Tysons alene-hjemme-træning - og P-P-Peros og andre, der har lyst til at deltage :-)

[Dinah]

ÅÅH, Sonja:ae:

 

Fuld forståelse herfra:ae:

Man bliver sindsyg, når man føler sig isoleret. Nogle perioder er mere overkommelige end andre. Jeg har været isoleret med min nu 7 årige søn i 7 år pga sygdom (Ingen kontakt med "raske" børn, store grupper, festligheder, off. transport, indkøb etc etc).

Jeg har mistet en del venner pga manglende forståelse, men har samtidig fået "nye", som har været bekendte med situationen fra start af:5up:

 

Går ikke på arbejdet, så jeg har god tid med Cleo, men er også vant til den isolation, som det har krævet/kræver.

 

Jeg ved godt, at det kan være svært at overskue at skulle ud med veninder, mens den bliver passet, når man er bombet, men måske er det det der skal til, for at du får fornyet energi:?:

 

Du gør ALT for hunden, og det gør man jo, men du må ikke glemme dig selv og dine behov. Som Elisabeth siger, så prøv måske at gå lidt hurtigere frem i alene-hjemme-træningen. Vi måtte arbejde meget hurtigt op på 20 minutters tid, da jeg 1 gang om dagen SKAL hente børn i fritter og vuggestue.

 

Du gør et kæmpe stykke arbejde med en mega tålmodighed - tænk hvis du ikke havde haft de muligheder, du har haft for træningen:!: Du er en ihærdig sjæl - bare HUSK DIG SELV for det er dét, der giver energien på længere og kort tid.

[luckyluna]

Kære sonja

 

jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelser, man føler sig virklig fanget.. Ikkeat jeg gør det nu, men tidligere hvor jeg havde mysla i lang tid uden mulighed for at få hende passet.

 

Som elisabeth siger skulle du måske fravige reaktionstiden.. Mine piger bliver sindtsygt lykkelige når jeg kommer ind. Indtil da sover de, men så snart jeg sætter nøglen i låsen hopper og danser de og mysla piver lidt..

 

Jeg er også kommet dertil hvor jeg ikke VIL lade mig gå for meget på af at hunden bliver lidt ulykkelig engang imellem feks når hun bliver passet ved familien og de ikke tager hensyn til om de lukker en dør i hovedetpå hende..Vel er det ej befordrende for træningen, men vi kan bare ikke holde til at tage hensyn til hunden 24/7.

Jeg siger ikke det er ok at hunden er angst al den tid man er væk, men hvad er bedst, ok hund og ulykkelig ejer, ingen hund og ulykkelig ejer eller lidt utilpas hund og lidt utilpas men dog ok ejer?

 

Hvad jeg prøver at sige er, at vi også skal tage hensyn til os selv og kundu kender tyson, så jeg ved ikke hvor ked han er, men var det mig ville jeg glemme lidt om reaktionstiden og så koncentrere mig om at tyson hviler mens du er væk:)

[Aslan]

Søde søde sonja :ae: Jeg tror ikke du finder EN herinde der ville dømme dig, du har gjort så meget for Tyson!

Jeg kan godt forstå og følge din tanke gang. Kæmpe kram herfra:ae:

[sonja77]

Tak for alle jeres søde kommentarer.

 

Jeg tudede hele aftenen i går, men det går lidt bedre i dag.

 

Jeg prøver at gå hurtigere frem, og så må det briste eller bære. Hvis han bare en nogenlunde ok med det, må det være sådan, det bliver. Hvis han bliver for angst, må jeg nok sige farvel til ham, selvom mit hjerte er ved at gå i 1000 små stykker ved tanken. For jeg kan ikke holde til det længere, jeg bliver nødt til at have mit liv tilbage. Selvfølgelig skal Tyson være en stor del af det liv, men han kan ikke blive ved med at fylde det hele.

[Gæst PPP-Pero]

Tak for alle jeres søde kommentarer.

 

Jeg tudede hele aftenen i går, men det går lidt bedre i dag.

 

Jeg prøver at gå hurtigere frem, og så må det briste eller bære. Hvis han bare en nogenlunde ok med det, må det være sådan, det bliver. Hvis han bliver for angst, må jeg nok sige farvel til ham, selvom mit hjerte er ved at gå i 1000 små stykker ved tanken. For jeg kan ikke holde til det længere, jeg bliver nødt til at have mit liv tilbage. Selvfølgelig skal Tyson være en stor del af det liv, men han kan ikke blive ved med at fylde det hele.

