Debat om begreber og holdninger til Alpha koncept og afrettelse af hund.

[Engell]

Oprindeligt postet af Engell

Jeg har endnu at høre et argument der modsiger det jeg skrev, selv om jeg finder det morsomt at i har travlt med at være "uenige"

adfærd er adfærd, en hund lære ved gentagelse.. hvis du gentagene gange tillader en adfærd.. tja...så vil hunden påtage sig den adfærd..

 

hvis du afretter en hund til ikke at gø uhensigtsmæssigt, så vil den ikke gø uhensigtsmæssigt..

hvis du tillader en hund at gø uhensigtsmæssigt, tja, så vil den gøre det...

den følger den vej du viser som flokføre....

 

og jeg står ved det faktum, at en hund der ikke kender sin plads, vil være mere tilbøjelig til at gø' og påtage sig uhensigtsmæssig adfærd...

 

Da jeg ikke kender dig, kunne jeg godt tænke mig, at du ville uddybe nogle af de begreber du anvender.

Hvad ligger der f.eks. bag "afretter" og "leder"alpha" i din verden?

Alphabegrebet anvendes stort set ikke længere indenfor etologien og ord som "afretter" leder tanken hen på hug en hæl og klip en tå, så skoen passer tanken.

Muligvis er din indstilling til hunde og samlivet med disse som de fleste andres herinde, men der er nogle ord og begreber som kan misforstås og så taler vi bare forbi hinanden.

 

Hvad er hundens plads i din verden for eksempel?

 

Overstående INDLÆGE af Ninjamor.

 

ps. (fedt navn )

 

Afrette:

Ændre en uønsket adfærd ved hunden. Enten med irettesættelse "nej", afledning eller i aller

mest drablige tilfælde et fast tag i hunden med dertilhørende "Nej" (IKKE! en voldshandling der handler om hvor hårdt du kan tage fat eller holde hunden nede.)

og jeg mener altså kun i aller mest drablige tilfælde, hvor hunden virkelig har gjort noget der

er fuldstændig uacceptabelt som den er nød til at vide 'her går grænsen i den grad'.

 

Alpha.

Ja i min verden, er det en hver hunde ejer... såre simpelt. Det er dig der bestemmer )forhåbentlig.

dette betyder ikke at hunden ikke kan have frihed, leg og hygge. Det betyder bare at det er dig

der meget gerne skulle sætte grænserne for hvornår hvad er hvad.

Jeg ved godt at mange ikke bryder sig om Alpha begrebet, men for mig giver det perfekt mening.

jeg synes det er "hippi-pædagogik-du-må-dårligt-nok-sige-nej." ikke at ville anerkende at du som hunde ejer har

funktion som dens alfa. Det er en hund og ikke et menneske lignende dyr, den har ikke dybe tanker om verdensrummet eller hvorfor træerne er grønne..... Hvordan du så er alpha for din hund

er jo så helt og holdent dit eget valg. incl. hvilken adfærd du vil belønne og hvilken du ser igennem

fingrene imellem.

 

Hundens plads i min verden?

Jeg har ikke noget enkeltstående svar på dette, da det helt og holdent afhænger af hvilken funktion

hunden er anskaffet som.

 

Jeg respektere forskellige menneskers indgang til hvad hundens plads er..

både jægeren der skyder sin 6 åriget jagthund, fordi den er "over-toppen" og lader den yngre hund tage over, såvel som gamle fru hansen, for hvem hunden er et familie medlem på ligefod med menneskerne omkring hende... At jeg så kan have lige svært ved at have forståelse for begge disse

overstående tilgange til en hund, er så en helt anden snak.

 

En hund for mig er et vidunderligt og fantastisk dyr, den er et firebenet familiemedlem, men det

familiemedlem der er nederst på rangstigen og skal vide at det er dens plads.

Hvis min 3 åriget stikker klør 5 ned i madskålen, så skal der hverken knurres eller vises tænder.

Jeg kan GRIMMES! over folk der giver deres hund mad, før de selv spiser.. anser det for

sindsforladt.... ligeledes at man ikke "aktivere" sin hund eller forventer at den lære noget som

helst bare fordi du en enkelt gang om ugen møder op til hundetræning...bha!...

Jeg kan blive dybt forundret over at folk står og råber og skriger af deres hunde, uden selv

på nogen måde at indse de selv bære skylden for hundens adfærd.. de har selv skabt den.

 

Jeg er tilhænger af at der burde være et "hunde kørekort." for ALLE hundeejere, hvis du ikke

består det, tja så tør øjnene og tag en kiks, men du må altså ikke eje en hund. køb et marsvin

eller en kanin du kan sidde og hygge dig med i sofaen...

Jeg får går hår i bagdelen, når jeg ser opslag nr. 2000 på facebook om Fido på 3 år der skal

have et nyt hjem fordi vi skal flytte, eller den ikke lige passer ind i familien...

 

træning skal være sjovt for hunden, leg lærdom ind i hunden med gentagelse så vidt muligt.

Du som hundeejer skal sørge for du er den mest spændene i hele verden, den mest interessante

person der findes i din hunds verden. Til en hver tid forsøg med afledning snarer en straf, og hvis

endelig du giver din hund et Nej eller en straf af en eller anden art, så sørg altid for at løfte din

Hund bagefter med noget positivt. om det så er et simpelt "Dæk" og Nej hvor er du dygtig er helt

ligegyldigt.

 

 

 

 

 

Du har en forpligtigelse over for den hund du køber, at have forståelse for dens race og race

 

egenskaber, og forstå om du køber en arbejdshund eller en sofa hund. forkert brug af begge

dele er lige meget mishandling i mine øjne...

at se gamle damer gå rundt med schæfer hunde... som max for 1 km gåtur pr dag... mener jeg

er skrup forkert... at se folk medbringe rygsvage og skulderproblem kendte hunderacer til

spring hop og andet hård fysisk træning mener jeg er lige så afskyeligt... Ikke at jeg ville påtvinge nogen af dem min holdning eller for den sags skyld ytre den i deres nærvær...

 

Håber det svare på dit spørgsmål @Ninjamor

[Claudia2500]

Jeg kan GRIMMES! over folk der giver deres hund mad, før de selv spiser.. anser det for

sindsforladt....

 

Jeg lader alle andre svare på resten af dit indlæg, men lige præcis dette du skriver her, undrer jeg mig sgu en del over. Min hund får mad når hun er sulten.. Det er ofte om morgenen når vi har gået morgen tur og jeg skal til at spise min havregrød. Og dagens anden portion skal hun helst have samtidig eller umiddelbart før vi spiser, for der kommer hun og fortæller mig at hun er sulten. Når hun så har spist går hun enten ind og sover i sengen eller lægger sig under spisebordet. Er der i din optik noget galt i det? For jeg kan ærlig talt ikke se problemet

[Doberfan]

Det undrer virkelig også mig.

 

Mine hunde spiser også før mig om morgenen. Det er bare sådan min hverdag fungerer bedst.

 

Det giver absolut ingen problemer. Vi har ingen adfærdsproblemer overhovedet, de er velopdragne (så velopdragne som jeg nu synes de skal være ) og tigger ikke ved bordet.

 

Jeg kan slet ikke se sammenhængen mellem hvornår de spiser og hvornår jeg spiser. Det er to forskellige begivenheder.

[Niels M]

Det er da fuldstændig ligegyldigt om hunden spiser før eller efter familien. Vores får en sjat i aktivitets bolden om morgenen og i hans skål efter vores aftensmad. Han tigger ikke ved bordet. Tanken om, at hunden bedre skulle kende sin plads via foder tidspunkt kan jeg ikke tilslutte mig.

[Sitto]

Herhjemme er vores hunde bestemt ikke nederst i hierkiet! De er fuldgyldige familiemedlemmer.

 

De får mad lige præcis når de er sulten - de sidder endda ofte på en stol ved spisebordet når vi spiser :blink: (de får dog ikke mad der). De må knurrer lige som de har lyst til hvis nogen skulle finde på at stikke klør fem ned i deres mad. Men det er der ingen der gør - herhjemme er børnene opdraget til at lade hundene være, hvis ikke de selv opsøger kontakt. Her de strengeste regler egentlig vedr hvordan man omgås hundene og ikke omvendt.

