Jeg er simpelthen ved at revne af stolthed!

[sonja77]

Som jeg har fortalt lidt om tidligere i forskellige tråde, har Tyson haft et stort problem med at gø voldsomt af alle fremmede hunde. Jeg har fået hjælp af min adfærdsbehandler, og Tyson og jeg har trænet ikke-gø i et godt stykke tid efterhånden.

 

I starten skulle han nærmest bare se en anden hund som en prik i horisonten, så begyndte han at gø. Først syntes jeg næsten ikke, at der var nogle fremskridt, og det var lige jeg troede, at det aldrig ville blive bedre! Heldigvis begyndte der så at komme lidt fremskridt. Nogle gange kom der er stort ryk fremad, andre gange var der stilstand i lang tid. Nogle gange var der lidt tilbagegang, og der har hele tiden været både gode og dårlige dage (typisk afhængigt af hans stressniveau).

 

På et tidspunkt, hvor det ellers var begyndt at gå ret godt, blev han angrebet til agility, og et par uger efter så han sin legekammerat bliver angrebet af den samme hund. Det satte ham desværre tilbage i træningen, selvom det ikke var så slemt, som jeg havde frygtet.

 

Men nu har det bare gået rigtig godt i et stykke tid efterhånden, og jeg er simpelthen så pavestolt af min lille musling! De sidste par uger har han på det nærmeste ikke gøet af en eneste hund. Et par enkelte gange har han lige nået at sige et enkelt vov-vov - f.eks. da han så den doberman, som han hader og tidligere altid flippede så meget ud over, at han ikke var til at komme i kontakt med. Når jeg så har sagt "ah-ah", har han tiet stille, og lige så roligt siddet og set hunden passere, mens han har fået godbidder.

 

I denne uge har vi oplevet flere af de situationer, der tidligere var mest kritiske: En hund, der kom imod ham på et smalt fortov, hvor han ikke kan komme ud til siden. En unghund, der blev ved med at prøve at hoppe op af ham. En stor, løs hanhund, der kom løbende hen til ham, mens han selv var i snor. Og ikke en eneste af de gange har han gøet! De gange, hvor det har være for meget for ham, er han "gået i ly" bag mine ben og har stolet på, at så skulle jeg nok holde hunden fra ham, så han ikke behøvede at gø af den. :5up: Det er jeg bare så lykkelig for, da jeg tager det som et tegn på, at han har fået opbygget tillid til mig.

 

Det giver mig simpelthen sådan en varm følelse i kroppen, at han er blevet så dygtig. Min dejlige, dejlige vaps.

[Gæst Gucci]

Hvor ER det dejligt, at al jeres træning har båret frugt

 

I er dygtige begge to :5up:

[sonja77]

Hvor ER det dejligt, at al jeres træning har båret frugt

 

I er dygtige begge to :5up:

 

Tak. Det er jo ikke fordi, at vi er helt "færdige" - jeg tror, at vi skal blive ved med at træne i et godt stykke tid for at få det til at sidde rigtig fast, og der vil sikkert også være nogle tilbagefald nogle gange. Men altså, der er jo bare en verden til forskel på at gå tur med ham nu og for nogle måneder siden. Jeg kan jo ligefrem slappe af og bare nyde turen!

[Gæst PPP-Pero]

Det er bare super flot :klap2::klap::klap2:

Jeg kan godt forstå, at du er pavestolt

[Therese]

Det er bare super flot! :5up: til både dig og Tyson, for at have trænet så længe og blevet så dygtige..

 

Og det er da super rart for både ham og dig, at I ikke længere behøver stresse pga. fremmede hunde, men bare kan nyde turen.

