Dominansteorien - en sejlivet myte

[AnneMangetal]

Hvis man ser helt bort fra dominans, hvordan forklarer man så, at en hund fx knurrer af en eller flere personer i husstanden, mens den samtidig er sød og kærlig over for sin fører og evt. andre i husstanden? Eller at den hyrder eller ikke hører efter?

 

Og hvor går egentlig grænsen mellem respekt og dominans?

 

Ren nysgerrighed:-)

[Gæst Iben B]

Hvis man ser helt bort fra dominans, hvordan forklarer man så, at en hund fx knurrer af en eller flere personer i husstanden, mens den samtidig er sød og kærlig over for sin fører og evt. andre i husstanden? Eller at den hyrder eller ikke hører efter?

 

Hvis en hund knurrer af nogen i husstanden ville jeg tænke a) at den er usikker ved vedkommende eller sin rolle overfor vedkommende eller b) det er i en specifik vogtersituation (hvilket også hænger sammen med a) eller den har, som jeg skrev længere oppe påtaget sig en 'lederrolle' overfor vedkommende (hvilket også hænger sammen med a) som den forvalter dårligt. Som DKW skriver mener jeg godt man kan tale om lederskab uden at den gamle dominanshistorie følger automatisk med. Men den slags vil jo helt afhænge af situationen.

 

Hvis den hyrder og ikke hører efter vil jeg mene det er meget simpelt: den har fundet noget der er sjovere end at adlyde og har fundet ud af at det kan betale sig at gøre det.

[Dina]

Så nu er det den samme tumult igen

Når du næste gang kommer hjem fra indkøb, så prøv at gå rask ud i køkkenet, mens du henover skulderen siger "Kom her og se, hvad jeg har fanget!" til hundene. Ude i køkkenet stiller du en af indkøbsposerne på gulvet, hiver ud i åbningen foroven og siger helt stille: "KUN kigge".

 

Det gør jeg med Sofus, og han tager hver gang opgaven meget alvorligt. Alt bliver sniffet igennem, og ind imellem (han er en langsom læser) kigger han op på mig og logrer - for straks at stikke hovedet ned og fortsætte sin snffen. Det tager max. 10 sekunder og så er han faldet helt ned igen.

[Ninjamor]

Vi har prøvet, at ignorere vores hunde, når vi kom hjem fra indkøbstur, fordi det næsten ikke var til, at komme inden for døren belæsset med varer og så samtidig skulle hilse på 3 mega glade vovser, der dansede og sprang op ad en.

Men det nænner vi simpelthen ikke ( gjorde det kun 1 gang) men at se de glade hunde komme styrtende med pivedyr i munden for, at hilse os velkommen og vi så bare ignorerede dem..åhh..de blev helt slukøret, da de ikke fik nogen respons på deres hilsen.

Så nu er det den samme tumult igen

 

Man skal måske også tænke lidt over hvad det egentlig er hundene gør når de hilser på en: De viser aktiv underkastelse omend i mild grad, så er det en "hyldest" og en bekræftelse af den status de har givet os når de hilser på os.

Derfor blandt andet står den gammeldags holdning om at hunde ikke må hilse når man kommer hjem i direkte modsætning til begrundelsen.

 

Pelle hilser også helhjertet selvom jeg kun kort har været væk. Har jeg været væk i længere tid bliver han helt rundt på gulvet når jeg kommer hjem - og jeg returnerer hans "hyldest"

[bernerazuro]

Man skal måske også tænke lidt over hvad det egentlig er hundene gør når de hilser på en: De viser aktiv underkastelse omend i mild grad, så er det en "hyldest" og en bekræftelse af den status de har givet os når de hilser på os.

Derfor blandt andet står den gammeldags holdning om at hunde ikke må hilse når man kommer hjem i direkte modsætning til begrundelsen.

 

Pelle hilser også helhjertet selvom jeg kun kort har været væk. Har jeg været væk i længere tid bliver han helt rundt på gulvet når jeg kommer hjem - og jeg returnerer hans "hyldest"

 

Det er vel ikke alle hunde der gør det?

