Når hunden fylder for meget...

[Gæst kleo]

Du bad om skilsmissen?

 

man kan sige vi blev enige om at vi var "vokset fra hinanden"

[FrkSmilla]

Træls situation. Måske er kæresten jaloux på hvalpen som jo sikkert er temmelig mor-syg (nu er du jo den, der tager sig af den, og det er derfor kun dig, der duer lige nu.. naturligt nok).

 

Jeg tror at efterhånden som hvalpen bliver mere selvstændig og gider hænge ud med ham også, så vil han ændre mening. Jeg forestiller mig, det er lidt som med små børn. Jeg læste i en artikel, at små børn ikke gjorde folk speciel lykkelige (det ved jeg så ikke om er rigtigt)- og især ikke mænd, stod der. Og det har nok noget med, at mens børnene er små er det tit bare mor, der er bedst (og kvinderne nyder det).

 

Kan du ikke få ham til at fodre hvalpen eller give den godbidder/ lege meed fodbold ude i haven (score nogle billige points hos hvalpen) og måske selv være bedre til at give hvalpen fra dig? (Hvis det da er et problem..).

 

Jeg kender det selv fra Smilla, som klæber til mig, og som nærmest er umulig for min kæreste at gå tur med, når turen går væk fra mig. På vej hjem logrer hun hele vejen (irriterende for ham..) Men det går fremad desto mere han tager sig af hende og nu er det også ham, der skal gå til hundetræning med hende. Det er sikkert sundt nok..

 

Held og lykke. :ae:

[Aslan]

man kan sige vi blev enige om at vi var "vokset fra hinanden"

 

 

ok, og undskyld jeg spurgte, sad lige og tænkte på at jeg egentlig var ret uhøflig

 

 

Jeg blev nu bare nysgerrig ud fra din setning om at du ikek savnede ham

[Gæst sjobo]

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide at satse på at ens partner "nok ændrer sig"..... Det er egentlig respektløst.

 

Hvis et menneske ikke kan lide hunde, så skal det menneske da ikke være tvunget til at leve sammen med en hund.

 

Eller børn.

 

Jeg ville aldrig finde på at vælge en partner, der ikke var interesseret i hunde. Det er IKKE nok at han "måske kan finde sig i dem". En hund har, ---ligesom et barn--- krav på at være elsket af sine nærmeste!

 

Måske skal du vælge? Hvem er vigtigst? Din kæreste eller din hund? --Men med "din hund" mener jeg ikke bare din nuværende hund, men selve det, at være hundeejer ..

 

Min 7 år gamle Silke har jokket i en hundelort, så nu "dufter" hele huset af lort, selv om HUN er ren igen..

 

---Der vil ALTID være gener ved at leve sammen med en hund. Bare tænk på hundehår og fældning. Gøen, prutten og snorken. Og så er det dyrt.

Hvis en kæreste ikke kan falde for en HVALP?? så er det altså sandsynligt, at det ikke bliver anderledes. Bare vent, til den bliver en uartig teen-ager!

 

Helt klart det bedste svar i denne tråd :5up:

[Gæst milder batmusen]

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide at satse på at ens partner "nok ændrer sig"..... Det er egentlig respektløst.

Hvis et menneske ikke kan lide hunde, så skal det menneske da ikke være tvunget til at leve sammen med en hund.

 

Eller børn.

 

Jeg ville aldrig finde på at vælge en partner, der ikke var interesseret i hunde. Det er IKKE nok at han "måske kan finde sig i dem". En hund har, ---ligesom et barn--- krav på at være elsket af sine nærmeste!

 

Måske skal du vælge? Hvem er vigtigst? Din kæreste eller din hund? --Men med "din hund" mener jeg ikke bare din nuværende hund, men selve det, at være hundeejer ..

 

Min 7 år gamle Silke har jokket i en hundelort, så nu "dufter" hele huset af lort, selv om HUN er ren igen..

 

---Der vil ALTID være gener ved at leve sammen med en hund. Bare tænk på hundehår og fældning. Gøen, prutten og snorken. Og så er det dyrt.

