Optimal håndtering af ejerfornemmelser

[PBC]

Maggie og Bonnie er 2 FT Springer Spaniels tæver. Bonnie er en frisk 11 årig og Maggie er godt 2 år og har lige passeret sin 3. løbetid - og jeg regner hende for moden og voksen.

 

Jeg lukkede terrasse døren op og med ud fulgte Maggie. Jeg satte mig på trappen og Maggie kom selvfølgelig hen til store nusse-tur.

 

Så kom Bonnie også ud og mente hun skulle med i nusseriet. Det men Maggie så ikke og stivnede og knurrede. Bonnie nedstirrede Maggie, men gjorde ikke mere.

 

Jeg afbrød, rejste mig og fortalte begge hunde at de var nogen pjatrøve - og de gik så i gang med at futte rundt hver for sig på græsplænen.

 

Men kunne jeg have gjort noget anderledes og bedre?

 

Der er generelt ikke den slags problemer. Hundene er meget glade ved hinanden og altid sammen - undtagen hvis jeg tager en med ud på jagt eller træning.

 

Bare for at undgå misforståelser er jeg naturligvis indstillet på at svare på spørgsmål også fra adfærdsbehandlere, for eller nytter det jo ikke noget Det er jo folk med indsigt i hunde adfærd jeg spørger

[Øffegrisen]

Jeg mener du skulle have fortalt Maggie meget tydeligt, at du ikke ville acceptere at hun knurrer af Bonnie. Alderen på dem begge taget i betragtning, vil jeg mene at den unge i øjeblikket tester af om hun kan (komme til) dominere den gamle.

De første test af dette vil netop som her foregå, hvor hun er tættest på dig, og har hun succes med det vil det eskalere og KAN (behøver ikke at gøre det) ende med at hun overfalder den gamle og du risikerer på sigt at stå med 2 hunde der ikke kan tåle synet af hinanden.

Situationen ligner til forveksling den jeg havde med min gamle (nu afdøde hund) og min Border Collie. Aldersforskellen var nogenlunde som hos dig: unge hund 1,5-2 år ældre hund 10-11 år (hanhunde begge 2) og det begyndte på præcis samme måde. Som dig valgte jeg at aflede og ignorere men det blev bare værre og værre og den unge overfaldt den ældre ved flere lejligheder, hvor det så var for sent at stoppe det, for fjendskabet var grundlagt mellem dem. Vi endte med at måtte holde dem totalt fra hinanden (ret anstrengende og træls situation) til den dag den ældre måtte aflives af helbredsmæssige årsager.

Jeg anser det for at være en naturlig udvikling, den unge aner at den ældre måske ikke er så stærk længere og vil overtage styringen, det kan jo osse gå godt at den gør det (afhænger noget af den unges temperament), men der er en risiko ved at lade dem tage den magtkamp. Hvis du derimod signalerer at du ikke accepterer knurren, så holder den unge sig tilbage noget tid endnu og det magtskifte der uundgåeligt vil ske, kommer til at glide af sig selv, fordi den ældre selv vil trække sig, i løbet af de næste par år.

[Niels M]

Jeg er jo ikke behandler, men mener du gjorde helt rigtige, aflede og slå det hen. Det virkede jo også efter hensigten. Som øffe skriver, er det ganske naturligt, at den unge prøver den gamle af. Det vil fortsætte til den gamle trækker sig. Da de er så gode venner tror jeg nu det sker uden dramatik, blod og pelstotter.

[Shii]

Jeg ville have håndteret det på samme måde.

 

Amy knurrer engang imellem af de andre når de forsøger at stjæle hendes opmærksomhed, og hver gang med samme resultat=Jeg gider ikke nusse med en hund der knurrer!

 

Jeg rejser mig, og fjerner hende fra opmærksomheden.

[Lene N]

Jeg vil også mene, du gjorde det rigtige. Mine to yngste tæver hhv. 4 år og 2½ år kan også godt have noget ressource forsvar i forhold til mig, dog kun hvis jeg sidder ned. Det er et par hunde, der ellers har det rigtig godt med hinanden, leger meget sammen, hænger ud sammen og hygger sig. Den ældste Sunshine er enebarn og har ikke fra hvalp af været vænnet at dele på samme måde som hvalpe fra et kuld, og det kan godt mærkes i den situation. Hun startede på den opførsel for et års tids siden, formentlig fordi Manilla, 1½ år yngre, var ved at blive voksen, og hun er en hund, der hviler mere i sig selv end Sunshine, der er noget usikker.

