Hop til indhold

  • Hunderacer

    • Journalisten

      Samojedhund

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den smilende slædehund levede en isoleret tilværelse i årtusinder, men har nu indtaget både nord- og sydpolen og fundet sig til rette verden over.
      Ifølge legenden er samojedhunden en arvtager til de allerførste hunde mennesket tog til sig. Fra urcivilisationerne ved Middelhavet og i Mesopotamien spredt mennesket sig, og de tog hunden med, længere og længere bort. Hver gang nogen slog sig ned og etablerede en ny by, et nyt land, var der altid nogen der tog videre, og de tog hundene med. Samojed-folket slog sig ned i det norlige Mongoliet, og i dette isolerede og barske område blev den første hund bevaret uændret. Her fandt europæerne racen.
      Så vidt legenden om samojedhunden. Det er svært at sige hvor meget af den, der passer, men helt moderne forskning i hunde-DNA placerer i hvert fald racen blandt "basal breeds" - grundlæggende racer - en gruppe af 16 hunderacer, der betragtes som allerældste og genetisk reneste. Det er også sandt, at hunden udelukkende levede blandt det nomadiske Samojed-folk i det nordlige Rusland, indtil den britiske zoolog og eventyrer, Ernest Kilburn, tog nogle eksemplarer med hjem i 1889.
      Samojedhunden arbejdede hårdt for nomaderne i det iskolde nord. De var hyrdehunde, der hjalp med at holde styr på de store flokke af rener, som menneskene levede af, og de slæbte store slæder når stammen bevægede sig fra en egn til en anden. Desuden beskyttede de lejren mod vilde rovdyr og andre stammer. I dag er de samojeder, der bor i Vesten ikke egnet som vagt- eller angrebshunde - dette træk er stort set blevet avlet helt ud. De har heller ikke en hyrdehunds overblik og kontrolsyge. Men samojeden er stadig enormt meget en slædehund. Den er utrættelig og elsker at vise hvad den duer til. Den løber gerne langt og længe i et stabilt tempo, og har det klart bedst sammen med en eller flere artsfæller den kan konkurrere og kommunikere med.
      Netop kommunikationen kan volde nogle problemer, for samojeden er en særdeles verbal hund. Den passer således bedst til at bo på landet, hvor man ikke generer sine naboer og hvor den kan få afløb for den enorme mængde af energi den besidder. En samojed smiler altid. Smilet har en naturlig forklaring, for det forhindrer hunden i at savle for meget - en stor evolutionær fordel i det iskolde land hvor racen plejede at bo - men det passer virkelig godt til dyrets generelle temperament. Samojeden er nemlig venlig, både overfor børn, fremmede og andre dyr.
      Den tykke canyfloss-lignende pels kan holde hunden med varme i de mest ekstreme situationer - ned til 60 minusgrader! Den har også en vis kuldeisolerende effekt, men man skal være mere end sædvanligt opmærksom på at give hunden vand nok i sommermånederne, da den jo trods alt er et polardyr. Pelsplejen er omfattende, og man skal tilsidesætte halvanden til to timer sammenlagt om ugen, til børstning og optrevlen af knuder. Den fælder også en hel del, særligt ved årstidskifterne.
      Race: Samojedhund
      Max højde: 60 cm
      Vægt: 16-30 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 4/5
    • Journalisten
      En ægte dansker, der er skabt til jagt på ret små revirer. Hønsehunden har været med os i 300 år.
      I starten af 1700-tallet begyndte Morten Bak at blande såkaldte sigøjnerhunde, der primært nedstammer fra spanske pointere, med hunde fra de lokale gårde i området mellem Randers og Hobro. Gårdhundene var en blandet landhandel, men størstedelen var af blodhundeslægt. Baks formål, der lykkedes efter otte generationer, var at skabe en tålmodig, dansk jagthund, der egnede sig til vores flade, men mudrede terræn, og som både kunne spore, tage stand og apportere. På grund af de ret begrænsede jagtarealer, skulle den også følge jægeren tæt.
      Frugten af Baks anstrengelser, der dengang blot blev omtalt som Bak-hunden, blev udbredt på jyske og fynske godser, og blandt de frie bønder på Ærø, men den nåede aldrig den samme udbredelse som andre jagthunderacer. Efter Anden Verdenskrig var racen stort set helt uddød, men det lykkedes en gruppe entusiaster at opspore og udvælge tyve avlsdygtige, renblodede hunde i 1948 - disse tyve hunde danner grundlaget for racen i dag. Gammel Dansk Hønsehund blev godkendt af det internationale kennelklubbernes klub, FCI i 1963, efter aktivt lobbyarbejde af specialklubben for gammel dansk hønsehund.
      Interessen for racen eksploderede i årene udmiddelbart efter 1981, da tv-værten Poul Thomsen begyndte at have sin gamle danske hønsehund, Balder, med i studiet. Den pludselige popularitet medførte, som det meget ofte gør, dårlig avl, griske hundesælgere og syge hunde, men specialklubben fik heldivsvis hurtigt rettet op på det igen.
      Racen har bevaret sine jagtfærdigheder. Den har en særdeles god næse og er berømt for at være en meget tålmodig schweisshund, der tager sit arbejde seriøst og med stor grundighed afsøger et område systematisk. Den er derfor langsommere til at spore end andre hunde, men succesraten er til gengæld i top. Denne særegne besindighed, og dens evner som stående jagthund og apportør, fik Johannes Matzen - en efterkommer af Morten Bak, og aktiv i genoprettelsen af racen i 1940'erne - til at skrive følgende karakteristik: "Man havde indtrykket af, at hunden i sig selv nok ikke var så lidt klogere end føreren. Med andre ord sagt, at det i visse tilfælde nok er hunden, der skal lære sin herre at gå på jagt og ikke omvendt."
      Hønsehunden skal rigtigt meget i marken for at være tilfreds. Selvom hunden virker tung, kan den godt holde til meget lange ture over kuperet terræn, og selvom man ikke er jæger, er den en trofast og taknemmelig følgesvend i skoven. Hjemme i privaten er den rolig, og holder på sin værdighed, hvilket gør den egnet som familiehund. Hønsehunden skal have opfyldt sine behov for motion, mentale udfordringer og socialt samvær, men alle tre dele er en fornøjelse.
      Pelspleje er der ikke meget af - racen er korthåret, hvilket i øvrigt gør den sårbar overfor kulde, hvis den har været i vandet, og det skal man huske. De arvelige defekter, der opstod i 80'erne er der i store træk taget hånd om nu af dygtige, moralske opdrættere.
      Race: Gammel Dansk Hønsehund
      Max højde: 60 cm
      Vægt: 26-35 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Pekingeser

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den lillebitte, ældgamle og meget royale hunderace, pekingeseren, var tidligere en af de mest populære selskabshunde i verden.
      I Kina har man holdt pekingesere i århundreder. Racens navn stammer fra Peking, det gamle europæiske ord for hovedstaden, Beijing, hvor kejserens palads lå - og stadig ligger. Pekingeser-hundene, som kinerserne kaldte løvehunde eller solhunde, levede i hundredvis i det enorme, indhegnede bygningskompleks. Her måtte kun hoffets og de mest betroede tjenere komme, og så altså de bittesmå hunde med den store "manke". Racen var helt forbeholdt kejseren og hans familie, og der var ligefrem dødsstraf for at smugle hunde ud af paladset. De ældste afbildninger af pekingesere stammer fra 900-tallet, men de har nok været der længe før.
      Pekingesernes særlige status har smittet lidt af på racens temperament. Den er en meget ærekær hund, der nok ved hvor skabet skal stå. Til gengæld er den også meget kærlig og rolig. Man er gået efter at avle en hund, der var perfekt til selskabs- og familielivet ved det fornemme hof, og pekingeseren er således en ret stille og rolig hund, der ikke skal bruge særlig meget motion. De allermindste af dem - nogle gange fødes der pekingesere der aldrig bliver tungere end halvandet kilo - boede meget af tiden i ærmerne på hoffolkenes kimonoer, og blev båret rundt i det store palads. Hundene har også haft deres egne tjenere, til at passe den omfangsrige pels, hvilket de fleste af nutidens pekingeserejere nok er lidt misundelige på.
      Racen opnåede en meget stor popularitet i Europa efter 1860, hvor briterne indtog og plyndrede det kejserlige palads og tog eksemplarer af hundene med hjem. Problemet var, at den avl der tog fart i Europa baserede sig på ganske få af de oprindelige hunde - så få som seks hunde mens at være stamforældre til alle vestens nuværende pekingesere. Op gennem 1900-tallet blev racen svækket, og der begyndte at optræde uønskede karaktertræk, som aggressivitet og fjendtlighed overfor børn, decideret sindssyge og en lang række fysiske svagheder.
      I vore dage er pekingeserens popularietet dalet. Mennesker på jagt efter selskabs- og skødehunde går nu efter racer, der er nemmere at holde, fx de korthårede chihuahuaer. Det har dog meført den fordel, at avlen nu er tilbage på de seriøse opdrætteres hænder, og pekingeserne er blevet omskabt, endnu en gang. De er tættere på deres ophav i dag, og er vendt tilbage til den gemytlige, nysgerrige, men også meget magelige sindstilstand, der gjorde dem så eftertragtede som paladshunde.
      En pekingeser fra en ordentlig kennel er en hund, der er ret let at stille tilfreds. Den er på ingen måde nogen motionsjunkie, men trisser gerne rundt for sig selv i huset og holder øje med at alt er som det skal være. Den er også blevet bedre til at omgåes børn. Desværre lider den, som mange kortsnudede racer, af afvejrtrækningsproblemer, som man skal være ret opmærksom på. Den gulvlange inderpels filtrer meget nemt, og man slipper ikke for timelange, ugentlige børstninger - medmindre man, som kejseren af Kina, har tjenre til den slags.
      Race: Pekingeser
      Max højde: 23 cm
      Vægt: 3,5-6,5 kg (i sjældne tilfælde ned til 1,5 kg)
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 1/5
      Plejekrav: 4/5
       
    • Journalisten
      En af verdens bedste andehunde blev bogstaveligt talt skabt ved et uheld.
      I det Herrens år 1807 sank et britisk skib ud for staten Maryland i USA. Ifølge et af de meget få øjenvidner, den amerikanske sømand George Law, havde besætningen drukket sig fulde, mens de var på vej hjem til Storbritannien med en last af torskefisk. De havde trodset en storm, hvilket viste sig at være en uhyggeligt dårlig idé. Lokale søfolk kom dem til undsætning ombord på skibet Canton, og Law reddede to hunde, som han fandt på det hastigt synkende skib.
      Det var to newfoundlændere - en han og en tæve - som den britiske kaptajn havde bragt med hjem til sin reder, der var fascineret af disse hårdføre og formidable jagthunde. Law kaldte den henholdsvis Sailer og Canton, og da han senere måtte stå til søs, uden mulighed for at tage sig af dem, overgav han dem til sine venner, der ligesom han selv boede ved Cheasapeake Bay.
      Cheasapeake Bay er USAs største flodudløb. Den enorme bugt fungerer som samlet udløb for 150 floder og mindre vandveje og området dækker over 11.500 m2. I en jægers øjne er det 11.500 m2 optimalt andejagtsrevir, og Laws venner var, som næsten alle andre, andejægere. De begyndte derfor øjeblikkeligt at krydse Sailer og Canton med de lokale apporthunde, der mest bestod af odderhunde og flat coated retrievere. Den robusthed og svømmeevne de to newfoundlændere bragte med sig, blev uhyre populær i hele bugten, og deres afkom blev derfor brugt til avl i vid udstrækning. Det faktum at de to hunde aldrig blev parret med hinanden, har uden tvivl gjort den resulterende nye race, Cheasapeake Bay Retrieveren, endnu stærkere.
