Hop til indhold

  • Hunderacer

    • Journalisten

      Tysk Spids

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE: Denne artikel dækker racerne grossspitz, mittelspitz, kleinspitz, keeshond/wolfspitz og zwergspitz
      NOTE: Zwergspitzen er OGSÅ dækket af artiklen om Pomeranian – Se slutningen af nærværende artikel.
       
      Der er fem forskellige racer med betegnelsen sort spids. Fælles for dem er, at de er ældgamle europæiske hunde, der i forskellig udstrækning har fungeret som hyrde- og vagthunde.
      Der er fundet velbevarede eksemplarer af spitz-hunde i tørvemoser, sammen med de mere berømte menneskelige moselig. Nogle af disse jordiske rester menes at være op til 6.000 år gamle, og man betragter derfor spitz-hundene, og særligt de fem tyske spidshunde, som de oprindelige nordeuropæiske hunde. Der er da også en hel familie af racer, der nedstammer fra mosefundene, og den forgrener sig vidt omkring, fra grønlandshunden i nord, til den japanske hokkaido i øst og måske endda den enigmatiske xolocuintle fra Mexico i vest.
      De fem tyske spidshunde er blandt de direkte efterkommere af ur-spitzen, og de ligner hinanden rigtig meget. Det er mest størrelsen og længden af pelsen, der varierer. De fem varianter er fremavlet efter forskellige folkeslags behov, i et område der går fra Bodensee nord for Alperne, til Ladoga-søen ved Skt. Petersborg – altså et areal der indbefatter nutidens Tyskland, Tjekkiet, Polen, Hviderusland, Baltikum og det vestligste Rusland, hvorfor det ikke er helt fair at kalde racerne tyske.
      De tyske spidshunde er menneskevant, nærmest fra fødslen, på grund af deres årtusinder lange forhold til os. Man har forsøgt at avle jagtinstinkterne ud af dem alle, med skiftende held. Wolfspitzen, der også kaldes keeshonden, kan godt udvise nogle jægertræk, og det samme gælder mittelspitzen. De forskellige racer skal have varierende mængder og typer af motion, baseret på deres størrelse. Wolfspitz og grossspitz, de to store racer, skal have lov til at strække sig, gerne over store afstande. Mittelspitzen er mindre krævende, men stadig en aktiv hund, som nyder at dyrke agility og andre udfordrende sportsgrene. Klein- og zwergspitzerne er på det nærmeste skødehunde, på størrelse med pekingesere, men med et lidt større behov for motion – de var arbejdshunde engang, skal man huske. Alle spitzhunde foretrækker at løbe frit i haven, og på den måde selv regulere deres motion lidt.
      De fem racers popularitet svinger, men keeshonden og zwergspitzen er modehunde i øjeblikket, med hvad der deraf følger af risikabel avl. Omvendt er grossspitzen ved at uddø, til trods for at den er en virkelig god familiehund, der er kendt for ikke at strejfe og at være meget kærlig imod børn.
      De tyske spidshunde har alle en kraftig underpels, der får resten af pelsdragten til at stå prangende ud fra kroppen, samt den karakteristiske krave, der er fyldig og luksuriøs at se på. Afhængigt af hundens størrelse tager det en halv til en hel time at børste pelsen igennem, hvilket bør gøres ugentligt. De to små racer, klein- og zwergspitz, lider af nogle af de samme skavanker som andre minihunde, såsom knæproblemer, men generelt er alle fem racer særdeles hårdføre, og de store spidshunde bliver ældre end andre hunderacer på den størrelse.
