun gir mig/os er så lidt i forhold til problemerne:megaked:

 

Det er jo også synd for hende selv at være stresset sådan on/off.

 

Har kæmpet SÅ længe og hun har forbedret sig i høj grad, men der sker ligesom ikke mere og det hæmmer mig utrolg meget.

 

Hun kan umuligt komme til en anden familie - det vil hun psykisk aldrig kunne klare, så der er kun 1 vej, hvis vi gir op.

 

Jeg er i 7 sind, træt og ked af det:megaked:

Jeg føler med dig

 

Jeg kan ikke helt huske hvordan det er med hende? Men var hun ikke opdrætterhund tidligere? hvis ja..hvordan var hun der? Nogen hunde bliver aldrig helt trygge i en familie uden andre hunde.. Hvis hun ikke havde problemer hos opdrætter så kunne man måske prøve at sende hende på ferie hos en med flere hunde (helst i samme størrelse som hende selv). Og så tage den derfra?

[Dinah]

Jeg sidder og tænker på om du er for hensynsfuld

 

Vi har ofte tendens til at tage overhensyn til "skrøbelige" hunde hvilket ikke styrker dem, men i stedet dyrker det svage hos dem.

 

Hvis en hund vitterligt har et menneskes fulde opmærksomhed samt fysisk adgang til mennesket i det timeantal du skriver, er det efter min bedste overbevisning for meget, for hvordan skal hunden så lære at kunne være sig selv?

 

Har du haft tænkt på det fra den vinkel?

 

Det kunne klart ligne mig:klap:

 

Men jeg ER jo desværre meget hjemme pga kronisk syge børn:megaked: og det kan jeg jo ikke rigtig ændre på desværre.

 

Jeg har bare den følelse at når ungernes sygedage ikke styrer mit liv, så gør Cleo i forhold til udfoldelser og samvær med familien og det at kunne tage ud til venner etc.

Og når jeg så ikke er hos hende jf. øve alene-hjemme, så er det jo også på hendes præmisser i min hjerne i hvert fald.

[Dinah]

Jeg føler med dig

 

Jeg kan ikke helt huske hvordan det er med hende? Men var hun ikke opdrætterhund tidligere? hvis ja..hvordan var hun der? Nogen hunde bliver aldrig helt trygge i en familie uden andre hunde.. Hvis hun ikke havde problemer hos opdrætter så kunne man måske prøve at sende hende på ferie hos en med flere hunde (helst i samme størrelse som hende selv). Og så tage den derfra?

 

JOW - det er hun og havde ingen problemer dér, og det var netop det jeg tænkte idag. JF indlæg længere oppe. Tror faktisk, hun ville trives sådan.

Måske kunne man jo starte med en lille mini-ferie eller besøg?

[Gæst Obelix]

JOW - det er hun og havde ingen problemer dér, og det var netop det jeg tænkte idag. JF indlæg længere oppe. Tror faktisk, hun ville trives sådan.

Måske kunne man jo starte med en lille mini-ferie eller besøg?

 

Hvis hun kan trives sådan et sted lyder det jo som den perfekte løsning for alle parter :5up:.

 

Jeg synes sagtens du kan starte med besøg eller miniferie for lige at se om hun kan trives der, ellers risikere man jo bare at de også må skille sig af med hende og det ville være synd.

[kennel-lowchen]

JOW - det er hun og havde ingen problemer dér, og det var netop det jeg tænkte idag. JF indlæg længere oppe. Tror faktisk, hun ville trives sådan.

Måske kunne man jo starte med en lille mini-ferie eller besøg?

Ja det var det jeg tænkte.. Og hvis du så kunne alliere dig med feriestedet og de trænede eller tjekkede op på) noget alene-hjemme med hende..Se fx Shabi, hun hylede/gøede hos Sonja, her siger hun ikke en lyd Måske har det noget med de andre hunde at gøre. Hun ved jo de er i den anden ende af grunden i et andet hus. Men hun sover bare..

[Dinah]

Hvis hun kan trives sådan et sted lyder det jo som den perfekte løsning for alle parter :5up:.

 

Jeg synes sagtens du kan starte med besøg eller miniferie for lige at se om hun kan trives der, ellers risikere man jo bare at de også må skille sig af med hende og det ville være synd.

 

lige netop - hun ville ikke trives et sted med 1 hund eller ingen - den flytning skal hun bare ikke ha:-D Det ville hendes psyke aldrig klare.

