Selvom den er meget sjælden i Danmark, kender de fleste nok blodhunden fra film og tegneserier, eller fra vendinger som "de jager ham som blodhunde". Racen har den bedste lugtesans i hele hundeverdenen, og det har haft meget at sige for dens historie.
Historisk set er blodhunden en jagthund, en støver, hvis formål er at opstøve vildtet for jægeren. Blodhundens uovertrune næse kan spore gamle dufte over mange kilometer, og den forfølger sporet utrætteligt. Dens næse er så god, at den nemt sporer individuelle hjorte og vildsvin, og ikke lader sig forvirre af andre dyrs spor.
Blodhunden har været i Europa siden før korstogene, og blev især avlet i Belgien, indtil briterne fik øjnene op for hundens enorme potentiale. De begyndte at importere hundene og lavede deres egne forædlingsprogrammer, og i dag nedstammer langt størstedelen af alle hunde fra disse strengt kontrollerede avlslinjer. Det var også den stramme britiske avl, der gav racen sit nuværende navn, der ikke har noget at gøre med evnen til at følge lugten af blod - endskønt de da også er formidable til det. Navnet kommer af det gamle britiske begreb for adel, at være "of the blood", fordi hundenes stamtavler var lige så nøje ført som adelens.
Briterne opdagede også muligheden for at bruge blodhunden til andet end jagt på dyr. De kunne nemlig også bruges til at jage krybskytter med, og derfra var der kort til tanken om en hund der kan bruges til rednings- og eftersøgningshund generelt. Racen er stadig ganske populær i dette arbejdsfelt i Storbritannien, Canada, USA og Schweiz. Der er så stor tiltro dens blodhundes lugtesans, at den i USA tæller som gyldig bevisførelse i retten.
De relativt få blodhunde, der bor i Danmark, bruges mest som familiehunde, og bag det melankolske ansigt og drabelige navn gemmer der sig en god og kærlig, børnevenlig og livlig hund. Den skal have en hel del motion, og på grund af sin størrelse æder den en del, men til gengæld er den sjov at træne - igen på grund af næsen. Man kan gå meget lange spor med sin blodhund, og den elsker at komme nye, spændende steder hen, med fremmede dufte. Den ansporer på den måde familien til at tage ud i det blå.
Netop ivrigheden efter at følge spor, kan gøre det lidt svært at styre blodhunden. Den arbejder helst i sit eget, ret høje tempo, og så må man bare følge med. De skal næsten altid være i snor, og det er vigtigt at have et højt og solidt hegn rundt om haven, fordi det er hundens natur at stille sin nysgerrighed og følge nye dufte.
Pelspleje er der ikke meget af, men blodhundens karakteristiske hudfolder skal man være ekstra opmærksom på. Der må ikke samle sig skidt i dem, da det kan medføre infektioner.
Race:
Max højde: 72 cm
Vægt: 36-50 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 2/5