Rigtig ked af det, har brug for gode råd

[Shii]

Og så synes jeg faktisk at den der "Når man ikke selv har børn", er ved at være lidt udtømt... Jeg har arbejdet med børn i over 5 år, og ved altså godt hvordan man omgåes dem. At man når man føder et barn selv, åbenbart får så mange hormoner, at hele tilgangen til opdragelse bliver ændre, kan jeg ikke udtale mig om. Men et barn er nu engang et barn, og om det er ens eget eller ej, så skal det ikke sparke en hund. Jo vist kan jeg ikke udtale mig om hvad jeg 100% sikkert ville gøre i lige DEN situation (Det er der ingen der kan medmindre de rent faktisk har stået i samme situation). Men jeg kan da sagtens udtale mig om hvad jeg håber, tror eller tænker at jeg ville gøre.

 

Og dernæst: Børn er også forskellige. Hvad der virker på et, virker ikke på et andet. Så mit råd, kan være lige så godt som en forældres råd.

 

Men ja, det var ikke længe det tog:mrgreen:

[Ninjamor]

Og så synes jeg faktisk at den der "Når man ikke selv har børn", er ved at være lidt udtømt...

 

Det er muligt, det er dog første gang jeg trækker det kort hvad du evt. har diskuteret med andre har jeg ikke styr på

 

Jeg har arbejdet med børn i over 5 år, og ved altså godt hvordan man omgåes dem.

 

Jeg har ikke tilnærmelsesvis påstået andet

 

At man når man føder et barn selv, åbenbart får så mange hormoner, at hele tilgangen til opdragelse bliver ændre, kan jeg ikke udtale mig om.

 

De tanker man har gjort sig før barnet arriverer, kan ændres drastisk, da man før var objektiv, men nu er følelsesmæssigt involveret.

 

Men et barn er nu engang et barn, og om det er ens eget eller ej, så skal det ikke sparke en hund.

 

Hvilket vi vel alle er 100% enige om, jeg har ikke læst andet

 

Jo vist kan jeg ikke udtale mig om hvad jeg 100% sikkert ville gøre i lige DEN situation (Det er der ingen der kan medmindre de rent faktisk har stået i samme situation). Men jeg kan da sagtens udtale mig om hvad jeg håber, tror eller tænker at jeg ville gøre.

 

Ja, naturligvis kan du da det. Du behøver slet ikke forsvare dig, du har jo skrevet det var en joke

 

Og dernæst: Børn er også forskellige. Hvad der virker på et, virker ikke på et andet. Så mit råd, kan være lige så godt som en forældres råd.

 

Vil du absolut diskutere? Det virker sådan...

Hvis du er pædagog må du føle dig tilfreds idet jeg skrev at jeg i trådstarters situation ville tage en snak med barnets pædagog i børnehaven.

 

Men ja, det var ikke længe det tog:mrgreen:

 

Du mistede mig her, hvad tog ikke længe?

[Birgitta]

Som overskriften siger, så er jeg rigtig ked af det. Årsagen er min datter på snart 5 år her på det sidste er begyndt at blive rigtig strid ved min hund på 9 mdr.

Det skal lige siges, at min datter er enebarn.

Da vi købte vapsen havde vi store problemer med jalousi fra vores datters side. Primært fordi hunden er min, så al min fokus var i starten på hvalpen og det havde min datter svært ved at håndtere.

Med tiden blev hun bedre til hende og de begyndte at få et godt forhold sammen.

 

Af en eller anden årsag er min datter nu begyndt at sparke ud efter vapsen fuldstændig umotiveret og når hun sparker er det som regel efter forpart/hoved.

Vi skælder hende ud og adskiller dem, men nu er hunden begyndt at blive bange for min datter (forståeligt nok). Det er så slemt nogen dage, at hunden kun ligger ved min side, og når min datter kommer hen til mig, sætter hunden sig om bag min ryg eller løber ovenpå. Hvis hun kunne, hoppede hun op i min lomme..

 

Jeg synes det er en frygtelig situation, da jeg er meget frustreret over det. Det er meget tydeligt tilliden er brudt og jeg tænker nu på om det ender med min hund bider ud efter hende en dag og det ønsker jeg bestemt ikke!

Jeg er kommet i en situation hvor jeg faktisk beskytter min hund. Kommer min datter hen, har jeg lagt mærke til, at jeg nogen gange skubber hunden ind til min side - hvilke er forkert, for det gør jo bare situationen værre.

 

What to do?

