Hvis man vil have en god familiehund med masser af spræl i, er flat-coaten et oplagt valg. Den er glad for at arbejde, men mindst lige så begejstret for at lave løjer.
De tætte relationer til labrador retrieveren og golden retrieveren er tydelige hos flat-coaten, men den skiller sig alligevel ud. Først og fremmest er der pelsen, der er halvlang og glattere end hos de andre racer. Hundens kropsbygning er smallere og mere yndefuld, og især hovedet er mere langstrakt og dynamisk. Det er dog racens mentalitet, der gør mest for at den stikker ud.
Sammen med de ovennævnte hunderacer blev flat-coaten skabt som arbejdshund. Mange af dens forfædre var avlet til at overleve og ligefrem trives i det nordligste Nordamerika, hvor der er koldt, vådt og blæsende. Fiskere fra Storbritannien begyndte at importere flat-coat-lignende hunde og forædlede selv racen til det vi kender i dag, hvorfor den regnes som en britisk hund. Flat-coaten blev lynhurtigt populær. Fiskerne brugte den til at hente fisk og tabte ting i vandet, til at sætte garn og som selskabshund. Dens pels beskytter den mod det iskolde vand, den bidende vind og mod tornet krat - alle tre ting noget den blev udsat for dagligt ved Altanterhavets nordlige kyster. Udover at være en fiskerhund, er racen også utroligt velegnet til fuglejagt, ligesom andre retrievere.
Alt går dog ikke op i arbejde - langt fra. Flat-coaten er ligefrem kendt for sin legesyge godmodighed. På godt dansk kan man påstå at den har ret meget krudt i røven. Det gør det både sjovt og udfordrende at træne den, og mange færdigheder skal leges ind i hovedet på den. Opdrættere og trænere er generelt enige om, at træning af flat-coats kræver en ganske stor portion humor, helst kombineret med rigeligt tålmodighed.
Dens uhelbredligt gode humør gør flat-coaten til en god familiehund, selvom helt små børn nok må finde sig i at blive væltet omkuld i ny og næ. Behandler man den ordentligt og sørger for at motionere den træt, er den en meget kærlig hund - så kærlig at det hæmmer dens evner som vagthund. den er mere tilbøjelig til at springe glædesstrålende i armene på en indbrudstyv, end til at forsøge at jage vedkommende bort. Med sin baggrund som fiskehund, kan man med stor fordel motionere den i vand, hvor den rigtigt får lov til at bruge sine kræfter og vise hvad den kan. Apportering i vand er det den er bygget til.
Pelsen skal have noget opmærksomhed, men ikke så meget som man skulle tro, dens længde taget i betragtning. Et gennemredninger om ugen, med børste eller en bredtandet kam, er nok til at holde pelsen smuk - og din sofa rimeligt fri for hår. Racen har et stærkt helbred, og det er sjældent den bliver almindeligt syg. Dog skal man være opmærksom på, at flat-coats har en tilbøjelighed til kræft, så hold godt øje med om den mister humøret og får mindre energi.
Race: Flat-Coated Retriever
Max højde: 62 cm
Vægt: 25-32 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 5/5
Plejekrav: 2/5