      Zwergspitzen er også kendt som en Pomeranian og har, grundet sin meget høje popularitet, sin egen artikel. [LINK TIL POMERANIAN]
      Race: Wolfspitz/Keeshond, Grossspitz, Mittelspitz, Kleinspitz, Zwergspitz/Pomeranian
      Max højde: Wolfspitz 55 cm, Grossspitz 50 cm, Mittelspitz 40 cm, Kleinspitz 30 cm, Zwergspitz 28 cm
      Vægt: Wolfspitz 17-20 kg, Grossspitz 15-20 kg, Mittelspitz 7-10 kg, Kleinspitz 4-5 kg, Zwergspitz 2-3,5 kg
      Børnevenlig: Wolfspitz, Grossspitz og Mittelspitz: Ja; Kleinspitz og Zwergspitz: Delvist
      Aktivitetsniveau: Wolfspitz og Grossspitz 4/5, Mittelspitz 3/5, Kleinspitz og Zwergspitz 2/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten

      Malteser

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den lillebitte elegante Malteser er en race med forbløffende mange år på bagen.
      I Middelhavsområdets talrige havnebyer har der levet malteserhunde siden antikken. Racen kan spores hele 2800 år tilbage. Den tilhører Bichon-hundene – og er muligvis den ældste nulevende race af denne type – der altid har været gode til to ting: Skadedyrsbekæmpelse og selskabssnobberi. Den jævne befolkning brugte i vid udstrækning malteserne til at fjerne rotter fra pakhuse og skibe med, mens de rige elskede racen for dens sociale færdigheder og dens iver efter menneskelig kontakt. I løbet af sine næsten 3.000 års historie, har malteseren også sat sit præg på kunsten. Antikkens kunst var traditionelt hyldester til de rige og magtfulde, og deres foretrukne hunde blev som regel føjet til værket, om det så var tale om et episk digt, en statue eller en gulvmosaik. Malteseren er således blevet foreviget utallige gange gennem tiden.
      Den lettere hyperaktive spirrevip er stadig en yndet selskabshund – om end den har spredt sig til alle samfundslag nu. Den er smuk, med gulvlang, kridhvid pels og den spøjse sorte snude, og samtidig er den morsom. Den elsker at gå på opdagelse, også i det hus den bor i og har set tusind gange før, den hopper og danser, og når den en sjælden gang i mellem ligger stille, er den overstrømmende puttesyg. Desværre gør den en hel del, og det kan stort set ikke trænes ud af den. Det har medført at maltesere i visse lande, hvor man fører statistik over den slags, eksempelvis Sydkorea og Australien, er blandt de hunderacer der oftest bliver efterladt eller dumpet. Dens gøen og skyhøje aktivitetsniveau er derfor noget man skal være meget opmærksom på, inden man anskaffer sig en malteser.
      Overraskende nok er den omfangsrige pelsdragt ikke noget vildt stort besvær – medmindre man går efter at udstille hunden. En børstning en eller to gange om ugen er tilstrækkelig, hvis man sørger for at få alle knuderne med. Udstillingshunde skal børstes dagligt. Det kan også være en fordel at bade hunden månedligt, og vaske den med hundebalsam, så den sarte pels ikke splitter. I et land som Danmark er det også vigtigt at man er opmærksom på regn og fugt – pelsen ophober fugt hvilket hurtigt kan gøre hunden syg. Da mange maltesere har tandproblemer, er det også en stor fordel at vænne sin hund til at få børstet tænder, fra den er hvalp.
      Malteseren er ikke motionskrævende – den får som regel løbet en hel del energi af sig indenfor. Det er dog en overraskende stærk minihund, inde under al pelsen, og den skal have en god spadseretur om dagen, hvor den kan strække sig ud.
      Race: Malteser
      Max højde: 23 cm
      Vægt: 3-4 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 2/5
      Plejekrav: 3-4/5
    • Journalisten
      Den franske gigant har en bloddryppende historie, der går tilbage til Romerriget. I dag er racen udbredt og bliver brugt lige dele som familiehund og vagthund.
      Hvis man skulle beskrive Douge de Bourdeauxen (DDB) med ét ord, skulle det ord være ”loyalitet”. Racen, der ikke blev rigtigt strømlinet før omkring 1900, har alle tider været kendt som en modig hund, der aldrig lader sin ejer i stikken og som beskytter hjemmet mod snart sagt hvad som helst. Den nedstammer fra de antikke Molosser, men fik sit karakteristiske melankolske udtryk i middelalderens Frankrig, hvor den fandtes i forskellige varianter, der senere altså gled sammen til én. Udover at beskytte hus og mennesker, blev racen brugt til vildsvinejagt – en begejstret fransk greve skrev i 1300-tallet, at DDB’en, under en vildsvinejagt ”bider sig bedre fast end tre mynder” – i vore dage ikke en god målestok for hvor god en hund er, men det siger en del om dyrets frygtløshed og overvældende styrke.