 

 

Jeg har læst hele tråden igennem, men nu vælger jeg at gå tilbage til dit startoplæg, fordi der ellers er alt for meget jeg skal forholde mig til.....

 

Jeg synes det er bekymrende, at din lille datter kan finde på at sparke ud efter jeres hundehvalp?

Jeg har en dreng, som kunne finde på det samme, da vores hundehvalp engang nedlagde hans kanin. Men min dreng lider af aspergers syndrom, en slags autisme, som gør det svært for ham at forstå andres tanker og følelser. Vi forsøgte at forklare, men det gjorde ikke meget forskel.

 

Og det er medfødt, ikke noget som vi forældre har påført ham. Ikke noget, vi har "glemt" at lære ham!

 

Så det er ikke alle børn, der kan identificere sig med andre levende væsener. Ikke alle, der kan lære det.

 

En anden gruppe børn udvikler sig fra tilfældig mishandling og-- hvis der ikke gribes ind-- mere planlagt forfølgelse af svagere væsener, når de er i humør til det...

 

Nogle af de børn kan læres en bedre forståelse for svagere væsener. Andre er så skadede af tidlige forhold i deres barndom, så de bare ikke kan bringes til at interessere sig for omsorg og forståelse for dem der er svagere end dem selv. Det skal have meget faste regler og konsekvenser af deres handlinger.

 

---Jeg antager, at din lille datter er en helt almindelig glad lille pige som bor sammen med sin far og sin mor. Men hun er bare utilfreds med at mor tager sig mere af hunden end af hende. Det skal der så laves om på nu.

 

Da jeg var lille, så blev mit syn på dyr og svagere stillede mennesker i høj grad præget af H.C.Andersens Eventyr. Fabler om dyr, der lider og bliver udsat for en masse ondskab som er SÅ forkert. Og da det jo er eventyr, så er der tit en eller anden lykkelig slutning på historien..

 

 

Det er et sted at starte. H.C.Andersen som godnathistorie. Eller som eftermiddagsoplæsning når familien er samlet.

Fælles ture til biblioteket kunne måske også fremtrylle mere tidssvarende børnebøger, som handler og dyr -set fra dyrs synspunkter.

Læsestunder fjerner fokus fra jeres hund, men hunden kan stadig deltage passivt og som hygge-klappedyr.

 

---Alt det med at skælde ud og råbe og skrige og hive fat i så stor en pige, det tager jeg afstand fra. Det burde ikke være nødvendigt at stoppe et 5 årigt barn fysisk. Og slet ikke med vrede. Kun med omsorg.

 

Jeg har sikkert gjort det selv, men jeg har også set, at det ikke fungerer. Og at der er andre og mere pædagogiske og mere effektive muligheder. Hvilket jeg har lært af min voksne hårdtprøvede datter, min svigersøn og deres tre børn:mrgreen:.

 

 

.

[jukl]

Jeg mangler rigtig meget at TS. havde skrevet hvilke svar hun havde fået når hun snakkede med sin datter.

Og TS. Lige netop sådan en historie er grunden til at jeg aldrig sælger en af mine schæferhvalp til familier med børn...

Jeg er selv mor til 2 børn og har haft tvangsfjernede børn i familiepleje så jeg veed af erfaring hvad børn kan finde på..

[Ninjamor]

Jeg var sådan set med dig hertil og ideen med H.C. Andersen synes jeg er god

 

Alt det med at skælde ud og råbe og skrige og hive fat i så stor en pige, det tager jeg afstand fra.

 

Hvem taler om at råbe og skrige? Man kan godt levere en skideballe uden råben og skrigen

 

Det burde ikke være nødvendigt at stoppe et 5 årigt barn fysisk. Og slet ikke med vrede. Kun med omsorg.

 

Der er så meget, det ikke burde være nødvendigt, men det kan man ikke bruge til så meget.

Omsorgen ligger i at sikre, at den lille pige ikke bliver bidt på et senere tidspunkt. Rettidig omhu er der nogle, som kalder det

[Birgitta]

Jeg var sådan set med dig hertil og ideen med H.C. Andersen synes jeg er god

 

 

 

Hvem taler om at råbe og skrige? Man kan godt levere en skideballe uden råben og skrigen

 

 

 

Der er så meget, det ikke burde være nødvendigt, men det kan man ikke bruge til så meget.

Omsorgen ligger i at sikre, at den lille pige ikke bliver bidt på et senere tidspunkt. Rettidig omhu er der nogle, som kalder det

 

DERFOR drejer omsorgen sig om meget, meget mere end bare at skælde og true pigen til at lade hunden være. Det ville vi vel ikke engang gøre med vores hunde? Hvis en hvalp piver og bider, skælder vi den så ud? Måske.. Men opnår vi noget med det?

