NOTE: SAMLET ARTIKEL FOR KORTHÅRET OG RUHÅRET FOX TERRIER
Fox Terrierne er adrætte små hunde, med et livligt og godmodigt sind. Den er avlet som jagthund, men fungerer også fint som familiehund.
Der findes to slags fox terriere. Der er de glathårede, der er bygget som små missiler på fire ben, og de ruhårede med deres charmerende fuldskæg. Om der er tale om to forskellige racer eller blot varianter af én race har der historisk set været delte meninger om. De fleste vestlige kennelklubber betragter i dag fox terriere med forskellig pels, som hørende til to forskellige racer, selvom man lystigt krydsavlede dem helt op i 1960'erne. Udover pelsdragten er der marginale forskelle på kropsbygning og vægt hos de to racer. Den korthårede fox terrier er smallere og lille smule lettere end den ruhårede.
Begge slags fox terriere blev frembragt i England og brugt til jagt. På egen hånd er den en glimrende rotte- og mårfænger, og i kobler er de blevet brugt mod grævlinge og sågar vildsvin, foruden naturligvis ræve, hvorfra deres navn stammer. De er indrettet til at grave sig ned i rævens tunneller, og jagte den op til overfladen, hvor større hunde og mennesker venter.
Selvom de er blevet brugt som selskabshunde siden 1800-tallet, har de haft et ry for at være bidske og aggressive. Disse kvaliteter var gode hos hunde, hvis primære job bestod i at knække nakken på rotter og jage rovdyr rundt under jorden. Men efterhånden som fox terriernes funktion forandrede sig, avlede man målrettet efter mindre voldleige og mere imødekommende sindelag. Det havde man stort held med, ogi dag er fox terrierne søde hunde med stor kærlighed til mennesker, også børn og fremmede. Andre dyr kan det dog stadig være lidt svært at få dem til at acceptere, og man skal være meget opmærksom på sin fox terrier i skoven. Det ligger stadig i dens natur at sætte efter smådyr og nedlægge dem.
Deres vilde fortid giver fox terrier-racerne en stolthed,der udvikler sig til obsternasig stædighed, hvis man prøver at træne den med magt og trusler. Den skal belønnes for sit arbejde og får sin gode opførsel, ellers lærer den ingenting. Til gengæld husker den nærmest alt hvad man lærer den. Man skal huske, at selvom den er lille skal den legesyge fox terrier have lov til at røre sig - gerne lidt mere end andre hunde i samme størrelse.
Den korthårede fox terrier kræver meget lidt opmærksomhed hvad angår pelspleje. Det er ikke tilfældes med den ruhårede, der gerne skal børstes en eller to gange om ugen og klippes fire gange om året.
Race: Foxterrier (korthåret eller ruhåret)
Max højde: 40 cm
Vægt: 6-8,5 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5 (korthåret) eller 2/5 (ruhåret)