[bernerazuro]

Ai, hvor lyder det bare godt :klap:

 

Han er supersej ham Tyson Og ligeså er du! :5up: Fedt at I er nået så langt! :klap:

[Freudika]

Totalt sejhedsTyson :5up:

[sonja77]

Totalt sejhedsTyson :5up:

 

SejhedsTyson - det burde næsten være hans nye kælenavn! :blink:

[Trei]

Ih, hvor dejligt at høre at det går så godt! :5up:

 

Det er virkelig flot gået af jer begge to at I er kommet så langt at han kan håndtere så svære situationer, rigtig godt gået altså! :klap2:

[Gæst Sitto]

Hvor er det bare flot - af jer begge to! :5up:

 

Kender det godt, har selv været turen igennem med Kency.. *SUK*

 

I starten var hun en pestilens at gå tur med, der var absolut ikke noget hyggeligt over at gå tur med hende.. har ikke tal på hvor mange gange jeg nærmest er væltet ind af døren derhjemme og klaget min nød til min mor, efter en gåtur!

 

Men elskede jo den bette pelsklump, så kunne jo ikke bare opgive hende. Så jeg kæmpede selvfølgelig videre - og selvom det var hårdt så var det det hele værd! Og den dag vi kunne gå en tur uden at hun flippede fuldstændig skrot når hun så en hund, den dag glemmer jeg aldrig. Damn jeg var stolt og intet kunne ødelægge min dag, den dag! :banan:

 

Det er så dejligt når man endelig kan se fremskridt - gåturene bliver MEGET hyggeligere for begge parter. :blink:

[luckyluna]

hvor er i dygtige:5up:Det er dejligt når man kan se fremskridt:-)

 

Må man måske høre hvad du har gjort i situationerne? Jeg er jo ved det samme og kunne måske få lidt inspiration:-D

[sonja77]

hvor er i dygtige:5up:Det er dejligt når man kan se fremskridt:-)

 

Må man måske høre hvad du har gjort i situationerne? Jeg er jo ved det samme og kunne måske få lidt inspiration:-D

 

Jamen, det er jo det helt klassiske. I starten sørgede jeg for at holde os på så lang afstand af hundene, at han ikke gøede (og det var altså ret så lang afstand ), og gav ham så godbidder, mens jeg roste ham i roligt stemmeleje, mens han så dem passere. Langsomt har vi så kunnet komme tættere og tættere på. Vi har også trænet en del med Bujus Samson som figuranthund, hvor vi gik i cirkler om ham - først langt fra, og siden tættere og tættere på - mens Tyson fik ros og godbidder for ikke at gø. Senere byttede vi, så Samson gik i cirkler om os, mens Tyson fik ros og godbidder for at forholde sig roligt.

 

Når der er "gået galt", og han er begyndt at gø, har jeg stoppet ham ved roligt at sige "stop" (det signal kender han) og har så rost og givet godbidder, når han har stoppet. Jeg er så gået lidt væk med ham, så han ikke var så tæt på hunden. Typisk har det jo været min fejl, at han er begyndt at gø, fordi jeg har troet, at han kunne være tættere på, end han egentlig har været klar til. Jeg har derfor sørget for at lægge mere afstand på efterfølgende.

 

Når vi har mødt en hund, som jeg har vurderet, at han ville kunne hilse roligt på uden at gø (og har fået ejerens tilladelse til at lade ham hilse), har jeg givet ham signalet "værsgod, hilse". Det har han virkelig taget til sig som et signal til, at nu kan han hilse pænt på hunden uden at gø af den. I starten fik han sjældent lov til at hilse på hunde, han ikke kendte, da han havde svært ved at håndtere det, men nu får han lov til at hilse på en del fremmede hunde.

 

Sammen med den direkte træning, har vi også lavet en del indirekte træning, ved at lave mange samarbejds- og kontaktøvelser.