      Cheasapeaken er solidt bygget, sammenlignet med dens retriever-fæller. Dens pels er tyk og vamset, i to tætte lag, der beskytter den mod kulde og nærmest er helt vandtæt. Den er overmåde arbejdssom og utrættelig - det var ikke usædvanligt for en apportør at hente op mod 200 ænder i bugtens iskolde vand, i årene efter at racen blev skabt. Til gengæld er den herligt afslappet når den sanser, at nu har den fri. Da foretrækker den at ligge og slumre i sin kurv.
      Det er vigtigt at socialisere sin Cheasapeake fra den er helt lille, da den ellers kan udvikle sig til at være lidt af en enspænder. Den knytter sig meget tæt til sin familie, og ikke til nogen andre, og kan være meget skeptisk overfor fremmede. Børn af familien bliver accepteret, sågar beskyttet, men det tager nok lidt tid for hunden at tolerere et helt nyt medlem af flokken. Cheasapeaken er generelt en meget sund race. Til gengæld kræver den både meget motion og pelspleje. Den skal have plads at røre sig på og kunne bruge sine kræfter, ellers bliver den rastløs. En sund og rask Cheasapeake er dog en dejlig, loyal og elskelig familiehund - for den aktive familie!
      Race: Cheasapeake Bay Retriever
      Max højde: 68 cm
      Vægt: 30-45 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten
      Den skotske terrier har nok en af de lettest genkendelige profiler blandt hunde. Det er en skøn, lille familiehund - loyal, frygtløs og nysgerrig.
      Racen opstod, sammen med mange andre af nutidens terrier-racer, i Skotland, hvor de blev brugt som skadedyrsbekæmpere, og som gravjægere, der jog ræve og grævlinge ud af deres huler under jorden. Indledningsvist omtale man alle disse forskellige hunde med fællesbetegnelsen Skye Terrier, men i løbet af 1800-tallet begyndte man for alvor at inddele dem i særegne racer, baseret på udseende, mentalitet og størrelse. Den skotske terrier blev omdrejningspunktet i et stort læserbrevsskænderi mellem skotske og britiske opdrættere, men i 1880 foreslog Gordon Murray en racebeskrivelse, som de fleste kunne blive enige om. Kort efter udkom den første racestandard, og den skotske terrier var en realitet.
      Selvom den indledningsvist har været en aggressiv og selvhævdende hund - gode egenskaber hos en fritløbende rottefænger - er den blevet umådeligt populær. Efterhånden som jagt er blevet en mindre udbredt hobby og skadedyrsbekæmpelse foregår mekanisk og kemisk, avlede man racen i retning af nye opgaver. Den skulle være en familiehund, og det blev den - sågar en ganske legendarisk en af slagsen. Det er næppe tilfældigt at Dansk Kennel Klub har den i sit logo - at Netto har det samme siger noget om genkendelighedsfaktoren, men det skyldes nok fordommen om skotternes sparsommelighed.
      Skotske terriere er altså blevet mere nænsomme og langt mere venligt stemte mod mennesker og andre hunde. Men de kan ikke undertrykke århundreders genetisk hukommelse, og vil spontant flyve efter smådyr i naturen, hvis man ikke holder grundigt styr på dem. De er også disponeret for at grave, og vil meget gerne gøre det. Det ligger helt naturligt for dem, og det er stort set umuligt at få dem til at lade være. Hvis man bor på en gård eller bare på landet, kan man drage nytte af dens rottebekæmpelsesevner, hvis man bare er utroligt varsom med at hunden ikke slipper bort. Dens instinkter er stærkere end ideen om at se sig for, når man skal over vejen. Det anbefales at man går til lydighedstræning med sin skotske terrier fra den er hvalp.