 

Det synes jeg lyder som den bedste plan :ae:

Hvis Tyson er angst går det selvfølgelig ikke - men hvis han som Pero synes det er totalt kedeligt og tåbeligt og egentlig inderst inde hader det lidt, men alligevel affinder sig med det, så kan han jo have et dejligt liv alligevel (skal jeg hilse og sige fra Pero:-))...

 

Og selvom det måske ikke er det mest optimale, så ville han nok alligevel have det bedre end mange andre hunde :5up:

 

Jeg håber det bedste :ae: :kys:

[luckyluna]

Det synes jeg lyder som den bedste plan :ae:

Hvis Tyson er angst går det selvfølgelig ikke - men hvis han som Pero synes det er totalt kedeligt og tåbeligt og egentlig inderst inde hader det lidt, men alligevel affinder sig med det, så kan han jo have et dejligt liv alligevel (skal jeg hilse og sige fra Pero:-))...

 

Og selvom det måske ikke er det mest optimale, så ville han nok alligevel have det bedre end mange andre hunde :5up:

 

Jeg håber det bedste :ae: :kys:

 

igen helt enig:5up: Nogengange må man gå på kompromis..

Ogman må jo se på hele hunden og se hvordan den ellers trives. Jegser feks på mysla og ser efter om hun om aftenen er påvirket af at have været forladt om dagen, om hun følger mig mere ovs. Og da hun ikke gør det, så konkludere jeg at hun ikke går i evig angst for at blive forladt, så selvom begge hunde helst ville have mig hjemme eller være med, så tror jeg deres liv er ok alligevel resten af tiden:-) Og det er jeg sikker på tysons liv også er:-D

[Gæst Aktivthundelivdk]

Det er dejligt at der findes hundeejere der enddog er mere end deres ansvar bevist.

3 * positivt

[Gæst Sitto]

Det synes jeg lyder som den bedste plan :ae:

Hvis Tyson er angst går det selvfølgelig ikke - men hvis han som Pero synes det er totalt kedeligt og tåbeligt og egentlig inderst inde hader det lidt, men alligevel affinder sig med det, så kan han jo have et dejligt liv alligevel (skal jeg hilse og sige fra Pero:-))...

 

Og selvom det måske ikke er det mest optimale, så ville han nok alligevel have det bedre end mange andre hunde :5up:

 

Jeg håber det bedste :ae: :kys:

Jeg er enig. :5up:

 

Kency havde jo også alene problemer og problemer med at jeg var afsted sammen med Sitto, uden at Kency også var med. Åh nej, stakkels lille hund da!

 

Alene hjemme træningen kom jo til at gå fint - men da jeg begyndte i skole, pev hun stadig omkring et halv minuts tid i starten, men så lagde hun sig også bare til at sove. Og det halve minuts tid ville jeg altså ikke bekymre mig om, for hun skulle garanteret bare lige brokke sig for at se om hun ikke nok kunne få sin vilje, om at komme med - jaja, man er vel en terrier ik?

 

Nogle steder i Kencys alene hjemme træning gik jeg også hurtigere frem end jeg ellers ville, men jeg havde så også en deadline der sagde knap 4 uger, og bagefter så var der altså ikke mere at gøre - jeg havde ikke mulighed for mere ferie! Så ja, til sidst gik vi noget hurtigere frem - for som der også er nævnt her i tråden, så måtte det briste eller bære. Hun skulle have en chance for at blive - og den chance måtte så være at "satse" lidt med hendes alene hjemme træning. Men heldigvis kom det jo til at gå godt!

 

Sonja, jeg vil overhovedet ikke komme med fordømmende kommentarer! Du har gjort SÅ meget for Tyson. Det er super flot af dig! :5up: Men nej, du må for alt i verden heller ikke glemme at leve dit eget liv - som du jo desværre har haft svært ved pga Tysons seperations angst. Jeg håber at denne chance, vil ende med et resultat så Tyson kan blive. Jeg forstår udemærket godt at det er nu at det må briste eller bære - og jeg må sige at det er flot at du har holdt ud i 7 måneder, for det ved jeg at jeg ikke ville kunne holde til.

