Dyreinternater

[PinPoynter]

Mht til at aflive v/ ikke aflive, så har de fleste "no kill" rescues jo bare en anden politik end at aflive; de sorterer hårdst i hvad de tager ind, så står man med en aggresiv hund, bliver den jo alligevel næsten helt sikkert aflivet, det er bare ejeren selv der må sørge for det hvis der ikke findes et andet sted til hunden når man ikke kan/vil have den mere.

Der er IKKE hjem nok til de hunde der findes (herovre), og der vil aldrig være det, så længe der findes puppy farms og dumme mennesker der avler løs på deres hunde fordi de kan tjene til sommerferien.

[Lonny]

Om 15 minutter er nok, kommer vel an på hundens interesse i menneskelig kontakt, og om den ellers har kontakt med andre hunde? Tror da ikke en hund som evt bor med en eller flere andre hunde har nær det samme BEHOV (ikke at de ikke vil nyde det) for meget menneskelig kontakt.

De 15 minutter per hund i pension, er individuel tid med den enkelte hund. Derudover kommer der jo fodring/grooming/evt udlukning i infhegning osv.

Det er da ikke meget, men sådan er det jo (og helt fint til hunde i pension).

MHT til tidfrist på internat, synes jeg deter urimeligt at skulle sætte en frist. Som nævnt har alle hunde forskellige kriterier for at klare sig i den situation, og jeg vil vædde med at de fleste herinde som aldrig har haft deres hund i pension, ville være temmelig overraskede over hvordan deres hund ville klare sig i en boks Det er nemlig meget normalt for os mennesker at pylre og synes at lige præcis vores hund er noget særligt:engel:(har selv prøvet det og blev gjort til skamme), men virkeligheden er den, at de fleste hunde altså falder til og indpasser sig i dagligdagen.

At nogle hunde ikke egner sig til at sidde i pension/internat i mange måneder er jo naturligt, stress er slemt for hunde, men depression er værre.

Kender hunde der bor et sted hvor de ikke afliver med mindre der er tale om fysisk sygdom, og de har en hund der er for farlig til nogensinde at blive omplaceret. Han bor i en udendørs løbegård med et godt isoleret hus, og der er kun en eller to personer der har noget med ham at gøre overhovedet.. det synes jeg så lige er at trække den:???:. Men de havde en anden hund, som hadede andre dyr, var dog ok med mennesker, som boede på samme måde, og pludselig efter 2-3 år fandt han en familie.. Så man kan jo sige at håbet er lysegrønt og så længe der er håb og hunden er ok, skal man blive ved at prøve?

Jeg synes det er grotesk at aflive efter en uge eller to, hunden vil jo nærmest ikke have haft chancen for at falde til på internatet og finde en ny rytme/rutine. Med mindre der er tale om hunde der har bidt alvorligt, og stadig viser tegn på aggressivitet, så kan vi begynde at tale om aflivning. Og jeg mener har bidt mennesker, ikke dyr, det er irrelevant for mig om hunden kan med andre hunde/dyr i en genplaceringssituation, det vigtige er at folk bliver informeret og undervist i at håndtere hunden.

 

Det skal så siges, at på det internat jeg var i tidernes morgen, der var de 15 minutter inklusiv at blive lukket i folden og inklusiv grooming, så man kan sige at hunden måske fik 5 minutter ekstra når madskålen blev sat ind, men det var også alt.

 

De mennesker der var på internatet ville frygtelig gerne, men tiden var simpelthen ikke til det, så oftest så tilbragte hunden hele dagen i sit boks+løbegård, og så blev den lige ført over gårdspladsen og ind i en lille fold med træstammer og legetøj, og her fik den så 10-15 minutter sammen med et menneske.

 

Og de hunde jeg hilste på, de var helt klart stressede og at leve på den måde, de nappede, de var voldsomme, de hoppede op og ned, og var i det hele taget slet ikke til at styre fordi at de var så stressede. Nu var min opgave så også at tage mig af de såkaldte kamphunde, og lige netop disse hunde har jo et meget stort behov for menneskelig kontakt, så de var selvfølgelig fuldstændigt oppe og ringe når de endelig fik denne kontakt.

 

Jeg har oplevet at hjælpe til på et andet internat hvor der var mere tid til at tage sig af hundene, og hvor de fik lov at komme ud og lege med andre hunde, kom ud og gå en tur en gang i mellem, og dagligt blev nusset og fik godbidder. Her var hundene helt anderledes afslappede, og jeg syntes at det var ok at de stod der i længere tid.

 

Men så længe at internatet bliver kørt som akkord arbejde pga. manglende resourcer, så er min ærlige mening at hunden har bedre af at få fred...

