Ulv i hundeklæder?

[Shii]

Jeg tror ikke der er rigtig ulv i ham, det håber jeg i hvert fald ikke. Han har godt nok altid været den af alle hundene der har spist flest pinde og andet godt fra skoven, samt et utal af bolde. Han bider lidt hårdt. Vores andre hunde bider ikke ting i stykker. Det gør han. Han tygger simpelthen, bolde, tænke kuber, plastiklåg og træstammer i stykker.

 

Det er lidt kedeligt at han gør det, for der er jo altid risikoen med at han får noget den gale vej i systemet, men vi vælger at han får et frit og indholdsrigt liv, hvor vi begrænser at han ødelægger ting i det omfang vi når at tage tingene på forskud og så må livet gå sin gang derfra.

 

Men nej jeg tror ikke der er ulv i ham. Han sænker bare hals og hovede, på en måde som jeg typisk har set at ulve gør. Og så stirrer han meget intenst, mere end jeg har set andre hunde gøre.

 

Man kan sagtens kalde på ham og fløjte til ham eller bare lave en eller anden tilfældig lyd, det kan fint bryde hans "trance" og som sagt har vi heller aldrig haft noget imod det.

 

Men med hvalpen inde i billedet føler jeg bare anderledes omkring det.

 

Og I har ingen idé hvad der kunne være I ham?

 

Vores husky lyder meget lig den adfærd du beskriver på mange punkter og også holdningen engang imellem... Måske der er noget af det i ham?

 

[Ulla H]

Jeg vil lige sige at Ninjamor har ret mht en dyrlæges vurdering af mange skavanker. Rigtig mange hunde viser intet hos dr dyr, men en erfaren kropsmassør eller dyrekiropraktor finder ofte noget, der bør rettes. Og ejer kom ofte straks se, at det har hjulpet, hunden bevæger sig frit.

Når vi går og ser dem hver dag, kan det være svært at se en forandring, der kommer over længerer tid.

[Nollike]

Jeg har som sådan intet at bidrage med som ikke er sagt før, men det plejer nu ikke at afholde mig fra at skrive alligevel

Jeg vil som de andre gerne lige give dig :5up: for at være så observant omkring dine hunde, jeg er ikke i tvivl om at de har det rigtig dejligt hjemme hos dig Jeg synes at det er en virkelig interessant tråd at følge, her kommer der virkelig noget man kan lære af fordi du er i stand til at give velovervejede og gennemtænkte svar :5up:

 

Og så vil jeg lige synge med i koret om at du skal følge din mavefornemmelse. Når du nu har så godt styr på hundesprog og dine hundes reaktioner/personlighed, så ville jeg vælge at play'e safe hvis jeg var dig og tage mine forholdsregler. Det skader ikke, det kan det til gengæld hvis du vælger at overhøre dine fornemmelser. Ikke at jeg siger at det sker, men som sagt, better safe than sorry ikke?

Du kan jo starte med at få ham tjekket, både øjenmæssigt og hos en kiropraktor/osteropat og hvis der ikke er noget at komme efter der, så er det måske bare sådan han er og så må du følge udviklingen og se om det ændrer sig med tiden når hvalpen bliver lidt større og knapt så irriterende Jeg glæder mig i hvert fald til at følge jer, jeg tror at du har meget at bidrage med herinde, så jeg håber at du bliver og med jævne mellemrum lader os vide hvordan det går

[Gæst Bente]

Mange dejlige svar og indput, tak for dem.

 

Så jeg vil bare sige, at vi er i gang med at finde en kiropraktor og vil også lige få hans øjne undersøgt.

 

Til Shii vil jeg tilføje, sikke en usædvanlig smuk hund. Sådan som den poserer på billedet der, vil jeg mene at den slår vores Labs rovdyrblik med flere længder. Jeg tror vores blødøre lab får et lidt mindre skarpt udtryk end hunde med rejste ører. Hunde med skarpe blå øjne har også altid haft en anden effekt på mig end hunde med store blide brune øjne.

 

Vores ville typisk stå med hovede og hals endnu mere sænket og have næsen næsten søgende vandret hen over jorden.

Det udtryk synes jeg er intens nok for en Lab.