      Den lange pels er ikke meget besværlig at holde. Den skal børstes og friseres igennem en eller to gange om ugen, og dækpelsen skal trimmes hvert kvartal, hvilket godt kan være lidt dyrt. Til gengæld fælder en veltrimmet og børstet terrier stort set ikke.
      Race: Skotsk Terrier
      Max højde: 30 cm
      Vægt: 8,5-11 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 3/5
       
    • Journalisten

      Schnauzer

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE: DENNE ARTIKEL DÆKKER IKKE MINIATURESCHNAUZER ELLER RIESENSCHNAUZER
      Selvom den i dag stort set bruges som en kæk flgesvend og elskelig familiehund, kan man stadig godt ane de kvaliteter som schnauzeren blev værdsat for i gamle dage.
      Racen, der danner grundlag for de to andre schnauzer-racer, Miniature Schnauzeren og Riesenschnauseren, opstod mere eller mindre tilfældigt i de sydlige Tyskland. Der har den boet længe - de ældste træsnit og malerier af race er fra 1500-tallet - og i lang tid passede den sig selv rent genetisk. Schanuzeren var en hårdarbejdende brugshund, der løb rundt på gårdene og knoklede for føden. De dræbte rotter og mus, beskyttede hjemmet og blev i begrænset omfang også anvendt som driverhunde, der førte kvæget i marken eller til marked. Den blev ikke betragtet som et kæledyr, men som et aktivt udøvende medlem af tyendet, og var populær, fordi den arbejdede selvstændigt og effektivt, men med sin ringe størrelse ikke åd alverden.
      Den tyske adel var ret sen til at tage hunden til sig - måske fordi den netop var en bondehund, og ikke kunne bruges til "ædle" ting som rævejagt. På et eller andet tidspunkt i 1800-tallet faldt de dog for schanuzeren, og den er da også en glimrende selskabshund, kærlig og charmerende med sit imponerende, særdeles tyske overskæg. Adelen satte avlen i system, og standardiserede racen - og skabte altså foruden to andre varianter i forskellige størrelser.
      Schnauzeren er en godmodig hund nu, efter opdrættere i årtier er gået efter at avle rottefænger-attituden ud af den. Den er stadig aktiv og kan lide at føle at den fortjener sit ophold, men det kan sagtens ske gennem leg og agilitytræning, eller som barnepige for familiens yngste medlemmer - noget schauzeren er kendt for at være god til. Hvis man ønsker decideret at træne sin schnauzer, skal man nok væbne sig med en hel del snacks og tålmodighed. Den nedstammer fra selvbestemmende og selvbevidste gårdhunde, og finder sig ikke i at blive kostet rundt med. Dens gode sind opvejer dog i høj grad dette træk.
      Den stride pels, der beskytter hunden mod varme, kulde og torne, vokser ret hurigt, og skal derfor passes grundigt. Til gengæld filtrer den ikke så meget. Generelt skal schnauzere trimmes hvert kvartal og børstes ugentligt, men skægget skal redes igennem dagligt, så der ikke samler sig snavs i det. Schanuzeren er en meget sund race - en stor undersøgelse foretaget blandt amrikanske kennelschnauzere - som mange danske schnauzere faktisk dele nogle nære forfædre med - viste at kun 1% af racen har alvorlige arvelige sygdomsproblemer, hvilket nærmest er uhørt i hundeverdenen.
      Race: Schnauzer / Standard Schnauzer
      Max højde: 50 cm
      Vægt: 14-26 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten

      Pomarinian

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Pomeranianen er en hund der opfører sig meget større end den er. Den besidder en intelligens og energi, der afslører at den nedstammer fra hårdtarbejdende bæster.