 

Pigen skal opleve at det er forfærdeligt, når dyr bliver pint eller kommer til skade.

Ikke ved at man råber af hende, hvor slemt det er, og hvad der kan ske, hvis hun ikke opfører sig ordentligt.

 

Men ved at hun røres i sin sjæl af nogle gode forfattere, som kan fortælle hjertegribende historier...

 

Fællesskab og samvær om en historie, der kan gribe alle er meget mere virkningsfuldt end at skælde ud. Det er kun fremmedgørende. Og en lille pige, der føler sig ensom, vil føle sig endnu mere ensom...

[Ninjamor]

DERFOR drejer omsorgen sig om meget, meget mere end bare at skælde og true pigen til at lade hunden være. Det ville vi vel ikke engang gøre med vores hunde? Hvis en hvalp piver og bider, skælder vi den så ud? Måske.. Men opnår vi noget med det?

 

Pigen skal opleve at det er forfærdeligt, når dyr bliver pint eller kommer til skade.

Ikke ved at man råber af hende, hvor slemt det er, og hvad der kan ske, hvis hun ikke opfører sig ordentligt.

 

Men ved at hun røres i sin sjæl af nogle gode forfattere, som kan fortælle hjertegribende historier...

 

Fællesskab og samvær om en historie, der kan gribe alle er meget mere virkningsfuldt end at skælde ud. Det er kun fremmedgørende. Og en lille pige, der føler sig ensom, vil føle sig endnu mere ensom...

 

Det er kun dig der taler om at råbe og true

 

Så vidt jeg husker, jeg læser ikke alle indlæggene igen, har langt de fleste skrevet, at udover at stoppe barnet i situationen skal der også gribes ind på andre fronter.

[Louisen]

Dette her handler jo om jalousi. Saa fjerner det ikke pigens folelser, at skaelde hende ud. Selvfolgelig skal man slaa ned paa negativ adfaerd, men man kan jo ogsaa rose den positive. I dette tilfaelde er pigen jaloux over den opmaerksomhed som hunden faar - saa den bedste belonning er jo, at give pigen masser af opmaerksomhed, naar hun er god ved hunden og traener den.

 

En anden naevnte, at involvere barnet i dagligdagen med hunden - det er en rigtig god ide. Man kan ogsaa bruge faellesskabet om hunden til gode snakke med barnet, f.eks. hvis man borster hunden og snakker med pigen imens.

 

Lad pigen forstaa, ikke kun med ord men ogsaa handling, at naar hun er god ved hunden, faar hun masser af positiv opmaerksomhed fra sine foraeldre. Er hun ond ved hunden, ville jeg personligt irrettesaette hende som man goer i jeres familie - i min familie ville det betyde time-out (antal minutter som barnet er gammel i aar) et kedeligt sted, og bagefter en snak om, at man skal vaere god ved alle vaesner, og at der falder samme straf, uanset om det er dyr eller mennesker, hun er grov ved (at sparke eller slaa mig, ville udlose samme konsekvens).

 

I ovrigt ville jeg ALDRIG lade hende alene med hunden, forend hun igennem laengere tid havde udvist passende opforsel --- og saa ville jeg sorge for masser af gode oplevelser for barnet og hunden sammen. F.eks. traening, leg med sprinkler i haven, hjaelp med grooming (nogle piger kan godt lide den slags) osv., saadan at pigen selv danner nogle baand med hunden.

[Louisen]

Og saa kan man i ovrigt sagtens "skaelde ud" uden at raabe og skrige. Det handler om tonalitet og bestemthed i stemmelejet, og rigtig meget om kropssprog og mimik. Og saa synes jeg ogsaa, at efter de forste snakke om hvor synd det er for hunden, saa kan man godt nojes med at sige: "Du skal IKKE vaere grov ved hunden, jeg vil ikke have det og det stopper NU!" - ikke saa meget aevl og kaevl. Pigen er altsaa snart en skolepige, og selvom jalousi er en svaer folelse, bliver det hverken forste eller sidste gang hun oplever den og saa skal hun altsaa laere, at hun ikke bare kan vaere nederen over for den person, hun er jaloux paa.

 

Maaske er det en god ide at snakke med hende om, hvad man gor, naar man foler sig jaloux. Det kan man ogsaa laane boger om paa biblioteket, f.eks. om soskende-jalousi. For noget kunne tyde paa, at pigen mangler handle-muligheder ift. at tackle sin jalousi og det er klart, at hun bliver ved med at vaere grov over for hunden, hvis hun ikke ved, hvad hun ELLERS skal stille op med sin folelse.