Hvis en kæreste ikke kan falde for en HVALP?? så er det altså sandsynligt, at det ikke bliver anderledes. Bare vent, til den bliver en uartig teen-ager!

 

min bedre halvdel ser det som en belastning at jeg har hunde især da det aldrig har sagt ham noget men det styrer han selv de bliver begge hunde

 

det der irritere ham endnu mere er at de må mere end den almene hund de er i møbler,går rundt på bordene hvis muligheden byder sig stjæler mad osv dette irritere ham meget men igen han må leve med det eller smutte kan ikke se problemet han behøver ikke at have noget med dem og gøre han fodre ikke,lufter ikke osv osv

[Birgitta]

min bedre halvdel ser det som en belastning at jeg har hunde især da det aldrig har sagt ham noget men det styrer han selv de bliver begge hunde

 

det der irritere ham endnu mere er at de må mere end den almene hund de er i møbler,går rundt på bordene hvis muligheden byder sig stjæler mad osv dette irritere ham meget men igen han må leve med det eller smutte kan ikke se problemet han behøver ikke at have noget med dem og gøre han fodre ikke,lufter ikke osv osv

...Hvis det var dit BARN, han havde det sådan med, så VILLE du kunne se problemet (forhåbentlig!). At den ene halvdel af familien er konstant irriteret på "de kære små" vil da være med til at forstærke dårlig opførsel! Et barn ville få adfærdsproblemer alene af DET.

Skulle det ikke gælde for hunde?

[Gæst milder batmusen]

...Hvis det var dit BARN, han havde det sådan med, så VILLE du kunne se problemet (forhåbentlig!). At den ene halvdel af familien er konstant irriteret på "de kære små" vil da være med til at forstærke dårlig opførsel! Et barn ville få adfærdsproblemer alene af DET.

Skulle det ikke gælde for hunde?

 

 

nej egentlig ikke jeg ser ingen problemer de ignorer ham fuldstændig og er egentlig ligeså ligeglade med ham som han er med dem

 

den ene har kendt ham siden han var omkring de 2-3 år og han er stadig ikke vild med den bedre halvdel han er ikke villig til og dele mor med kæresten

bare de har deres mutti så er de bekymringsfrie

 

hundene har intet problem det irritere nok mere ham end det gør dem hvis de gøer eller stjæler mad eller lign så bliver han irriteret kan man se og han kan kommentere at hunde ikke burde have lov til sådanne ting jeg svarer bare at sådan er det her i huset og det bliver ikke anderledes

 

han ville nok kunne acceptere det bedre hvis de ikke gjorde de der ting som og stjæle,være i møblerne ,gå på stuebordet i ny og næ

[Birgitta]

nej egentlig ikke jeg ser ingen problemer de ignorer ham fuldstændig og er egentlig ligeså ligeglade med ham som han er med dem

 

den ene har kendt ham siden han var omkring de 2-3 år og han er stadig ikke vild med den bedre halvdel han er ikke villig til og dele mor med kæresten

bare de har deres mutti så er de bekymringsfrie

 

hundene har intet problem det irritere nok mere ham end det gør dem hvis de gøer eller stjæler mad eller lign så bliver han irriteret kan man se og han kan kommentere at hunde ikke burde have lov til sådanne ting jeg svarer bare at sådan er det her i huset og det bliver ikke anderledes

 

han ville nok kunne acceptere det bedre hvis de ikke gjorde de der ting som og stjæle,være i møblerne ,gå på stuebordet i ny og næ

 

Hvis det var MIN kæreste, så røg han UD! Det liv ville jeg ikke byde min hund!

 

HAN skal da være med til at lære dem hvad de må og ikke må! Og DE kan da ikke respektere HAM hvis ikke han tager sig af dem! Hvis de respekterede ham, så ville de da aldrig gøre de ting, der irriterer ham.

 

.....Og jeg taler IKKE om at han skal være "hård" eller skræmme dem. Tværtimod! Han skal da lave ting sammen med dem, som de kan lide. Så de kommer til at se ham som et spændende og nyttigt menneske.

[Gæst milder batmusen]

Hvis det var MIN kæreste, så røg han UD! Det liv ville jeg ikke byde min hund!