      Helt oppe i toppen af Pomeranianens stamtræ figurerer de store, utrættelige spitz-racer, som slædehundene fra det nordligste Skandinavien. Igennem historien er de mindste af disse hunde blevet parret med hinanden, for at skabe gode rottedræbere, der kan tåle et koldt klima. En særlig linie af denne avl opstod i Pommern - derfor navnet Pomeranian. Den oprindelige Pomeranian var større end den nuværende race, og var glimrende, selvbeskæftigende gårdhunde, der jog rotter og små rovdyr på flugt, og snart spredte sig til hele Europa. Formindskningen af racen startede først for alvor i 1888, da den britiske dronning Victoria modtog en pomeranian, Marco, i gave fra Italien. Dronningen blev øjeblikkeligt forelsket i hunden, og fik importeret flere af slagsen, og startede den avlsretning, der gav racen sin nuværende størrelse. Den populære Victoria skabte mange modefænomener, der hurtigt blev adopteret af adelen og derefter af det bedre borgerskab. En af dem var pomeranian-racen, der nu blev udbredt som selskabshund, og har været det lige siden.
      Det er på mange måder kun pomeranianens størrelse, der har ændret sig siden den var en arbejdshund i det kolde nord. Den er stadig en overmåde energisk og selvstændig hund, der helst springer rundt og lader sig iværksætte den ganske dag, for så at falde sammen i sofaen om aftenen, når "arbejdsdagen" er slut. Der er stadig en god portion vilddyr i racen, der helst ikke finder sig i noget, hverken fra mennesker eller andre dyr. Det er derfor vigtigt at afrettet pomeranianen i en meget ung alder, og tidligt vænne den til børn og andre husdyr. Pomeranianen er frygtløs og kan godt finde på at udfordre andre hunde, også hunde der er mange gange større end den selv. Den skal også have forbløffende meget motion, for en hund på den størrelse.
      Det helt særlige kendetegn ved pomeranianen - og endnu en ting, der afslører dens nære slægtskab med slædehundene - er pelsen. Hvis man holder pelsen ved lige, ligner hunden en omvandrende candyfloss, hvilket helt klart også har ydet indflydelse på dens popularitet. Pelsdragten klippes som regel i facon, især hvis man, som mange andre, vil udstille sin pomeranian, og skal redes grundigt igennem mindst en gang om ugen.
      Pomeranian-racen er sund og har et stærkt immunforsvar og meget få arvelige defekter. Man skal dog være opmærksom på en enkelt meget vigtig ting: Teacup Pomeranianer. Teacups er hunde af forskellige racer, der avles specifikt efter deres diminutive størrelse, og der er simpelthen en fysisk grænse for hvor lille en hund man kan fremavle, før afkommet tager alvorlig skade af det. Teacups lider af en lang række defekter, som vejrtrækningsproblemer, mentale forstyrrelser og knoglesygdomme. Det skal selvfølgelig ikke lægge de normale pomeranianer til last, men racen er populær blandt teacup-avlere, så man skal være varsom.
      Race: Pomeranian
      Max højde: 28 cm
      Vægt: 2-3,5 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten

      Irsk Setter

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den er avlet til jagt, men i dag bliver den irske setter mest brugt til konkurrencer og udstillinger - med meget stor succes.
      Det ligger i navnet. Den irske setter stammer fra Irland, hvor den i sin tid var en ud af mange blandingracer, der blev etableret som jagthunde. Dens forfædre tæller Irish Water Spaniel, Irsk Terrier, Engelsk Setter, Spaniel og Pointer, altså jagthunde med virkelig varierede færdigheder, og det bærer racen videre den dag i dag. At den irske setter, i modsætning til mange andre eksperimenter, blev til en særskilt race, skyldes Jarlen af Enniskillen, John Cole. Han opdagede at hundene var noget helt særligt, og etablerede den første kennel, der udelukkende opdrættede irske setters, i 1812. I løbet af de næste hundrede år spredte racen sig til resten af de britiske øer, og derfra til USA og resten af verden.