 

Jeg ser ingen aktiv underkastelse over Møffe, når jeg kommer hjem. Halen er høj (lidt over ryglinien, men ikke anspændt-høj), logrer lifligt fra side til side.

 

Jo, mundvigene er lidt "lange", men det er så også det eneste der umiddelbart kunne indikere noget udover, at han er oppe at køre og han smiler stort, men øjnene er afslappede/normale (dog med julelys i, så lidt mere friske og mere åbne nok også). Han møfler sig mellem benene på os og stiller sig i vejen for os, så vi ikke kan gå fremad eller tage skoene af

 

Umiddelbart ser jeg intet andet end gensynsglæde? Men han viser så heller aldrig underkastende adfærd - udover over for en stor sankt bernhard på 7 år i parken.

[Ninjamor]

Det er vel ikke alle hunde der gør det?

 

Jeg ser ingen aktiv underkastelse over Møffe, når jeg kommer hjem. Halen er høj (lidt over ryglinien, men ikke anspændt-høj), logrer lifligt fra side til side.

 

Jo, mundvigene er lidt "lange", men det er så også det eneste der umiddelbart kunne indikere noget udover, at han er oppe at køre og han smiler stort, men øjnene er afslappede/normale (dog med julelys i, så lidt mere friske og mere åbne nok også). Han møfler sig mellem benene på os og stiller sig i vejen for os, så vi ikke kan gå fremad eller tage skoene af

 

Umiddelbart ser jeg intet andet end gensynsglæde? Men han viser så heller aldrig underkastende adfærd - udover over for en stor sankt bernhard på 7 år i parken.

 

Underkastelse behøver ikke være de store ting som at krybe mv. Slikken i dine mundvige, piben, "trampen" med forbenene mv. og sådanne andre langt mindre adfærd er jo også aktiv underkastelse i det små, selvom dette begreb har en negativ klang for nogle. Jeg har kun ganske få gange mødt hunde som ikke viste underdanig adfærd i en eller anden grad i hilsesituationer med deres mennesker uden at dette har været negativt.

[Tullemus]

Når du næste gang kommer hjem fra indkøb, så prøv at gå rask ud i køkkenet, mens du henover skulderen siger "Kom her og se, hvad jeg har fanget!" til hundene. Ude i køkkenet stiller du en af indkøbsposerne på gulvet, hiver ud i åbningen foroven og siger helt stille: "KUN kigge".

 

Det gør jeg med Sofus, og han tager hver gang opgaven meget alvorligt. Alt bliver sniffet igennem, og ind imellem (han er en langsom læser) kigger han op på mig og logrer - for straks at stikke hovedet ned og fortsætte sin snffen. Det tager max. 10 sekunder og så er han faldet helt ned igen.

 

Det vil jeg helt sikkert prøve

[bernerazuro]

Underkastelse behøver ikke være de store ting som at krybe mv. Slikken i dine mundvige, piben, "trampen" med forbenene mv. og sådanne andre langt mindre adfærd er jo også aktiv underkastelse i det små, selvom dette begreb har en negativ klang for nogle. Jeg har kun ganske få gange mødt hunde som ikke viste underdanig adfærd i en eller anden grad i hilsesituationer med deres mennesker uden at dette har været negativt.

 

Møffe piber, når han hører, at der kommer nogen (genial vagthund, hva'?). Han kan også komme med sådan et "ooouuaaaaauuuuwwww", som faktisk nærmere lyder som brok Når folk er kommet ned altså, og han ligesom bare synes, at ét eller andet mangler - han er måske kommet for langt væk, you name it.

 

Han slikker ikke i mundvigende. Han "tramper" heller ikke rigtig i gulvet, det er mere ivrighed, fordi han ligesom ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, frem, tilbage, til siden? Ørestilling skal jeg dog ikke kunne sige, det har jeg aldrig tænkt over faktisk

 

Jeg tænker også bare... Jamen, det er vel bare glædessignaler og de udover glæde, der ikke absolut udtrykker glæde, der sendes, er vel bare for at sige "jeg er altså bare glad og intet andet".