 

HAN skal da være med til at lære dem hvad de må og ikke må! Og DE kan da ikke respektere HAM hvis ikke han tager sig af dem! Hvis de respekterede ham, så ville de da aldrig gøre de ting, der irriterer ham.

 

.....Og jeg taler IKKE om at han skal være "hård" eller skræmme dem. Tværtimod! Han skal da lave ting sammen med dem, som de kan lide. Så de kommer til at se ham som et spændende og nyttigt menneske.

 

jo men så er problemet han vil ikke have nogen ting de gør men det vil jeg gerne :confused: han vil ikke have hunde i møblerne,at de stjæler,render på borde osv

 

han kan godt lege med dem ude med en bold eller lign men jeg har det egentlig fint med at de ikke er knyttet til ham da jeg godt kan lide at de er lidt enmands hunde så hvis han kunne lide hunde ville jeg ikke have at han brugte meget tid med dem da det er mine og mine kollegaer og træningspartnere så det er bedst hvis de er knyttede til mig ikke ham men nu skal de ikke forståes på den måde at de hader ham de er glade når han kommer osv og hilser venligt og vil gerne lege hvis han tilbyder leg med dem

[cs-dumle]

Her var aftalen inden der kom hvalp i huset at det var mit projekt, min opgave og Bjørn skulle under ingen omstændigheder generes af det... Yeah right... med en hyper hund i huset var det jo temmelig umuligt ikke at indrage Bjørn i det og jeg havde ærlig talt svært ved at klare opgaven selv.

Bjørn hjalp til, men brokkede sig da en del over hvor meget det krævede... det samme gjorde jeg... en dag blev det så slemt at vi kom til at snakke om at dette var en hund der ikke var hvad vi regnede med, en hund der krævede mere end vi kunne give... en hund der måske skulle afleveres på et internat... men her kiggede Bjørn på vores sovende hvalp og sagde at det kunne vi altså ikke. Vi havde anskaffet os ham så måtte vi også tage ansvaret og det gjorde vi.

 

I dag går Bjørn altid aftenturen med Dumle, middagsturen deler vi eller går sammen og hverken Bjørn eller jeg vil undvære Dumle for noget andet. Nu snakker Bjørn ofte om når han skal have sin egen hund en dag som han træner og lige for tiden har han lille Kali at øve sig på (og han klarer det godt)...

 

Det skal så lige siges han slet ikke var hundemenneske i begyndelsen og også blev meget overrasket (skræmt?) over hvor meget det krævede.

 

Så jeg vil foreslå som de andre. Tag en snak og send ulven en tur på ferie så i kan være lidt jer selv. Ekaterina kan forresten anbefales :blink: Bjørn savnede ihvert fald Dumle lidt da han blev passet ved hende... Desværre tror jeg ikke det galt den anden vej rundt, Dumle hyggede sig så meget han næsten ikke ænsede da vi kom ind ad døren for at hente ham

[Aussiepower!]

Det er et svært spørgsmål at råde i og det er svært at vide om det ændre sig, hvis han allerede nu kan modstå en lille nuttede hvalps charme, må jeg indrømme at jeg ikke syntes at det tegner lyst, men det kan narturligvis være at det bliver bedre når Fenris bliver ældre og nemmere :ae:

 

Den gang jeg begyndt at spørge min kæreste om vi ikke skulle have hund, var svaret nej, og det blev det ved med at være Han viste dog at jeg var hundemenneske, der har altid været hund i mit barndoms hjem og jeg havde faktisk også selv hund da vi mødtes, jeg var 16 på det tidspunkt, men da vi først var flyttet for os selv, hvor vi ikke måtte have hund, mente han åbenbart også at det skulle forblive sådan da vi flyttede et andet sted hen, men det mente jeg ikke... :blink: Så jeg anskaffede Flica, hun er en 'genbrugshund' og jeg hentede hende mens min kæreste var på arbejde, han viste godt at jeg ville tage ud og se hende, og på vej derud skrev jeg en sms til min anden halvdel om at der nok var en hund når han kom hjem fra arbejde, og det var der Selvom han havde sagt nej til at få hund tog han nu pænt i mod hende, men hun var så også voksen (knap 2 år), var veltilpasset, renlig og kunne være alene hjemme osv. så hun udgjorde jo ikke de store 'problmer', og jeg tog mig af stortset alt med luftning, fordring og træning, og han lærte hende så ting som at være i sofaen og tigge ved bordet

 

Da jeg efter et par år ville til at have hund nummer 2, sagde han dælme også nej, men jeg mente stadig noget andet, så jeg anskaffede Cody, endnu en genbrugshund, han kom til os dagen for sin 7 års fødselsdag og udgjorde heller ikke nogen problmer

 

Efter oprindeligt at have fået nej til de to første, spurgte jeg slet ikke trejde gang, jeg konstaterede bare at nu skulle vi have en hund mere, denne gang en hvalp! Det blev ikke rigtig kommenteret Men da der lige pludselig kom en uforudset udgift i vejen et par uger før Chivas var gammel nok til at komme hjem til os, så jeg ikke rigtig kunne se hvor vi skulle få pengene fra til ham, blev jeg selvfølgelig dybt fortvivlet og ked af det, men så var det min kæreste det trøstede og mente at vi nok skulle finde ud af det, og det gjorde vi og hjem kom ham

 

Siden har jeg fået ham til at køre til Belgien for at hente en hvalp, til sjælland for at hente en hund, til Belgien igen for at få parret en tæve, vi haft et kuld hvalpe, fået ham til at tage med til udstillingen i fredericia for at møde vores tyske hvalpekøber, til nordjylannd for at besøge en anden hvalpekøber osv. osv. Og til efteråret håber jeg på at vi skal en tur til Polen og hente en vaps, han er indviet i disse planer og har ikke brokket sig endnu Så på trods af alle hans nej'er, må man sige at han har vænnet sig til hundelivet Det er dog stadig mine hunde og mig der har ansvaret og fodre, lufter, træner og så videre, faktisk er det sådan at de få gange jeg har været væk en nat eller to, har jeg lavet madpakker til hundene med den mængde de skal have og indprentet ham hvornår de skal have det og den slags, for de ting er han normaltvis ikke indvoldveret i Men det passer mig fint

[Gæst Deaddollface]

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide at satse på at ens partner "nok ændrer sig"..... Det er egentlig respektløst.

 

Hvis et menneske ikke kan lide hunde, så skal det menneske da ikke være tvunget til at leve sammen med en hund.

 

Eller børn.

 

Jeg ville aldrig finde på at vælge en partner, der ikke var interesseret i hunde. Det er IKKE nok at han "måske kan finde sig i dem". En hund har, ---ligesom et barn--- krav på at være elsket af sine nærmeste!

 

Måske skal du vælge? Hvem er vigtigst? Din kæreste eller din hund? --Men med "din hund" mener jeg ikke bare din nuværende hund, men selve det, at være hundeejer ..

 

Min 7 år gamle Silke har jokket i en hundelort, så nu "dufter" hele huset af lort, selv om HUN er ren igen..

 

---Der vil ALTID være gener ved at leve sammen med en hund. Bare tænk på hundehår og fældning. Gøen, prutten og snorken. Og så er det dyrt.

Hvis en kæreste ikke kan falde for en HVALP?? så er det altså sandsynligt, at det ikke bliver anderledes. Bare vent, til den bliver en uartig teen-ager!

 

Uha.. At siddestille om man kan leve med hund eller barn er da overhovedet ikke det samme.. Hvis jeg havde en kæreste, der ikke var enig i projekt hund, kunne det da accepteres, hvis han var villig til selv at acceptere at bo med en hund.. De behøver ikke have et forhold, hvis begge er ligeglade med hinanden, og kan de acceptere hinandens tilstedeværelse, er det da helt fint....

 

Men, det samme gør sig absolut ikke gældende ved et barn.. Ikke i mine øjne..

[Lykkeliv]

Hva så Deluxious? Fik I snakket om tingene og er der nyt i "sagen"?