 

Og hvis hun ikke ved, hvad hun ellers skal gore i situationen, saa er diverse snakke, skaeld-ud og ros faktisk ikke saa meget vaerd.

 

F.eks. kunne man aftale, at hun sagde noget i stil med "Ov, du er altid sammen med hunden" eller "Jeg synes ikke at du skal til traening, jeg synes at du skal blive hjemme med mig", saa man vidste hvornaar hun folte jalousi og saa kunne man komme hende i mode, ved at anerkende hendes folelser og aftale, at lave noget sammen senere eller nu, alt efter hvad der passer.

 

 

Saa du kan ogsaa overveje, hvordan du evt. kan laere hende at tackle jalousien, lige naar hun foler den. For det duer jo heller ikke, at hun i bornehaven eller i skolen gaar hen og sparker et barn, fordi barnet har en flottere cykel eller faar mere tid med yndlings-paedagogen.

 

 

(I ovrigt er jalousi en helt almindelig folelse og desvaerre meget undertrykt hos mange - det er en fy-fy folelse, og problemet er, at vi laerer vores born at undertrykke den, fremfor at deale med den, hvilket kan give dem problemer senere hen. Saa accepter, at din datter foler jalousi - det er helt normalt for et barn i hendes situation - og laer hende at tackle folelsen, fremfor at forsoge at undertrykke den)

[Gæst Chewie]

Der er ingen der har sagt, at hun skulle råbe og skrige eller true, for naturligvis hjælper det intet - tværtimod! Men spar på krudtet her - ingen har hørt fra trådstarter, siden hun blev sur over at folk foreslog hende at omplacere hunden, hvilket vel var forventet at nogen ville, eftersom vi er på et hunde-forum! Vi har her at gøre med et ask-hole...

[Gæst Sus&Siku]

Dette her handler jo om jalousi. Saa fjerner det ikke pigens folelser, at skaelde hende ud. Selvfolgelig skal man slaa ned paa negativ adfaerd, men man kan jo ogsaa rose den positive. I dette tilfaelde er pigen jaloux over den opmaerksomhed som hunden faar - saa den bedste belonning er jo, at give pigen masser af opmaerksomhed, naar hun er god ved hunden og traener den.

 

En anden naevnte, at involvere barnet i dagligdagen med hunden - det er en rigtig god ide. Man kan ogsaa bruge faellesskabet om hunden til gode snakke med barnet, f.eks. hvis man borster hunden og snakker med pigen imens.

 

Lad pigen forstaa, ikke kun med ord men ogsaa handling, at naar hun er god ved hunden, faar hun masser af positiv opmaerksomhed fra sine foraeldre. Er hun ond ved hunden, ville jeg personligt irrettesaette hende som man goer i jeres familie - i min familie ville det betyde time-out (antal minutter som barnet er gammel i aar) et kedeligt sted, og bagefter en snak om, at man skal vaere god ved alle vaesner, og at der falder samme straf, uanset om det er dyr eller mennesker, hun er grov ved (at sparke eller slaa mig, ville udlose samme konsekvens).

 

I ovrigt ville jeg ALDRIG lade hende alene med hunden, forend hun igennem laengere tid havde udvist passende opforsel --- og saa ville jeg sorge for masser af gode oplevelser for barnet og hunden sammen. F.eks. traening, leg med sprinkler i haven, hjaelp med grooming (nogle piger kan godt lide den slags) osv., saadan at pigen selv danner nogle baand med hunden.

 

Præcis

 

Et andet rigtig godt råd(synes jeg selv!), er hvis datteren kan lære hunden tricks, som den "ikke" må. Kan komme med nogle få eks fra min datter og hund. Her kan min datter få hunden til at gø på komando, ved at sige bøh! Og min datter kan få hunden til at kysse på munden. Begge dele synes jeg selv er træls, men så længe, at min datter og hund har en "fest" ud af det, så kan jeg små-grine ad det.

 

Min datter har stadig tiltider jalousi, det viser jeg ved, at hun stadig engang imellem spørger:Er jeg også dygtig?. (når jeg roser hunden). Min datter har fundt ud af, at når hun er sød/kærlig med hunden, så roser jeg hende.

 

Hjælp din datter til at få en masse succes oplevelser med jeres hund, så hun synes hunden er sjov

Og lav en masse ting sammen, også uden hunden.