Voksne omplacerings hunde :)

[Flaffy,Zozo,Luna]

Jeg har jo fået alle mine 3 hunde som voksne, 2 græske og en dansk

 

Det er alle 3 skønne hunde, som jeg har lært meget af.

 

De faldt alle 3 hurtigt til, blev glade, trygge og blev en del af familien. Men når jeg tænker tilbage er der faktisk gået 1 år, før jeg følte at vi kender hinanden helt ind i hjertet.

Jeg kom til at tænke på det, da det snart er et år siden jeg fik Luna.

Det tager tid, at lære hinanden at kende. Der kan komme overraskelser hen ad vejen, da man jo ikke kender deres fortid og erfaringer med forskellige ting.

Men efter ca. 1 år føler jeg, jeg kender dem så godt, at jeg ved hvordan de vil reagere i forskellige situationer.

Det er egentlig lang tid, men det tager jo tid, at lære hinanden at kende, også "nye" mennesker.

 

Nogle der har samme erfaringer med voksne omplacerings hunde ?

Redigeret November 8, 2008 af Flaffy,Zozo,Luna
glemte noget igen

[PinPoynter]

Vores Lexi, men Martin havde jo allerede haft hende i en hel del år, inden jeg lærte hende (og ham) at kende. Det er nok også lidt anderledes for ham, da han arbejdede og boede på det internat han fik hende fra. Han har haft mange hunde ud og ind gennem d¢ren både f¢r og efter hende, for at lære dem at kende, så det bedst matchende hjem kunne blive fundet...

Lex er så nem en hund at ALLE kunne have taget hende og fået en ven for livet :hjerte:

Mine to er k¢bt fra hvalpe, men aldrig mere.... kun internatshunde fra nu af, tak

[Umulia]

Jeg har også gjort mig den erfaring, at det tager tid før en genbrugshund er helt "min". Men det er også meget rørende at opleve hvordan de gradvist bliver mere tillidsfulde.

[Flaffy,Zozo,Luna]

Jeg har også gjort mig den erfaring, at det tager tid før en genbrugshund er helt "min". Men det er også meget rørende at opleve hvordan de gradvist bliver mere tillidsfulde.

 

 

Ja, det er meget rørende

[chr68866]

Jeg har 2 som jeg har fået som voksne.

 

Godis var en hund som jeg havde fået advarsler mod at tage, da hun havde været en problemhund hos 1. ejer og som ingenting ville. Men det er gået så godt. I starten var hun lidt skeptisk, men vi har fået et fantastisk forhold. Da først hun fik tillid til mig vogtede hun mig konstant og ingen af mine andre hunde måtte komme i nærheden af mig når hun lå hos mig. Det er hun dog vænnet af med nu og hun slapper helt af overfor de andre. Hun er dog stadig ikke særlig begejstret for fremmede, og mænd i særdeleshed, men det skyldes nok hendes 1 år hos 1. ejer,som hverken jeg eller hendes opdrætter (som jeg fik hende fra) kender meget til.

 

Sån-ja derimod faldt til fra dag 1 og har fra starten af indgået som en del af flokken uden problemer. Hun er helt igennem fantastisk. Da hun var i Sverige i juni måned for at blive parret boede hun hos hanhundeejeren i 5 dage, og de taler stadig om hvilken "underbar" hund hun er der bare falder til med det samme.

[guanomo]

Vi fik Cujo da han var 7 måneder, og det er et ½ år siden og nu du bringer det på banen indrømmer jeg gerne at jeg ikke føler det samme "bånd" endnu som vi måske havde følt hvis vi havde ham som hvalp.

Tilliden har altid været der til os, det er mere til andre den halter, måske derfor han hopper op af folk og prøver at kysse dem? han bliver helt elektrisk når min mor kommer eller min datter kommer på weekend. Os her i hjemmet hopper han ikke op af.

 

Han har aldrig oplevet "ubehagelige" situationer efter min vurdering, måske mere at være overladt til sig selv og han er også meget "alene" efter sit eget valg, så vi mangler at hive os selv i nakken og sige nu gør vi noget, i stedet for at vente på at han kommer og vil noget.