[Linda]

Møffe piber, når han hører, at der kommer nogen (genial vagthund, hva'?). Han kan også komme med sådan et "ooouuaaaaauuuuwwww", som faktisk nærmere lyder som brok Når folk er kommet ned altså, og han ligesom bare synes, at ét eller andet mangler - han er måske kommet for langt væk, you name it.

 

Han slikker ikke i mundvigende. Han "tramper" heller ikke rigtig i gulvet, det er mere ivrighed, fordi han ligesom ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, frem, tilbage, til siden? Ørestilling skal jeg dog ikke kunne sige, det har jeg aldrig tænkt over faktisk

 

Jeg tænker også bare... Jamen, det er vel bare glædessignaler og de udover glæde, der ikke absolut udtrykker glæde, der sendes, er vel bare for at sige "jeg er altså bare glad og intet andet".

 

 

Hvis man sådan virkelig skulle gå i små detaljer så tænker jeg også nogle gange de fleste glædelses signaler kunne være underdanige signaler, Når jeg kommer hjem kommer kiki roligt og hilser putter sig lidt ind til mine ben, kaos løber ud i en cirkel og kommer lidt frem og tilbage og laver nogle gange playbow eller "tyren" hvor han graver med det ene ben, Koda finder hurtigt noget han kan ha i munden og så går han og små piber med en bold i munden og halen køre.. Selvom de måske kunne virke lidt voldsomme så tænker jeg det en vild respekt jeg får en gensynsglæde som godt kunne være lidt underdanige signaler imellem. -- hilsen med hunde er noget helt andet der er de noget tydeligere. Hmm og for ikke at snakke om når Jonas kommer hjem så er det den helt store tur de går helt i selvsving med deres sejrsdanse føler mig lidt snydt hehe

[Ninjamor]

Hvis man sådan virkelig skulle gå i små detaljer så tænker jeg også nogle gange de fleste glædelses signaler kunne være underdanige signaler, Når jeg kommer hjem kommer kiki roligt og hilser putter sig lidt ind til mine ben, kaos løber ud i en cirkel og kommer lidt frem og tilbage og laver nogle gange playbow eller "tyren" hvor han graver med det ene ben, Koda finder hurtigt noget han kan ha i munden og så går han og små piber med en bold i munden og halen køre.. Selvom de måske kunne virke lidt voldsomme så tænker jeg det en vild respekt jeg får en gensynsglæde som godt kunne være lidt underdanige signaler imellem. -- hilsen med hunde er noget helt andet der er de noget tydeligere. Hmm og for ikke at snakke om når Jonas kommer hjem så er det den helt store tur de går helt i selvsving med deres sejrsdanse føler mig lidt snydt hehe

 

Jeg ser det helt klart som underkastelse (positiv respekt) og brugte bevidst provokerende ordet, når vore hunde hilser på os med det vi opfatter som glæde.

 

Ser man på, hvordan hunde typisk møder en hund som "rangerer" lavt under dem, er det typisk ikke de ældste og mest erfarne, sevlsikre hunde som hilser, men dem som bliver hilst på. Hvalpe og unghunde f.eks. vil typisk indynde sig gennem aktiv underkastelse (slikke i mundvige mm.) vi ser det jo dagligt på gader, i parker, til træning osv.

 

Det bringer mig til en udløber af emnet: Underkastelsesforskrækkelse!

 

Nogle hundeejere vil absolut ikke høre tale om at deres hund underkaster sig ejerens dominans. Som om man vil være helt lige. Nogle hundeejere bliver oprørt over at hunde viser ejeren dæmpende signaler, men begge dele er en helt naturlig del af hundes adfærd overfor andre hunde og overfor mennesker.

Det er graden af disse adfærd, samt i hvilken sammenhæng de vises, der ind imellem kan bekymre, synes jeg, men selve adfærdene er okay...

[Lenschow]

Hugo viser en million dæmpende signaler, når jeg kommer hjem - jo mere han ignoreres (hvis jeg står med favnen fyldt:-)) jo mere dæmpende bliver han - og derfor giver det mere tumult hos os at ignorere end at hilse:-)

[Lenschow]

Kan vi ikke, nu vi er ved det, aflive den der nye myte om at "lederskab" er noget med at gå først ud af døren, kæft trit og retning, my way or the highway..... osv osv...