 

Vi har ingen problemer, tværtimod har vi de sødeste og kærligste hunde :hjerte:

[Hofferne]

Forklaring udbedes! Hvori ligger det sindsforladte i at fodre sin hund før man selv spiser? Hvad er problemet med det? :hmm:

 

Min hund får ALTID sin mad før vi spiser! Når vi sætter os får han noget at tygge på i sin seng, og der ligger han så mens vi spiser - og det har aldrig været noget problem.

 

Desuden er jeg også 100% uenig med dig i, at en hund skal acceptere, at nogen stikker klør fem ned i deres skål mens den spiser. IMO er det langt vigtigere at lære børn, at de skal holde nallerne væk mens hunden spiser. Den tankegang med, at en hund skal finde sig i alt fra børn er en stor misforståelse. Ligesom hundeopdragelse er vigtig, så er børneopdragelse det sør'me også.

 

Lige til sidst - så er jeg ligeglad med om det er lilla-ble-pædagogik-agtigt, men jeg bryder mig ikke om alfa- og hierarki- begreberne når de efterleves, som du gir udtryk for...

[luckyluna]

Det med at spise før hunden er så underligt at det blev indført

 

Men ham der sagde det første gang, har jo også trukket det tilbage;-) Det var nemlig kun nemt som retningslinje for folk med adfærds problemer og en del af en løsning for at få struktur og rutine ind i en hverdag , der manglede dette. Det samme med at gå først ud af døren

 

Nu er der mange adfærds folk der anbefaler at hunden får mad først eller samtidig med en selv. Simpelthen for at mindske tiggeri og urolig adfærd ved bordet.

[nr 49]

Forklaring udbedes! Hvori ligger det sindsforladte i at fodre sin hund før man selv spiser? Hvad er problemet med det? :hmm:

 

Min hund får ALTID sin mad før vi spiser! Når vi sætter os får han noget at tygge på i sin seng, og der ligger han så mens vi spiser - og det har aldrig været noget problem.

 

Desuden er jeg også 100% uenig med dig i, at en hund skal acceptere, at nogen stikker klør fem ned i deres skål mens den spiser. IMO er det langt vigtigere at lære børn, at de skal holde nallerne væk mens hunden spiser. Den tankegang med, at en hund skal finde sig i alt fra børn er en stor misforståelse. Ligesom hundeopdragelse er vigtig, så er børneopdragelse det sør'me også.

 

Lige til sidst - så er jeg ligeglad med om det er lilla-ble-pædagogik-agtigt, men jeg bryder mig ikke om alfa- og hierarki- begreberne når de efterleves, som du gir udtryk for...

 

egentlig ville jeg bare skrive det samme - TS har mange holdninger som jeg er 100% enig i men hjemme hos os spiser kræet også først - tit flere timer før.

 

til gengæld accepteres tiggeri ikke ved bordet

[Lenschow]

En lidt længere artikelserie, som blandt andet har været bragt i Hund & Træning samt Canis. Jeg har studeret domesticeringen og det er min baggrund for at gå ind i emnet. Mine svar til emnet kan du derfor finde i forskningen, som er dem jeg læner mig op af. Der er kilder til sidst, og Choppinger har været en stor hjælp især da jeg skrev det, ganske som Boitani bidrog direkte. Det skriver jeg fordi jeg gerne vil give de folk, der fortjener det, kredit. Dette er ikke noget jeg opfinder men jeg er budbringer som journalist på infoen, som jeg igen via min uddannelse i etologi mm læner mig op af når du vil høre min personlige holdning, og hvordan jeg holder hund samt arbejder med andres:

 

Artikelserien skal læses som et samlet tema. Hvis nogle deler dem videre, vil jeg bede jer dele det hele, ikke ændre i teksten samt være tro mod kilderne og byline som er god presse etik - man kan i så fald gøre teksten mere spændende ved at lægge foto ind - det er jo meget tekst Men det må hjertens gerne deles af alle, der mener de kan bruge det. Jeg holder også foredrag om det i Aalborg i foråret - mere info følger - til de, der måtte være interesseret - der lægges op til sober debat

 

Der kommer løbende nyt til inden for adfærd og etologi mm, og dele af det skal man derfor være obs på, man måske vil kalde forældet om en årrække - herunder det med den israelske ulv - men lige nu er det det nyeste der foreligger og intet er afklaret endnu. Hverken hvem tamhunden præcis nedstammer fra eller hvor den er opstået, ganske som det heller ikke er klarlagt om en tamhund nedstammer fra floklevende dyr eller om det er et flokdyr selv. Netop fordi domesticeringen kan forklare tamhundens adfærd og fordi mange af dyrene deler gener på tværs af arter, er det svært. Det seneste nye man undersøger nu er, om både ulv og hund nedstammer fra samme hundeulvelignende dyr i fortiden - et dyr, der for længst er uddødt, og som vi måske aldrig får at se. Om det var et flokdyr ved man derfor ikke.

 

Din hund er ikke en ulv

 

Af journalist og eksamineret adfærdsrådgiver Helle Lenschow, NEMO – Glade katte & Hunde, www.nemokatoghund.dk

 

Mange hunde lider unødigt i dagligdagen og under deres træning, fordi de - takket være en total ukritisk sammenligning med deres forfader ulven - stemples som dominante. Dominans-myten sættes dog til vægs en gang for alle, hvis man ser på forskningen inden for tamhundens oprindelse og domesticering. I stedet finder man her forklaringsmodeller, der er væsentlig mere seriøse end den gamle myte om tamhunden som en halvdårlig ulve-kopi. Her følger en opsummering af den nyeste forskning.

 

Hunde og ulve har stort set identisk DNA, men det gør ikke hunden til en ulv. Ganske som mennesker, der deler store mængder af deres DNA med chimpanser, heller ikke er chimpanser, er tamhunden ikke en udvandet ulv. At nedstamme fra en art gør ikke et individ til denne art. Ukritiske sammenligninger mellem ulve og hunde har ført til mange misforståelser omkring tamhundens adfærd. Blandt disse findes teorier om dominans og lederskab, hvilket ofte fører til overdreven og helt unødvendig brug af straf og regler i omgangen med og træningen af tamhunden.

Tamhunden er blandt verdens mest alsidige og tilpasningsdygtige dyrearter. Den er tilpasset et liv blandt mennesker over generationer, og den findes på alle kontinenter bortset fra Antarktis i et væld af størrelser, farver og pelstyper. Hvorfor nogle ejere tilsyneladende ønsker sig en specialiseret, grålig, niche-afhængig ulv i stedet, kan kun vække undren, når vi ser på, hvor speciel og unik tamhunden egentlig er som art.

Forskerne er fortsat uenige om, hvornår domesticeringen af tamhunden startede. De er også uenige om, hvordan processen foregik og hvor i verden. Nogle mener, at tamhunden kan dateres hele 400.000 år tilbage, andre siger 12.000 år. Nogle forskere mener, at mennesket tog ulveunger ind og tæmmede dem, mens andre siger, at det var de mindst sky ulve, der valgte at opsøge menneskers affaldsdynger og derved domesticerede sig selv. Nogle forskere peger på, at alle hunde nedstammer fra den samme ulveart – den store grå Canis lupus, som lever i flokke blandt sine egne familiemedlemmer, mens andre er overbevidste om, at der har været flere underarter af Canis lupus involveret i processen – herunder ulveunderarter, som slet ikke danner flokke, men snarere kan betegnes som delvis eller helt solitære.

En ting er forskerne dog alle enige om: hunde er ikke ulve. Domesticeringen har ændret tamhunden så markant, at det ikke giver nogen mening at sammenligne de to arter ukritisk. Samtidig lever hunde og ulve i så vidt forskellige miljøer, at den miljømæssige påvirkning også udelukker enhver ukritisk sammenligning. Tamhunde lever endda i så forskellige miljøer hver især, at det er svært at generalisere også om tamhunde, da ikke to sæt af livsvilkår er helt ens.

Dette er vigtigt, når vi skal forklare tamhundens adfærd. I stedet for ukritisk at sammenligne med ulve bør vi i stedet indstille os på at se på hver enkel hund og situation og vurdere hundens motiver og adfærd ud fra helheden i den enkelte hunds liv og den konkrete situation, som adfærden optræder i.

 

Ræve og ferale hunde

Nøglen til at tolke tamhundens adfærd ligger i forståelsen af domesticeringens påvirkning. For at forstå, hvad der skete, da ulv blev til hund via en domesticeringsproces, kan vi skelne mod Rusland, hvor forskeren Belayev foretog et selektionsforsøg med sølvræve, Vulpes vulpes, som blev opdrættet til pelsproduktion. Pelsindustrien havde store kvaler. Rævene sloges, gik i panik, når passerne nærmede sig, og udviste selvskadende adfærd i burene. Belayevs fik til opgave at udvikle en stamme af ræve, der var mindre bange for mennesker – han skulle med andre ord domesticere rævene. Forsøget fik en uventet drejning. Da Belayev begyndte at selektere på de mindst sky ræve og lade dem parrer sig, fik han ikke kun mindre bange ræve. Han fik også andre helt uforudsete og endda uønskede ændringer. Rævene ændrede farve, nogle fik blis, blå øjne og hvide poter samt hængeører og oprullede haler. Ingen af disse træk var der selekteret for. Derudover ændrede rævene adfærd. De blev ikke bare mindre sky men udviste en adfærd, som Belayev valgte at kalde ”hundeagtig”. Rævene blev nærmest sociale over for mennesker. De opsøgte andre ræve oftere, de legede mere også i voksenalderen, og de blev markant bedre til at afkode menneskers signaler. De kunne holdes inden døre i hjemmet ganske som hunde, gå i snor og deres tolerance over for både andre ræve og andre arter generelt steg markant. Alt dette skete på blot 18 generationer, og Belayev selekterede kun på et eneste træk: tamhed. Alle de andre træk fulgte blot med.

Sandsynligvis er det samme sket for hunden, da den i sin tid blev domesticeret – uanset om det skete med menneskers indblanden eller ej. Og ganske som Belayevs ræve efter sølle 18 generationer ikke længere havde meget tilfælles med deres ophav, har domesticeringen af hunden også fjernet den fra ulven i både udseende og adfærd.

Når en tamhund forvilder sig tilbage til det frie liv, frigør den sig ikke helt fra mennesker. Den bliver ikke til en ulv igen, og den danner ikke flokke som de floklevende ulve. Det viser flere studier af ferale – forvildede – tamhunde, herunder studier foretaget af forskeren Boitani.

De ferale hunde lever blandt mennesker, men på afstand, de opsøger menneskers affald for føde i stedet for at jage og nedlægge bytte, da de ikke har de samme evner til at samarbejde om at nedlægge større bytte, som de floklevende ulve har. De fleste af deres hvalpe dør, da de ikke opfostrer unger sammen som ulve i familiegrupper, og tæven må klare opgaven alene. De ferale hunde vælger ofte at slå sig sammen i løse grupper, som de senere kan forlade igen, mens ulve ofte bliver i samme flok/familiegruppe hele livet, og der fødes kun et kuld hvalpe hvert år. De ferale hunde er domesticerede tamhunde, der af forskellige årsager er vendt tilbage til et vildt liv. Boitanis studier viser, at domesticeringen har mindsket hundens evne til at tilpasse sig et vildt liv igen. En domesticeret hund kan aldrig rejse baglæns i tid og blive ulv igen. Den lever derfor i stedet i periferien af menneskers bosteder, og forsvandt mennesket ville de fleste tamhunde sandsynligvis uddø. Tamhunden er indirekte afhængig af mennesker for sin overlevelse – selv i forvildet tilstand.

 

Dr. Lyudmila Trut

med en af rævene i Sibirian. Hun kører forskningen der i dag og har også bidraget til artiklen med viden. Hun var elev af Belayev

 

 

Dominante tamhunde

Ikke ret mange teorier har som dominansteorien skadet tamhundens dagligdag og træning. Fejlagtige sammenligninger mellem hundes og ulves adfærd har ført til mange misforståede tolkninger af hundens adfærd og er blevet brugt til at retfærdiggøre hårde træningsmetoder.

Ser vi på hunden som en domesticeret art, giver dominansteorien ingen mening, da den knytter sig til en ukritisk sammenligning af tamhunden med floklevende ulve. Og endda selv om man sammenligner ukritisk med ulve, giver teorien ingen mening. Dominansteorien udspringer nemlig fra studier af ulve i fangeskab.

Ulveforskeren David Mech sammenligner studier af ulves adfærd i fangeskab med studier af menneskers adfærd i flytningelejre. Begge dele foregår under så unaturlige forhold, at sådanne studier intet kan sige om arternes egentlige adfærd, for ulvene fritlevende i naturen. Ulve i naturen viser slet ikke de samme adfærdsmønstre som sammenbragte grupper af ulve, der ikke kan bevæge sig frit. Samtidig består ulveflokke af familiegrupper, hvor forældredyrene som de mest erfarne, er de dyr, som resten af flokken – hvalpe og ungdyr – skelner til, før de handler i forskellige situationer. Der er med andre ord intet belæg for at tillægge floklevende ulve i naturen en hakkeorden, hvor en leder eller et lederpar holder resten af flokken nede ved hjælp af magt og straf. I stedet går strukturen, der består af roller, nedefra og op. Fra hvalpe til forældre. Hvis en ulv mistrives i en flok, forlader den oftest bare flokken. Dette er ikke muligt i fangeskab – derfor udbryder der kampe, fordi ulvene tvinges ud i konflikter som følge af pladsmangel og manglende mulighed for at udvise naturlig adfærd.

Ulve i naturen passer med andre ord ikke ind i dominansteorien, hvor mennesket skal sørge for at benytte enhver lejlighed til at vise såkaldt lederskab over hunden.

De nyeste arkæologiske fund af tamhundeskeletter viser samtidig, at tamhunden ikke nødvendigvis nedstammer fra den store grå floklevende ulv alene. I stedet peger de i retning af den arabiske/israelske ulv, Canis arabs, som ikke lever i flokke men i stedet alene eller i mindre løse grupper og mere som Boitanis ferale hunde. Forskningen er endnu ny på dette område, og det er for tidligt at konkludere noget endeligt endnu, men fundene har fået forskerne til at overveje, om tamhunden overhovedet nedstammer fra en floklevende ulv alene.

Gør tamhunden ikke det, falder det sidste argument for overhovedet at tale om dominans og rangorden blandt hunde og blandt hunde og mennesker til jorden med et brag.

Lige nu træder forskningen derfor vande. Der søges efter en ny forklaringsmodel på tamhundens adfærd, men den er ikke fundet endnu. sigt vil vi få en ny forklaringsmodel for hundenes adfærd, men lige nu peger alt i retning af, at forklaringen simpelthen er, at hunden er domesticeret, og at det er i den proces, at svarene ligger, når vi skal tolke hundes adfærd.

Mennesker har mange forventninger til hunde. De skal være loyale og kærlige over for os, venlige over for andre dyr og mennesker, aktive og rolige – alt efter vores behov – og tilpasse sig de skiftende rammer, som vi byder dem. Er det ikke kun fair, at hunden til gengæld for alt dette, behandles som det den er? Beslægtet med ulve, men en hund. Et socialt rovdyr, men ikke nødvendigvis floklevende og da slet ikke dominant.

Mennesker har via domesticeringen gjort tamhunden afhængig af mennesker for at overleve.

Vi skylder derfor tamhunden at elske og behandle den som det, den er: en hund.

 

 

----------------------

 

 

En helt almindelig tamhund - vores Hugo

 

 

Hunde tænker ikke som ulve

 

Tamhunden adskiller sig ikke kun fra ulven via fysisk udseende og ændringer i hormonproduktion samt hjernens størrelse. De to dyrs tilgang til verdenen er forskellig.

Studier af hunde og tamme ulve i Ungarn udført af Dr. Ádám Miklósi viser, at der også er store kognitive og adfærdsmæssige forskelle fra tamhund til ulv. Også selvom ulvene er vænnet til mennesker fra fødslen.

Miklósi og hans hjælpere lod 13 ulveunger socialisere som hunde fra fødslen. Ulveungerne tilbragte 24 timer i døgnet sammen med deres passer – de sov endda i sengen hos passere – og de mødtes med andre ulveunger løbende for at socialisere dem. Ulveungerne kørte i bus, med bil, besøgte steder med mange mennesker – de blev miljøtrænet ganske som hundehvalpe indtil 4-månedersalderen. Herefter udførte Miklósi en række forsøg på ulveungerne og sammenlignede deres resultater med en gruppe hundehvalpes resultater.