 

Men forholdet bliver stærkere og stærkere, specielt til mig han er fars hund uden tvivl.

[sonja77]

Jeg fik Tyson, da han var 14 mdr., og jeg var hans tredje hjem efter opdrætteren - stakkels, lille vaps. :ae:

 

Det er ikke problemfrit med en omplaceringshund, det har det i hvert fald ikke været med Tyson. Han har jo store problemer med at være alene hjemme, og det havde han nok ikke haft, hvis jeg havde haft ham fra hvalp. Og så er han utryg ved børn og mænd. Børn sikkert fordi han ikke har været vant til dem, men mht. mænd tror jeg, at han må have haft en grim oplevelse. Men jeg kan jo ikke vide, hvad det er, og det synes jeg nogle gange er svært, for så ved jeg jo ikke præcis, hvad der sker inde i ham, når han begynder at gø af mænd.

 

Tyson knyttede sig meget hurtigt til mig, men det var han jo også nødt til, så et eller andet sted ser jeg det som ren overlevelse. Efter 1 1/2 - 2 måneder oplevede jeg så en forandring i vores forhold, hvor det virkede som om, at han nu af egen fri vilje knyttede sig til mig af eget valg, fordi han kunne lide mig og gerne ville være sammen med mig. Hvis det giver mening? Siden er vi kun blevet tættere knyttet sammen.

 

Jeg har nu haft ham et halvt år, og vi stoler mere på hinanden nu, men nok endnu ikke 100 pct. Jeg er blevet bedre til at læse hans signaler og forstå, hvad der sker i hans hoved i forskellige situationer, og det er selvfølgelig en stor fordel og har været med til at opbygge tillid mellem os.

 

Han er en dejlig vaps, og jeg elsker ham meget højt. Min søde genbrugshund. :kys:

[Gæst Zarina]

^Jeps, han er rigtig rigtig dejlig

 

Jeg fik Stasia fra hvalp af, men jeg synes faktisk, at oplevelsen var lidt det samme. Man skal lige lære hinanden at kende, og selvom hvalpen er nuttet, så er det slet ikke den samme kærlighed, man føler i starten som sidenhen.

[PinPoynter]

Giver Zarina fuldstændig ret :5up:

[Nollike]

^Jeps, han er rigtig rigtig dejlig

 

Jeg fik Stasia fra hvalp af, men jeg synes faktisk, at oplevelsen var lidt det samme. Man skal lige lære hinanden at kende, og selvom hvalpen er nuttet, så er det slet ikke den samme kærlighed, man føler i starten som sidenhen.

 

Jeg er helt enig :5up: Jeg havde glædet mig til det der fantastisk bånd man straks føler til en hvalp og det kom ikke Jo, hun var da sød og alt det der, men tilgengæld også temmelig selvstændig, så hun knyttede sig nok heller ikke så meget til mig, som en mindre selvstændig hvalp ville have gjort.

På det sidste er det så tilgengæld begyndt at komme :klap:

[Nollike]

Futte, min Tervueren, var jo en omplaceringshund, han var 14 mdr. da jeg fik ham Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske hvornår det bånd opstod, men jeg tror egentlig at det kom rimelig hurtigt, for han var temmelig usikker da jeg fik ham, så han "hang" jo på mig :blink:

Med tiden blev det dog stærkere og stærkere og især da han blev gammel, blev det noget helt særligt. Vi kendte hinanden ud og ind og det er nok ikke overdrevet når jeg siger at han var "mit livs kærlighed" Hold OP hvor jeg knus-elskede den hund :hjerte:

Jeg får aldrig en som ham igen, men jeg håber at Noomi og jeg får bygget noget op der bare minder om :5up:

[luckyluna]

God tråd:5up: Sheila er jo også en omplaseringshund, hun var 11 mdr. Hun knyttede sig enormt hurtigt til min mor og jeg, da det var os der hentede hende. Hun passede meget på at vi ikke forsvandt fra hende. Jeg tror faktiks hun fik lidt et traume, da hun blve hentet, hun blev meget angst, da hun så vi kørte væk fra hendes ejere:(

Og det sidder i hende endnu. Jeg kan ikke give snoren til en anden.. Hun nægter i hvertfald at gå med dem. Hun kan heller ikke lide at komme ind bagi fremmede biler eller fremmede huse, især hvis mit krobssporg tyder på at jeg går. I løbet af kort tid var hun dog mest knyttet til mig og helt klart kun min hund, men det var jo også der hun boede:-)

 

Jeg synes også der går langtid før man rigtig kender hinanden. Men det gør der nu også med en hvalp, det er bare på en anden måde.