 

Jeg kunne sagtens som Øffegrisen foreslår prøve at skære igennem og gøre dem klart, at det vil jeg ikke finde mig i, men lige akkurat i den situation virker det ikke. Tvært imod jo mere jeg presser Sunshine, jo mere hidser hun sig op. Men efter jeg først har fundet ud af, at det hjælper bedre ikke at forsøge at skære igennem, skælde ud eller lign., fungerer det meget bedre, og de fleste gange kan jeg tale dem til ro. Ellers rejser jeg mig og går, og det løser problemet hver gang.

 

Men man skal selvfølgelig vurderer ud fra ens egne hunde. Det der fungerer bedst for mig og mine hunde i en given situation, er ikke nødvendigvis det bedste for andre og deres hunde. Jeg foretrækker selv at løse evt. problemer på den roligst mulige måde, men der er da andre situationer, hvor det virker fint at gøre opmærksom på, at det der vil jeg bare ikke finde mig i.

[Therese]

Jeg synes også din håndtering var helt fin ved ikke at gøre et stort nummer ud af det og netop fjerne dig, så Maggie ikke opnåede det hun gerne ville Der kan selvfølgelig godt komme flere af den slags sammenstød og det må du så tage til den tid. Indtil videre tænker jeg det er fint at afværge konflikten stille og roligt.

[luckyluna]

jeg mener du gjorde det helt korrekt. Man får sjældent noget ud af at skælde den knurrende hund ud. Hun retter det jo netop ikke mod dig og det vil ingen mening give for hundene at du blander dig i deres konflikt. Der i mod får maggie ikke succes med sit forehavene når du netop rejser dig og går. Det var jo ikke det hun ville have.

 

Jeg stoppede faktisk en hanhunde konflikt på den måde engang. Jeg passede to hanhunde og en tæve og mine egne to hunde på en gang. Altså 5 hunde i alt i 10 dage, det var hygge;)

 

Nå, men de to hanhunde var på det tidspunkt omkring 2 og 4 år. Yngste mand var terrier og den ældste en sheltie. Terrieren havde selvfølgelig et meget mere udfordrende temperament og ville gerne styre den anden hanhund hele tiden. Også i adgang til nus ved mig. Eller bare adgang til sofaen/eller et bestemt rum.

 

En aften sad vi så i sofaen, mig med sheila på den ene side, mysla ved fødderne og Terrier hanhund på den anden side af mig. Ind i rummet kommer sheltie og hopper op i sofaen ved siden af sheila. Terrier nedstirrer ham og knurrer. Jeg flytter straks min nusse hånd og rejser mig og forlader rummet. Kiggede lige ud af øjenkrogen på terrieren, der mildest talt så forbavset ud.

 

Efter nogle minutter gik jeg ind og satte mig igen og der var ikke mere vrøvl i den situation. Jeg gentog det samme, hvis han knurrede når vi alle skulle i seng (forestil dig lige 5 hunde der gerne må ligge i sengen og alle vil være der på en gang!)

[Gæst DorteDK]

Jeg mener også du gjorde det rigtige, jeg ville selv gøre det samme.

 

Sidder jeg og nusser Zeus og Walther kommer hen får de begge nus, nusser jeg Walther og Zeus kommer hen er Zeus temmelig anmasende han knurrer ikke men maser virkelig på for at være forrest. Jeg plejer ikke at gøre et større nummer ud af det jeg rejser mig og siger de er nogle skøre drenge.

[Lykkeliv]

Jeg er enig med de andre.

 

Min unge hanhund har ind imellem knurret af min ældre tæve hvis han ligger hos mig, eller på et rigtigt godt sted alene.

Langt de fleste gange ignorerer hun ham fuldstændigt, men fortsætter bare sit forehavende som intet er hændt og springer op i sofaen eller hvad hun nu lige skulle til. Det synes jeg egentlig er meget sigende for hvordan den gode leder bør reagere på den slags uønsket adfærd.