 

Som MariePylaia så syntes jeg at den manglende socialisering er bekymrende, og jeg syntes at det er synd at hele hundens verden skal bestå i en boks+løbegård. Jeg har svært ved at forestille mig at en hund ikke bliver påvirket i negativ retning hvis den igennem halve og hele år hovedsageligt ser boksen og løbegårdens 4 vægge, og så får menneskelig kontakt i 10-15 minutter om dagen.

 

Og hvor mange af disse hunde bliver efter videreformidling mon egentlig enten leveret tilbage eller aflivet fordi at den nye ejer ikke har overskuddet til at re-socialiserer sådan en hund, og måske slet ikke vidste at en hund altså godt kan blive lidt sær af at have levet sådan i hele og halve år?

[FrkSmilla]

For mindre end et par år siden skrev jeg rundt til samtlige katteinternater i Jylland for at tilbyde mig som plejefamilie. Synes selv jeg havde meget at tilbyde (idet jeg jo går hjemme hele dagen og har god tid til at tage hensyn til forskellige behov ( f.eks opflaskning, medicingivning osv). Ingen var dog interesserede. Det var kun på Sjælland man søgte sådan nogle. Synes det lød meget underligt. Det var da noget man i langt højere grad burde benytte sig af.

[PinPoynter]

De GODE internater bør jo også have træningsplaner udviklet for den enkelte hund, og tiden til at arbejde med dem, hvis ikke hver dag, så i hvertfald de fleste af ugens dage.

Kan godt forstå din frustration i hvertfald med kamphundene, for ja, de kræver kontakt på en måde som mange andre racer ikke rigtig gør. De kan måske også være sværere at mixe med andre hunde pga adrenalin og hvad det fører med sig af dårlig opførsel blandt andre hunde osv.

Fort den slags hunde burde langsomme gåture høre med på prgrammet dagligt for at bringe stressen lidt ned.

Et internat burde have resourcer nok til at tage ordentligt vare på hundene, de er jo ikke en overskudsforretning som en pension er.

[Lonny]

De GODE internater bør jo også have træningsplaner udviklet for den enkelte hund, og tiden til at arbejde med dem, hvis ikke hver dag, så i hvertfald de fleste af ugens dage.

Kan godt forstå din frustration i hvertfald med kamphundene, for ja, de kræver kontakt på en måde som mange andre racer ikke rigtig gør. De kan måske også være sværere at mixe med andre hunde pga adrenalin og hvad det fører med sig af dårlig opførsel blandt andre hunde osv.

Fort den slags hunde burde langsomme gåture høre med på prgrammet dagligt for at bringe stressen lidt ned.

Et internat burde have resourcer nok til at tage ordentligt vare på hundene, de er jo ikke en overskudsforretning som en pension er.

 

Ja, og hvis de havde det, så havde jeg heller ikke noget imod at hundene var der i længere tid.

 

Hvis hundene fik daglig menneskelig kontakt, kom ud og strække benene hver dag (evt. bare i fold), evt. legede med nogle andre hunde som de kunne med, kom ud og gå ture et par gange om ugen (så det sociale og miljøtræningen blev holdt vedlige) og så havde et par gange om ugen hvor de trænede netop det denne hund havde behov for. Jamen så kan jeg godt se at hunde kan have et rimeligt godt liv på et internat, men hvis internatet er som jeg tidligere beskrev, så syntes jeg ærlig talt at hunden er bedre tjent med at blive aflivet efter et stykke tid.

 

Det skal så siges, at det internat jeg omtaler så dårligt, slet ikke er dårligt, de gør det allerbedste de kan (det er bare ikke nok) med de resourcer de har, og de frivillige de kan få.

[Gæst Sammar]

Jeg tror ikke at hunde som sådan lider under ikke at få menneskeligt selskab, hvis bare internaterne fx sætter dem sammen i flokke, så de kan være sammen med andre hunde.

[sonja77]

Petrine VILLE dø!

 

Jeg er også overbevist om, at Tysons psyke ville få et knæk, hvis han skulle på internat. Jeg synes faktisk, at det ville være mere kærligt over for ham at få ham aflivet, hvis det var de eneste to alternativer. Shabi tror jeg derimod godt ville kunne klare et stykke tid på internat (selvom hun VIRKELIG ville savne mere menneskelig kontakt! ). Så jeg vil også mene, at det er meget individuelt fra hund til hund, og at man ikke bare kan sætte en tidsgrænse, der gælder for alle.

[Lonny]

Jeg tror ikke at hunde som sådan lider under ikke at få menneskeligt selskab, hvis bare internaterne fx sætter dem sammen i flokke, så de kan være sammen med andre hunde.

 

Det kan godt være de ikke lider, men hvordan vil de så forholde sig til mennesker når de pludselig skal til at leve en hverdag fyldt med mennesker?