 

Joh tak - det er spild af tid i bedste fald.

 

 

Ja, jeg tror på lederskab. Men der er mange måder at være leder på. Ingen måde er mere rigtig end andre, men nogen måder har mere berettigelse i bestemte situationer end andre, og igen andre måder har bestemte målsætninger og ikke mindst forudsætninger for overhovedet at fungere som tilsigtet.

 

 

Et af problemerne er vel, at begrebet er så tolkbart - at fortælle en ejer, at "du er en dårlig leder" skaber ofte mere forvirring end løsninger. Så hellere sige "du skal være mere tydelig i dit kropssprog. Din hund forstår dig simpelthen ikke, når du gør sådan og sådan, gør sådan her i stedet." I mine øjne handler det ikke om motiver om magt men om simpelthen at vide, hvordan hunde lærer og indrette sig efter det dvs være tydelig og gennemsigtig, så de har en reelt chance for at forstå, hvad vi ønsker.

 

 

Nogen skifter "personlighed" som leder, afhængig af situation, målsætningen, forudsætningerne, og subjekternes forskellighed, styrker og svagheder ganske instinktivt.

 

ANdre gør det instinktivt, dog med erfaring og viden som ballast og grundlag.

 

Og andre igen gør det kun langsomt, kun nødigt, og kun med et bjerg af dokumenter foran sig, allerbedst et opslagsværk i 213½ bind.

 

 

Uanset hvilken af de tre "grupper" man tilhører, så kommer man ikke uden om at lederskab ér, altid har været, og altid vil være en del af dét at have med andre levende væsner at gøre. Dyr såvel som mennesker.

Vil du uddybe det? Hvis du mener, at det er nødvendigt at have rammer og grænser for vores hunde, så de kan fungerer i en menneskeskabt verden og at vi har pligt til at støtte dem, når de komme rpå glat is fremfor at lade hundene ordne alt selv - så er jeg enig med dig. Jeg kalder det blot ikke lederskab - jeg kalder det at træne sin hund og at klæde den på til at begå sig

 

 

Det der ikke er en myte ifm. lederskab er at det er lederen der tager beslutningerne, og resten må så følge trop..........når beslutningen er taget.

Det er ens måde at vekselvirke mellem måderne hvorpå man træffer en beslutning, måden hvorpå man får kommunikeret ens hensigt, ens målsætning, vilkårene og ens krav og kriterier undervejs mod målet, der afgør om man er en "god" leder, eller en temmelig skidt en af slagsen.

Men hvis man tror, at ulve går og gør den slags og at hunde, fordi de nedstammer fra ulve - måske - gør sig den slags dybe tanker, så bliver man skuffet. Hunde er meget simple i deres måde at lære og begå sig i verden - det samme er ulve. Der hersker sommetider en art nærmest romantisk forestilling om ulvenes evner - jeg har noget rigtig sjovt nørdet materiale, som Coppinger har sendt mig der viser, at en computer kan regne en ulvefloks næste træk ud uden at se dem... Så der røg den mulighed for at menneskeliggøre dem iforhold til store tanker og motiver - de følger snarere en temmelig fast og tillært matematisk model.

 

Den bedste leder er vel dén der får kommunikeret kravene og målet ud på en sådan måde, at uanset hvilke vilkår der ér, så gør alle det de er bedst til i dén sammenhængder i situationen er mest hensigtsmæssig for at nå det definerede mål og samtidig have overholdt kriterierne for at opnå succes..... ganske af sig selv og uden yderligere påvirkning.

Igen: jeg kalder sådan en person for en hundetræner dvs en der træner sin hund til at begå sig. Leder forbinder mange med at man skal have en særlig styrke eller kraft i sig - nærmest medfødt. Det er sludder. At træne dyr er ikke kunst - det er en mekanisk færdighed som man bliver bedre til, jo mere man øver sig.

 

 

Er dét her langhåret? Ja.

