Berner Sennenhund

Alle racer har hvert deres særpræg hvad angår deres temperament. Nogle er reserverede, nogle er selvstændige, nogle er samarbejdende etc. Derudover er der heller ingen race, som kan sige sig fri for arvelige sygdomme – og Berner Sennen har desværre også en del forskellige arvelige skavanker, som man skal tage hensyn til gennem dens opvækst.

Temperament

Men først vil jeg nævne, hvad det indebærer at være ejer af en Berner Sennenhund. Som gårdhund, er den en territorial race og derfor også reserveret overfor fremmede. Fremmede bliver anmeldt med et dybt og rungende ”VOV” og du skal ikke regne med at Berneren kaster sin kærlighed på den fremmede med det samme. Mange bernere skal have tid til at ”godkende” vedkommende, men det tager sjældent længe. Derudover medfører den territoriale side, at hanhunde kan have en mindre tendens til at blive meget dominerende og eventuelt aggressive overfor andre hanhunde- det er dog langt fra alle.

Racen har brug for socialisering og prægning fra den er helt ung, for at gøre dens forhold til fremmede hunde og mennesker så godt som muligt og dens opdragelse skal være konsekvent, rolig og kærlig – og man skal ikke tøve, fordi den lille, søde plysbamse er så sød og det jo ikke betyder noget, at den eksempelvis hopper op af en. Indlæring tager tid og Berneren vokser hurtigt!

Teenagenykker er Berneren heller ikke undtaget for, og man kan regne med at de første starter omkring 5-6 måneders alderen og igen i 10-12 måneders alderen, hvor den begynder at prøve nogle grænser af, for at finde ud af hvor den præcist har dig – og hørelse bliver også temmelig selektiv i disse perioder. Først omkring 2-3års alderen er den psykisk moden.

Racens egenskaber ligger til dens fortidige arbejde som kvægvogter/hyrdehund, gård-/vagthund og trækhund. Som beskrevet tidligere, så er den ikke altid lige glad omkring fremmede. Typisk skal den være selvsikker og venlig, dette er den ønskede profil. Til dagligt skal den være frygtløs, opmærksom, sikker og vagtsom, hvilket er det, som er krævet af en god vagt- og gårdhund. Men overfor sin familie skal den være godmodig og hengiven. Dette krav har gjort, at Berneren i dag er en alle tiders familiehund, der elsker børn. Dog skal dette tages med forbehold, da der selvfølgelig altid er undtagelserne, der bekræfter reglen og så kommer det også an på, om de er blevet socialiseret på børn. Børn er uforudsigelige i hundes øjne, og hvis de ikke er vant til børn, har de meget svært ved at forstå børns hensigter – derfor bør du heller aldrig NOGENSINDE lade barn/børn og hund/hunde være alene sammen. Men præget ordentligt på børn, elsker Berneren dem og så elsker den også livet som familiehund! Den er meget socialt anlagt. Den elsker socialt og fysisk samvær, som at nusse, kæle, kramme – og hvis den ikke mener, at man udfører dette tilstrækkelig, kræver den det simpelthen ved at sætte sig på fødderne af folk. Kan man sige det mere tydeligt? At ligge og hyggenygge i sofaen er absolut også en af dens favoritaktiviteter!

Berneren har ikke særlig meget jagtinstinkt, og den er heller ikke samarbejdsvillig. Den er faktisk temmelig selvstændig. Dette var nødvendigt, når den skulle passe på gården og når den skulle hyrde og vogte kvæget. Hvis den skulle vente på ejerens signal, til at lede en kreatur på rette vej, ville der ikke være meget mening i dens arbejde og hvis den ikke selvstændigt tog initiativ til at beskytte kvæget, kunne det hjælpe lige fedt at den fik øje på faren, hvis ejeren var for langt væk. Så hvis du vil have en lydighedschampion eller jagthund, så hold dig væk for Berneren, for selv om den er intelligent, så er den alt for selvstændig og vil tænke ”What’s in it for me?”. Og hvis du kaster en kæp og forventer din Berner vil løbe efter den og hente den, skal du tro om igen. Det var dig der kastede den, så hent den selv! Berneren glor enten på dig og tænker sådan, men hvis du er heldig løber den rent faktisk efter kæppen – typisk for at finde en spændende duft 1½ meter væk fra kæppen (hehe, det kender jeg kun alt for godt). Motivation er vejen frem med Berneren. Godbidder, mange Bernere er madglade, så der kan dette bruges med succes, leg eller ros og kæl er gode belønninger. Men manglen på jagtinstinkt medfører til gengæld andre plusser! Berneren strejfer typisk ikke rigtig og har let ved at acceptere andre dyr, især hvis den har kendt dyrene fra hvalpealderen. Både fugle, hamstre, geder og katte. Det ligger i dens natur som gårdhund og kvægvogter at være omgængelig og beskyttende i forhold til sine meddyr.

Bernere elsker sne! Men tilgengæld er de sjældent glade for vand.

I forhold til træning, går du som sagt ind på en af de mere besværlige opgaver. Berneren er vant til selvstændigt at løse opgaver på gården i fordums tid, men da dette i dag ikke er muligt, hos en almindelig standard familie i dagens Danmark, bliver man nød til at træne med sin Berner. Motivation er en vigtig ting her – Berneren skal kunne se det positive ved at samarbejde med dig, ellers vælger den dig fra i forhold til mere spændende ting. Og gøre noget mere end tre gange i træk, er typisk for keeedeligt. Stressniveauet er ikke stort, så der er ikke ligefrem den store fare for en for stresset Berner – nærmere en Berner der er ”for lidt” stresset. Noget god motivation dog kan lave om på.