[PinPoynter]

Det kan godt være de ikke lider, men hvordan vil de så forholde sig til mennesker når de pludselig skal til at leve en hverdag fyldt med mennesker?

det kommer langt mere an på socialiseringen de fik som hvalpe, end træningen de får som voksne, efter min mening.

[Lonny]

det kommer langt mere an på socialiseringen de fik som hvalpe, end træningen de får som voksne, efter min mening.

 

Socialiseringen som hvalp er det aller vigtigeste, men jeg kan da ikke forestille mig andet end at den stadig kræver et minimum af vedligeholdelse?

[PinPoynter]

Socialiseringen som hvalp er det aller vigtigeste, men jeg kan da ikke forestille mig andet end at den stadig kræver et minimum af vedligeholdelse?

det kommer vist meget an på hunden vil jeg sige, hvor gammel den er, temperament osv.

[Doberfan]

Jeg synes det er et skide svaert spoergsmaal. Jeg kan sagtens forestille mig, at nogle hunde "knaekker" psykisk af saadan et liv, men naesten alle de hunde jeg har haft, har vaeret interneret i kortere eller laengere tid, og alle som en har de simpelthen bare elsket alle mennesker.

Min foerste var paa internat i 16 mdr.!! Det skyldes, at det internat ikke ville lade nogen adoptere dobermans, fordi der paa disse kanter desvaerre stadig er nogle afsindige mennesker der arrangerer hundeslagsmaal, og de kan godt lide at bruge dobermans som "bait" til at traene deres stakkels kamphunde. De kunne til gengaeld heller ikke naenne at aflive hende, fordi hun var saa ufattelig kaerlig.

 

Her hvor jeg bor er der en del internater, hvor hundene har max tre dage til at blive adopteret, ellers ryger de i gaskammeret, fordi der simpelthen ikke er plads til alle dem der kommer ind. Ogsaa derfor er der saa mange "rescue" grupper for alle mulige racer, de redder hundene ud af internatet og saetter dem i pleje indtil de kan finde et permanent hjem.

Det er virkelig nogle helteagtige personer i mine oejne, de ofrer al deres tid paa at redde disse doedsdoemte dyr uden at faa noget til gengaeld udover at se glaeden, naar hundene endelig finder deres egen famlie.

Jeg kender nogle stykker, der har over ti hunde i pleje. Jeg ville oenske jeg kunne have mere end mine tre, men hvis jeg oensker at forblive gift, sker det vist ikke...

[kennel-lowchen]

Men det er vel forhåbentlig de færreste opdrættere, der holder sig til dette minimum? Eller er jeg bare naiv?

Ja du er naiv Jeg skal ikek kunne sige noget om de store racer.. Men jeg ved at rigtig mange selskabshunde sidder i kasser konstant..Pelsen bliver bedre (større) .. De pisser ikke alle vejne, hvis man ikke lige har fået renlighedstrænet dem ordentligt.. Hvalpene er måske så heldige at e ha en hel hvalpegård..til deling, forstås.. og gerne inde bagved. For hvalpe larmer, skider og vader i lorten hvis man ikke får fjernet dem med det samme. i hvertfald hvis de ikke har plads nok til at fjerne sig..

Da jeg startede som opdrætter troede jeg det var løgn og onde rygter opdrættere fortalte om hinanden.. Det er det sikkert også sommetider, men det sker også rigtig tit at hunde lever en kummerlig tilværelse

Mange synes ikke engang det er forkert.. og lader endda hundene sidde i kasserne når der kommer hvalpekøbere :damn:

[kennel-lowchen]

Der er flere kenneler, der på papiret har medhjælpere, men i det virkelige liv selv står for det hele - og det er altså svært hvis man har 30 hunde + opdræt, at nå hele vejen rundt ene mand/kvinde.

 

Naiv er du ikke - du har bare været heldig ikke at se 'samlebåndsavl'.

Med de små hunde er det ikke kun pga tidsmangel de sidder i kasser/bure. Men ambitioner om at vinde udstillingerne. Da jeg fik min første løve lød rådene; lad dem sidde i kasser, pelsen bliver større og slides ikke.. Tag moren fra hvalpene og lad hende kun komme ind til dem når de skal have mælk (fra de er 3-4 uger).. De bider i hendes pels.. Giv ikke tyggepinde. Det slider skægget af.

hvis ellers hundene går i stuen sammen med beboerne får de masser af menneskelig kontakt. Og så kan man godt have mange. med langhårshundene kan man vel sige at hvis man ikke kan klare groomingen og de går og bliver filtrede så har man for mange hunde. og nogen har måske for mange allerede når de har 2 så

[kennel-lowchen]

Jeg tror ikke at hunde som sådan lider under ikke at få menneskeligt selskab, hvis bare internaterne fx sætter dem sammen i flokke, så de kan være sammen med andre hunde.