Sheila elskede jeg fra det øjeblik jeg så hende, hun er bare en hjerteknuser, så der var ikke noget med at jeg først skulle lære hende at kende for at holde af hende. Men selvfølgelig bliver man mere og mere glad for en hund i takt med at man forstår hinanden.

 

Mysla er vel så egentlig også en omplasseringshund, selvom jeg har kendt hende fra hun var 5 uger gammel:-D Og nu er jeg lidt ond, men hun har endnu aldrig stjålet mit hjerte, som sheila har.. hun er sød og dejlig, men der mangler ligesom noget, fra min side. Hun har været mest knyttet til mig hele hendes liv, hun kopierede bare sheila, da hun var 8 uger gammel og så har hun fulgt mig siden:-)

Jeg satser så på at vi lærer hinanden bedre at kende resten af hendes liv:5up:

 

Jeg har jo forsvoret at skulle have omplasseringshund igen, så hvis vi lader være at tælle mysla med, så må den næste blive en hvalp, jegkanprægefra starten. men senere henskal jeg helt klarthave omplasseringer igen, lige nu drømmer jeg lidt om en galgo:-D

[Gæst Zarina]

Jeg er helt enig :5up: Jeg havde glædet mig til det der fantastisk bånd man straks føler til en hvalp og det kom ikke Jo, hun var da sød og alt det der, men tilgengæld også temmelig selvstændig, så hun knyttede sig nok heller ikke så meget til mig, som en mindre selvstændig hvalp ville have gjort.

På det sidste er det så tilgengæld begyndt at komme :klap:

 

Nu havde jeg heller ikke haft hund før, så jeg var ikke helt klar over, hvad jeg kunne forvente. Og jeg indrømmer da blankt, at der var nogle af de nætter, hvor hun bare sk.. og pis..... overalt på gulvet, at jeg spurgte mig selv, om jeg havde begået en fejl ved at få hund. Men så kommer kærligheden jo ligeså stille snigende og overmander en totalt

 

Jeg tror, jeg opdagede det rigtigt, da hun engang som hvalp rev sig løs og løb efter en svane, som så hidsede sig op. Stasia blev bange og trykkede sig ned i græsset, og I skulle bare se mig rulle mig ud med fægtende arme og råb, så svanen blev skræmt væk Der gik det virkelig op for mig, hvor meget jeg elsker hende, og hvor langt jeg ville gå for at redde hende.

 

Hvis der er nogen, der har læst Det Gyldne Kompas eller set filmen, så kender I til det med en daimon, og jeg vil sige, at Stasia er en min daimon. Jeg rejser jo noget med mit arbejde, og jeg må sige, at savnet ødelægger noget af fornøjelsen ved de eksotiske rejsemål

[Nollike]

Nu havde jeg heller ikke haft hund før, så jeg var ikke helt klar over, hvad jeg kunne forvente. Og jeg indrømmer da blankt, at der var nogle af de nætter, hvor hun bare sk.. og pis..... overalt på gulvet, at jeg spurgte mig selv, om jeg havde begået en fejl ved at få hund. Men så kommer kærligheden jo ligeså stille snigende og overmander en totalt

 

Jeg tror, jeg opdagede det rigtigt, da hun engang som hvalp rev sig løs og løb efter en svane, som så hidsede sig op. Stasia blev bange og trykkede sig ned i græsset, og I skulle bare se mig rulle mig ud med fægtende arme og råb, så svanen blev skræmt væk Der gik det virkelig op for mig, hvor meget jeg elsker hende, og hvor langt jeg ville gå for at redde hende.

 

Hvis der er nogen, der har læst Det Gyldne Kompas eller set filmen, så kender I til det med en daimon, og jeg vil sige, at Stasia er en min daimon. Jeg rejser jo noget med mit arbejde, og jeg må sige, at savnet ødelægger noget af fornøjelsen ved de eksotiske rejsemål

 

For mig kommer beviset når jeg går i hovedet på hunde som ikke er søde ved hende

[potil]

Min lille logrende logerende (som han blev kaldt inden jeg besluttede mig for at beholde ham) var 6 måneder da han ankom og som antydet var det meningen at jeg skulle viderformidle ham, Men men men... det viste sig hurtigt at vi bare passede så godt sammen, så jeg besluttede mig for at beholde ham og vi havde 1 års jubilæum sidste måned :kys:

Men jeg kan godt mærke at jeg ikke har været med hele vejen, for han har nået at få nogle dårlige oplevelser med sig som han ikke rigtigt kan ryste af sig og samtidig gik der lang tid før jeg kunne overlade ham til andre uden at han blev totalt ulykkelig.

Og nu kan jeg ikke forestille mig en dagligdag uden den lille starut, hver dag er jo en fest, lige bortset fra når vi møder rulleskøjteløbere og skatere

.......og når han får et nej :blink:

[Flaffy,Zozo,Luna]

Jeg synes nu hundenes og mit bånd kom hurtigt. Men der er jo mange ting, også som Sonja skriver, hvordan er de med at være alene hjemme og børn. Jul, nytår, fødselsdage med flere mennesker, færge, bil, nye situationer.

 

Sådan er det jo også med en hvalp, men det er alligevel anderledes med omplacerings hunde, tit får man jo ikke hele sandheden.

Jeg vidste fx. ikke at Luna var bange for andre hunde, da jeg fik hende, så her har været og er et stort arbejde.

 

Fx. fik mine græske en hvalpe periode, da de havde været her et stykke tid, de blev frække, det var dejligt Hallgren beskriver det i en af hans bøger.

 

Men det har været hele arbejdet værd, og jeg gør det gerne igen.:5up:

 

Jeg siger tit Zozo har været, som at se en smuk rose folde sig ud

[Nollike]

Jeg synes nu hundenes og mit bånd kom hurtigt. Men der er jo mange ting, også som Sonja skriver, hvordan er de med at være alene hjemme og børn. Jul, nytår, fødselsdage med flere mennesker, færge, bil, nye situationer.

 

Sådan er det jo også med en hvalp, men det er alligevel anderledes med omplacerings hunde, tit får man jo ikke hele sandheden.

Jeg vidste fx. ikke at Luna var bange for andre hunde, da jeg fik hende, så her har været og er et stort arbejde.

 

Fx. fik mine græske en hvalpe periode, da de havde været her et stykke tid, de blev frække, det var dejligt Hallgren beskriver det i en af hans bøger.

 

Men det har været hele arbejdet værd, og jeg gør det gerne igen.:5up:

 

Jeg siger tit Zozo har været, som at se en smuk rose folde sig ud

 

Det er bare SÅ tarveligt når man ikke får hele sandheden Med Futte var der ingen problemer, tværtimod faktisk, de havde gjort det lidt værre end det var. F.eks. fik jeg at vide at han tit havde dårlig mave, hvilket gik over med det samme da han fik et ordentligt foder (han fik Nettos det bedste ) og at jeg ikke skulle slippe ham, for så løb han væk, hvilket viste sig overhovedet ikke at passe Nårh, ja, så havde de lige glemt at fortælle at han ikke var vant til planter på gulvet, det skrev hun i et brev en måned efter jeg havde fået ham, men det HAVDE jeg allerede opdaget, da han havde udset en enkelt til at være "tissetræ"

 

Tilgengæld så overtog jeg jo (som jeg har fortalt før) en blanding mellem en groenendael og schæfer og da blev jeg løjet for fra ende til anden, hvilket så bevirkede, at jeg til sidst måtte kaste håndklædet i ringen Havde tidligere ejer været ærlig, ville jeg slet ikke have kastet mig ud i projektet, for det var mere end jeg havde mulighed for at håndtere Det er bare SÅ tarveligt over for både hunden og den nye ejer når "sælger" ikke afgiver de rigtige oplysninger, begge bliver tabere i det spil