Konklusionen var klar. Ulveungerne klarede sig generelt dårligere i samtlige test – i hvert tilfælde set med menneskers øjne.

Hundene var markant bedre til at afkode og læse menneskers signaler – så som at pege i retning af en dåse med mad, hvorefter hunden skulle løbe hen til denne dåse og spise maden, og hundene opsøgte også mennesker frem for en anden hund, hvis de fik det frie valg. Hunde er sandsynligvis selekteret til at kunne afkode menneskers kropssprog og ansigtsmimik, konkluderer Miklósi. For eksempel reagerede hundene også på andre visuelle tegn så som at pege med et ben eller at se i retning af dåsen med mad.

Ulveungerne fulgte ikke menneskets signaler, de tog selv initiativ til at finde maden i dåsen, og når de fik valget mellem selskab af deres passer og en anden hund, opsøgte de hunden først.

I en test, hvor hundene/ulvene skulle trække i en snor for at få adgang til mad, gav hundene hurtigere op end ulvene. Hundene forsøgte et par gange, og hvis de mislykkedes, så de på mennesket for at få hjælp, mens ulvene slet ikke så på mennesket for at få hjælp.

Endelig søgte hundene oftere øjenkontakt med deres passer og andre mennesker i omgivelserne, mens ulvene slet ikke gjorde dette, selvom de havde opholdt sig sammen med deres passer i 24 timer i døgnet i de første fire måneder af deres liv.

Forsøgene viser, at også på det kognitive plan adskiller tamhunden sig fra ulven. De to dyr tænker og handler ikke på samme måde, da ulve og hunde er tilpasset to forskellige nicher. Selvom ulveunger behandles som hundehvalpe helt fra fødslen, så gør det dem ikke til hunde. De vil stadig være ulve, for de er ikke domesticerede, som hundehvalpene er.

Hunde er tilpasset et liv med og mellem mennesker via domesticeringen, mens ulve ikke er.

Forsøgene siger intet om de to dyrs intelligens. Ulve er tilpasset deres niche, mens hunde er tilpasset deres. Begge kan de overleve optimalt i hver deres meget forskellige niche.

 

En af Miklosis ulveunger - opflasket og med 24 timers samvær med fostermenneske fra få timer gammel - alligevel beder den ikke om fostermenneskets hjælp til at løse opgaven

---------------------

 

Coppingers teori om landsbyhunde

Dr. Raymond Coppinger ved Hampshire College, afviser, teorien om, at tamhundens domesticeringsproces er foregået alene ved kunstig selektion. En udbredt teori argumenterer for, at mennesker i sin tid tog ulveunger ind og tæmmede dem, hvorefter mennesker lod de mindst sky ulve parrer sig og dermed udviklede tamhunden.

Coppinger afviser dette og mener, at tamhunden i starten selv har domesticeret sig via naturlig selektion og helt uden menneskers indblanden.

Kort fortalt går Coppingers teori ud på, at mennesker slog sig ned i landsbyer/bopladser, og omkring disse landsbyer/bopladser smed mennesker deres affald. De mindst sky ulve i områderne, opsøgte affaldet og spiste det. Gradvis tilpassede disse dyr sig en fødeniche. Disse mindst sky ulve parrede sig, og ganske som Belayevs ræve ændrede deres afkom både adfærd og udseende. Mennesker fandt på et tidspunkt ud af, at ulvene/hundene var brugbare, hvorefter de tog dem til sig, men inden mennesket begyndte at blande sig, var domesticeringsprocessen allerede begyndt.

Der findes stadig hunde, der lever i periferien af menneskelige beboelser. De kan have forskellige grader af tilknytning til mennesker og går under betegnelser som gadehunde, landsbyhunde og ferale hunde. De lever i en eller anden grad af nærhed fra mennesker, og de er typisk afhængige af adgang til menneskers affald eller føde fra mennesker for at overleve.

 

 

En feral hund

--------------------------

 

 

 

Flokdyr eller ej?

Raymond Coppinger og andre forskere mener, at flere ulve-underarter end den store grå ulv, Canis lupus, har været involveret i tamhundens domesticeringsproces, hvilket de nyeste arkæologiske fund understøtter.

En af disse underarter er den israelske/arabiske ulv, Canis arabs. Det interessante ved den arabiske ulv er, at den ofte lever alene og ikke danner flokke som den store grå ulvs familiegrupper.

Der findes cirka 39 kendte underarter af ulve i verden. Det vides endnu ikke, hvor mange af disse, der har spillet en rolle i din tamhunds genetiske puslespil, men vi ved, at de ikke alle er floklevende ulve. Om din tamhund nedstammer fra et floklevende dyr er derfor ikke givet på forhånd.

Boitanis studier af ferale hunde viser ingen tegn på det flokliv, som vi ser hos den grå ulv. Boitanis ferale hunde lever til gengæld netop som den arabiske ulv i grupper, hvortil hver hund har en løs tilknytning.

Om tamhunde nedstammer fra deciderede floklevende ulve, eller om domesticeringen blot har øget tamhundens tolerancetærskel, så tamhunde er mere selskabelige end deres forfædre, er derfor et åbent spørgsmål, som forskerne endnu ikke kan give et klart svar på.

Hvilken forklaringsmodel, der skal anvendes, når vi vil beskrive tamhundens adfærd, er derfor heller ikke givet, som det ser ud nu.

 

Negev ulven alene i ørkenen

 

----------------------

 

Hvad er domesticering?

At være domesticeret må ikke forveksles med at være tam. En ulv, som er et vildt dyr, kan – med en intensiv og tidlig indsats – til dels tæmmes, men denne ulv vil altid få vilde unger, der igen skal tæmmes. Tamhunden er domesticeret – derfor får den domesticerede hvalpe, som fra fødslen genetisk er disponeret for visse adfærdstræk – herunder øget tolerance overfor mennesker og andre arter.

Når man tæmmer et vildt dyr, er der tale om læring og tilvænning. Når man domesticerer et vildt dyr, er der tale om en genetisk fortløbende proces over tid, hvor man ændrer på både dyrets genotype (genetik) og fænotype (udseende).

Domesticering kan bestå af kunstig selektion, hvor mennesker bestemmer, hvilke dyr, der parrer sig, som det er tilfældet i Belayevs selektionsforsøg med sølvrævene. Det er samme form for selektion, vi anvender inden for racehundeavlen, hvor opdrætter udvælger avlsdyr ud fra nogle udvalgte kriterier. Ændring af en art – og dermed en domesticeringsproces - kan også foregå ved naturlig selektion, hvor de til enhver tid bedst egnede individer tilpasser sig en given niche uden menneskers direkte indblanden. Det er denne teori blandt andre Coppinger hælder til i forhold til den domesticeringsproces, der førte til, at ulven blev til en hund.

Man siger, at evolutionen ikke har noget slutmål, og det samme kan siges om domesticeringsprocessen. Der foregår en stadig udvælgelse og tilpasning til de givne forhold, som en art lever under, og processen kan derfor siges konstant at være i gang. Det giver derfor ingen mening at sige, at tamhunden i dag er ”færdig-domesticeret”.

 

----------------------------

 

Hvad gør domesticeringen?

Når et dyr domesticeres, sker der ændringer både i adfærd og udseende, men også i de indre organer såsom binyrer og hjerne. Følgende træk er indtil nu kendte, og de gælder også for tamhunden. Som forskningen skrider frem, vil der sandsynligvis dukke endnu flere kendte træk op:

- øget tolerance over for omgivelserne, herunder artsfæller og andre arter (inklusiv mennesket) som følge af ændringer i hormonproduktionen og et generelt lavere adrenalinniveau. Populært sagt: Tamhunden forskrækkes ikke så let, og dens tolerancetærskel stiger, mens dens stresstærskel sænkes.

- øget fertilitet. Ulve har en brunstperiode årligt, mens tamhunde har to - Basenji og andre primitive racer dog ofte undtaget.

- udviser neotoni. Det vil sige, at hunden bevarer dele af sin ungdyrs- og hvalpeadfærd hele livet, herunder lysten til at lege og blive berørt af andre hunde samt mennesker. Populært sagt: Tamhunden bliver aldrig helt voksen.

- en mindre hjerne, da domesticerede dyr ikke har brug for at reagere på den samme mængde sanseindtryk som vilde dyr. Husk: mindre hjerne betyder ikke mindre intelligent, blot tilpasset et andet miljø.

- der opstår farvemutationer og andre træk såsom hængeører, hvidplettethed og oprullet hale, som normalt ikke ville være gavnlige i naturen. Ulve går i temmelig ensartede kamuflagedragter og ser i store træk ensartede ud, mens tamhunden findes i et væld af farver og former.

 

Udviklingen af racehunde har oven i alt dette arbejds-specialiseret tamhunden i en grad, som ikke findes hos noget andet domesticeret dyr. Der findes blandt andet jagthunde, hyrdehunde, vogtende hunde og selskabshunde. Der findes helt små hunde som chihuahua og store Grand Danois eller Irsk Ulvehund Alt dette skyldes menneskers valg af partner til hunden, og den høje grad af variation får flere forskerne til at pege på, at der sandsynligvis indgår mere end en enkel ulveart/underart i tamhundens ophav.

 

 

-------------------------

 

 

Kilder

 

Ádám Miklósi: Human-animal interactions and social cognition in dogs. I Per Jensen (ed.), 2007.The Behavioural Biology Of Dogs.

 

Lorna & Raymond Coppinger: Dogs, A new understanding of canine origin, behavior and evolution.

 

L. David Mech, 1999: Alpha status, dominance and division of labor in wolf packs.

 

Luigi Boitani, Paolo Ciucci & Alessia Ortolani: Behaviour and social ecology of free-ranging dogs. I Per Jensen (ed.), 2007.The Behavioural Biology Of Dogs.

 

Luigi Boitani, F. Francisci, Paolo Ciucci & G. Andreolo, 1995: Population biology and ecology of feral dogs in Central Italy. I James Serpell (ed.), 1995. The Domestic Dog.

 

Scott & Fuller, 1965. Genetics and the social behavior of the dog.

[Engell]

Taget i betragtning hvor mange hvepsereder jeg satte min hånd i, da jeg skrev indlægget, er jeg overrasket over at det netop er mad delen folk faldt over.

Det er en debat, jeg flere gange har deltaget i og siderne er som regel ret fast trukket op. Nogle mener det er en myte, andre som jeg selv mener det er

en helt naturlig ting, at jeg som menneske spiser før hunden.

Jeg ville være ærgerlig over at tråden, ville blive fast lagt i dette spor. Men... sådan er det jo.Min holdning omkring det er meget tydelig, og tænker at enhver

med lidt hunde interesse kender indgående til begge synspunkter og idegrundlag. Vil helst vi bliver enige om at være uenige på det punkt

 

I forhold til "hånden i madskålen." igen, det er et menneske der gør det.. havde det været mellem to hunde, eller katten og hunden er det en anden sag.

Det er utroligt let at lære sin hvalp ikke at være beskyttende med sin mad over for et menneske, så jeg kan slet ikke se nogen grund til ikke at lære den det.

og nej, jeg vil ikke have at mine børn stikker klør 5 i madskålen, men skulle det endelig ske, eller at en gæst eller et barn vi har på besøg gør det,

vil jeg ikke risikere at stå med en aflivning af hunden, fordi jeg ikke har gidet bruge 5 minutter et par gange under dens hvalpe tid, på at lære den at

"nej makker, så forsvinder maden." og når du "hund." tillader det "så vanker der en ekstra lækker godbid (en skefuld kattemad.) man har parat i den anden hånd.

så tager det altså et minimum af tid at lære hunden at der ikke er noget negativt, ved at lade et menneske røre ved dens mad.

De hunde jeg har haft, har derfor den reaktion, at rører et menneske ved deres mad eller tager deres mad, logre de med halen.. det er indlært at det er en god ting.

ligeledes er det noget jeg løbende gør, i løbet af hundens leve tid. Går hen og røre ved dens mad, eller lader andre gøre det for mig, hvor efter hunden for ros og

en lækkerbisken til følge. Det betyder også, at et hvert menneske kan tage mad fra min hund, uden at den reagere uhensigtsmæssigt. hvilket jeg fortrækker, frem for at en eller anden

uvidende person kommer og tager min hunds mad og bliver nappet/bit.

 

Desuden mener jeg det er med til at underbygge træning med hunden, da den allerede som helt lille hvalp har lært, at der ikke er noget negativt ved at aflevere noget til nogen.

så når vi starter aport træning, felt træning eller andet hvor hunden skal aflevere noget til mig, er dette allerede grundlagt. Du giver mig aporten, eller det du har søgt i feltet..

så vanker der 100% sikkert en belønning bagefter.. hvorfor først til at indlærer der, at du ikke tager fra hunden men bytter.

 

og bare lige for at klargøre, så er det altså ikke sådan at jeg er en af dem der har min hund til at ligge ude i forgangen hele dagen.. den ligger både i sofa og seng..

til tider endda under dynen når han og den bette hund for den ide. (igen noget der sikkert er forskellige holdninger til.)

[Lenschow]

og mit korte svar:

 

Søg dokumenteret viden fremfor populær viden. Og regler om at spise, gå ud af døren osv før sin hund er i værste fald skadeligt for relationen og i bedste fald spild af ejers tid - en tid, der kan bruges på at træne, arbejde, stimulere og skabe en glad og sund hund med en solid relation til dig som ejer - ganske som tamhunden er domesticeret til og til stadighed domesticeres til hver gang to tamhunde parrer.

 

Jeg er temmelig urokkelig i mit syn, som sagen ligger nu, fordi det er så understøttet af troværdige kilder med mangeårig erfaring og viden, som det er, og det har jeg endnu til gode at se tilhængere af dominans- og alfateorien kunne. Jeg har via disse kilder indtil nu kunnet finde en anden mere konkret forklaring hver gang, jeg stod foran en hund, og jeg har, selvom jeg ser mange hunde og møder flere problemhund hver eneste måned året rundt, endnu aldrig set en eneste, hvor årsagen var dominans. Den dag det sker, skal jeg nok stå frem og fortælle det. Men efter at have kigget alt fra gadehunde til ulve af forskellige arter begynder jeg at tvivle at den dag nogensinde kommer.

 

Min holdning underbygges desuden yderligere i min verden af mit sideløbende arbejde med kattedyr, hvor man netop pga domesticeringen ser tamkatte udvise de akkurat samme ting, som nogle hos hunde betegner som dominans og herskesyge. Tamkatten nedstammer fra solitære arter, ganske som ræven. Det er der ingen tvivl om. Ergo må domesticeringen indeholde svaret på de domesticerede dyrs adfærd, men måden at tolke på er tilsyneladende forskellig fra art til art, når menneskers øjne ser adfærden - hvilket er interessant. Harre forsker i dette. Og Miklosi. Og Clive Wynne. Interesserede kan selv tjekke dem ud.

 

Og det helt ultra korte svar fra mig er derfor:

 

Jeg har simpelthen aldrig mødt en dominant tamhund, og jeg tror ikke de findes. Jeg mener derfor forklaringen på den adfærd, som nogle kalder dominant, er en anden. Hvis troværdige kilder begynder at dokumentere det modsatte, ændre jeg holdning og hundehold - indtil da fortsætter jeg med det, der har virket gennem mange år.

[Lenschow]

Taget i betragtning hvor mange hvepsereder jeg satte min hånd i, da jeg skrev indlægget, er jeg overrasket over at det netop er mad delen folk faldt over.

Det er en debat, jeg flere gange har deltaget i og siderne er som regel ret fast trukket op. Nogle mener det er en myte, andre som jeg selv mener det er

en helt naturlig ting, at jeg som menneske spiser før hunden.

Jeg ville være ærgerlig over at tråden, ville blive fast lagt i dette spor. Men... sådan er det jo.Min holdning omkring det er meget tydelig, og tænker at enhver

med lidt hunde interesse kender indgående til begge synspunkter og idegrundlag. Vil helst vi bliver enige om at være uenige på det punkt

 

I forhold til "hånden i madskålen." igen, det er et menneske der gør det.. havde det været mellem to hunde, eller katten og hunden er det en anden sag.