Han pakker også altid hurtigt sammen igen og lader hende komme op.

Hvis jeg når at reagerer plejer jeg enten at gå eller bede ham at gå, men for det meste løser det helt sig selv inden jeg overhovedet har nået at vurdere om jeg gider at rejse mig eller om jeg skal bede ham om at skride.

 

Jeg har set hende reagere på hans knurren 2 gange.

Den ene gang satte hun sig demonstrativt halvvejs ovenpå ham, efter han havde knurret af hende fra en plads i sofaen. Det var meget tydeligt for at fjerne ham, og han blev da også nødt til at gå.

En anden gang reagerede hun meget voldsomt og prompte. Der lagde hun ham faktisk ned og slap først da jeg råbte højt. Et par dage senere fandt jeg ud af at hun havde smerter i forbindelse med et lille hold i nakken, så jeg tænker klart hendes reaktion er kommet deraf.

[Ascha]

Jeg synes det var fornuftigt at du ikke skældte ud på Maggie. Hvis man ikke er helt sikker på hvad der foregår, eller bliver så overrasket at man ikke når at fokusere, så forværrer man i det mindste ikke noget ved at aflede.

 

Lagde du mærke til hvordan Bonnie så ud imens?. Hvis det var mine hunde ville jeg være interesseret i om den ældste hund tog det alvorligt eller om den bare anså den unge hund for at øve sig i at være stor i slaget.

[Aussiepower!]

Joya har/har haft tendens til ressourceforsvar i forhold til os (min mand og jeg) overfor de øvrige hunde her hjemme og et par enkelte gange da hun var helt lille, prøvede hun også at holde de store nede af sofaen ved at knurre, der har hun altid bare stille og roligt fået besked på at så kunne hun godt smutte! Ikke så meget drama, "bare smut pomfrit, vi gider ikke at snakke med dig, hvis du ikke kan oprørere dig ordenligt", det har aldrig givet anledning til ballade hundende i mellem herhjemme og hun har ikke knurret i de siturationer i flere år snart tror jeg, selvom hun stadig er frygtelig bange for at gå glip af noget, især hvis min mand snakker med Hovsa, så kan Joya næsten ikke være i sig selv -heller ikke selvom hun faktisk ligger over ved mig og bliver nusset, det er ikke godt nok, hvis Hovsa bliver snakket med af en anden, så skal hun over og prøve og myre sig ind, men det forgår uden knurren og sure miner, bare en masse indsmigren -så det er ca 50/50 om hun får succes med det. Og Hovsa er, lissom vores andre hunde har været det, fuldstændig ligeglad selvom han nogle gange nærmeste flyver ned af sofaen fordi han jo er en lille lort i forhold til, når hun kommer og møver sig ind

 

Og hun knurre heller ikke, selvom hun bliver snakket med, eller ligger i arm og Hovsa så kommer, så prøver hun bare at indsmigre sig lidt mere, tendensen til at knurre, synes jeg faktisk at vi har fået elimineret, ved konsekvent at bede hende om at smutte, når hun har forsøgt det.

[Hofferne]

Nu er jeg jo sådan en, der altid kun har haft én hund ad gangen (desværre!). Jeg har altid tænkt, at det dér sker mellem to af samme køn altså tæve vs. tæve/hanhund vs. hanhund. Men i Aussiepowers tilfælde er der jo tale om tæve vs. hanhund - er det virkelig lige så almindeligt? :hmm:

[luckyluna]

Nu er jeg jo sådan en, der altid kun har haft én hund ad gangen (desværre!). Jeg har altid tænkt, at det dér sker mellem to af samme køn altså tæve vs. tæve/hanhund vs. hanhund. Men i Aussiepowers tilfælde er der jo tale om tæve vs. hanhund - er det virkelig lige så almindeligt? :hmm:

 

Det kommer jo an på motivationen bag. Hvis det er ressourcer der er årsagen er det jo ligegyldigt med kønnet. Det bliver bare sjældent udviklet til det store drama hvis det er hvert sit køn, hvor det hos samme køn kan udvikle sig til deciderede konflikter, hvis ikke den eneste part bakker ud.