[Petrine]

Jeg giftede mig med en hundehader, det er kun ganske få uger siden han første gang tørrede 'noget' op fra gulvet - indtil da har jeg taget mig af alt det kedelige og i starten var han 'den sure onkel' der skreg 'IKKE I SENGEN', hvis han ikke var konverteret og begyndt at kalde 'Muuuusse koooom vi skal sooove' så havde jeg blot respekteret hans hundehad og havde ikke fået hund. Jeg ville ikke have nerver til at vente til hunden blev voksen og mindre belastende - har ingen anelse om hvad du skal gøre nu hvor hunde er kommet og kæresten ikke synes det er så fedt , tro mig, hunden kan mærke det, Petrine kastede sig ned fra sengen når manden kom hjem dengang han var 'onkel sur' og holdt sig fra ham.

[Adele]

Undskyld at jeg lige river noget ældre op her, men jeg må simpelthen lige ud med noget.

 

Da min tvillingebror og jeg fik hund herhjemme, var min storebror meget imod. Han brugte rigtig meget tid på at kritisere hvalpen, hvilket gjorde mig ret ked af det, og han kunne kun lige klare det, fordi han snart skulle flytte hjemmefra. Han var absolut ikke et hundemenneske, og jeg troede heller aldrig at han ville blive det.

 

I dag er det helt anderledes. Min storebror har ikke det mindste imod Sherlock (som i dag er snart 10 md.) og han siger sågar at han er glad for ham. Min storebror bryder sig stadig ikke om andre hunde, men man kan ikke komme uden om, at han har knyttet sig til Sherlock. Han hygger om ham og leger med ham, Så når det er sagt, vil jeg sige.

 

Giv det tid! Husk at det er en hvalp i har, og der er meget der skal læres endnu. Selvfølgelig kender jeg ikke din kæreste, og kan ikke udelukke at han bliver ved med at være træt af Fenris, men jeg synes at du skal give ham en chance, for at vænne sig til den lille. Pøj pøj med det ! :ae:

[Gæst milder batmusen]

Uha.. At siddestille om man kan leve med hund eller barn er da overhovedet ikke det samme.. Hvis jeg havde en kæreste, der ikke var enig i projekt hund, kunne det da accepteres, hvis han var villig til selv at acceptere at bo med en hund.. De behøver ikke have et forhold, hvis begge er ligeglade med hinanden, og kan de acceptere hinandens tilstedeværelse, er det da helt fint....

 

Men, det samme gør sig absolut ikke gældende ved et barn.. Ikke i mine øjne..

 

 

jeg er helt enig må jeg sige:5up:

[Nollike]

Hmm, det er en dum situation, det må jeg indrømme, men når det er sagt så vil jeg sige: Fat mod Faktisk kan jeg godt forstå hvis han synes at hvalpen fylder for meget. Personligt blev jeg selv overrasket over HVOR meget en hvalp fylder i forhold til en voksen hund (jeg har kun haft genbrugshunde før) og må med skam erkende, at jeg er væsentligt bedre til at have voksne hunde end hvalpe Jo, gu er de nuttede og alt det der, men for pokker hvor tager det meget tid at have sådan en og de kan ikke "bruges" til det samme som en voksen hund (gåture, "rigtig" træning osv.) Jeg synes faktisk at hvalpetiden var en hård tid Jeg skulle tørre op hele tiden, rende ud med hende konstant, have et øje på hver en finger for at se hvad hun NU lavede, hele mit liv blev planlagt efter hvornår hun sov/var vågen og jeg lignede en nålepude på hænderne For slet ikke at tale om hvor belastende det var at have en hvalp hængende i buksebenet hver gang jeg bevægede mig rundt

 

Så jeg tror at du skal forsøge at aflaste ham så meget som muligt, få hvalpen passet engang imellem så I kan gå ud og være kærester og så ellers vente på at Fenris bliver ældre. Hvis han stadig på det tidspunkt synes at Fenris er en belastning, så skal du måske overveje om I egentlig passer sammen (dig og kæresten altså). Men indtil videre, så slå koldt vand i blodet :ae:

[Aslan]

Her var aftalen inden der kom hvalp i huset at det var mit projekt, min opgave og Bjørn skulle under ingen omstændigheder generes af det... Yeah right... med en hyper hund i huset var det jo temmelig umuligt ikke at indrage Bjørn i det og jeg havde ærlig talt svært ved at klare opgaven selv.