      En af de ting, der gør den irske setter til en god jagt- og konkurrencehund, er dens evne til at tillære sig nye færdigheder. Man kan lege nye tricks ind i den på forholdsvist kort tid. Jo mere begejstret den er, des hurtigere lærer den, og den er generelt en glad hund, og fuld af energi og gåpåmod. Det gør den også til en skøn familiehund, for den kan holde børn beskæftiget i timevis. Børn og irske settere deler mange ting rent mentalt, og den er en af de racer der bruger lang tid på at blive voksen - to år er ikke usædvanligt. Dens hvalpede glæde ved nye opgaver og spændende leg slipper den dog heldigvis aldrig af med.
      Irske settere blev i sin tid skabt til fuglejagt og de er derfor dygtige til at apportere og svømme, og til at spurte gennem besværligt terræn. Den regale holdning og kropsbygning, og den smukke, lange pelsdragt, gør den samtidig til en oplagt udstillingshund, for ejere der foretrækker den slags. Derfor findes der rigtig mange såkaldte dobbelt champions bland irske settere - altså hunde der tager førstepræmier hjem både i lydighed og agility, og i skønhedskonkurrencer.
      Pelsen kræver noget arbejde, men pelsplejen kan, hvis man ikke gør det til en sur pligt, knytte hunden og ejeren sammen. En velafrettet irsk setter, der har været med i felten hele dagen, og tumlet rundt, elsker at få redt pelsen igennem for burrer og skidt bagefter. Man skal regne med at en aktiv setter skal børstes hver anden eller tredje dag.
      Race: Irsk Setter
      Max højde: 68 cm
      Vægt: 25-34 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten
      En hund, der blev avlet til en grusom og blodig sportsgren, men efterhånden har fået en helt ny og langt mere venlig mentalitet.
      Bulldoggen, der i dag er en populær familie- og pensionisthund, kendt fra utallige film og serier, blev i sin tid skabt i England. Den er en Mastiff, der blev blandet med noget terrier, der gjorde den mindre, mere smidig og mere hidsig. Heri blandede man - af alting - mops, for at gøre hunden mere lavstammet. Resultatet, den oprindelige engelske bulldog, var en lav, hærdebred, kortsnudet dræbermaskine. Dens tykke, foldede hud beskyttede dens organer og absorberede slag mod knoglerne, dens kæbe var uhyggeligt stærk, og dens temperament var en krigshunds: bidsk, frygtløs og ligeglad med smerte.
      Det bulldoggen blev avlet til og navngivet efter var tyrekamp, hvor kobler af hunde blev smidt ned i en stor udgravet arena, for at nedlægge en kolossal tyr. Tyren havde i forvejen fået blæst peber i næsen, så den var ekstra arrig, og blodet flød i stride strømme, mens publikum jublede og indgik væddemål.
      Heldigvis blev dyrekampe i denne stil forbudt i 1835 - ikke på grund af dyrevelfærd, men fordi det skabte forstyrrelser i den offentlige orden. Det gjorde bulldoggen srbejdsløs, og racen levede videre i langt mindre antal, blandt andet som slagterhunde, der ved at bide kvæget i haserne, guidede det ind i slagtehuset.
      En gruppe opdrættere var dog faldet for racens ret unikke udseende, med den muskuløse krop og karakteristiske fladtrykte snudeparti. De igangsatte et avlsprogram, der skulle avle krigeren ud af bulldoggen, og det havde de lykkeligvis stort held med. Bulldoggen beholdt sit udseende, men blev generation for generation stadigt roligere og mere menneskevenlig. I dag er den tidligere gladiatorhund blevet en vaskeægte familiehund.
