At komme over himmelhund

[Pernille og Lucca]

Har lige brug for at komme ud med noget til nogen der ved hvad en hund betyder. I torsdags måtte vi få aflivet vores pekingeserdreng på 11 år da han i længere tid har haft det skidt og nu var det næsten blevet dyrplageri at lade ham leve videre. Det var det bedst for ham og i går blev han begravet i haven hvor han elskede at være. I sin kurv og med sin bamse, og med fine blomster ovenpå. En værdig død og afsked. Men jeg har svært ved at håndtere det. Jeg kan ikke lide tanken om at han ligger i et hul mutters alene og har bare lyst til at tage hen og tage ham op og passe på ham. Jeg kan ikke rigtig forstå at han ikke er her mere da han bare har været der i 11 år og jeg har da brug for at han er her. Det var også voldsomt at se ens lille ven have det så dårligt og så se ham falde hen og så vide at han er død. Puha for en omgang! Dem der siger at en hund bare er en hund ved ikke hvad en hund kan gøre!

[NickiA]

Det er jeg virkelig ked af at høre på jeres vegne en stor krammer herfra

Jeg har endnu ikke oplevet at miste min bedste ven, så kan kun forestille mig jeres tab og savn. Men i traf det rigtige valg, og er sikker på at jeres hund ville være taknemlig for det. Mon ikke en dag sorgen som i føler nu vil blive erstattet med alle de gode minder fra de 11 år som i har haft sammen. I hvert fald skal i have en stor trøster herfra, i har taget en stor og flot beslutning som i sig selv viser hvor højt elsket jeres dejlige dreng var

[KimJ]

Alle tackler sorg på forskellige måder, så det er svært at rådgive om. For mig var løsningen simpelthen at komme videre, og få en ny hund i en fart. Det kan godt virke lidt koldt, men ingen, heller ikke din afdøde hund, har gavn af at Du sidder og har det dårligt. Det betyder jo ikke at man glemmer sin gamle hund (jeg kan stadig sidde og savne min "gamle" hund vi sagde farvel til sidste forår), men man bliver helt automatisk optaget af noget andet, når der står en og har brug for opmærksomhed og kærlighed.

 

Jeg håber at Du kommer gennem dette, lettest muligt.

[Ninjamor]

Jeg føler med dig og kan sagtens sætte mig ind i dine tanker.

 

Prøv om du kan tænke på, at din dejlige hund ikke er det, I har begravet i haven. Din hund lever i dit hjerte og hans hundeånd galopperer glad og lystigt i hundehimlen sammen med mange andre dejlige hunde. Kan du få det billede frem? Sådan tror jeg på det er.

 

Jeg har efterhånden begravet mange hunde og det bliver noget nemmere, hvis man kan se det billede for sig.

Din sorg og savn tager tid og er fuldt berettiget, kunne vi ikke sørge over og savne vores hundevenner havde de ingen betydning haft.

 

Hvis jeg må give dig et råd, så er det at sørge en uges tid +/- og derefter se om det var noget for dig at lufte en hund for nogle hundeejere, ikke for at glemme din egen hund, men for at komme lidt videre i sorgprocessen :ae:

[Pernille og Lucca]

Hvor er i søde tak Han boede hos mine forældre, men han var en dele-hund. Havde ham da jeg boede hjemme hvor han var min bedste ven, og har haft ham tit ved mig efterfølgende. Har heldigvis min egen lille ballademager af en tæve, så det hjælper også.

 

Ja jeg tænker også på at han tøffer rundt i hundehimlen og har det rigtig godt sammen med nogle andre søde hunde. Det virker tosset at man ikke bare kan tænke 'sådan er det, jeg må videre', men tror også tide læger såret.

[KimC]

Der mangler noget derhjemme, så nogen gange hjælper det at komme lidt væk hjemmefra.

Den hund du er kommet af med savner dig ikke. Legemet af den hund i kom af med ligger et sted, men alene - nej. Den sjæl der kendetegnede den hund er nu kun et minde, og forhåbentlig havde i mange gode af dem.

Og ja, på et eller andet tidspunkt er du klar til en ny. Men lad for alt i verden være med at gå efter en ny hund der ligner ham i kom af med for meget. Jeg har oplevet mennesker der blev skuffede over at King(2) der var valgt fordi den lignede King(1) ikke var ligesom King(1). Den nye hund bliver Fido(1), Rex(1) eller sådan noget.