      Det var dog som livvagt at DDB’en blev berømt, hvilket ikke altid var til den eget bedste. Som en jagthund, der kun var adelen beskåret, blev den stort set udryddet under den franske revolution, fordi den simpelthen nægtede at forlade sin herre, når folket kom for at henrette vedkommende. Det siges også at Adolf Hitler krævede alle DDB’er dræbt efter besættelsen af Frankrig, i raseri over at deres ekstreme loyalitet overfor de overvundne franskmænd. Hver gang er den kolossale hund dog vendt tilbage fra udryddelsen overdrev – i første tilfælde desværre fordi almuen tog den til sig som kamphund.
      Selvom DDB’en tilbragte mange år i arenaen, er den ikke længere aggressiv – snarere tværtom. Det er en hund der hviler fuldstændigt i sig selv, og ikke har synderligt meget tilovers for andre hunde, der konstant giver hals og viser sig. Det er ikke kun fordi racen er lidt tung bagi – faktisk kan den løbe forbløffende hurtigt, når det gælder. Dens zen-agtige mentalitet skyldes derimod nok nærmere at den, som få hunderacer, er helt bevidst om sin størrelse og styrke. Der er ikke særlig meget, udover en pøbel bevæbnet med høtyve og fakler, eller hele den tyske værnemagt, der kan true et bæst som DDB’en, og det ved den udmærket godt. Den ser simpelthen ikke nogen grund til at hidse sig op over småting. Af samme grund kan man roligt lade sin DDB fungere som en ”ægte” vagthund, uden at frygte at den skambider tilfældige mennesker. Det er som regel mere end rigeligt afskrækkende at den enorme hund gør en gang eller to, så stikker de fleste indbrudstyve af.
      DDB’en har kort, blank pels, der kan ordnes med en opvredet klud, hvis man vil undgå at den fælder, og ellers ikke behøver nogen pleje. De karakteristiske hudfolder omkring hovedet skal ligeledes renses med en klud. Som mange andre hunde i samme størrelsesorden, kommer DDB’er ofte til at lide af ledproblemer når de kommer op i årene, men ellers er sygdom en sjælden gæst hos den godmodige franske kæmpe.
      Race: Douge de Bourdeaux
      Max højde: 70
      Vægt: 54-65 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Breton

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den næsten haleløse spaniel-hund er Frankrigs mest populære jagthund – og det er faktisk ikke så mærkeligt.
      Racen er opkaldt efter Bretagne-området, hvor den menes at have sin oprindelse. Genetisk set er den blevet til ved at blande forskellige spaniels fra Frankrigs altanterhavskyst med hunde hjemmehørende I Wales – der har været en livlig handel mellem disse to steder gennem historien. Bretonen er ikke den eneste af disse vestfranske spaniels, men den bliver generelt betragtet som den ældste og ædleste af slagsen.
      Bretonen er en stående jagthund. Det vil sige at den på egen hånd finder byttet – der stort set altid er fugle – og holder det i skak mens jægeren indhenter den. Når jægeren er parat får hunden signal til at løslade byttet, som jægeren så nedlægger. Herefter er det hundens opgave at finde byttet, der ofte er fløjet et stykke, og bringe det tilbage. Bretonen er ikke bare en formidabel stående jagthund, den er ekspert i snepper, der eller er notorisk svære at holde styr på. Bretonen går også gerne længere væk fra jægeren end andre jagthunde, og afsøger et større område for vildt.
      Racen er utroligt populær i hjemlandet, samt i USA og Canada. Den er dog ikke ukendt heroppe i Norden. Selvom den er en glimrende familiehund – vel at mærke for familier, der ikke har noget imod at røre sig en del – sælger nordiske opdrættere dog helst til jægere. På den måde er de sikre på at hunden ender blandt mennesker, der forstår den og giver den al den motion og de udfordringer den har brug for, for at trives.
      Gennem generationer er det lykkedes de franske avlere, at udvikle en hund, der fødes stort set uden hale. Det er en fordel når den vilde jagt går gennem krat og underskov, hvor grene, skarpe sten, tjørn og andre forhindringer, kan forsinke og skade hunden. Der er krav til udstillingseksemplarer, om hvor lang halen må være, og i lande hvor den slags stadig er lovligt, bliver bretonens hale kuperet ned til under ti centimeter. Det er ikke lovligt i Danmark.
      Hvis man anskaffer sig en Breton, får man en hund, der let lader sig træne, men som kræver en hel del bevægelse. Den er lærevillig, selvsikker, og hvis den får motions nok, er den også både kærlig og meget rolig. Den accepterer børn, men kommer ikke selv løbende for at omfavne dem, før den kender dem godt. Pelspleje er der ikke meget af. Bretonens arbejdsområde er dog snavset og fyldt med burrer, knækkede kviste og andre ting, der sidder fast, selvom pelsen er kort og glat, og de skal børstes ud, straks man kommer hjem.
      Race: Breton
      Max højde: 55 cm
      Vægt: 14-18 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      Urhunden fra verdens tag. Den tibetanske mastiff er stamfader til et væld af andre store hunderacer, og bruges stadig som hyrdehund af nomaderne i Himalaya.
      Den tibetanske mastiffs navn er mere end almindeligt misvisende. For det første kan Tibet ikke gøre krav på den alene – den har historisk set også været udbredt i de indiske, mongolske og nepalesiske dele af Himalaya. For det andet er det ikke en mastiff.
      Den er til gengæld, med al sandsynlighed, stamfader til alle nutidige mastiff-racer, såsom grand danoisen, cane corsoen, doug de bordeauxen, den engelske mastiff, og herigennem også bullmastiffen, samt mange andre. Den store tibetaner regnes også som en forfader til de tunge bjerghunde, som leonbergeren og sanktbernhardshunden, og desuden også til så forskellige racer som mops og rottweiler. Kort sagt befinder den tibetanske mastiff sig i toppen af stamtræet, og genetikere har konkluderet at den skiller sig ud fra gråulven for hele 58.000 år siden, næsten 15.000 år før de fleste andre racer.
      I al den tid har den levet i Himalaya og været en del af de kvægdrivende nomaders liv. Den er dog ikke blevet anvendt som hyrdehund, i særlig vid udstrækning, men derimod som vagthund. Tibetanermastiffens størrelse, mod og bidstyrke er legendarisk, og mange, især vestlige, besøgende har beskrevet den som en overvældende stor hund. Det måtte vel egentlig være nok at nævne, at blandt de farer som hunden beskyttede sin familie og dens kvæg imod, var den bengalske tiger, et af de største rovdyr på landjorden.
      Det er altså ikke nogen hvilken som helst hund, der er tale om, men trods størrelsen og primitiviteten, er den tibetanske mastiff en god familiehund. Den er blevet vænnet til mennesker, bogstaveligt talt gennem titusinder af år, og føler sig faktisk ikke til rette uden mennesker omkring sig. Mange ejere påstår også at den ligefrem er ”selvopdragende” – altså at den hurtigt selv lærer hvor grænserne går, hvor man forretter sin nødtørft (og hvor man bestemt ikke gør!), og ikke skaber sig over noget mindre end et decideret indbrudsforsøg. Traditionelt set har hunden beskyttet kvinder og børn, mens mændene har flyttet de store flokke af yakokser rundt, og den tibetanske kæmpe er således også blevet mere end almindeligt børnevenlig.