Gåture er noget din Berner vil ææælske, men alt med måde. En Berner vokser meget hurtigt og i hvalpealderen er det ikke turens længde der på nogen måde er afgørende, det er mængden af informationer og indtryk, altså oplevelser. For meget fysisk aktivitet kan skade de hurtigvoksende led og knogler, så vær varsom.

Socialiseringen er særligt vigtig ved Berneren, for at dens medfødte reservation i forhold til fremmede ikke udvikleres. Tag derfor tidligt af sted, for at præge din hvalp på fremmede mennesker og hunde og alskens underlige ting, som toge og busser – og transporten hermed.

Kilder:

Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier.

Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen

Hofteledsdysplasi (HD): HD er en arvelig lidelse, hvor lårknoglen ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Dette forårsager store smerter hos hunden, alt efter hvor slem HD den har. Selvom ens hund ikke viser tegn på at have smerter på grund af HD, bør man alligevel scanne den, for det er ikke sikkert at hunden give udtryk for smerterne, selvom den har dem. Smerter hos hunde kan, udover forringet livskvalitet, også føre til aggressivitet.

Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp

HD findes i 5 forskellige grader:

A: HD fri
B: HD-fri
C: Let
D: Middel
E: Svær
Pr. 27/04-08 udgør den HDscannede del af dansk Berner Sennen population 36,2 %

Heraf er

68,1 % frie
15,6 % let
10 % middel
6,4 % svær

Kilde: www.hundeweb.dk

HD er ikke kun betinget af generne, da det er en sygdom som i meget høj grad afhænger af foder og miljø. En lille hvalp bør derfor ikke gå lange ture, da dette kan være med til at skade. Har du trapper i hjemmet, skal du bære hvalpen op og ned så længe du kan og herefter minimere dens gang på trappen så meget som muligt. En god fingerregel er at en hvalp ikke bør gå op eller ned af noget, som er højere end den selv.

Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp

For HD er der udarbejdet det man kalder et HD-indeks. HD-indeks 100 er racens gennemsnitlige HD. Det vil sige at hvis to hunde med HD-indeks 100 parres med hinanden, vil de få et gennemsnitligt afkom. Hvis HD-indekset er over 100 vil forældrenes hvalpe have en gennemsnitligt bedre frekvens af HD end normalt og hvis det er under 100 vil afkommet gennemsnitligt have dårlige HD end gennemsnittet. Tag dog til dels disse tal med en gran salt, for deres værdi kommer an på, hvor mange af de pågældende forældredyrs hvalpe, søskende, kusiner osv. der er HD-scannet.

Albueledsartrose (AA): Kendes også som albueledsdysplasi. Dette er en fejludvikling, hvoraf der findes fire forskellige slags – Berner Sennen er dog kun disponeret for Processus Coronoideus og osteochondrose (læs nærmere på http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp)

AA sammenlignes af mange med HD, fordi lidelserne minder meget om hinanden. Hunden lider af de samme problemer ved AA som ved HD (bare i albuen i stedet) og det er, som HD, både arveligt, miljøbetinget og afhængigt af hundens foder. At gå ned af trapper, er det som er hårdest for albuen og derfor bør du bære hvalpen hver gang den skal op og ned af trapper. Dette er dog umuligt for de fleste, når den lille hvalp begynder at være knap så lille, men minimer hyppigheden og sørg for at den lærer at gå roligt op og ned i stedet for i fuld firspring.

Selvom din hund ikke viser tegn på smerter, så scan den alligevel, for hunde viser sjældent at de har smerter, før det er rigtig slemt. Mange hunde bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer, er er forårsaget er smerter.

Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp

For AA findes der fire grader:

0: Fri
1: Let
2: Middel
3: Svær

Pr. 27/04 2008 er procentdelen af antal scannede Berner Sennenhunde 35,2 %

Heraf er

69,3 % frie
17,9 let
6,9 middel
5,9 svær

Kilde: http://www.hundeweb.dk/dkkcm/public/openIndex/view/list_side1.html?ARTICLE_ID=1164742020632

Kræft: Bernerens no. 1 killer. 42,1 % af alle Berner Sennenhunde dør af kræft og de som er døde af kræft har haft en gennemsnitslevealder på 7,3 år. Kræft er typisk arvelig og især en specielt cancerform er Berner Sennen udsat for: Malign Histiocytose (MH), som udgør 10,7 % af kræfttilfældende. Denne kræfttype er frygtet, fordi den er hurtigvoksende og ikke kan helbredes. Tegn på at ens Berner måske lider af MH er som følger: forringet almentilstand, afmagring, appetitløshed, apati, blodmangel, blege slimhinder, tiltagende træthed, feber

Kilde: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf

http://www.dyrehospitalet.ku.dk/Nyheder/2007/Efterlysning.aspx

SIDSTE NYE: Dansk Berner Sennen Klub har fået Dansk Kennel Klub til at tilføje dødsdatoen på hundeweb, for de hunde, den bliver oplyst hos. Jeg vil gerne opfordre alle bernerejere og forhenværende bernerejere at oplyse deres hunds dødsdato, når den tid (desværre) indtræder, hvis den har DKK-stambog. Det vil være en stor hjælp til at hjælpe opdrætterne med at avle hunde, som gerne skulle leve længe. Oplysningen skal både sendes til DBSK og DKK.

Berner Sennen Historie

Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste.

Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren.

Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode.

I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt.

Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse.

Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet.

I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer.

I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A)

Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen.

Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen

Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie.

Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B)

Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje.

Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C)

Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag.

Berner Sennen i Danmark

Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var.

Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve.

Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt.

Kilder:

Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier

www.dbsk.dk

A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31)
B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26)
C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40

1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv.
2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse.