Afghansk Mynde

Kendt som 'Kongen over alle hunderacer' og den smukkeste blandt alle hunde. Den afghanske mynde er urgammel. Den kan spores til det gamle ægypten (7000 år før Kristus) , måske endda til Babylon, men i hvert fald til fyrsterne i Afghanistan, hvor de stærke og hurtige hunde jagede, indhentede og dræbte alt slags vildt, og de fattige folk i Afghanistan brugte den til at stjæle. Denne egenskab lever videre i den afghanske mynde som kan stjæle næsten hvad som helst før du aner det. I dens hjemland er den stadig brugshund, men i Europa og Amerika er den i dag selskabshund og en fantastisk show hund.

De første afghanere kom til England omkring år 1900 og alle europæiske og senere amerikanske afghanere stammer fra de første kenneler: Bell-Murray og Ghazni.

Elsker fart

Afghanerens historie har skabt en hund, der er meget hårdfør. Man skal ikke tage fejl af den, når den kommer i sin fine, lange pels. Det er en fantastisk sej og hurtig hund, der kan klatre i bjerge, springe højt, vende på en tallerken osv. Den er meget smidig og bøjelig i ryg og ben, og, som nævnt, elsker den fart. Det er en hund, der er skabt til at løbe. En afghaner kan sagtens bo i byen, men den skal have mulighed for at boltre sig frit på et indhegnet område. Nogle er af den mening, at man godt kan slippe dem løs uden for et indhegnet område, og det går måske også med unge hunde, men slipper man en voksen afghaner og den får fært, træder jagtinstinktet i karakter, og så har man ingen mulighed for at kalde den til sig.

En virkelig sjov og god måde at lade den afghanske mynde få afløb for sin trang til bevægelse er at tage den med på en væddeløbs eller lure coursingbane. Her får den samtidig tilfredsstillet noget af sit jagtbehov, når den jager "haren".

De afghanske mynder jager primært med synet. De har et rent falkeblik; intet, der rører sig, forbigår deres opmærksomhed. Deres øjne er placeret på siden af hovedet, så de ser ikke så godt lige foran sig - hvilket man skal huske at tage hensyn til, når man nærmer sig en afghaner. Derimod ser de meget skarpt på lang distance, og når de får øje på noget småt, der bevæger sig i horisonten, melder deres meget kraftige jagtinstinkt sig. Så løber de - og de løber hurtigt - mod byttet. De lukker fuldstændig af for omverdenen i disse situationer, og det er umuligt at komme i kontakt med dem - uanset hvor lydige de ellers måtte være i andre situationer.

I hjemmet er den ganske mageligt anlagt og stille og rolig. Mange ejere vil kunne oplyse at det er en meget stille hund. Af den grund opdager nogle naboer slet ikke at der holdes hund ved siden af.

Den kræver en højt indhegnet have, da den med stor smidighed kan hoppe store højder og være i den næste bykode før du aner det.

Sind som en kat

Man siger, at den afghanske mynde har sind som en kat, og det er ikke helt ved siden af. Ligesom katten er afghaneren noget egenrådig. Den er kælen, når det passer ind i dens kram, og når den har fået nok, trækker den sig tilbage.

At opdrage en afghaner er også lidt som at opdrage en kat. Man skal hele tiden være opfindsom for at motivere den, og der skal lægges megen energi i at lære den de almindelige grundregler såsom at undlade at gå op på spisebordet eller bide i ledninger. Det er altid godt at have et alternativ til noget, man vil have den til at holde op med. Vil man for eksempel ikke have, at den ligger i møblerne, skal man have en kurv som alternativ, så man har noget af forhandle med.Det er en selvtænkende race med stor intelligens, med store individuelle personligheder.

Kæft, trit og retning er absolut ikke en opdragelsesform, der passer til afghaneren. Positiv baseret træning er det bedste for at opny lydighed fra denne blide myndehund. århundredes stolthed ligger i dens sind, den er egenrådig og reserveret overfor fremmede, men samtidig følsom. Den er ikke modtagelig for "dressur" og hård opdragelse, men forstår man dens specielle psyke og behandler den derefter, kan man få det dejligt sammen. Afghaneren er en udpræget familiehund på den måde at den knytter sig til nogle få mennesker (familien), som den kan lide at have omkring sig. Den er utrolig glad og klovnagtig sammen med familien og er utrolig god til mindre og større børn, hvis de opdrages sammen. I større forsamlinger viser den sig sjældent fra sin bedste side, men udviser overlegen arrogance.

Det er meget vigtigt at socialiserer denne race, da den ellers kan have tildens til at blive sky.

Engang i 1930'erne kom de første to afghanske mynder til Danmark, men vi skulle helt op i 1960'erne, før der kom rigtig gang i den. Racen blev stadig mere populær, og det hele toppede i midt 70erne, hvor de største årgange lød på over 300 registreringer. Siden er det gået stødt tilbage for afghaneren, der sidste år (2003) fik registreret 21 eksemplarer. Den Afghanske mynde er heldigvis en race der har få helbredsproblemer. P.g.a meget lav fedtprocent, tåler den kun visse former for medicin og narkose.

Andet

De fungerer rigtig godt i par uanset køn. Det er en race der meget sjældent udviser aggression, derfor kan de holdes mange sammen uden problemer.

Kræver megen pelspleje. 3 timer om ugen skal man regne med.