      Interessant nok er efterkommerne af de tibetanske mastiffer, der blev bragt til Europa i 1800-tallet, og som danner roden i langt de fleste nulevende eksemplarers stamtræ, faktisk markant større end dem der i dag bor i Tibet og Nepal. Om det skyldes at vestlige opdrættere har gået efter at avle racen kæmpestor, eller at racen, der er trængt i sine gamle hjemlande, er skrumpet, er der uenighed om. I flere perioder har racen været udsat for dårlig avl i Vesten, men hver gang er der blevet rettet op på den igen, så den i dag er en glad og velfungerende, utroligt rolig og selvhjulpen ven af famlien.
      Den tibetanske mastiff er en enorm, men overskuelig hund. Selvom den har en del pels, kan man nøjes med at børste den månedligt, hvis det er nødvendigt. Den fælder kun en gang om året, og behøver ikke at komme i bad.
      Race: Tibetansk Mastiff
      Max højde: 84 cm
      Vægt: 45-72 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten
      En frygtløs kriger fra det kolde nord. Den karelske bjørnehund har været en trofast følgesvend for indbyggerne I Finland, siden tidernes morgen.
      Arkæologiske fund beviser, at bjørnehunden har boet sammen med finnerne siden stenalderen. I den tid har den været brugt til lidt af hvert, eksempelvis slædehund, redningshund og vagthund. Den er og bliver dog primært en jagthund, selvom mange også blot har dem som familiehunde. Den er til stadighed i top 10 over de mest udbredte racer i hjemlandet.
      Racens navn er beskrivende for dens bytte. Den er en stor og solid hund, der stort ikke kender til frygt, og den har været anvendt til at jage losser og elge med, samt den skandinaviske brunbjørn – et af de farligste dyr i Norden. Den anvendes stadig til jagt og populationskontrol, og den er endda blevet eksporteret til dette formål. I flere amerikanske nationalparker bliver bjørnehunde brugt til at kontrollere bestanden af bjørne og pumaer, ikke ved at jage og dræbe dem, men ved at drive dem til nye dele af parkerne, så bestanden forbliver balanceret.
      Den karelske bjørnehund er med andre ord en hård nyser. Den går ikke af vejen for hårdt arbejde og vejrlig de fleste hunde ville krepere af. Den er loyal og rolig, og åbner kun munden når det er absolut nødvendigt – en særlig ting ved bjørnehunden er, at den kan kommunikere detaljeret, eksempelvis kan den fortælle hvilket bytte den har fundet, hvis man ellers ved hvad man skal lytte efter.
      Som andre hardcore arbejdshunde deler bjørnehunden sin tid og energi skarpt op mellem arbejde og fritid. Når den arbejder virker den nærmest utrættelig, og den giver aldrig op eller forlader en opgave, medmindre man beordrer den til det. Omvendt er den en rigtig flad-ud-hund, når den har fri, og foretrækker at sove eller i hvert fald ligge stille, når den ikke er i brug.
      Oprindeligt har pelsdragten været mere farvestrålende, og det har været helt normalt at bjørnehunde fødtes med rødbrun, grå eller mørkebrun pels. Af æstetiske årsager begyndte man i 1800-tallet at avle specifikt efter sortpelsede hunde med hvide aftegninger, og sådan ser alle bjørnehunde ud i dag. Pelsen er selvjusterende og hunden behøver blot at blive børstet hver eller hver anden uge.
      Hvor den karelske bjørnehund nærmest er indfødt menneskekender, kan den gamle storvildtsjæger-race godt have det lidt svært med andre dyr, inklusive andre hunde. Den er genetisk despinoret til at betragte de fleste andre firbenede væsener som bytte eller fjender. Derfor er det vigtig at socialisere bjørnehundehvalpe intenst, hvis man vil undgå at de bliver aggressive mod andre dyr, når de bliver voksne.
      Race: Karelsk Bjørnehund
      Max højde: 60 cm
      Vægt: 20-24 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Welsh Corgi

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE: Denne artikel indeholder informationer om både Welsh Corgi Pembroke og Welsh Corgi Cardigan.
      De to Corgi-racer har en mytologisk oprindelse, hvis man skal tro de gamle walisere. Andre mener at de fulgtes med de allerførste keltere, da de indvandrede til de britiske øer for tusindvis af år siden.
      Lige meget hvem der har ret, er det dog sikkert at de to slags corgier, Welsh Pembroke Corgi og Welsh Cardigan Corgi, har udført et job som hyrdehund i Wales i mindst 1.000 år. Først blev de brugt til at drive kvæg med, som såkaldte ”heelers”, der nappede køerne i haserne, for at få dem til at bevæge sig og skifte retning. Siden da, efter landbruget blev industrialiseret i løbet af 1800-tallet, er corgien blevet en populær familie- og udstillingshund, fordi den er billig i foder og let at pleje.
      Pembroken er den ”oprindelige” corgi, og man mener at det var små, vakse hunde, som vikingerne bragte med i deres pladsbegrænsede langbåde, der bladede sig med de lokale hunde og gav pembroken sit gavtyveagtige ræveansigt. De fleste eksperter placerer cardiganens vigtigste forfædre i Flandern, og tidsfæster deres ankomst til Wales, hvor racen nu er hjemmehørende, til 1100-tallet. Cardiganen har afrundede ører, men den største forskel på de to racer er halen – pembroken har kun en stumphale, der i visse lande kuperes helt væk, mens cardiganen har en struttende hale, der bøjer ind over ryggen. Desuden er cardiganen et par kilo tungere end pembroken.
      Selvom corgierne er meget lave skal man ikke tro de er hverken svage, lade eller skrøbelige. De korte ben er den udstyret med, for frygtløst at rende rundt mellem benene på kæmpestore kreaturer, som den skulle hundse rundt med. Den kan sagtens sætte sig i respekt, og den skal have ret meget plads og motion. Det gør den på mange måder til en rigtig god familiehund, for den kan sagtens følge med – også hvis der er børn – men samtidig fylder den ikke noget i bilen og passer fint i fodenden af sengen.
      Man finder ikke mange hyrdehunde, der ikke samtidig er særdeles intelligente, og corgierne er ikke undtagelser fra denne regel. Det er ikke nok at gå en tur med dem – de skal udfordres mentalt undervejs, og meget gerne med noget der minder om hyrdearbejde. Hvis hunden får rendt energien af og får lov at løse nogle opgaver, er den også langt mere rolig derhjemme. Det kan eksempelvis være at ”drive” børn eller andre husdyr sammen. Sjovt nok er de lavstammede corgier glimrende vagthunde. De er næppe i stand til at overmande en indbrudstyv, men det er særdeles årvågne og når de gør lyder de som hunde af en langt større kaliber, hvilket jo i reglen er nok til at afskrække de fleste ubudne gæster.
      På verdensbasis er pembroken den absolut mest udbredte af corgierne, men i Danmark er det spøjst nok omvendt – her er cardiganen den mest populære. En nævneværdig fordel ved det er, at de arvelige øjensygdomme, der er en af de utroligt få genetiske brister ved corgi-hundene, kun rammer lidt over 5% af cardiganerne, mens de rammer næsten 25% af pembrokerne. Generelt er corgierne dog ekstremt hårdføre og langt de fleste bliver gamle nok til simpelthen at dø af alderdom, når de er tolv år eller mere.
      Race: Welsh Corgi Pembroke & Cardigan
      Max højde: 33 cm
      Vægt: 11-17 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      Den ligner en listehund, men der er gode grunde til at Cane Corsoen ikke er forbudt. Skinnet bedrager, og bag det brutale ydre gemmer der sig en værdig, rolig og familievenlig hund.
      Sammen med andre store, muskløse hunderacer, som Boxeren og Broholmeren, nedstammer cane corsoen fra den græske race Molossen, der nu er uddød. Romerne tog molossen til sig, efter de havde erobret Grækenland, avlede videre på den og anvendte den til mange formål. De mest berømte af dem, hvis efterkommere senere blev til Rottweilere og Mastiffer, tog med de romerske legioner ud, og virkede både som trækdyr og krigshunde. De hunde, der blev hjemme i Italien, og ikke skulle frontalangrebe barbariske horder, blev brugt til vagthunde, og sådan opstod cane corsoen.
      Indtil for nylig, helt op i 1980'erne, boede racen stort set kun i sin ældgamle hjemegn i syditalien, hvor den har levet som gård- og vagthund i århundreder. Særligt vagttjeneste er corsoen aldeles fantastisk til - dens navn stammer endda fra det latinske "coorte", der betyder livvagt. I løbet af 70'erne var racen tæt på at uddø, men entusiastiske opdrættere fik den på ret køl igen. Først da en sund og fredtidsrettet avl var etableret, i 1994, blev corsoen accepteret af den italienske kennelklub, og tre år senere af det internationale forbund, FCI.
      I modsætning til sine krigeriske fætre er corsoen en meget rolig hund, der sjældent lader sig skræmme eller imponere. Den bliver stadig brugt på små landbrug i Apulia og Campania, til at vogte kvæg og svin, og beskytte huset mod indbrudstyve. Sit mådelige temperament til trods er corsoen både frygtløs og loyal, og tøver ikke med at beskytte sin familie. Det er derfor en fordel at vænne den til fremmede mennesker fra hvalpealderen, og lære den at adlyde meget præcise kommandoer. Corsoen sætter især en ære i at beskytte familiens "hvalpe", og er god til at underholde børn. En velafrettet corso er ikke tilbøjelig til at hoppe og springe omrking, så den vælter småbørn, og den finder sig i utroligt meget fra børn, som den betragter som en del af flokken. Omvendt kan børnene hverken vælte eller skade den massive vagthund, så der er meget at vinde ved at lade dem lege.
      Det milde klima i Syditalien har gjort en tyk og varm pels unødvendig. Corsoen kan dog sagtens holde til det danske klima alligevel, og pelsplejen er virkelig til at overse. En hund på den størrelse er til gengæld ret krævende i foder, og skal have en del motion, helst i form af lange ture, gerne med flere mennesker ad gangen, som den kan "holde styr på" - livvagt og hyrdehund som den er. De antikke gener er stærke og avlsprogrammerne i 70'erne reddede racen fra indavl, så corsoen har meget få og meget lidt udbredte arvelige sygdomme.
      Race: Cane Corso Italiano
      Max højde: 70 cm
      Vægt: 40-50 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Grand Danois

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den store dansker er en af de allerstørste hunderacer i verden, og den ser bestemt ikke ufarlig ud. Den er dog kendt blandt mange hundelskere som "den blide kæmpe".
      Som mange andre af Europas store jagt- og arbejdshunde nedstammer grand danoisen fra den uddøde Molossus-race, der er kendt fra oldgræske vaser og mosaikbilleder. Der er faktisk grand danois-lignende hunde på vægmalerier, der kan dateres helt tilbage til det fjortende århundrede før vores tidsregning, og kæmpehunden er således en af de absolut ældste dokumenterede hundetyper i Europa. Romerne udbredte molossus-hundene gennem deres konstante erobringer, og rundt omkring i Romerrigets isolerede provinser opstod der nye grene af molosse-stamtræet. Grand danoisen deler således en stor portion genetisk materiale med den engelske mastiff og broholmeren.
      Den moderne grand danois opstod i Tyskland, hvilket kan virke lidt mærkeligt, når man ser på dens franske navn, der betyder Stor Dansker. Tyskerne brugte - ligesom antikkens grækere og romere - den kolossale hund til vildsvine- og bjørnejagt og som vagthund. Racen var særdeles velegnet til begge formål, da den var modig, muskuløs, intimiderende og noget af en hurtigløber. Som jagthund blev små kobler af grand danois-hunde sendt efter det livsfarlige bytte, løb det op, og holdt det i skak med gøen og bid, indtil jægerne kunne nedlægge det.
      Det var af politiske årsager at racen fik sit spøjse navn. I England, hvor racen var ret populær blandt godsejere i 1800-tallet, kaldte man den oprindeligt for en German Boarhound -en tysk vildsvinehund - hvilket jo virker ret oplagt. Men spændinger mellem tyskerne og resten af Europa, særligt de tre krige, der førte op til de tyske staters samling i 1870, fik briterne til at ændre racens navn til grand danios - fransk var et modesprog og Danmark var en politisk ufarlig stat.