Det er utroligt let at lære sin hvalp ikke at være beskyttende med sin mad over for et menneske, så jeg kan slet ikke se nogen grund til ikke at lære den det.

og nej, jeg vil ikke have at mine børn stikker klør 5 i madskålen, men skulle det endelig ske, eller at en gæst eller et barn vi har på besøg gør det,

vil jeg ikke risikere at stå med en aflivning af hunden, fordi jeg ikke har gidet bruge 5 minutter et par gange under dens hvalpe tid, på at lære den at

"nej makker, så forsvinder maden." og når du "hund." tillader det "så vanker der en ekstra lækker godbid (en skefuld kattemad.) man har parat i den anden hånd.

så tager det altså et minimum af tid at lære hunden at der ikke er noget negativt, ved at lade et menneske røre ved dens mad.

De hunde jeg har haft, har derfor den reaktion, at rører et menneske ved deres mad eller tager deres mad, logre de med halen.. det er indlært at det er en god ting.

ligeledes er det noget jeg løbende gør, i løbet af hundens leve tid. Går hen og røre ved dens mad, eller lader andre gøre det for mig, hvor efter hunden for ros og

en lækkerbisken til følge. Det betyder også, at et hvert menneske kan tage mad fra min hund, uden at den reagere uhensigtsmæssigt. hvilket jeg fortrækker, frem for at en eller anden

uvidende person kommer og tager min hunds mad og bliver nappet/bit.

 

Desuden mener jeg det er med til at underbygge træning med hunden, da den allerede som helt lille hvalp har lært, at der ikke er noget negativt ved at aflevere noget til nogen.

så når vi starter aport træning, felt træning eller andet hvor hunden skal aflevere noget til mig, er dette allerede grundlagt. Du giver mig aporten, eller det du har søgt i feltet..

så vanker der 100% sikkert en belønning bagefter.. hvorfor først til at indlærer der, at du ikke tager fra hunden men bytter.

 

og bare lige for at klargøre, så er det altså ikke sådan at jeg er en af dem der har min hund til at ligge ude i forgangen hele dagen.. den ligger både i sofa og seng..

til tider endda under dynen når han og den bette hund for den ide. (igen noget der sikkert er forskellige holdninger til.)

 

Hvis du kan dokumentere dine påstande, så kan du ændre min holdning. Men som du nok kan fornemme og se på mit kildemateriale, så er det ikke en let opgave. Men jeg stiller muligheden åben. Jeg er altid klar til at forkaste viden til fordel for bedre dokumenteret ny viden. Det er klart.

 

Og naturligvis i en sober tone. Jeg opfatter det ikke som en hvepserede, men jeg mener som det fremgår, at dominanstanken er en farlig sti at gå af. Og selv når den ikke skader relationen mellem hund og ejer, så spilder den kostbar tid, der kunne være brugt mere hensigtsmæssigt sammen med sin hund

 

Og endelig - jeg ser dig bestemt ikke som en "dårlig ejer". Jeg tror bare der er nogle ting, som du kunne have stor glæde af at prøve at se anderledes på.

[Therese]

Jeg tror, folk reagerer på mad-delen, fordi du skriver, at du græmmes over det, når folk giver deres hund mad før dem selv og at du synes, det er sindsforladt. Det virker som en ret voldsom reaktion på noget, som af de fleste herinde (inkl. mig selv) betragtes som totalt ligegyldigt og fuldstændig uden betydning for relationen mellem hund og ejer.

[Lenschow]

Jeg tror, folk reagerer på mad-delen, fordi du skriver, at du græmmes over det, når folk giver deres hund mad før dem selv og at du synes, det er sindsforladt. Det virker som en ret voldsom reaktion på noget, som af de fleste herinde (inkl. mig selv) betragtes som totalt ligegyldigt og fuldstændig uden betydning for relationen mellem hund og ejer.

 

 

Jeg fodre alle kræene VED bordet. Det er skrækkeligt - især kattene er forfærdelige. De har 10 års træning i dette bag sig

Men vi hygger os

[Sitto]

Taget i betragtning hvor mange hvepsereder jeg satte min hånd i, da jeg skrev indlægget, er jeg overrasket over at det netop er mad delen folk faldt over.

Det er en debat, jeg flere gange har deltaget i og siderne er som regel ret fast trukket op. Nogle mener det er en myte, andre som jeg selv mener det er

en helt naturlig ting, at jeg som menneske spiser før hunden.

Jeg ville være ærgerlig over at tråden, ville blive fast lagt i dette spor. Men... sådan er det jo.Min holdning omkring det er meget tydelig, og tænker at enhver

med lidt hunde interesse kender indgående til begge synspunkter og idegrundlag. Vil helst vi bliver enige om at være uenige på det punkt

 

I forhold til "hånden i madskålen." igen, det er et menneske der gør det.. havde det været mellem to hunde, eller katten og hunden er det en anden sag.

Det er utroligt let at lære sin hvalp ikke at være beskyttende med sin mad over for et menneske, så jeg kan slet ikke se nogen grund til ikke at lære den det.

og nej, jeg vil ikke have at mine børn stikker klør 5 i madskålen, men skulle det endelig ske, eller at en gæst eller et barn vi har på besøg gør det,

vil jeg ikke risikere at stå med en aflivning af hunden, fordi jeg ikke har gidet bruge 5 minutter et par gange under dens hvalpe tid, på at lære den at

"nej makker, så forsvinder maden." og når du "hund." tillader det "så vanker der en ekstra lækker godbid (en skefuld kattemad.) man har parat i den anden hånd.

så tager det altså et minimum af tid at lære hunden at der ikke er noget negativt, ved at lade et menneske røre ved dens mad.

De hunde jeg har haft, har derfor den reaktion, at rører et menneske ved deres mad eller tager deres mad, logre de med halen.. det er indlært at det er en god ting.

ligeledes er det noget jeg løbende gør, i løbet af hundens leve tid. Går hen og røre ved dens mad, eller lader andre gøre det for mig, hvor efter hunden for ros og

en lækkerbisken til følge. Det betyder også, at et hvert menneske kan tage mad fra min hund, uden at den reagere uhensigtsmæssigt. hvilket jeg fortrækker, frem for at en eller anden

uvidende person kommer og tager min hunds mad og bliver nappet/bit.

 

Desuden mener jeg det er med til at underbygge træning med hunden, da den allerede som helt lille hvalp har lært, at der ikke er noget negativt ved at aflevere noget til nogen.

så når vi starter aport træning, felt træning eller andet hvor hunden skal aflevere noget til mig, er dette allerede grundlagt. Du giver mig aporten, eller det du har søgt i feltet..

så vanker der 100% sikkert en belønning bagefter.. hvorfor først til at indlærer der, at du ikke tager fra hunden men bytter.

 

og bare lige for at klargøre, så er det altså ikke sådan at jeg er en af dem der har min hund til at ligge ude i forgangen hele dagen.. den ligger både i sofa og seng..

til tider endda under dynen når han og den bette hund for den ide. (igen noget der sikkert er forskellige holdninger til.)

Selvom jeg er en af dem der mener at mine hunde må knurrer alt det de har lyst til, hvis nogen skulle stikke klør fem ned i deres mad - så betyder det jo ikke at de gør det. Jeg kan tage alt fra hundene uden de på nogen måde reagerer - men det er ikke lært ved, som du skriver, "nej makker, så forsvinder maden". Vores hunde skal ikke opleve at jeg ikke respekterer deres signaler, så vi har i stedet trænet det ved at jeg har tilbudt en lækker erstatning INDEN jeg tager maden, kødben el.lign. og ikke omvendt. Jeg vil simpelthen ikke straffe mine hunde for at bruge deres signaler, tværtimod vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at acceptere dem. Netop så hunden ikke oplever at få overskredet sin grænse og dermed går skridtet videre til at snappe/bide fx.

 

Men selvom jeg kan tage alt fra vores hunde, så skal folk stadig holde sig fra dem, når de ikke selv opsøger dem - og særligt i situationer hvor de spiser/sover/hviler sig. Og skulle nogen alligevel glemme det og de får en af hundene til at knurre fx, så er det ikke hunden der får skældud - det er den person som har overtrådt deres grænser, der bliver bedt om at lade dem være i fred.

[Niels M]

Taget i betragtning hvor mange hvepsereder jeg satte min hånd i, da jeg skrev indlægget, er jeg overrasket over at det netop er mad delen folk faldt over.