[kennel-lowchen]

lige netop - hun ville ikke trives et sted med 1 hund eller ingen - den flytning skal hun bare ikke ha:-D Det ville hendes psyke aldrig klare.

Opdrætter vil ikke hjælpe? evt tage hende helt tilbage..og så skal hun selvfølgelig ikke flytte igen.

Har de fleste opdrættere ikke sådan en pensionistflok, med dem de aldrig nænner at sælge?

[Dinah]

Opdrætter vil ikke hjælpe? evt tage hende helt tilbage..og så skal hun selvfølgelig ikke flytte igen.

Har de fleste opdrættere ikke sådan en pensionistflok, med dem de aldrig nænner at sælge?

 

problemet er bare, at jeg blev tilbudt en hund fra dem for ½ år siden, da de ville nedbringe antallet af hunde - men jeg kunne jo godt høre dem ad??

[kennel-lowchen]

problemet er bare, at jeg blev tilbudt en hund fra dem for ½ år siden, da de ville nedbringe antallet af hunde - men jeg kunne jo godt høre dem ad??

Ja men hvis de vil nedbringe antallet så er de sikkert ikke interesseret. Det kan være de bor for tæt på naboer. Myndighederne er blevet ret strikse og hvis man skal holde sig til 4 og stadig opdrætte så er det noget med at holde på de fertile og skyde resten af...

[Lille Louie]

Åh, Dinah..

 

Jeg var SÅ tæt på at oprette et lignende indlæg i går

 

Jeg kan 100% sætte mig ind i de overvejelser du går og gør dig i øjeblikket. Vi har endeligt turde sætte ord på de tanker, som vi har gået og tumlet med på det seneste. Det endte med at vi blev enige om at sætte en tidsfrist, der siger sommerferien ud (dvs. lidt under 3 måneder), og så derefter se, hvordan det hele går og hvilke alternativ der er.

 

Det burde ikke føles sådan her at have hund! Og når samværet med hunden ikke længere opvejer alt det man ofrer i hverdagen og den tid (og de tårer) man bruger på alene-træningen, så kan det sgu' mærkes.

 

Den store klump i maven dag ud og dag ind kan ikke være sund...

 

Vi har lige bestilt en tid hos en ny dyrlæge i morgen (som mange herinde har anbefalet, Artemis i Hellerup), hvor Louie skal tjekkes igennem. Det kan simpelthen ikke udelukkende være vores skyld at han reagerer som han gør - der MÅ være et eller andet andet galt.

 

Nu har vi jo fulgt adfærdsbehandlers træningsplan siden januar og er efterhånden kommet op på en halv time. Men pludselig fra den ene dag til den anden er der hyl og gøen nonstop i hele den halve time. Total uprovokeret... Vi kan snart heller ikke mere.

 

Hov, kom altså lige til at stjæle din tråd lidt.

Vil bare sige, at jeg føler SÅ meget med dig, og jeg er sikker på at du i den sidste ende er i stand til at træffe den beslutning, der er bedst for Cleo og jeres familie.

 

:ae:

[Gæst Piscine]

Puha det lyder hårdt.

 

Herinde er vi ofte sådan lidt "alt for hunden" og det har du gjort-langt ud over hvad en gennemsnitshundeejer ville, i de sidste par år.

 

Men som det ser ud nu: i har det ikke skønt, og hunden har det ikke skønt, og hvis alt for hunden begynder at tære sådan på dig, så smitter det jo af på din familie, især børn.

 

Og så er det bare ok at give op på et tidspunkt synes jeg

[JeanetteH]

Det kunne klart ligne mig:klap:

 

Men jeg ER jo desværre meget hjemme pga kronisk syge børn:megaked: og det kan jeg jo ikke rigtig ændre på desværre.

 

Jeg har bare den følelse at når ungernes sygedage ikke styrer mit liv, så gør Cleo i forhold til udfoldelser og samvær med familien og det at kunne tage ud til venner etc.

Og når jeg så ikke er hos hende jf. øve alene-hjemme, så er det jo også på hendes præmisser i min hjerne i hvert fald.

 

Men fordi du er hjemme, behøver hun vel ikke få din opmærksomhed hele tiden? Sover hun slet ikke i dagstimerne? Altså jeg er hjemme hele dagen pt pga arbejdsløshed, men derfor er jeg ikke over Luna hele tiden. Hun ligger og sover, eller tygger ben eller sårn..

 

Og så vil jeg lige sige, at jeg havde givet op for længst, men det er også derfor jeg aldrig får en genbrugshund...