 

Det år jeg havde Kency, det var fantastisk på rigtig rigtig mange områder. Hun endte jo med at blive en rigtig dejlig hund! Men fordi hun først havde alene hjemme problemer og derefter fandt jeg jo så ud af hvor jaloux hun var på Sitto, som gjorde at jeg altid skulle have pasning til Kency når jeg skulle afsted med Sitto alene, og den pasning var altså ikke for hvem som helst - for selvom der var nogen hjemme hos Kency, så teede hun sig stadig fuldstændig åndsvagt, med piven og hylen, fordi at jeg brugte tid sammen med Sitto. Min mor var til sidst rigtig godt træt af at skulle passe hende, fordi hun opførte sig sådan - og jeg forstod det godt og havde det også dårligt med at skulle lade min mor tage sig af hende, i en tid hun var allermest træls. Det burde være MIN opgave - men det kunne det jo ikke, for Sitto havde brug for tid alene! Det år tog også hårdt på mig. Jeg magtede det heller ikke til sidst! Og det endte jo så desværre ikke med en happy ending - for Kencys jalousi overfor Sitto blev alt for stor. Det var synd for begge hunde! Men på mange områder, pga Kency og de problemer der fulgte med hende, glemte jeg også at leve mit eget liv i det år jeg havde hende. Det var det værd, på alle de områder hvor vi fik løst problemerne. Men hendes jalousi overfor Sitto, tog alt for hårdt på mig til sidst - og ingen af hundene havde det godt med det, så der var ikke rigtig nogen anden mulighed.

 

Så jeg forstår dig godt og de tanker du har gjort dig! :ae:Krydser fingre for at denne chance kommer til at bærer, og ikke briste. Alt det du har gjort for Tyson - det tager jeg virkelig hatten af for, det er SÅ flot.

[Aina B]

Kære Sonja

Det er virkelig mange svære tanker du går med ligenu, føler virkelig med dig. Er ked af at medicinen ikke har hjulpet mere end som så. Du må endelig ringe, hvis du har brug for at snakke. Vi kan også gå en tur med hundene og snakke? Vidste ikke at du gik med disse tanker, men kan godt forstå dig, for det er al din tid, som Tyson kræver. Jeg synes også at det er en god ide at gå lidt hurtigere frem og krydser alt hvad jeg har for at det vil lykkes. Knus Aina

[Jane]

Hej Sonja.

 

Det gør mig ondt at du går med disse tanker. Men jeg forstår dig.

 

Dømme dig, det kunne jeg aldrig drømme om. Du har gjort mere for Tyson end de fleste ville have gjort.

 

En krammer herfra. :ae:

[a9]

Pyyyha Sonja sikke meget at gå og tumle med :ae: :ae:

 

Kender alt til de tanker tilbage fra Bondo :cry:

 

Har du talt med den adfærdsbehandler, du har haft indeover, måske kan hun være en hjælp, eller måske kan Gudrun i Beder :hmm:

 

Det korte af det lange er, om det er et "værdigt" liv for Tyson at leve i evig stress og utryghed :ae: Jeg skriver værdigt i citationstegn, da det er et ladet ord, vi hver især tolker forskelligt.

[sonja77]

Hold da op en følelsesmæssig rutchebanetur jeg har været på hele weekenden! Jeg svinger fra at tro, at det hele nok skal gå, så jeg kan beholde min lille Tyson-mand, til at tænke at han aldrig lærer det, så jeg bliver nødt til at sende ham til regnbuebroen alt for tidligt.

 

Jeg har mailet med min adfærdbehandler, og vi har aftalt, at jeg ringer til hende i aften, så vi kan snakke nærmere. Hun mente, at vi skal tage en ny konsultation og lød ret fortrøstningsfuld i forhold til at finde en løsning, så vi kan gå hurtigere frem. DET hjalp gevaldigt på humøret! Jeg er dog stadig ret grådlabil meget af tiden...

 

Forløbig er jeg kun gået op til 41 minutter, og det gik faktisk rigtig fint. Da jeg kom hjem, lå han på sofaen og ikke ude i gangen lige foran døren, sådan som han ellers er begyndt at gøre igen det sidste stykke tid (det har været en af de ting, der har bekymret mig). Han kom ud og hilste og var selvfølgelig glad, men virkede ikke så overgearet, som han eller har gjort på det sidste, når jeg er kommet hjem.