 

Nå ja, og så er der den lidt "kontroversielle" del af træningen - i hvert fald noget, jeg har fået mange hug for af andre hundeejere, også selvom jeg har sagt, at det er på min adfærdsbehandlers anbefaling. Hvis vi er kommet i en situation, som Tyson ikke har været parat til at håndtere, og hvor vi ikke har haft mulighed for bare at gå væk - f.eks. når vi i starten skulle passere tæt forbi en hund på en smal sti, hvor vi ikke kunne gå ud til siden, eller hvis en stor, løs hanhund, kom stormende hen til ham - har jeg tilbudt ham at komme på armen. Jeg har naturligvis ikke panisk flået ham op, ynket ham e.l., men bare stille og roligt ladet ham komme op og væk fra den situation, der var for meget for ham.

 

Hold da op, hvor har jeg skullet høre mange kommentarer om, at jeg lærte ham at være bange, og at det var mig, der skabte problemet for ham. Men det var jo IKKE noget, jeg gjorde, før han fik sit problem. Og det har virket! For nu har han tillid til, at jeg nok skal hjælpe ham, hvis han har brug for det. Nu er han begyndt jævnligt at kunne hilse pænt på store hunde, hvilket han aldrig kunne før - selvom de andre hundeejere gerne har villet fortælle mig, at jeg gjorde ham bange for de store hunde ved at tage ham på armen.

 

Nu hvor han er blevet så dygtig, tager jeg ham sjældent på armen. Hvis jeg f.eks. kan se, at det er lidt for meget for ham, at en stor hanhund snuser til ham, kan jeg typisk nøjes med at sætte mig på hug mellem hundene, så Tyson kan "komme i ly" bag mig. Og så er han ok og gør ikke af den store hund, hvilket var utænkeligt for kort tid siden.

 

Tyson bruger nu nogle gange på eget initiativ det med at komme på armen, hvis en situation bliver for meget for ham. Hvis f.eks. en stor flok hunde stormer hen mod ham i vild leg, beder han om at komme på armen, i stedet for at gå amok og gø som en sindssyg, hvilket var hans tidligere strategi. Han kan så fint komme ned og hilse, hvis der kommer lidt mere ro på. Eller hvis en voldsom unghund bliver ved med at ville springe på ham og ikke forstår hans signaler om, at det gider han ikke, så går han ofte først om bag mine ben. Hvis hunden så alligevel bliver ved, også efter at han har sagt fra med et arrigt vov eller en knurren, så beder han om at komme på armen frem for at lave gøkoncert. Jeg tager ham ikke altid på armen, når han beder om det, nogle gange vurderer jeg, at det er nok at sætte mig på hug og lade ham komme "i ly" mellem mine ben eller bag mig. Det afhænger af situationen og hans stressniveau.

 

Og han er også blevet bedre til at sige helt kort fra, uden at hidse sig op i en hysterisk gø-spiral. Det er jo ikke alle hunde, han hilser på, som han rigtigt gider. Det synes jeg er helt ok, og jeg synes også, at han skal have lov til at gøre hunden opmærksom på, at han ikke gider at snakke med den. Hvis han prøver at gå sin vej, og hunden bliver ved med at følge efter og ville snuse til ham eller puffe til ham, selvom han knurrer af den, siger han et kort "lad mig være"-vov, der er svært at misforstå for de fleste hunde (altså undtagen nogle af de voldsomme unghunde ). Jeg synes, at det er rigtig fint, at han kan begrænse sig til det, for tidligere ville han som sagt være flippet skråt i sådan en situation. Og han virker også rolig bagefter, hvor han tidligere ville have været stresset i et stykke tid efter. Og jeg tror altså på, at det er fordi han stoler på, at jeg nok skal gå ind og tage over, hvis situationen bliver for meget for ham.

 

Det blev en længere smøre - nok især fordi jeg følte, at jeg skulle forsvare det der med at tage ham på armen, for det hører jeg virkelig meget for. Men det har altså fungeret for os, så æv-bæv til alle dem, der har skældt mig ud for det. :blink:

[Dinah]

aiii, hvor fantastisk:5up:

 

Kender dén stolthedsfølelse, når der virkelig sker noget - både stort og småt:vinken:

[Aslan]

Aaaaaaaarh det er bare så dejligt når der sker noget :blink:

 

 

Hvor er i 2 bare gode :klap2:

 

 

Syntes der sker en del derovre lige for tiden :blink:

[sonja77]

Syntes der sker en del derovre lige for tiden :blink:

 

Hvad hentyder du til?