Bjørn hjalp til, men brokkede sig da en del over hvor meget det krævede... det samme gjorde jeg... en dag blev det så slemt at vi kom til at snakke om at dette var en hund der ikke var hvad vi regnede med, en hund der krævede mere end vi kunne give... en hund der måske skulle afleveres på et internat... men her kiggede Bjørn på vores sovende hvalp og sagde at det kunne vi altså ikke. Vi havde anskaffet os ham så måtte vi også tage ansvaret og det gjorde vi.

 

I dag går Bjørn altid aftenturen med Dumle, middagsturen deler vi eller går sammen og hverken Bjørn eller jeg vil undvære Dumle for noget andet. Nu snakker Bjørn ofte om når han skal have sin egen hund en dag som han træner og lige for tiden har han lille Kali at øve sig på (og han klarer det godt)...

 

Det skal så lige siges han slet ikke var hundemenneske i begyndelsen og også blev meget overrasket (skræmt?) over hvor meget det krævede.

 

Så jeg vil foreslå som de andre. Tag en snak og send ulven en tur på ferie så i kan være lidt jer selv. Ekaterina kan forresten anbefales :blink: Bjørn savnede ihvert fald Dumle lidt da han blev passet ved hende... Desværre tror jeg ikke det galt den anden vej rundt, Dumle hyggede sig så meget han næsten ikke ænsede da vi kom ind ad døren for at hente ham

 

Men nu virker bjørn også helt vildt flink, han går nemlig efter kaffe

Ham tror jeg Dig og Dumle er heldige med :blink:

[Aslan]

Det er et svært spørgsmål at råde i og det er svært at vide om det ændre sig, hvis han allerede nu kan modstå en lille nuttede hvalps charme, må jeg indrømme at jeg ikke syntes at det tegner lyst, men det kan narturligvis være at det bliver bedre når Fenris bliver ældre og nemmere :ae:

 

Den gang jeg begyndt at spørge min kæreste om vi ikke skulle have hund, var svaret nej, og det blev det ved med at være Han viste dog at jeg var hundemenneske, der har altid været hund i mit barndoms hjem og jeg havde faktisk også selv hund da vi mødtes, jeg var 16 på det tidspunkt, men da vi først var flyttet for os selv, hvor vi ikke måtte have hund, mente han åbenbart også at det skulle forblive sådan da vi flyttede et andet sted hen, men det mente jeg ikke... :blink: Så jeg anskaffede Flica, hun er en 'genbrugshund' og jeg hentede hende mens min kæreste var på arbejde, han viste godt at jeg ville tage ud og se hende, og på vej derud skrev jeg en sms til min anden halvdel om at der nok var en hund når han kom hjem fra arbejde, og det var der Selvom han havde sagt nej til at få hund tog han nu pænt i mod hende, men hun var så også voksen (knap 2 år), var veltilpasset, renlig og kunne være alene hjemme osv. så hun udgjorde jo ikke de store 'problmer', og jeg tog mig af stortset alt med luftning, fordring og træning, og han lærte hende så ting som at være i sofaen og tigge ved bordet

 

Da jeg efter et par år ville til at have hund nummer 2, sagde han dælme også nej, men jeg mente stadig noget andet, så jeg anskaffede Cody, endnu en genbrugshund, han kom til os dagen for sin 7 års fødselsdag og udgjorde heller ikke nogen problmer

 

Efter oprindeligt at have fået nej til de to første, spurgte jeg slet ikke trejde gang, jeg konstaterede bare at nu skulle vi have en hund mere, denne gang en hvalp! Det blev ikke rigtig kommenteret Men da der lige pludselig kom en uforudset udgift i vejen et par uger før Chivas var gammel nok til at komme hjem til os, så jeg ikke rigtig kunne se hvor vi skulle få pengene fra til ham, blev jeg selvfølgelig dybt fortvivlet og ked af det, men så var det min kæreste det trøstede og mente at vi nok skulle finde ud af det, og det gjorde vi og hjem kom ham