 

Nej det er ganske simpelt - se ovenstående. Der er ingen grund til at gøre så meget ud af det. Der er fire læringsprincipper, som man som ejer kan øve sig på at leve efter og træne efter. Jo mere man øver sig, jo tydeligere bliver man i sine signaler og kommunikation til hunden, og jo mere veltrænet bliver hunden - ikke fordi den har en god leder eller en dårlig leder, men alene fordi den har en ejer, der træner den i at begå sig i en menneskeskabt verden. Det er i mine øjne ganske sort/hvidt.

 

Men lad nu for pokker være med at blande "leder" og "lederskab" ind i alt det her dominansgejlsmyteri (kun ét t. Med 2 var det lidt noget andet.).

Hvis i endelig skal have dominansmyteriet blandet ind i det, så var det formålstjenstligt også at blande resten af lederskabslekturen med ind i det også.

 

Men så er det lidt en anden tråd, ikke

 

Hvad tænker du på der? Når du skriver "resten" ?

[Lenschow]

Et eksempel

 

Min hund er ganske nem at omgås - hjemme er han rolig, ligger rolig og gør hvad jeg siger. Han er velkommen alle steder.

 

Min nabos hund er ude af kontrol. Den springer op, trækker i snoren og er generelt ikke velkommen ret mange steder.

 

Er jeg en bedre leder end min nabo? Higer Hugo mindre efter magt end naboens hund?

 

Næh - jeg har bare nogle andre forudsætninger for at træne hunde end min nabo, der er ret ny i disciplinen og har øvet sig i kortere tid end mig. Mine mekaniske færdigheder er større end naboens. Og jeg har andre forudsætninger for at forebygge.

 

Det er egentlig en meget mindre forvirrende forklaringsmodel, synes jeg end alt det leder her og der.

 

I min verden er det ud af klappen med al det lederskab - og ind i varmen med tanken om, at træning giver følgeskab. Fordi det betaler sig at følge et menneske, der er tydelig og gennemsigtig...Noget som ALLE kan lære at blive hvis de øevr sig og har adgang til de rette redskaber og gider øve sig.

 

Det er ikke kunst - og det er for alt i verden ikke noget udefinerbart mystisk som er forbeholdt de få ...

[Gæst Iben B]

Jo mere man øver sig, jo tydeligere bliver man i sine signaler og kommunikation til hunden, og jo mere veltrænet bliver hunden - ikke fordi den har en god leder eller en dårlig leder, men alene fordi den har en ejer, der træner den i at begå sig i en menneskeskabt verden.

 

Det er netop det jeg forstår ved lederskab. Man er en slags vejleder der træner hunden i at begå sig, at træffe de rigtige valg osv. Lederskab handler jo ikke kun om at bestemme, i min verden, men også i at vise sin hund hvad der er mest hensigtsmæssigt og hvordan man klarer sig. Den respekt man gerne vil have som 'leder' skal man gøre sig fortjent til ved at vise at det kan betale sig at følge ens råd.

Nogle gange indbefatter det også at man bestemmer nogle ting for hunden som den ikke skal stille spørgsmålstegn ved. Håbet er jo så at man ellers viser sig som en der træffer gode valg og forvalter sin rolle fornuftigt, så hunden kan stole på at hvis man bestemmer at noget 'bare er sådan' så hænger det sammen med ens i øvrigt (forhåbentlig gode) lederskab.

Det er vel derfor man af og til ser folk råbe og skrige ad hunde som ingen respekt viser dem - den er simpelthen ikke overbevist om at der er nogetsomhelst perspektiv i det de laver.

 

(Det var fortolket i menneskesprog - for hunden er 'tankerækken' nok noget simplere, eller mere intuitiv)

[Ninjamor]

Hvad tænker du på der? Når du skriver "resten" ?

 

Nu kan jeg ikke citere det du skrev om lederskab til DKW da du har skrevet det ind i hans tekst, men jeg anser mig overhovedet ikke for at være "hundetræner" for mine hunde ligesom jeg heller aldrig anså mig for at være "børnetræner" for mine børn

 

Jeg ser derimod mig selv som en opdrager og omsorgsgiver for både børn og hunde.