[Gæst Tanten]

:klap::klap::klap:Det er skønt når nogle kan berette om fremskridt :5up:

[luckyluna]

tak for din forklaring:-D Du får i hvertfald ikke høvl af mig for at tage ham op, jeg ville ønske jeg kunne gøre det samme, meen det går vist ikke:-D

 

Ellers gør vi jo det samme,med den forskel at myslas problem er lidt anderledes, da hun mestgør af hunde langt vækog ikke af hunde vi går direkte imod. Forudsat at hun er rolig. Er hun stresset, så gør hun afhvad som helst.

[sonja77]

tak for din forklaring:-D Du får i hvertfald ikke høvl af mig for at tage ham op, jeg ville ønske jeg kunne gøre det samme, meen det går vist ikke:-D

 

Årh, kom nu, det lille nips kan du da sagtens bære. :blink:

[luckyluna]

Årh, kom nu, det lille nips kan du da sagtens bære. :blink:

 

jojo, hun vejer kun 13 kg, så løfte hende kan jeg godt, men hunsynes det er forfærdeligt, når man ikkekan holde hende ordenligt;-)

[Tweesa]

Iiiih hvor er I dygtige! Super lækkert at høre når tingene bare kører!

 

Jeg tilbyder iøvrigt også mine at komme på arm, primært Bitten - og jeg er helt enig, når de forstår konceptet så forhindre det tingene i at eskalere sig! Bitten klapper også i når hun sidder på arm, og beder selv om at komme ned igen når den fremmede hund er gået forbi

[Nollike]

Hvor er det bare godt gået af jer begge to :5up: :klap:

[sonja77]

 

Jeg begik åbenbart hybris, da jeg lavede den her tråd.

 

Da jeg lavede tråden, havde vi haft et par virkelig gode uger, hvor Tyson nærmest var eksemplarisk, når vi mødte andre hunde. Efterfølgende begyndte han så at få nogle dårligere dage ind imellem igen, men havde stadig flest gode dage.

 

Nu er vi så lige pludselig tilbage ved nul! I lørdags tog vi i hundeskov med Buju og Samson. Så snart vi kom derud, var det tydeligt, at Tyson var helt oppe i et stressfelt, hvor jeg aldrig har set ham før. Han gøede konstant - af alle mennesker, alle hunde og af - ingenting? Selv når vi var helt alene, gøede eller peb han meget af tiden.

 

Det var helt sikkert en rigtig dårlig dag at have ham i hundeskov på, for det gjorde jo bare samtlige hundemøder stressende og ubehagelige for ham, men jeg anede ikke, at han havde det sådan, derhjemme havde han ikke virket stresset.

 

Måske en eftervirkning af, at julen var lidt for meget for ham?

 

Om det stadig skyldes stress eller den dårlige dag i skoven ved jeg ikke, men i går og i dag har også været rigtig slemme. Han gør af hunde på laaang afstand, hvilket han ellers holdt op med for længe siden, og han synes helt klart, at det er ubehageligt, så snart han får øje på en hund. Enten gør og piber han, ellers prøver han hurtigst muligt at komme i modsat retning eller han prøver at hoppe op på armen af mig.

 

Øv, hvor er det hele bare dumt.

[Gæst Tanten]

Puha - Lyder ikke som gode oplevelser

 

Du kan ikke bebrede dig selv at du tog i hundeskoven hvis han havde virket OK de sidste par dage - og det er nok også svært hver eneste gang at kunne time alt perfekt, samt vide hvordan reaktionen på en given situation bliver.

 

Held og lykke med den fortsatte kamp :ae: