Frygten for at miste

[Gæst bombastic]

Jeg har den sidste tid haft en enorm skræk for at miste min hund. Jeg vågner om natten grædene hvor jeg har drømt han er død. Jeg kan gå i hverdagen og så få tanken at han dør, og blive helt ulykkelig.

 

Jeg ved at han vil gå her fra før mig, men puha hvor har jeg ikke lyst til det.

 

Han er 8 år, så der er forhåblig nogle gode år tilbage i ham.

 

Det startede med at kærestens kolega mistede sin 7 årig hund til en hjerneblødning. Og det gik helt galt for mig igår da han på en eller anden måde fik trukket snoren ud af hånden i et sjælent uopmærksomt øjeblik, og løb efter en due der sad ude i rundkørslen, netop som der kom en bil.

Heldigvis er han nogen lunde godt opdraget så han stoppede da jeg i min skræk brølede hans navn.

 

Jeg holder, som de fleste af jer nok også gør af jeres, utrolig meget af min hund.

 

Håber han er ved mig længe endnu.

 

Hilsen Maria

[Gæst Chaddin]

Jeg kan godt forstå dig, og det er slet slet ikke rart at tænke på at de desværre ikke lever for evigt :ae:

[Gæst Obelix]

Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det. Det bliver en frygtelig dag den dag man skal tage afsked .

 

Desværre kan vi ikke undgå at den dag på et tidspunkt vil komme, vi kan bare håbe på at der går rigtig mange gode år .

[luckyluna]

Ja, det er en skrækkelig tanke at de ikke lever lige så længe som os!

 

På et tidspunkt her på forum var der mange hunde der blev aflivet på næsten samme tid, det var slet ikke til at holde ud! Det kan pludselig komme så tæt på en at man kan vågne om natten bare for at tjekke at dyret trækker vejret:genert:

[Gæst Chillimaya]

Man skal altid prøve at tænke på at det er godt så længe det varer.. Og derefter har man minderne at se tilbage på...

 

Har efterhånden mistet mange kæledyr, og man vænner sig bare aldrig til det.. Er også så dum at vælge dyr der kun lever i et par år...:stupid:

Det værste er dog når ens hund kommer til en familie og man ingen jordisk chance har for at finde ud af hvor han er eller om han har det godt!

[Manse]

Kan sagtens følge dig.

 

Min hund har en knude under munden, og gik en hel uge før dyrlægen havde tid til at tjekke om den var negativ eller positiv....

Fik af vide af flere at hvis den var positiv var det bedst at få ham aflivet, da det nok ville komme igen, og den sidder som den gør.

Og der havde jeg kun haft ham i 5 måneder.... Men var dybt ulykkelig over at måske skulle miste ham!!!

[Gæst bombastic]

pu ha Manse det lyder ikke rart.

 

Kæresten siger hele tiden jeg skal nyde ham mens jeg har ham. Han kan mærke når jeg er ked af det. Han passer altid meget på mig, så han kan ikke have jeg græder.

 

Maria

[Gæst Obelix]

pu ha Manse det lyder ikke rart.

 

Kæresten siger hele tiden jeg skal nyde ham mens jeg har ham. Han kan mærke når jeg er ked af det. Han passer altid meget på mig, så han kan ikke have jeg græder.

 

Maria

 

Ja det er "sjovt" som dyr kan mærke når man er trist. Det er simpelthen de bedste til at trøste når man er ked af noget :5up: .

 

Vi måtte sidste lørdag nat akut til vagtdyrelægen og ha aflivet vores pludselig meget syge 7 årge kat (Som ALDRIG har fejlet noget som helst). Jeg kan stadig sætte mig til at tude ved tanken om at han er væk. Han var MEGET speciel (fik ham da han kun var 6 uger pga mishandling) og en rigtig mor mis. Han har jo støttet mig igennem alt, var der da jeg mødte min mand, fik begge mine børn osv. Selvom vi har 2 andre katte og Obelix så var han bare SÅ speciel. Jeg glemmer ham ALDRIG og jeg glemmer aldrig den dag hvor vi måtte sige farvel. Vi havde slet ikke set det komme der var slet ikke tegn på at det var ved at være slut . Nå det var vist lidt af et sidespor (men det væltede lige op i mig da jeg læste dit indlæg.. Undskyld).

 

Ja man skal virkelig nyde hver en dag man har med sine dyr:hjerte:.

[stellz]

Ja det er "sjovt" som dyr kan mærke når man er trist. Det er simpelthen de bedste til at trøste når man er ked af noget :5up: .

 

Vi måtte sidste lørdag nat akut til vagtdyrelægen og ha aflivet vores pludselig meget syge 7 årge kat (Som ALDRIG har fejlet noget som helst). Jeg kan stadig sætte mig til at tude ved tanken om at han er væk. Han var MEGET speciel (fik ham da han kun var 6 uger pga mishandling) og en rigtig mor mis. Han har jo støttet mig igennem alt, var der da jeg mødte min mand, fik begge mine børn osv. Selvom vi har 2 andre katte og Obelix så var han bare SÅ speciel. Jeg glemmer ham ALDRIG og jeg glemmer aldrig den dag hvor vi måtte sige farvel. Vi havde slet ikke set det komme der var slet ikke tegn på at det var ved at være slut . Nå det var vist lidt af et sidespor (men det væltede lige op i mig da jeg læste dit indlæg.. Undskyld).

 

Ja man skal virkelig nyde hver en dag man har med sine dyr:hjerte:.

 

:ae:

[Gæst mosgaard]

Hej Maria

Det lyder som om du går og har det rigtig skidt?

Jeg synes du skal få snakket med kæresten om det igen, og finde ud af om du 'bare' er meget påvirket af alle de uheldige hændelser for en kort periode eller om du er ved at opbygge en reel angst, for at miste din hund, som hæmmer dig i hverdagen.

 

Bekymrende hilsner herfra

[Gæst bombastic]

Tak for din bekymring.

 

Sagen er den at jeg for 5 år siden blev meget syg, og i den forbindelse blev enorm bange for at være alene og bange for at gå uden for en dør. og der var basse der bare for mig, han passede virklig på mig og jeg var mere tryk når han var der. Havde ham med over alt.

 

Jeg er stort set blevet rask, og vi er flyttet til et sted hvor vi ingen kender. Så Basse og jeg går hjemme hele dagen sammen, han er med over alt, vi har vores eget sted som ingen kender hvor vi kan sidde i timevis og nyde henanden. Jeg sætter mig i græsset og han kravler op på skødet af mig, og så sidder vi der.

 

Han er blevet helt mor afhængig, når mikkel kommere hjem, og jeg en sjælen gang skal noget, så ligger han ved dæren og små piber til jeg kommer hjem igen, mikkel tager sig selvføldig af ham. Når jeg så kommer hjem, bliver han helt lykkelig så han næsten vælter mig.

 

Et eksembel var sidste weekend hvor vi var nede ved de gamle og ude at sejle, da vi så kom hjem og jeg stadig var i bilen, skulle lige ordne noget, så løb han helt vildt rundt og ledte, indtil han fandt mig, så slappede han af.

 

Alt dette har gjort at hans plads i mit hjerte bare bliver større og større.

 

Lige nu ligger han oven på mig med bærbaren oven på sig, bare han er oppe ved sin mor så er han glad.

 

Han er min bedste ven, ud over kæresten, og tanken om vi ikke skal sidde på vores sted, får mig til at sidde at tude.

 

Håber det giver mening. Nu vil jeg gå aften tur med Basse.

 

Maria

[Gæst Chillimaya]

Tak for din bekymring.

 

Sagen er den at jeg for 5 år siden blev meget syg, og i den forbindelse blev enorm bange for at være alene og bange for at gå uden for en dør. og der var basse der bare for mig, han passede virklig på mig og jeg var mere tryk når han var der. Havde ham med over alt.

 

Jeg er stort set blevet rask, og vi er flyttet til et sted hvor vi ingen kender. Så Basse og jeg går hjemme hele dagen sammen, han er med over alt, vi har vores eget sted som ingen kender hvor vi kan sidde i timevis og nyde henanden. Jeg sætter mig i græsset og han kravler op på skødet af mig, og så sidder vi der.

 

Han er blevet helt mor afhængig, når mikkel kommere hjem, og jeg en sjælen gang skal noget, så ligger han ved dæren og små piber til jeg kommer hjem igen, mikkel tager sig selvføldig af ham. Når jeg så kommer hjem, bliver han helt lykkelig så han næsten vælter mig.

 

Et eksembel var sidste weekend hvor vi var nede ved de gamle og ude at sejle, da vi så kom hjem og jeg stadig var i bilen, skulle lige ordne noget, så løb han helt vildt rundt og ledte, indtil han fandt mig, så slappede han af.

 

Alt dette har gjort at hans plads i mit hjerte bare bliver større og større.

 

Lige nu ligger han oven på mig med bærbaren oven på sig, bare han er oppe ved sin mor så er han glad.

 

Han er min bedste ven, ud over kæresten, og tanken om vi ikke skal sidde på vores sted, får mig til at sidde at tude.

 

Håber det giver mening. Nu vil jeg gå aften tur med Basse.

 

Maria

 

Hvor er det skønt at høre hvor glad han er for dig... Kan godt forstå det er svært at tænke på at han skal væk en dag... Men husk at nyde det mens han er der... Og lad være at tage sorgerne på forskud.. Selvom det kan være lettere sagt end gjort indimellem...

 

Håber du har ham meget længe endnu:blink:

[Gæst Arkiveringsalf]

Jeg må sige som de andre, der er ikke så meget at gøre end at håbe på mange år endnu og få det bedste ud af det.

Min lille vuf kastede op for første gang i går (han tyggede ikke sit tandrenseben ordentligt) og der kom jeg også til at tænke på den slags... Det gør kun dårlige ting. Får også dagligt at vide at jeg pylrer for meget men han har bare pletter (er ved at vokse ud, nu hvor han har os til at give ham nok mad) og snask i øjnene og uhaa..

Tror bare vi må gøre det ekstra godt for dem så for at gøre op for levealderen

[Gæst Jeanett]

Prøv at tænke på alle de gode stunder, i har til gode og nok skal nå.

 

Men jeg kender det godt selv. Jeg er så bange for den dag, jeg mister Mickey. Jeg HADER virkelig tanken om at han ikke er ved min side mere en dag. Han er min bedste ven og tro følgesvend - han er den, der altid er der for mig. Jeg tager ham med overalt, hvor jeg kan, da jeg nyder hans selskab.

Mickey kan godt sove meget meget tungt, så nogen gange bliver jeg virkelig bange og lægger hånden på ham, så jeg kan mærke hans vejrtrækning.

 

Men vi må nyde alle vores dejlige og skønne stunder med vores bedste venner og når den tid kommer, så huske alle de dejlige minder, de har givet os.