 

Siden har jeg fået ham til at køre til Belgien for at hente en hvalp, til sjælland for at hente en hund, til Belgien igen for at få parret en tæve, vi haft et kuld hvalpe, fået ham til at tage med til udstillingen i fredericia for at møde vores tyske hvalpekøber, til nordjylannd for at besøge en anden hvalpekøber osv. osv. Og til efteråret håber jeg på at vi skal en tur til Polen og hente en vaps, han er indviet i disse planer og har ikke brokket sig endnu Så på trods af alle hans nej'er, må man sige at han har vænnet sig til hundelivet Det er dog stadig mine hunde og mig der har ansvaret og fodre, lufter, træner og så videre, faktisk er det sådan at de få gange jeg har været væk en nat eller to, har jeg lavet madpakker til hundene med den mængde de skal have og indprentet ham hvornår de skal have det og den slags, for de ting er han normaltvis ikke indvoldveret i Men det passer mig fint

 

 

Det er vidst en pænt god halvdel du har dig :blink:

Tillykke med ham

[Aussiepower!]

Det er vidst en pænt god halvdel du har dig :blink:

Tillykke med ham

 

Jo tak, jeg klager skam ikke :blink:

Og jaaa, jeg ved også godt at jeg måske er bare en anelse urimelig, når jeg sådan lige præsentere en en tur til Belgien for ham for at hente en hvalp, men samtidig jeg syntes også at det er et STORT offer for mig når jeg ikke forlanger at han skal køre mig til træning hver lørdag formiddag, nu hvor jeg ikke har nogen kørelejlighed (jeg har nemlig ikke selv kørekort) men man må jo give og tag lidt, og indgå nogle kompromier (staves?) ind i mellem

[cs-dumle]

Men nu virker bjørn også helt vildt flink, han går nemlig efter kaffe

Ham tror jeg Dig og Dumle er heldige med :blink:

 

Det er vi skam også :blink: jeg bytter ham ihvert fald ikke for noget.

[Umulia]

Jeg giftede mig med en hundehader, det er kun ganske få uger siden han første gang tørrede 'noget' op fra gulvet - indtil da har jeg taget mig af alt det kedelige og i starten var han 'den sure onkel' der skreg 'IKKE I SENGEN', hvis han ikke var konverteret og begyndt at kalde 'Muuuusse koooom vi skal sooove' så havde jeg blot respekteret hans hundehad og havde ikke fået hund. Jeg ville ikke have nerver til at vente til hunden blev voksen og mindre belastende - har ingen anelse om hvad du skal gøre nu hvor hunde er kommet og kæresten ikke synes det er så fedt , tro mig, hunden kan mærke det, Petrine kastede sig ned fra sengen når manden kom hjem dengang han var 'onkel sur' og holdt sig fra ham.

 

Sådan var min exmand også - eller sandsynligvis værre.

Han havde natarbejde, og der skulle listes på tåspidserne indtil han vågnede engang over middag. Så snart han begyndte at røre på sig inde i soveværelset, sprang hunden op på skødet af mig og sad der og rystede.

Da jeg blev gravid, blev vi skilt. Vi var begge enige om at han ikke var forældre-typen.

[Aussiepower!]

Sådan var min exmand også - eller sandsynligvis værre.

Han havde natarbejde, og der skulle listes på tåspidserne indtil han vågnede engang over middag. Så snart han begyndte at røre på sig inde i soveværelset, sprang hunden op på skødet af mig og sad der og rystede.

Da jeg blev gravid, blev vi skilt. Vi var begge enige om at han ikke var forældre-typen.

 

Det lyder sørme da som en hyggelig fætter

[Umulia]

Lyder som en god beslutning Umulia

 

Det lyder sørme da som en hyggelig fætter

 

Ja

Og havde det ikke været for graviditetshormonerne, havde jeg sgu nok listet rundt stadigvæk :hmm:

Børn er en velsignelse

[Maria84]

Ja

Og havde det ikke været for graviditetshormonerne, havde jeg sgu nok listet rundt stadigvæk :hmm:

Børn er en velsignelse

 

Godt du blev gravid så