Det tror jeg. om ikke andet så når den igen skal lemmes ind i en familie.. og det er jo sådan set det hundene er "skabt" til.. ellers var det ikek nødvendigt med internater. Vi kunen bare lukke dem ud i skoven

[Gæst Malene Nielsen]

Med de små hunde er det ikke kun pga tidsmangel de sidder i kasser/bure. Men ambitioner om at vinde udstillingerne. Da jeg fik min første løve lød rådene; lad dem sidde i kasser, pelsen bliver større og slides ikke.. Tag moren fra hvalpene og lad hende kun komme ind til dem når de skal have mælk (fra de er 3-4 uger).. De bider i hendes pels.. Giv ikke tyggepinde. Det slider skægget af.

hvis ellers hundene går i stuen sammen med beboerne får de masser af menneskelig kontakt. Og så kan man godt have mange. med langhårshundene kan man vel sige at hvis man ikke kan klare groomingen og de går og bliver filtrede så har man for mange hunde. og nogen har måske for mange allerede når de har 2 så

 

De par samlebåndssteder jeg har oplevet, gjorde ikke meget i udstillinger, kun så hunden kunne blive godkendt til avl - det var også moderacer såsom fransk bulldog, mops, coton´er, Basset + en helt masse andre racer, der måske er de næste, der står for skud til, at komme på mode

[Gæst MariePylaia]

Jeg vil gerne lige holde fast på at jeg tror alle hunde - store, små, voksne, unge som gamle - alle har brug for mere end 15 minutters opmærksomhed om dagen. Pinpointer har sikkert ret i at nogle hunde kan nøjes, uden at blive mærket af det. Men det er stadig min overbevisning at de 'nøjes', at de altså har brug for mere end et kvarter med et menneske hver dag.

 

Det er selvfølgelig en stor kontrast til det danske, men her i Grækenland, kan hunde sidde i årevis på internater. Og der er da også et par stykker på det internat jeg arbejder på, der har været der i umenneskeligt lang tid. ( Jeg er uenig i dette, og ville ønske at Grækenland var et land der ville aflive inden hundene er så sølle at de nærmest dør selv. ) Jeg tænker især på én hund.

Hun er en gammel tæve - måske 9 år - hun har været på internatet længe (ved ikke hvor længe, desværre), og nu er det for sent. Hun vil ikke ud. Ikke ti vilde heste, ikke ti kvinders tålmod og ikke noget mad kan få hende til at komme ud. Hun vil ikke ud fra sit bur. Det er det eneste hun kender nu, og har slet slet slet ingen lyst til at komme ud i Verden mere. Hun er i dén grad institutionaliseret, og dét er altså en farlig størrelse. Og jeg tror at grænserne for dette symptom kan være vidt forskellige.

 

Opgaven med socialiseringen er jo stor. Og alt kan gå tabt, uanset hvordan hunden var inden dét bur blev lukket bag den.

Hundens evne til at omgås andre hunde, antiparti mod mænd, stress, depression, madaggression, aggression generelt, overdreven lydfølsomhed. Jeg har set mange af tingene ske - men til gengæld har de fleste hunde hernede heller ikke en stabil og tryg hvalpeopvækst at trække på.

 

Men jeg synes stadig at pointen står. Dyr er dyr, foranderlige og fungerer ud fra en logik som mennesket ikke kender til fulde.

[Ulla H]

Internater er et vidt begreb. F.-eks i Rødovre har de en uddannet adfærdsbehandler på.

Og så glemmer vi andre nok, at alt foregår nærmest på frivillig basis, altså folk , der kommer og hjælper de enkelte hunde med kontakt, leg og at gå ture..

 

En af mine bedste og mest elskede hunde kom som kasseret fra DB ínternat, ikke som adoptant her, men via sin fødekennel til socialisering.Han var ikke adoptionsegnet.

Nogle hunde får hurtigt burkuller, andre ikke.

Jeg er som hundelsker tilhænger af, at alle de mest stabile i sindet får deres chance.

Hvis nogle har oversdkud til at socialiserer/træne kan de fleste internater bruge frivillige.

Ligeledes mangler vel både de spanske/polske og græske foreninger jo ofte pjejefamilier.

Hvis man adopterer en internathund, dansk eller udenlands, bør man jo vide at der kan være gemt nogle voldsomme lig i lasten, som kræver seriøst arbejde for at få hunden til at fungerer.

Og det er vildt skønt, når det lykkedes.

Aflivning af raske dyr er en grim skråplan, men ved godt at tiden ikke læger alle sår, og nogle er bedst tjent med at få fred.

Men hvem er kompetent som dommer her.