Det er en debat, jeg flere gange har deltaget i og siderne er som regel ret fast trukket op. Nogle mener det er en myte, andre som jeg selv mener det er

en helt naturlig ting, at jeg som menneske spiser før hunden.

Jeg ville være ærgerlig over at tråden, ville blive fast lagt i dette spor. Men... sådan er det jo.Min holdning omkring det er meget tydelig, og tænker at enhver

med lidt hunde interesse kender indgående til begge synspunkter og idegrundlag. Vil helst vi bliver enige om at være uenige på det punkt

 

I forhold til "hånden i madskålen." igen, det er et menneske der gør det.. havde det været mellem to hunde, eller katten og hunden er det en anden sag.

Det er utroligt let at lære sin hvalp ikke at være beskyttende med sin mad over for et menneske, så jeg kan slet ikke se nogen grund til ikke at lære den det.

og nej, jeg vil ikke have at mine børn stikker klør 5 i madskålen, men skulle det endelig ske, eller at en gæst eller et barn vi har på besøg gør det,

vil jeg ikke risikere at stå med en aflivning af hunden, fordi jeg ikke har gidet bruge 5 minutter et par gange under dens hvalpe tid, på at lære den at

"nej makker, så forsvinder maden." og når du "hund." tillader det "så vanker der en ekstra lækker godbid (en skefuld kattemad.) man har parat i den anden hånd.

så tager det altså et minimum af tid at lære hunden at der ikke er noget negativt, ved at lade et menneske røre ved dens mad.

De hunde jeg har haft, har derfor den reaktion, at rører et menneske ved deres mad eller tager deres mad, logre de med halen.. det er indlært at det er en god ting.

ligeledes er det noget jeg løbende gør, i løbet af hundens leve tid. Går hen og røre ved dens mad, eller lader andre gøre det for mig, hvor efter hunden for ros og

en lækkerbisken til følge. Det betyder også, at et hvert menneske kan tage mad fra min hund, uden at den reagere uhensigtsmæssigt. hvilket jeg fortrækker, frem for at en eller anden

uvidende person kommer og tager min hunds mad og bliver nappet/bit.

 

Desuden mener jeg det er med til at underbygge træning med hunden, da den allerede som helt lille hvalp har lært, at der ikke er noget negativt ved at aflevere noget til nogen.

så når vi starter aport træning, felt træning eller andet hvor hunden skal aflevere noget til mig, er dette allerede grundlagt. Du giver mig aporten, eller det du har søgt i feltet..

så vanker der 100% sikkert en belønning bagefter.. hvorfor først til at indlærer der, at du ikke tager fra hunden men bytter.

 

og bare lige for at klargøre, så er det altså ikke sådan at jeg er en af dem der har min hund til at ligge ude i forgangen hele dagen.. den ligger både i sofa og seng..

til tider endda under dynen når han og den bette hund for den ide. (igen noget der sikkert er forskellige holdninger til.)

 

Hvorfor skulle nogen dog tage maden fra din hund? Vi kan her sagtens gøre det, men hunden skal da have sin mad i fred. Har altid lært vores børn ikke, at forstyrre hunden når den spiser. Vi andre bryder os da heller ikke om, at tjeneren lige fjerner tallerkenen mens vi spiser, vel?

[Hofferne]

Jeg ved nu ikke om du har stukket hånden i en hvepserede. Men hundeopdragelse, og måden at holde hund på er et ømtåleligt emne (ligesom børneopdragelse er), så du må have ventet en reaktion, tænker jeg. Og jeg vil da gerne kommentere på dit indlæg - udover det med maden

 

Alpha: Jeg opfatter ikke mig selv som alpha i mit forhold til min hund. Vores dagligdag og samvær er baseret på erfaringer og tillid. Og så længe jeg ikke bryder tilliden, ser hunden ingen grund til at lave om på situationen. Jeg bestemmer, fordi han har erfaret, at det er jeg god til. Han stoler på, at jeg tager de (for ham) bedste beslutninger - og ikke fordi jeg står øverst på rangstien. Jeg er ligeværdig med min hund, men da det er mig, der tager initiativ de gode og hyggelig ting i hans liv (træning, lufteture, leg og kæl og klap) og det er mig der giver ham mad - tjaaa, så er der vel, set fra hans vinkel, ingen grund til at ændre på det :blink:

 

Hundens plads i min verden: Jeg er helt enig med dig i at hunden er et fantastisk dyr, og at man som ejer er ansvarlig for at sætte sig ind i de behov racen kræver :5up: Men det er så desværre også det eneste jeg er enig i...

 

Den med foderet har jeg svaret på tidligere. Og hvis jeg skal græmmes over noget, så er det, at du overhovedet lader det være en mulighed, at dit 3-årige barn stikker fingrene i hundens mad mens den spiser. Som ansvarlig hundeejer og forældre lader man bare ikke et 3-årigt barn være alene med en hund - og slet ikke når den har mad! Så muligheden bør være af teoretisk karakter.

Jeg er heller ikke enig i, at et hundekørekort er vejen frem. Her er oplysning og ansvarlighed mere nødvendigt end en gang teori om hundehold. Men det er en lang diskussion, der måske skal have sin egen tråd?

[Ascha]

Det er interessant at diskutere med en person der har en grundlæggende forskellig holdning fra hvad trenden er herinde. Normalt udvikler tonen sig i tråde som denne sig så uheldigt, at de fleste tilsidst smækker med døren og søger et andet sted hen hvor de kan finde mere ligesindede,.. jeg håber tonen kan holdes sobert og at du bliver hængende.

 

Der er primært to ting jeg hæfter mig ved i dit indlæg. Du forventer at dine børn har højere rang end dine hunde. Hvis vi nu taler rang, så er det der er afgørende for hvor man befinder sig i flokken, individets egenskaber i forhold til hvordan man forventes at løse en opgave. Men nu løser hverken hvalpe eller børn opgaver i flokken, så hvordan skulle de overhovedet kunne være en del af en floks rangorden?.

 

Den anden ting jeg studser over er, at du forventer at selv dine børn skulle kunne tage mad fra hunden. Jeg ved ikke om du nogensinde har spekuleret over at din chiblanding aldrig tager ting ud af munden på din hvalp, eller at den (som meget få hunde kan finde på) er ekstrem varsom hvis den endelig gør det. Selv en omega ulv har ret til at forsvare noget den har erobret som sit, ligesom en ranglav hund får lov (hvis hundene da ikke er ødelagt mentalt) til at beholde en bold den når først frem til. Om en hund føler behov for at advare omkring ressourcer den har indenfor sin intimsfære, er afgjort af om den forventer at dens ret til at forsvare "sit" bliver respekteret eller ej. Ingen af mine hunde er nogensinde blevet trænet til at jeg kunne tage deres "ejendom" fra dem, for i en hunds øjne er et individ der kan finde på at overskride de sociale regler på den måde, jo enten retarderet eller udfordret på det psykosociale plan.

 

Min hund spiser som regel efter at jeg har spist, men får jævnligt en lille bid imens jeg spiser. Skal vi tale om rang i den situation, så er det naturligt at alfaulve lader deres hvalpe spise før de andre voksne (igen, hvalpe er ikke en del af rangordenen) og hjemme hos mig er min hund hvalpen (hunde er jo mere eller mindre juvenile hele livet). Jeg er hendes forælder, der beskytter, opdrager og guider. Jeg er ikke hendes leder, for dels er hun en hund (og anser sikkert ikke mig for at være en hund), dels er den måde man i visse kredse omtaler lederrollen håbløst mistolket og betyder: den der bestemmer, sætter grænser og straffer uønsket adfærd. Men desværre virker den løsning også og derfor er det op ad bakke at ændre den generelle opfattelse af rangordenens betydning,.. eller skulle vi sige manglen på samme.

[Niels M]

Det er interessant at diskutere med en person der har en grundlæggende forskellig holdning fra hvad trenden er herinde. Normalt udvikler tonen sig i tråde som denne sig så uheldigt, at de fleste tilsidst smækker med døren og søger et andet sted hen hvor de kan finde mere ligesindede,.. jeg håber tonen kan holdes sobert og at du bliver hængende.

 

Der er primært to ting jeg hæfter mig ved i dit indlæg. Du forventer at dine børn har højere rang end dine hunde. Hvis vi nu taler rang, så er det der er afgørende for hvor man befinder sig i flokken, individets egenskaber i forhold til hvordan man forventes at løse en opgave. Men nu løser hverken hvalpe eller børn opgaver i flokken, så hvordan skulle de overhovedet kunne være en del af en floks rangorden?.

 

Den anden ting jeg studser over er, at du forventer at selv dine børn skulle kunne tage mad fra hunden. Jeg ved ikke om du nogensinde har spekuleret over at din chiblanding aldrig tager ting ud af munden på din hvalp, eller at den (som meget få hunde kan finde på) er ekstrem varsom hvis den endelig gør det. Selv en omega ulv har ret til at forsvare noget den har erobret som sit, ligesom en ranglav hund får lov (hvis hundene da ikke er ødelagt mentalt) til at beholde en bold den når først frem til. Om en hund føler behov for at advare omkring ressourcer den har indenfor sin intimsfære, er afgjort af om den forventer at dens ret til at forsvare "sit" bliver respekteret eller ej. Ingen af mine hunde er nogensinde blevet trænet til at jeg kunne tage deres "ejendom" fra dem, for i en hunds øjne er et individ der kan finde på at overskride de sociale regler på den måde, jo enten retarderet eller udfordret på det psykosociale plan.

 

Min hund spiser som regel efter at jeg har spist, men får jævnligt en lille bid imens jeg spiser. Skal vi tale om rang i den situation, så er det naturligt at alfaulve lader deres hvalpe spise før de andre voksne (igen, hvalpe er ikke en del af rangordenen) og hjemme hos mig er min hund hvalpen (hunde er jo mere eller mindre juvenile hele livet). Jeg er hendes forælder, der beskytter, opdrager og guider. Jeg er ikke hendes leder, for dels er hun en hund (og anser sikkert ikke mig for at være en hund), dels er den måde man i visse kredse omtaler lederrollen håbløst mistolket og betyder: den der bestemmer, sætter grænser og straffer uønsket adfærd. Men desværre virker den løsning også og derfor er det op ad bakke at ændre den generelle opfattelse af rangordenens betydning,.. eller skulle vi sige manglen på samme.

 

Så var der sørme noget vi er enige om Ascha! :blink:

[nr 49]

Det er interessant at diskutere med en person der har en grundlæggende forskellig holdning fra hvad trenden er herinde. Normalt udvikler tonen sig i tråde som denne sig så uheldigt, at de fleste tilsidst smækker med døren og søger et andet sted hen hvor de kan finde mere ligesindede,.. jeg håber tonen kan holdes sobert og at du bliver hængende.

 

Min hund spiser som regel efter at jeg har spist, men får jævnligt en lille bid imens jeg spiser. Skal vi tale om rang i den situation, så er det naturligt at alfaulve lader deres hvalpe spise før de andre voksne (igen, hvalpe er ikke en del af rangordenen) og hjemme hos mig er min hund hvalpen (hunde er jo mere eller mindre juvenile hele livet). Jeg er hendes forælder, der beskytter, opdrager og guider. Jeg er ikke hendes leder, for dels er hun en hund (og anser sikkert ikke mig for at være en hund), dels er den måde man i visse kredse omtaler lederrollen håbløst mistolket og betyder: den der bestemmer, sætter grænser og straffer uønsket adfærd. Men desværre virker den løsning også og derfor er det op ad bakke at ændre den generelle opfattelse af rangordenens betydning,.. eller skulle vi sige manglen på samme.

 

fuldstændig enig - den første hundetræner sagde også altid at hunden er ikke dum - den ved altså godt at vi er mennesker og ikke hunde.

 

hund og ejer vil aldrig kunne efterligne det hierarki en gruppe hunde danner.

[Therese]

Og et eller andet er det måske også misforstået at tale om rangorden som sådan en fast form, som man på ingen måde kan afvige fra? Mon ikke det er en mere dynamisk form for rangorden, hvor man påtager sig "chef-rollen" i situationer, hvor man har nogle specielle forcer?

Det giver i hvert fald mere mening ift. at udnytte alle de ressourcer man har i stedet for at skulle kunne finde en alpha, som var god til det hele. Det sker nok stort set aldrig og derfor må det være mest optimalt, at ansvaret bliver delt lidt ud mellem de forskellige flokmedlemmer.

[Engell]

Hvorfor skulle nogen dog tage maden fra din hund? Vi kan her sagtens gøre det, men hunden skal da have sin mad i fred. Har altid lært vores børn ikke, at forstyrre hunden når den spiser. Vi andre bryder os da heller ikke om, at tjeneren lige fjerner tallerkenen mens vi spiser, vel?

 

Ja der kan jeg kun sige at jeg forholder mig meget uenig i din sammenligning. At overføre menneskelige følelser og tanker til hund bryder jeg mig som sådan ikke om...

jeg tænker ikke vi bliver mere enige end at være uenige om det.

[Gæst DorteDK]

Som andre "faldt" jeg også lige over maddelen.

 

Mine hunde får mad 2 gange dagligt, og de spiser før os både morgen og aften, fordi det er praktisk for os og fordi de er sultne.

Ex morgenmaden serveres efter morgenturen, da er manden i bad så spiser hundene, så spiser vi bagefter.

Til aften (de får morgenmad kl. 0530) er de sultne og spiser ved 1645-1700 tiden noget før end os, men igen det er praktisk for os.

 

Både os to benene og de firbenene kan godt tage mad fra hinanden uden at nogen bliver sure

 

En anden ting er det at det er os der går først ud af døren så hunden bagefter. Den gælder heller ikke hos os, jeg lukker mine hunde ud af døren før mig men det er fordi det er praktisk, jeg får seler og halsbånd på dem og de bliver lukket ud i indkørslen (som er indhegnet) og så tulrer de lige lidt rundt mens jeg får sko og overtøj på

 

Når vi skal ud af porten (ude ved indkørslen) så går jeg først ud og hundene bagefter, men det er for sikkerheds skyld så de ikke bare farer ud på vejen

[Engell]

Jeg tror, folk reagerer på mad-delen, fordi du skriver, at du græmmes over det, når folk giver deres hund mad før dem selv og at du synes, det er sindsforladt. Det virker som en ret voldsom reaktion på noget, som af de fleste herinde (inkl. mig selv) betragtes som totalt ligegyldigt og fuldstændig uden betydning for relationen mellem hund og ejer.

 

Ja ok... måske end ubetænksom valg af ord.. men dog aligevel min holdning. Respektere dog at andre ser anderledes på det. Jeg tænkte ikke lige så meget på at udtrykke mig diplomatisk men mere tydeligt... så bestemt ikke min hensigt at fornærme nogen.

[Engell]

Som andre "faldt" jeg også lige over maddelen.

 

Mine hunde får mad 2 gange dagligt, og de spiser før os både morgen og aften, fordi det er praktisk for os og fordi de er sultne.

Ex morgenmaden serveres efter morgenturen, da er manden i bad så spiser hundene, så spiser vi bagefter.

Til aften (de får morgenmad kl. 0530) er de sultne og spiser ved 1645-1700 tiden noget før end os, men igen det er praktisk for os.

 

Både os to benene og de firbenene kan godt tage mad fra hinanden uden at nogen bliver sure

 

En anden ting er det at det er os der går først ud af døren så hunden bagefter. Den gælder heller ikke hos os, jeg lukker mine hunde ud af døren før mig men det er fordi det er praktisk, jeg får seler og halsbånd på dem og de bliver lukket ud i indkørslen (som er indhegnet) og så tulrer de lige lidt rundt mens jeg får sko og overtøj på

 

Når vi skal ud af porten (ude ved indkørslen) så går jeg først ud og hundene bagefter, men det er for sikkerheds skyld så de ikke bare farer ud på vejen

 

Den med først ind og ud ad døren siger mig så intet... har svært ved at forstå betydningen af det. .. altså at jeg skulle gå først eller sidst.. vis hunden går plads ja så følges vi... gør den ikke er det op til den selv om den går først eller sidst. .. har godt læst det i et par af de bøger jeg fornyligt gik igennem men det var ikke noget jeg tog til mig...

 

Hvis nogen undre sig over jeg skriver flere svar indlæg i rumpen af hinanden

.. så er det fordi jeg sidder på en mobil telefon...