 

Hvis jeg f.eks. tænker "træning" om min hunds hvalps daglige opdragelse til kunsten at begå sig i forskellige situationer og miljøer, bliver det altfor klinisk for mig. Jeg har jo følelserne med i opdragelsen selvom jeg ikke pussenusser, ynker og alt det andet "føleri" og godt kan træde lidt tilbage og bare iagttage for at lære.

 

Lederskab er for mig at tage ledelsen, føre an i afviklingen af en situation, at vejlede mine hunde i hvordan de helst skal opføre sig. Ikke at vente på at mine hunde selv må handle i en situation de ikke mestrer og på den vise at jeg beskytter dem og at de kan forvente dette fra mig.

Jeg er også leder i situationen, når jeg begrænser mine hundes fri og uhensigtsmæssige adfærd og sætter grænser for hvad jeg som individ vil tolerere.

Jeg anvender ikke begrebet lederskab, men hvis jeg gorde, er det ovenstående jeg lægger i det.

[Petrine]

Fønix knurrer ad manden - fordi han er bange og vil have manden til at gå væk

Petrine knurrer ad manden - fordi hun vil nusses et bestemt sted.

 

Jeg opfatter Petrines som dominans, hun får nogen til at gøre noget for sig, ved at true lidt - hun ville aldrig andet end knurre og kom det til fysisk slagsmål, er hun den der ville tabe først, hendes dominans er rent mentalt, hun outsmarter de andre gang på gang. Hun har også en gang tisset provokerende i sengen, men hun var påvirket af psykofarmaka (var lige kommet hjem fra flyvetur) og ikke sig selv, men hun holdt fuld øjenkontakt, mens hun satte sig og tissede i sengen, det var ikke fordi hun ikke kunne holde sig (for så går hun på badeværelset), ikke kunne finde rundt eller noget, det var rent 'dranker'-provokation.

 

Prinsessen får naturligvis lov at være dominant, det eneste adfærd jeg ikke accepterer er madaggresion og angreb på fremmede hunde.

[Lenschow]

At træne eller at opdrage er for mig det samme i det eksempel - learning is a change in behaviour due to experience.

[Lenschow]

Jeg vil iøvrigt sige, at jeg ser folk, der slet ikke bakker deres hunde op eller tager kontrol over situationer men lader hundene ordne det hele selv - det synes jeg er forkert. De er ikke født med en chip, der gør, at de ved, hvordan de kan begå sig i vores verden. Det er vores pligt at lære dem det og hjælpe dem når de står i situationer, som er svære for dem.

 

Et eksempel:

 

Jeg går i skoven med min hund fri, og vi møder en anden hund fri. Den anden hund er slem usikker, og min hund tøver - jeg kalder Hugo ind og drejer en anden vej.

 

Jeg ser ofte at ejeren ikke gør en dyt - og dermed ender hunden i en situation, som den ikke ønsker eller kan håndtere. Helt unødvendig.

 

Men jeg opfatter det ikke som lederskab. Jeg ser det som en naturlig ting for mig at gøre, siden det er mig, der er mennesket i den relation og derfor den, der ejer evnen til at navigere i en menneskeskabt verden.

 

At Hugo følger mig skyldes ikke, at jeg er en god leder, men at han slipper for at konflikte med den usikre hund dvs. han gør det, der betaler sig bedst.

 

Havde den hund vi mødte været en løbsk tæve, havde han nok stukket derhen fremfor at følge mig. Igen han meler egen kage.

Og i den situation havde jeg heller ikke været en dårlig leder - jeg havde bare ikke trænet mit indkald godt nok.

[Lenschow]

Fønix knurrer ad manden - fordi han er bange og vil have manden til at gå væk

Petrine knurrer ad manden - fordi hun vil nusses et bestemt sted.

 

Jeg opfatter Petrines som dominans, hun får nogen til at gøre noget for sig, ved at true lidt - hun ville aldrig andet end knurre og kom det til fysisk slagsmål, er hun den der ville tabe først, hendes dominans er rent mentalt, hun outsmarter de andre gang på gang. Hun har også en gang tisset provokerende i sengen, men hun var påvirket af psykofarmaka (var lige kommet hjem fra flyvetur) og ikke sig selv, men hun holdt fuld øjenkontakt, mens hun satte sig og tissede i sengen, det var ikke fordi hun ikke kunne holde sig (for så går hun på badeværelset), ikke kunne finde rundt eller noget, det var rent 'dranker'-provokation.