[Pernille og Lucca]

Han boede hjemme ved mine forældre, men jeg havde "halvpart" i ham. Har min helt egen tæve som gør mig glad så det hjælper. Jeg skal have en pekingeser en dag, men ikke en ny Oskar Han skal have lov til at være unik.

[Pernille og Lucca]

Som min veninde sagde: en hund kan få en betydning som ingen mennesker kan få på samme måde. Og at jeg selvfølgelig er ked af at have mistet en rigtig god ven gennem 11 år, det ville være underligt andet

[jukl]

Pernille...Jeg forstår dig rigtig godt, for jeg har måtte sige farvel til mange både dyr og mennesker...

Det at savne noget man har mistet er noget meget naturligt, og jeg vil slet ikke råde dig til at erstatte din gamle hund...Det er ikke muligt men på et tidspunkt, kan du selv mærke du er klar...Man skal have sagt farvel ordentlig før man kan sige goddag.

[luckyluna]

Kram til dig, det er noget så hårdt at miste hunde. . På nogen områder værre end at miste mennesker.

En hund er ofte kun forbundet medjkærlighed, hvor relationen til et menneske ofte er præget af andre følelser også.

 

Dertil kommer at vi bor og lever tæt med vores hunde i vores hjem,så man mindes hele tiden om at de mangler. Ja faktisk ser man tit syner og for eksempel er sikker på at man så hunden i sofaen eller hørte halsbåndet.

[PBC]

Det er drøjt at komme af med en hund. Det er nok svært helt at forklare og forstå, men som du skriver, man mangler sin bedste ven. Jeg føler med dig og mindes hunde jeg har haft.

 

Vh PBC

[AnneMangetal]

Der var engang en herinde der skrev, at sorg er kærlighed der ikke har noget sted at slå sig ned. Det synes jeg er en fin tanke:hjerte:

 

Med tiden glemmer du sorgen, og kan mindes ham med smil og glæde.

 

En masse tanker til dig:ae:

[Pernille og Lucca]

Jeg er begyndt at få det godt med det - selvfølgelig ville jeg ønske han var her og jeg fælder da en tåre indimellem. Men jeg er begyndt at acceptere at han ikke er her mere og at han nu er et dejligt samtale-emne når vi mindes. Jeg glæder mig over at han har været til - for hold da op han var en ener og en dejlig hundeven.

Men nu har jeg Lucca som jeg selvfølgelig elsker lige så højt og får hundemoder-kærlighed

[Gæst VictorKnudsen]

Føler med dig. Det er aldrig nemt at miste en hund. Man kommer sgu til at holde fandens meget af de dyr, som var det ens børn :-(

[Jaffa]

Jeg kan sagtens forstå din sorg. Jeg valgte at få min kat gennem 11 år aflivet i sommers da hun begyndte at få kramper på trods af medicin.

 

Efter to måneder på medicin fik hun dem 2 nætter i træk, og så var dyrlægen det eneste valg.

Det var skide hårdt, men jeg har valgt at tænke på, at jeg ikke har aflivet en rask kat, men et dyr der var sygt og som ikke havde det godt. Ville være synd og holde hende i live.

 

Dyrlægen spurgte om jeg ville blive mens hun sov ind, og det ville jeg, ligesom jeg ville have hende med. Havde en dreng og min X der sad ude i bilen og ventede på os. Jonas var helt knust og ville under ingen omstændigheder med ind.

Havde allieret mig med min mor, så da hun var væk, kørte vi ud i deres kolonihavehus og begravede hende.

Bagefter lavede Jonas og min X et lille kors som vi satte i et blomsterbed lige ved siden af.

Drak en gravøl med mine forældre og fik snakket lidt om vores dejlige kat.

 

Havde bestemt mig til, at vi skulle have en ny, men ikke at vi skulle have den lige efter. Der gik dog ikke mere end en uge, så var der en ny her. Samme farver som den gamle, så det er lidt som at have hende endnu, selv om der er himmelvid forskel på dem.

 

Gitte

[Pernille og Lucca]

Jaa helt vildt. Det er virkelig noget man sætter følelser ind i Jeg knuselsker min hund og hun skal bare have det rigtig godt. Og al den kærlighed man får igen - amen altså