      Bulldoggen er en stærk hund, men den kræver ikke meget motion. Den kan godt lide at bumle rundt for sig selv og undersøge sin omverden i et adstadigt tempo, og lege med store, tunge grene og legetøj. Man skal ikke lege alt for vildt med den, da krigerånden gemmer sig lige under overfalden - den skal ikke anspores til at slås, for så gør den det! Bortset fra dette ene lille aber dabei, er bulldoggen dog en hyggelig fætter at have gående. Den kan godt lide børn og er ikke selektiv med venner fra andre racer og arter. Den vil gerne være tæt på sine venner og familie, og kan blive meget nærgående, hvis den er i fremmede omgivelser - så vil den rigtig gerne vise at den hører til sin ejer.
      Racen har desværre nogle arvelige defekter. Mange af dem lider af hjerteproblemer i forskellig grad, og enormt mange har hoftedysplasi. Et andet velkendt helbredsproblem er vejrtrækningsvanskeligheder på grund af den sammentrykkede næse - noget opdrættere hele tiden forsøger at afhjælpe, men som har vist meget svært at gøre noget ved.
      Race: Engelsk Bulldog
      Max højde: 40 cm
      Vægt: 22-27 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 2/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Bull Terrier

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Bull terrieren er en god hund med et dårligt rygte. Selvom den nedstammer fra kamp- og jagthunde, med hvad der deraf følger af aggressivitet, er den i dag en legesyg og charmerende selskabshund.
      Britiske jægere og hundesportsentusiaster fremavlede bull terrieren i 1800-tallet, ved at blande bulldogs og forskellige terriere. De ville have en hurtig, men massiv og muskuløs, ambitiøs og aldeles frygtløs hund, og det fik de så. Den oprindelige bull terrier havde et voldsomt temperament, og lod sig ikke dupere af at byttet var mange gange større end den selv var - dens bulldog-forfædre havde kæmpet mod gale tyre og sultne bjørne, og bull terrieren var fast besluttet på at leve op til det.
      Mange af de jagtformer, som bull terrieren blev skabt til, er i dag forbudt, og overgangen fra jagt- til konkurrencehund satte nye krav til racens mentale sammensætning. Den skulle kunne tolerere andre hundes tilstedeværelse og fremmede mennesker, der råbte og klappede, så man begyndte at rette avlen mod et mere roligt sindelag, igen med stort held.
      I dag er langt de fleste bull terriere hvalpet legesyge og nysgerrige. De ligner stadig fordums bidske kamphunde, og derfor er mange mennesker skeptiske, når de møder den, hvilket naturligvis smitter af på hunden. Samtidig er den en veritabel energibombe og glemmer ret tit at opføre sig pænt, hvis det er sjovere at lade være. Disse træk gør det nødvendigt både at afrette og socialisere sin bull terrier fra en meget ung alder, og være meget striks med at bevare opdragelsen og aldrig bakke ned. Den skal kende sine grænser virkelig godt.
      Der er nogle problemer med bull terriere og børn, men det er ikke hundens skyld. Mange børn tror at hunden er et stykke legetøj, især fordi den lavstammede hund ikker ser ud af meget, hvis man ikke kender racen. Bull terrieren er et muskelbundt i miniformat, og den foretrækker halvvilde lege, hvilket kan gå ret hårdt ud over børn, der ikke er vant til dem. Derfor er det bedst at holde opsyn når børn - især fremmede børn - og bull terrierer mødes.
      Bull terrier-racen er ikke ramt af nogle alvorlige arvelige sygdomme, med en enkelt undtagelse, og er mere tilbøjelige til at komme til skade under leg end på grund af ibårne svagheder. Førnævnte undtagelse består i at de helt hvide linier af bull terriere lider af døvhed - i nogle lande fødes helt op til 20% af hvalpene døve. Det er derfor vigtigt kun at købe hvide bull terriere, der er blevet undersøgt af en dyrlæge for denne defekt. Pelsen er meget kort og kræver kun en børst hver, hver anden uge, så den holder sig blank og de døde hår fjernes.
      Race: Bull Terrier
      Max højde: 56 cm
      Vægt: 20-29 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 1/5
×
×
  • Tilføj...