Om der er husky i ham, tvivler jeg meget på, men igen det er svært at sige, når han jo ligner en lab udvendigt, bare med meget lange ben.

Jeg ville måske selv være tilbøjelig til at sige Rodesian Ridgeback. Jeg har set en del hunde af den race og de har hans lignende lange ryg og lange ben. Han har også et skær af samme gyldenbrune farve som Ridgebacken.

 

Til Ninjamor vil jeg sige at vi ikke har valgt en miniaturehund, men det er måske lidt tæt på.

Vi valgte en Pekingserblanding. Så lidt lille er den, især som hvalp på nuværende tidspunkt. Han bliver cirka samme størrelse som en Cocker Spaniel, måske en anelse mindre, men samme kompakte krop.

 

At han er så lille lige pt. gør ikke min beskyttertrang mindre og kunsten er at beskytte uden at overbeskytte. Vi er meget årvågne vil jeg sige, ingen af hundene får lov til at være uden opsyn med hvalpen og indtil videre har det ikke været nødvendigt at gribe ind. Den lille har ikke den store trang til at forfølge de voksne hunde omkring og de voksne har mest interesse for hinanden og os.

 

Og siden jeg skrev indlægget har der også været en forbedring synes jeg. I går nyssede Labben den lille hvalp, så han blev helt våd i ansigtet og ovenpå hovedet. Det så yndigt ud. Pekingeseren fik sådan et, "det mener du bare ikke" udtryk, "nu har du ødelagt min frisure".

 

Så jeg slår koldt vand i blodet.

 

Men jo tanken om en lille hund kunne ses som et bytte for vores Lab, kom ind i min tankerække, især fordi han ingen problemer har med at slå store fugle ihjel.

 

Jeg luftede endda tanken en par gange inden vi anskaffede os en lille hund. Men de kloge på træningspladsen og i vores omgangskreds mente at hunde skelner imellem artsfæller og andre dyr uden problemer, med kun ganske få undtagelser og selvfølgelig forudsat at hundene i forvejen trives med hinanden og deres ejere og får det de skal have.

 

Jeg tager bare ingen chancer, at føre hunde sammen og ændre en flok kan jo godt have uforudsete konsekvenser, ikke dermed sagt at mine bekymringer holder vand, men vi ved godt at føre en lille hund ind i en flok med større hunde er en udfordring og indebærer lang tids årvågenhed og stort ansvar. Det ansvar har vi ønsket og vi er glade for det, især fordi vores hundes hengivenhed overfor hvalpen gør alle bekymringer til skamme, men det kommer jo ikke af sig selv. Enhver lejlighed vi får for at rose for positiv kontakt bliver så vidt muligt ikke misset og der roses med både klap, kæl, leg, ros og godbidder.

 

Jeg vil sige at jeg heldigvis bliver mindre og mindre bekymret for hver dag der går, men vores Lab har bare haft brug for længere tid til at se hvalpen an end de andre voksne hunde og det har nok forvirret mig lidt.

[spjæt]

Hej Bente, Hvis de ting du er blevet foreslået ikke virker og du tiltagende er utryg, så vil jeg foreslå at du begynder at overveje dynamikken i din hundeflok. Jeg har ikke helt overblikket over hvilke hunde, køn mv, du har . Men jeg får bare indtrykket at du mindst har to hanhunde. Jeg ville kigge lidt på hvem der altid trækker sig, hvordan de "står " som flok når de møder en ny hund, om den 3 årige overhovedet får lov at deltage relevant i flokken osv. Hvis den 3 årige holdes lidt ude af flokken, lidt nede, så kan du have meget ret i at hvalpen kan være i fare. Jeg har mange gange observeret mennesker med flere hunde, mene at de havde velfungerende hundeflokke-- 2, 3 eller flere hunde, hvor man bare nogen gange må sige at en enkelt hund ind imellem faktisk kan have bedre af enten en anden flok eller få lov at blive enmands hund. Det med det ulveagtige skal man passe lidt på med at definere sådan, der ligger noget "trusselsadfærd" i den måde ulveadfærd omtales på her, og så er vi mere henne i rødhætte og ulven, end i ulveadfærden.