 

 

 

1000 tak for alle jeres støttende kommentarer, både her i tråden og på PB. Det betyder virkelig meget for mig at blive mødt med forståelse.

 

Jeg prøver at fokusere på jeres søde beskeder og ikke på den besked, jeg fik fra en veninde i dag. I går var jeg til noget julehygge med nogle veninder og havde selvfølgelig Tyson med. En af veninderne spurgte, hvordan det gik med alene-hjemme-træningen, og da jeg ikke havde lyst til at begynde at græde midt i hyggesnakken, sagde jeg bare lidt kort for hovedet, at det ville jeg ikke snakke om. I dag sendte jeg hende så en mail for at forklare situationen. Hun sendte et svar tilbage, der lød nogenlunde sådan her:

 

"Tror du ikke, at du bare overfortolker hans signaler? Godt nok har jeg ikke forstand på hunde, men de tager altså ikke skade af at være alene. Han var så kær i går, det er da lidt drastisk, hvis du får ham aflivet."

 

:megaked: :evil: :megaked:

 

Hvor blev jeg bare gal og ked af det! Jeg ved godt, at hun skrev det i bedste mening, men det er sgu hårdt, når de mennesker, der burde være tættest på en, overhovedet ikke forstår ens situation og desuden mener, at man bare "overfortolker". Og så oven i købet får det til at lyde, som om jeg "bare lige" ville få Tyson aflivet uden nogen ordentlig grund. Når jeg nu prøver alt, hvad jeg kan komme i tanke om, for at kunne beholde min elskehund!

 

Det er så for øvrigt en af de veninder, der jævnligt kommer med spidse bemærkninger, når jeg ikke kan tage med i biografen e.l. pga. Tyson.

 

Men en ting havde hun da ret i: For gu' er Tyson kær!

[Aslan]

 

"Tror du ikke, at du bare overfortolker hans signaler? Godt nok har jeg ikke forstand på hunde, men de tager altså ikke skade af at være alene. Han var så kær i går, det er da lidt drastisk, hvis du får ham aflivet."

 

:megaked: :evil: :megaked:

 

Hvor blev jeg bare gal og ked af det! Jeg ved godt, at hun skrev det i bedste mening, men det er sgu hårdt, når de mennesker, der burde være tættest på en, overhovedet ikke forstår ens situation og desuden mener, at man bare "overfortolker". Og så oven i købet får det til at lyde, som om jeg "bare lige" ville få Tyson aflivet uden nogen ordentlig grund. Når jeg nu prøver alt, hvad jeg kan komme i tanke om, for at kunne beholde min elskehund!

 

Det er så for øvrigt en af de veninder, der jævnligt kommer med spidse bemærkninger, når jeg ikke kan tage med i biografen e.l. pga. Tyson.

 

Men en ting havde hun da ret i: For gu' er Tyson kær!

 

 

Uha.hun burde skamme sig, man får vel heller ikke sin søn aflivet fordi han ikke kan være alenne hjemme v:rolleyes:

 

Og nej, der er ikke noget værrer end når dem der er tættest på en ikke er bare lidt ofrnuftige

 

 

:ae: il dig ofrdi du overlever andres dumheder :blink:

 

Så krydser jeg fingre for at adfærds behandleren kan hjælpe dig/ jer :ae:

[sonja77]

Nu har jeg snakket (og tudet) med adfærdsbehandleren i telefonen. Vi tager ikke en ny konsultation (ikke lige nu, i hvert fald), men vi fik en lang snak om, hvordan det går, og hvad jeg skal gøre.

 

Hun synes, at jeg i stedet for at sætte tiden op, skal nøjes med at gå fremad med 2-3 minutter af gangen (hun foreslog først at gå tilbage til 1 minut af gangen, men det kunne jeg simpelthen ikke overskue). Hun mener, at jeg ved at lægge kortere tid på af gangen, vil kunne gå hurtigere frem, fordi jeg så ikke behøver at træne det samme tidsrum særligt mange gange. Hun tror, at vi på den måde hurtigt kan komme op på en time, og derfra skulle det gerne gå noget hurtigere.

 

Vi snakkede også om reaktionstid, og hun bekræftede mig igen i forskellen mellem, når Tyson bare er almindeligt glad for at se mig, og når han er for overgearet "gudskelov-du-er-tilbage"-agtig. Det er jo ikke fordi, han ikke må være glad for at se mig og komme og hilse på mig, men der er forskel på de to slags hilsener.

 

Hun sagde også, at en anden løsning kunne være at begynde at lave faste ritualer omkring det, at jeg går, men at der så var en risiko for, at han ville gå tilbage i træningen. Men jeg mener heller ikke, at det er selve afskeden, der er et problem, eller at han er utryg med det samme, for han tager det ret roligt, når jeg går. Og hvis jeg f.eks. bare går i 20 minutter, er han jo helt cool, når jeg kommer tilbage. Så jeg bliver ved med at gå som hidtil uden faste ritualer.

 

Det er bestemt ikke fordi, at jeg har lyst til at gå ned i tid. Men nu prøver jeg, og så krydser jeg fingre for, at det så alligevel går hurtigere fremad. Jeg prøver i hvert fald på den her måde juleferien over, hvor jeg har god tid til både at træne og aktivere ham. Så må jeg se, hvordan det går, og om jeg holder til det. Hvis det ikke går, må jeg så overveje alternativerne igen.

[Gæst Tanten]

Nu har jeg snakket (og tudet) med adfærdsbehandleren i telefonen. Vi tager ikke en ny konsultation (ikke lige nu, i hvert fald), men vi fik en lang snak om, hvordan det går, og hvad jeg skal gøre.

 

Hun synes, at jeg i stedet for at sætte tiden op, skal nøjes med at gå fremad med 2-3 minutter af gangen (hun foreslog først at gå tilbage til 1 minut af gangen, men det kunne jeg simpelthen ikke overskue). Hun mener, at jeg ved at lægge kortere tid på af gangen, vil kunne gå hurtigere frem, fordi jeg så ikke behøver at træne det samme tidsrum særligt mange gange. Hun tror, at vi på den måde hurtigt kan komme op på en time, og derfra skulle det gerne gå noget hurtigere.

 

Vi snakkede også om reaktionstid, og hun bekræftede mig igen i forskellen mellem, når Tyson bare er almindeligt glad for at se mig, og når han er for overgearet "gudskelov-du-er-tilbage"-agtig. Det er jo ikke fordi, han ikke må være glad for at se mig og komme og hilse på mig, men der er forskel på de to slags hilsener.

 

Hun sagde også, at en anden løsning kunne være at begynde at lave faste ritualer omkring det, at jeg går, men at der så var en risiko for, at han ville gå tilbage i træningen. Men jeg mener heller ikke, at det er selve afskeden, der er et problem, eller at han er utryg med det samme, for han tager det ret roligt, når jeg går. Og hvis jeg f.eks. bare går i 20 minutter, er han jo helt cool, når jeg kommer tilbage. Så jeg bliver ved med at gå som hidtil uden faste ritualer.

 

Det er bestemt ikke fordi, at jeg har lyst til at gå ned i tid. Men nu prøver jeg, og så krydser jeg fingre for, at det så alligevel går hurtigere fremad. Jeg prøver i hvert fald på den her måde juleferien over, hvor jeg har god tid til både at træne og aktivere ham. Så må jeg se, hvordan det går, og om jeg holder til det. Hvis det ikke går, må jeg så overveje alternativerne igen.

 

Held og lykke - Jeg håber du kommer frem til noget der virker for dig. :ae:

[sonja77]

Held og lykke - Jeg håber du kommer frem til noget der virker for dig. :ae:

 

Tak. Det ER jo det, det afhænger af, for hvis jeg ikke kan få det til at hænge sammen, går det jo ikke. Men jeg vil selvfølgelig give det endnu en chance, for jeg vil jo allerhelst have, at Tyson kan lære at være alene på en god måde, så jeg kan beholde min dejlige hund.

 

Jeg aftale for øvrigt med adfærdsbehandleren, at jeg ringer til hende sidst på ugen, så vi kan snakke om, hvordan det er gået.

[Gæst Tanten]

Tak. Det ER jo det, det afhænger af, for hvis jeg ikke kan få det til at hænge sammen, går det jo ikke. Men jeg vil selvfølgelig give det endnu en chance, for jeg vil jo allerhelst have, at Tyson kan lære at være alene på en god måde, så jeg kan beholde min dejlige hund.

 

Jeg aftale for øvrigt med adfærdsbehandleren, at jeg ringer til hende sidst på ugen, så vi kan snakke om, hvordan det er gået.

 

Lyder godt - mon ikke det er sundt, at have en i "baghånden" som forstår hvad det hele drejer sig om

 

Jeg kæmper gerne med dig - herinde - ude i det virkelige liv er jeg vist ikke til meget på lige det punkt

[bernerazuro]

Jeg håber på det bedste for dig og Tyson :ae:

 

Øv, en ubehagelig omgang du har været igennem :ae:

 

Held og lykke og lige meget hvad udfaldet bliver, er der ingen fordømmelse fra min side - jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Jeg er dybt imponeret over, at du har kunnet holde til det her så længe og ikke givet op!

 

Jeg håber for dig at det vil lykkes :ae:

[Dinah]

ej, hvor jeg håber, du kan få mere ro, hvis dette kommer til at fungere:ae:

 

Nu har jeg ikke været med i tråden fra starten af, men hvordan reagerer Tyson på at være alene: ødelæggges der ting? pives der etc etc?

[sonja77]

ej, hvor jeg håber, du kan få mere ro, hvis dette kommer til at fungere:ae:

 

Nu har jeg ikke været med i tråden fra starten af, men hvordan reagerer Tyson på at være alene: ødelæggges der ting? pives der etc etc?

 

Tyson er en hund, der vender angsten indad (i hvert fald i alene-hjemme-situationen), så han hverken larmer eller ødelægger noget. Men han bliver utrolig stresset. Da jeg lige havde fået ham og prøvede at lade ham være alene, var han meget højt oppe at køre, når jeg kom hjem, at det tog ham lang tid at falde ned. Han halsede (altså trak hurtigt efter vejret), kunne ikke finde ro, prøvede at flå sine pibedyr i stykker og var ikke til at komme i kontakt med.

 

Hvis jeg var egoistisk, kunne jeg jo bare lade ham være alene, for naboerne bliver ikke generet af ham, og der sker ikke noget med min lejlighed eller ting. Men jeg vil selvfølgelig ikke have, at han skal være så angst, det ville jo være synd og ikke et godt liv for ham.

[Aslan]

Nu har jeg snakket (og tudet) med adfærdsbehandleren i telefonen. Vi tager ikke en ny konsultation (ikke lige nu, i hvert fald), men vi fik en lang snak om, hvordan det går, og hvad jeg skal gøre.

 

Hun synes, at jeg i stedet for at sætte tiden op, skal nøjes med at gå fremad med 2-3 minutter af gangen (hun foreslog først at gå tilbage til 1 minut af gangen, men det kunne jeg simpelthen ikke overskue). Hun mener, at jeg ved at lægge kortere tid på af gangen, vil kunne gå hurtigere frem, fordi jeg så ikke behøver at træne det samme tidsrum særligt mange gange. Hun tror, at vi på den måde hurtigt kan komme op på en time, og derfra skulle det gerne gå noget hurtigere.

 

Vi snakkede også om reaktionstid, og hun bekræftede mig igen i forskellen mellem, når Tyson bare er almindeligt glad for at se mig, og når han er for overgearet "gudskelov-du-er-tilbage"-agtig. Det er jo ikke fordi, han ikke må være glad for at se mig og komme og hilse på mig, men der er forskel på de to slags hilsener.

 

Hun sagde også, at en anden løsning kunne være at begynde at lave faste ritualer omkring det, at jeg går, men at der så var en risiko for, at han ville gå tilbage i træningen. Men jeg mener heller ikke, at det er selve afskeden, der er et problem, eller at han er utryg med det samme, for han tager det ret roligt, når jeg går. Og hvis jeg f.eks. bare går i 20 minutter, er han jo helt cool, når jeg kommer tilbage. Så jeg bliver ved med at gå som hidtil uden faste ritualer.