 

Prinsessen får naturligvis lov at være dominant, det eneste adfærd jeg ikke accepterer er madaggresion og angreb på fremmede hunde.

 

Sådan en adfærd ville jeg forklare som tillært - Petrine gør det, der virker. Jeg ser samme adfærd rigtig tit hos katte - der nedstammer fra ikke-floklevende dyr....

[Gæst Iben B]

Men jeg opfatter det ikke som lederskab. Jeg ser det som en naturlig ting for mig at gøre, siden det er mig, der er mennesket i den relation og derfor den, der ejer evnen til at navigere i en menneskeskabt verden.

 

At Hugo følger mig skyldes ikke, at jeg er en god leder, men at han slipper for at konflikte med den usikre hund dvs. han gør det, der betaler sig bedst.

 

Se, det er for mig et eksempel på godt lederskab Jeg synes at du udviser godt lederskab ved selv at dreje af, så du viser en udvej for din hund, i stedet for at blive stående og lade den 'klare sig selv' og dermed skulle tage ansvar for en situation den ikke er tryg ved. Du hjælper den til at at navigere, som du selv skriver, og det er lige præcis det lederskab er for mig. Så det er nok et spørgsmål definitionen, eller hvad man lægger i ordet

[DKWiechert]

Nu kan jeg ikke citere det du skrev om lederskab til DKW da du har skrevet det ind i hans tekst, men jeg anser mig overhovedet ikke for at være "hundetræner" for mine hunde ligesom jeg heller aldrig anså mig for at være "børnetræner" for mine børn

 

Jeg ser derimod mig selv som en opdrager og omsorgsgiver for både børn og hunde.

 

Jeg citerer heller ikke samme indlæg af samme årsag, men jeg er nogenlunde enig i "træner" argumentet dér.

 

Samlet under én hat er der tale om uddannelse, vejledning og håndtering. Eller som du skriver det: Opdrager og omsorgsgiver.

 

 

Hvis jeg f.eks. tænker "træning" om min hunds hvalps daglige opdragelse til kunsten at begå sig i forskellige situationer og miljøer, bliver det altfor klinisk for mig. Jeg har jo følelserne med i opdragelsen selvom jeg ikke pussenusser, ynker og alt det andet "føleri" og godt kan træde lidt tilbage og bare iagttage for at lære.

Jeg kan forstå argumentet. Og dén del må vel være en personlig sag og værdisætning af ordene i sig selv eller hvordan man nu kan sige det.

Personligt træner jeg mine hunde, jeg træner mine spejder, og jeg træner mine egne færdigheder osv osv. Men jeg opdrager dem også. Og bliver selv opdraget. Forskellen for mig kunne man vel sige var at der ved træning er en lidt klinisk og målbar udvikling og kriterier. Hvor opdragelse sådan lidt mere er.... ja... knap så målbart. I hvertfald i dagligdagen.

 

 

Lederskab er for mig at tage ledelsen, føre an i afviklingen af en situation, at vejlede mine hunde i hvordan de helst skal opføre sig. Ikke at vente på at mine hunde selv må handle i en situation de ikke mestrer og på den vise at jeg beskytter dem og at de kan forvente dette fra mig.

Jeg er også leder i situationen, når jeg begrænser mine hundes fri og uhensigtsmæssige adfærd og sætter grænser for hvad jeg som individ vil tolerere.

Jeg anvender ikke begrebet lederskab, men hvis jeg gorde, er det ovenstående jeg lægger i det.

Spot on. Ledelse er lige så meget at føre an, som det er vejledning, uddannelse, opdragelse, overvågning og kontrol af målbare værdier osv.