      Den store dansker er en gigant, og ret dyr i foder, om end de store hunde faktisk spiser mindre i forhold til deres kropsvægt end små hunde gør. Deres forbrænding er nemlig meget langsommere. Derfor er det vigtigt ikke at overmotionere hunden, og altid give den en lille times ro efter den har spist. Grand danoiser har bedst af to tre gode gåture om dagen, gerne i ro og mag. Der er en form for karmisk selvsikkerhed i racen. Den er lydig, men værdig, og vil helst deltage i alt dens ejer foretager sig, men mest som observatør. Samme selvbevidsthed gør hunden istand til, langt hen ad vejen, at vurdere hvornår den skal slappe af, så den ikke overanstrenger sig.
      Som de fleste kæmpehunde har grand danoisen nemlig ofte problemer med ledsygdomme og et hjerte, der ikke er helt stort nok til at pumpe blod rundt i den gigantiske krop. Derfor er det særligt vigtigt for den at kunne slappe af når den skal. Rolig som den er, er den store dansker en god hund til børnefamilien, og tilpasser sig hurtigt andre dyr og ukendte gæster. Hvis dens ejer accepterer en ny situation eller fremmede personer, gør hunden det lynhurtigt også.
      Race: Grand Danois
      Max højde: 110 cm (dog sjældent over 80)
      Vægt: 50-70 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten
      Født til hårdt arbejde i det kolde nord, som den er, kræver den finske lapphund store mængder motion og pelsplejer - men den er en loyal, munter, menneskeglad filur, som gør det alt besværet værd at have den.
      Det ligger lidt i navnet at racen kommer fra Lapland, hvor de nomadiske samer har brugt den som hyrdehund i århundreder. Meget langt tilbage er en urform af lapphunden blevet mikset med en hunulv, der også er stammoder til andre samiske hunderacer, og senere også islandsk fårehund og endnu senere border collie. Racen var meget tæt på at uddø, efter samerne gik over til at drive deres rensdyrflokke på motoriseret, hvilket medførte dårlig avl og mentale sygdomme.
      Heldigvis fik avlere i Finland og Sverige racen fuldstændigt på ret køl igen, og det er svært at finde en mere velfungerende hund i dag, hvad angår helbred og sind. Lapphunden har fundet sig til rette som familiehund, efter den er blevet fyret som hyrdehund, men det kræver en ret aktiv familie at opfylde dens motionsbehov. Den er skabt af nordens lange, kolde vintre og til at følge rensdyrflokke op til 70 kilometer om dagen. Den er derfor helt optimal for familier der nyder at vandre i weekender og ferier. Lapphunden ved instinktivt, at man aldrig aner hvornår man får en pause, så den er heldigvis god til også at flade ud ved enhver given lejlighed. Man kan sige at den opererer i ekstremer hvad motion angår.
      Pelsen er i dobbelt lag, tyk og fyldig og giver hunden et vildt udseende. Selvom der langt fra er lige så koldt i Danmark, som i Lapland, kan man roligt lade hundens pels gro ud, så længe man bruger en time om ugen på at passe den. Pelsen beskytter nemlig også hunden mod solen - bare husk at give den rigeligt vand.
      Mange tror at de store, ulvelignende hunderacer er dårlige til at tilpasse sig børn og gæster. Denne fordom passer i hvert fald ikke på den finske lapphund! Dens fundamentale hyrdeinstinkt kan ikke undertvinges, og den vil som regel forsøge at drive børn, gæster, andre hunde og selv andre kæledyr, som katte og kaniner, sammen til en flok, så den har styr på dem. Den er tålmodig i dette arbejde, og bliver hverken aggressiv eller desperat hvis det ikke lykkes. Den er glad for at holde øje med sin familie - den blev også brugt som vagthund i sin tid - og vil næsten altid placere sig et sted, hvor den kan overskue sin flok.
      Race: Finsk Lapphund
      Max højde: 55 cm
      Vægt: 15-24 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 3/5
       
×
×
  • Tilføj...