[Gæst DorteDK]

Nu er jeg jo sådan en, der altid kun har haft én hund ad gangen (desværre!). Jeg har altid tænkt, at det dér sker mellem to af samme køn altså tæve vs. tæve/hanhund vs. hanhund. Men i Aussiepowers tilfælde er der jo tale om tæve vs. hanhund - er det virkelig lige så almindeligt? :hmm:

 

Jeg tror også det er ligegyldigt med kønnet når der er en der har lidt ressourceforsvar.

Da jeg skulle have hund nummer to sagde alle jeg skulle vælge en tæve for to han hunde gik da slet ikke - nu er Zeus 4 år og der har aldrig været et skænderi imellem dem. Ingen har knurret eller vist tænder, altså jo når det er lege-knurren hold op de kan knurre så men det er jo så en anden sag

[PBC]

Jeg synes det var fornuftigt at du ikke skældte ud på Maggie. Hvis man ikke er helt sikker på hvad der foregår, eller bliver så overrasket at man ikke når at fokusere, så forværrer man i det mindste ikke noget ved at aflede.

 

Lagde du mærke til hvordan Bonnie så ud imens?. Hvis det var mine hunde ville jeg være interesseret i om den ældste hund tog det alvorligt eller om den bare anså den unge hund for at øve sig i at være stor i slaget.

 

Bonnie tager sig ikke rigtig af det - er nok ret ligeglad.

 

Det er afgjort Bonnie der bestemmer i almindelighed, men Maggie begynder, naturligt nok, at holde lidt mere på sin ret i visse situationer. Sjovt nok har bonnie ikke behov for at markere sin ret til at blive nusset, hvis det er Maggie der kommer til efterfølgende. Maggie kan endda stå i nakken på både Bonnie og jeg når Bonnie skal friseres. Bonnie er ligeglad. Hun tager det foreløbig med ophøjet ro.

[Aussiepower!]

Nu er jeg jo sådan en, der altid kun har haft én hund ad gangen (desværre!). Jeg har altid tænkt, at det dér sker mellem to af samme køn altså tæve vs. tæve/hanhund vs. hanhund. Men i Aussiepowers tilfælde er der jo tale om tæve vs. hanhund - er det virkelig lige så almindeligt? :hmm:

 

Joya har aldrig, i de tilfælde, skelnet i mellem om det var hanner eller tæver, hun knurrede lige meget af Flica, den gang hun levede, som hun har gjort af hanhundene, kønnet har slet ikke været et motiv i hendes tilfælde (ressourceforsvar) -og Flica svarede heller aldrig igen, hun var ikke i tvivl om hendes position og viste godt at der ikke var "noget i det"

[Ascha]

Bonnie tager sig ikke rigtig af det - er nok ret ligeglad.

 

Det er afgjort Bonnie der bestemmer i almindelighed, men Maggie begynder, naturligt nok, at holde lidt mere på sin ret i visse situationer. Sjovt nok har bonnie ikke behov for at markere sin ret til at blive nusset, hvis det er Maggie der kommer til efterfølgende. Maggie kan endda stå i nakken på både Bonnie og jeg når Bonnie skal friseres. Bonnie er ligeglad. Hun tager det foreløbig med ophøjet ro.

Uden at have set dine hunde sammen, kan det lyde lidt som når unge hunde kan finde på at humpe ældre hunde. Det er som om de lige opdager at de kan, og derfor forsøger at afprøve hvad det resulterer i. Mange mennesker bliver jo forfærdede over at den unge "dominerer" den ældre, men vi er bare ikke særlig gode til at læse hundenes dialog og ser ofte provokationer hvor hundene ikke ser dem,... er min erfaring.

 

Jeg tror du skal reagere som du også allerede har gjort og have fokus på Bonnie hvis det sker igen. Spreder det sig til andre situationer kan det være at man skal overveje om Bonnie skal have lidt støtte, men som du beskriver det nu, synes jeg det virker som om at hun har styr på det.

 

Edit: Hvordan har dine hunde det med hinanden i forbindelse med kødben og fodersøg?

Redigeret Juli 14, 2016 af Ascha
Glemte lige noget.

[PBC]

 

Edit: Hvordan har dine hunde det med hinanden i forbindelse med kødben og fodersøg?

 

Jeg bruger ikke fodersøg. Når de får friske kødben eller kvarte kyllinger serverer jeg i hunderummet i hver sin kasse - altså skålen ind i kassen til hver hund - og så forlader jeg arenaen. Har aldrig observeret problemer med det.

 

De "rene" ben kan de så godt tage med ind - og det gør de gerne. Det giver aldrig problemer. Der er de sædvanlige bytterier, hvor en hund forlader et ben - fx fordi min kone kommer hjem og den anden snupper det. Det accepteres - og det går begge veje. Så længe en hund bliver ved benet tager den anden det ikke.

 

Bonnie kan dog helt undtagelsesvist finde på at tage Maggies ben selv om Maggie kun er 50-60 cm fra det (altså ikke længere gnaver i det, men jo heller ikke helt har forladt det). Så knurrer Bonnie lidt og nupper det. Maggie har ikke reageret på det. Endnu da

[Lykkeliv]

Nu er jeg jo sådan en, der altid kun har haft én hund ad gangen (desværre!). Jeg har altid tænkt, at det dér sker mellem to af samme køn altså tæve vs. tæve/hanhund vs. hanhund. Men i Aussiepowers tilfælde er der jo tale om tæve vs. hanhund - er det virkelig lige så almindeligt? :hmm:

Det er i hvert fald også en af hvert køn her

 

Jeg har haft en tæve sammen med Asta, før jeg fik Modjo. Hundene kunne ikke sammen og jeg endte med at omplacere min gamle tæve, fordi de var ved at slå hinanden ihjel - på den bogstavlige måde.

 

Før deres konflikter for alvor optrappedes, oplevede jeg også lignende situationer, som også bare blev håndteret ved at den knurrende hund blev bedt om at gå. Der kunne godt gå lidt mere stirrekonkurrence i den mellem dem end der kan mellem mine nuværende hunde, og det tror jeg er meget typisk ifht. at det er to hunde af sammen køn.

Men måske det lige så meget bunder i at aldersforskellen på dem var mindre.

 

Konflikten handler jo om ressourcer, og hvis man ikke lige er typen af hanhund der er villig til altid at folde fordi man står overfor en tæve, så vil der jo komme noget.

[Amocca]

Jeg har 3 tæver og den mellemste af mine udviser relativt ofte denne adfærd, hvis jeg sidder i sofaen og hun sidder der sammen med mig, så vil hun pludselig bestemme om de to andre må eller ikke må komme op i sofaen. Hun har intet ønske om at være leder af flokken og laver aldrig andet gejl eller tester grænser på nogen måder. Hun har bare et (irriterende) ressourceforsvar omkring mig, som heldigvis kun kommer i spil i sofaen, så det er ikke et større problem.

 

Jeg gør som dig, ignorerer hende fuldstændigt. Enten rejser jeg mig og går eller også skubber jeg hende ned. For det meste hopper de to andre dog op i sofaen alligevel, på trods af hendes knurren.... også selvom jeg ikke når at rejse mig eller fjerne knurrebanditten

[Ninkamus]

Bonnie tager sig ikke rigtig af det - er nok ret ligeglad.

 

Det er afgjort Bonnie der bestemmer i almindelighed, men Maggie begynder, naturligt nok, at holde lidt mere på sin ret i visse situationer. Sjovt nok har bonnie ikke behov for at markere sin ret til at blive nusset, hvis det er Maggie der kommer til efterfølgende. Maggie kan endda stå i nakken på både Bonnie og jeg når Bonnie skal friseres. Bonnie er ligeglad. Hun tager det foreløbig med ophøjet ro.

 

Det tyder jo på Bonnie stadig er overlegne i deres forhold. Jeg vil ikke blande mig i deres indenbyrdes små intrier, kun skille dem af hvis det virker til at de kan komme galt afsted.

jeg synes du du gjorde det helt rigtige, at blande sig i sådan en situation kunne gøre det værrer, Bonnie der ikke tager på vej lader til at have styr på situationen