 

Og går man videre i ledelseslæren, så finder man at der er ufattelig mange iøvrigt temmelig veldefinerede måder at gøre det på, som alle har deres berettigelse. Men ikke alle måder har deres berettigelse i alle situationer, til alle målsætninger, og med alle subjekter (individer af dyr, mennesker, børn whatever, såvel som grupper af ditto)

Særligt ved arbejde med grupper/flokke/flere individer, bliver det blot endnu mere vigtigt at man som leder formår at vekselvirke mellem måderne at gøre tingene på. Måderne at agere på. Naturligvis er det firkantet sat op, for ledelse er ikke 5-10-15 små firkantede bokse man kan hoppe imellem alt efter behov. det er langt mere flydende og dynamisk end som så. Men grundlæggende set kan man i teori såvel som i praksis tale om "hovedtyper" af ledelsesmodeller. Brugen af dem, og dermed effekten afgør så om der er tale om en, i situationen, god leder, eller det modsatte.

[Gryn]

Man skal måske også tænke lidt over hvad det egentlig er hundene gør når de hilser på en: De viser aktiv underkastelse omend i mild grad, så er det en "hyldest" og en bekræftelse af den status de har givet os når de hilser på os.

Derfor blandt andet står den gammeldags holdning om at hunde ikke må hilse når man kommer hjem i direkte modsætning til begrundelsen.

 

Pelle hilser også helhjertet selvom jeg kun kort har været væk. Har jeg været væk i længere tid bliver han helt rundt på gulvet når jeg kommer hjem - og jeg returnerer hans "hyldest"

 

Har aldrig forstået den med man ikke må hilse på hunden so tager imod en.

 

Det med fed skrift:

Man snakker ikke længere om heraki, så hvad mener du med staus?

 

Der er stor forskel på hvordan Groa hilser på Jan og mig, og kommer vi hjem samtidig hilser hun altid først på mig.

[Ninjamor]

Har aldrig forstået den med man ikke må hilse på hunden so tager imod en.

 

Det med fed skrift:

Man snakker ikke længere om heraki, så hvad mener du med staus?

 

Der er stor forskel på hvordan Groa hilser på Jan og mig, og kommer vi hjem samtidig hilser hun altid først på mig.

 

At selv om vi ikke er i et stramt hieraki så har vi en vis status, altså hvordan hunden opfatter os ift. sig selv, hos vores hunde. De kan "se op" til os og ønske at gøre os tilpas og vil da vise passende underdanighed i samværet med os. Ikke krybe og ikke være usikre, men bare vise de dæmpende signaler som en hund viser en ældre hund som den har en god og respektfuld relation til.

[brittagarly]

Jeg havde en interessant snak med en kollega i går, om dominansteorien.

 

Hun sagde, hvordan kan det være, at mennesker er så store tilhængere af den? AT så mange køber den helt uden beviser?

 

Og så sagde hun noget interessant - hvorfor er det egentlig altid os, der ikke tror på den, og som har videnskaben i ryggen i den påstand, der skal forsvare vores standpunkter og ikke omvendt?

 

Jeg synes det er ganske interessante betragtninger.

 

Hvad tænker I herinde om sagen?

 

Jeg er stadig i tænkeboks...

 

Så længe det er enkeltstående personer der pipper op selvom de så har videnskaben i ryggen, så er det også dem der bliver nødt til at forsvare sine standpunkter.

 

Så længe store foreninger/organisationer stadig aktivt bruger dominansteorien/lederskabsteorien, så er det der gælder for den almene hundeejer. F.eks. så har drk i denne weekend inviteret ”the dog guru”, for at få en rød tråd i deres træning. Og der går rigtig mange retrievere igennem drk’s træninger. Nyheder | dansk-retriever-klub.dk

 

Det eneste der kan gøres er vel egentlig bare at blive ved med at forsvare sine standpunkter, og sørge for at vise resultater der mindst er ligeså gode og helst bedre end ”de andres”, så måske om 20 år er der sket noget, for jeg tror da på det, se bare hvad der skete da der var fælles fodslag mod cm, han blev nærmest hujet ud.

[Gæst Jonas]

Kunne du ikke forklare hvad du præcis mener når du skriver dominansteori? Det ville gøre det lidt nemmere at diskutere.