Den store dansker er en af de allerstørste hunderacer i verden, og den ser bestemt ikke ufarlig ud. Den er dog kendt blandt mange hundelskere som "den blide kæmpe".
Som mange andre af Europas store jagt- og arbejdshunde nedstammer grand danoisen fra den uddøde Molossus-race, der er kendt fra oldgræske vaser og mosaikbilleder. Der er faktisk grand danois-lignende hunde på vægmalerier, der kan dateres helt tilbage til det fjortende århundrede før vores tidsregning, og kæmpehunden er således en af de absolut ældste dokumenterede hundetyper i Europa. Romerne udbredte molossus-hundene gennem deres konstante erobringer, og rundt omkring i Romerrigets isolerede provinser opstod der nye grene af molosse-stamtræet. Grand danoisen deler således en stor portion genetisk materiale med den engelske mastiff og broholmeren.
Den moderne grand danois opstod i Tyskland, hvilket kan virke lidt mærkeligt, når man ser på dens franske navn, der betyder Stor Dansker. Tyskerne brugte - ligesom antikkens grækere og romere - den kolossale hund til vildsvine- og bjørnejagt og som vagthund. Racen var særdeles velegnet til begge formål, da den var modig, muskuløs, intimiderende og noget af en hurtigløber. Som jagthund blev små kobler af grand danois-hunde sendt efter det livsfarlige bytte, løb det op, og holdt det i skak med gøen og bid, indtil jægerne kunne nedlægge det.
Det var af politiske årsager at racen fik sit spøjse navn. I England, hvor racen var ret populær blandt godsejere i 1800-tallet, kaldte man den oprindeligt for en German Boarhound -en tysk vildsvinehund - hvilket jo virker ret oplagt. Men spændinger mellem tyskerne og resten af Europa, særligt de tre krige, der førte op til de tyske staters samling i 1870, fik briterne til at ændre racens navn til grand danios - fransk var et modesprog og Danmark var en politisk ufarlig stat.
Den store dansker er en gigant, og ret dyr i foder, om end de store hunde faktisk spiser mindre i forhold til deres kropsvægt end små hunde gør. Deres forbrænding er nemlig meget langsommere. Derfor er det vigtigt ikke at overmotionere hunden, og altid give den en lille times ro efter den har spist. Grand danoiser har bedst af to tre gode gåture om dagen, gerne i ro og mag. Der er en form for karmisk selvsikkerhed i racen. Den er lydig, men værdig, og vil helst deltage i alt dens ejer foretager sig, men mest som observatør. Samme selvbevidsthed gør hunden istand til, langt hen ad vejen, at vurdere hvornår den skal slappe af, så den ikke overanstrenger sig.
Som de fleste kæmpehunde har grand danoisen nemlig ofte problemer med ledsygdomme og et hjerte, der ikke er helt stort nok til at pumpe blod rundt i den gigantiske krop. Derfor er det særligt vigtigt for den at kunne slappe af når den skal. Rolig som den er, er den store dansker en god hund til børnefamilien, og tilpasser sig hurtigt andre dyr og ukendte gæster. Hvis dens ejer accepterer en ny situation eller fremmede personer, gør hunden det lynhurtigt også.
Race: Grand Danois
Max højde: 110 cm (dog sjældent over 80)
Vægt: 50-70 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 1/5