 

Det er bestemt ikke fordi, at jeg har lyst til at gå ned i tid. Men nu prøver jeg, og så krydser jeg fingre for, at det så alligevel går hurtigere fremad. Jeg prøver i hvert fald på den her måde juleferien over, hvor jeg har god tid til både at træne og aktivere ham. Så må jeg se, hvordan det går, og om jeg holder til det. Hvis det ikke går, må jeg så overveje alternativerne igen.

 

Jeg skal krydse fingre ligeså tit jeg husker det julen over :blink:

Og så håber jeg efter juleferien at du kan melde tilbage at det hele er super duper :5up:

[Buju]

Nu har jeg snakket (og tudet) med adfærdsbehandleren i telefonen. Vi tager ikke en ny konsultation (ikke lige nu, i hvert fald), men vi fik en lang snak om, hvordan det går, og hvad jeg skal gøre.

 

Hun synes, at jeg i stedet for at sætte tiden op, skal nøjes med at gå fremad med 2-3 minutter af gangen (hun foreslog først at gå tilbage til 1 minut af gangen, men det kunne jeg simpelthen ikke overskue). Hun mener, at jeg ved at lægge kortere tid på af gangen, vil kunne gå hurtigere frem, fordi jeg så ikke behøver at træne det samme tidsrum særligt mange gange. Hun tror, at vi på den måde hurtigt kan komme op på en time, og derfra skulle det gerne gå noget hurtigere.

 

Vi snakkede også om reaktionstid, og hun bekræftede mig igen i forskellen mellem, når Tyson bare er almindeligt glad for at se mig, og når han er for overgearet "gudskelov-du-er-tilbage"-agtig. Det er jo ikke fordi, han ikke må være glad for at se mig og komme og hilse på mig, men der er forskel på de to slags hilsener.

 

Hun sagde også, at en anden løsning kunne være at begynde at lave faste ritualer omkring det, at jeg går, men at der så var en risiko for, at han ville gå tilbage i træningen. Men jeg mener heller ikke, at det er selve afskeden, der er et problem, eller at han er utryg med det samme, for han tager det ret roligt, når jeg går. Og hvis jeg f.eks. bare går i 20 minutter, er han jo helt cool, når jeg kommer tilbage. Så jeg bliver ved med at gå som hidtil uden faste ritualer.

 

Det er bestemt ikke fordi, at jeg har lyst til at gå ned i tid. Men nu prøver jeg, og så krydser jeg fingre for, at det så alligevel går hurtigere fremad. Jeg prøver i hvert fald på den her måde juleferien over, hvor jeg har god tid til både at træne og aktivere ham. Så må jeg se, hvordan det går, og om jeg holder til det. Hvis det ikke går, må jeg så overveje alternativerne igen.

 

Jeg håber du finder både tid og overskud til at opdatere os - tror ikke der er en eneste, der har læst denne tråd, der ikke føler med dig og krydser både arme og ben for at det lykkes:ae:

[sonja77]

Jeg vil bare lige sige, at jeg ikke håber, at I andre lader være med at skrive om jeres træning pga. min krise. Det er i hvert fald ikke min mening fuldstændig at overtage tråden. Og jeg vil gerne høre, hvordan det går med Pero og Cleo.

[Gæst snevinter]

Jeg vil bare lige sige, at jeg ikke håber, at I andre lader være med at skrive om jeres træning pga. min krise. Det er i hvert fald ikke min mening fuldstændig at overtage tråden. Og jeg vil gerne høre, hvordan det går med Pero og Cleo.

 

Har tænkt på dig :ae: Jeg håber, at i kommer igennem krisen - det må være rigtigt svært :ae:

 

 

...og som du siger, forhåbentligt går det rigtigt godt for de andre vuffer herinde. ..og tyson med

[Dinah]

Jeg vil bare lige sige, at jeg ikke håber, at I andre lader være med at skrive om jeres træning pga. min krise. Det er i hvert fald ikke min mening fuldstændig at overtage tråden. Og jeg vil gerne høre, hvordan det går med Pero og Cleo.

 

:ae::ae: tænker på dig :ae:

 

Hér går det næsten mere tilbage end frem og grunden er helt klar. Hér er ingen rytme i det, da hverdagen hér er langt fra ens. Vi prøver for det meste at vi har vores faste morgentur og aftentur, leg, øvelser etc, men at øve alene hjemme med konstant syge børn, gør det bare stang svært.