Hop til indhold

  • Hunderacer

    • Journalisten

      Borzoi

      Af Journalisten i Hunderacer,

      En ægte sprinter med lang og rig historie. En Borzoi kræver plads at løbe på, og kan virke lovligt snobbet på nogen mennesker, men inderst inde har den et hjerte af guld.
      Russerne har avlet borzoi-hunde, eller noget der ligner, i hundredvis af år. Jenghis Khan, den mongolske erobrer, der invaderede nutidens Rusland i 1200-tallet, yndede at jage med dem, og siden da har hunden været en fast del af det russiske aristokrati. De skiftende zarer og deres fornemme hoffer var begejstrede for hundene, der primært blev brugt til ulvejagt. Små kobler af borzoier blev sluppet løs og fik lov at jage frit, og når de havde snuset ulven op, løbet den træt og omringet den, fulgte jægeren op med det endelige dødsstød.
      Borzoierne bleb også brugt til jagt på harer og vilde kaniner, og andre dyr med høj hastighed. Racen blev hele tiden gjort hurtigere og mere adræt gennem avl. Som de fleste andre mynder, jager borzoien med øjnene, og ikke med næsen, som andre hunde gør.Det kan godt gøre den svær at styre i naturen, for ser den et bytte - og den kan se på meget lang afstand - vil de ældgamle jagtinstinkter sætte ind, og hunden vil være over alle bjerge, inden man kan nå at stoppe den, hvis den river sig løs.
      Man skal være forberedt på at motion er dagligt og obligatorisk, hvis man anskaffer sig en Borzoi. Den kræver meget plads at spæne rundt på, og besidder en høj intelligens, der også skal udnyttes for at hunden føler sig tilpas. Det er bedst at give den opgaver, som den selv skal forsøge at løse. Noget af overlegenheden fra adelen har smittet af på den, og den bryder sig bestemt ikke om at blive behandlet eller opfattet som en slags tjener. Den skal altså tro at den selv opdager et problem og løser det.
      Borzoiens pels er smuk og medvirker kraftigt til dens ædle udseende. Den er kort i ansigtet, med mere fyldig på brystet og bagbenene. Den lange del af pelsen er blød som silke - hvis man vel at mærke sørger for at klippe og børste den jævnligt. Endnu en grund til at sørge for rigeligt med bevægelse til sin Borzoi, er at det bevarer det visuelle indtryk af en hund, der er skabt til at løbe som vinden.
      I Danmark er jagt med mynder, og altså derfor Borzoier, forbudt, da de skambider for mange dyr. Men der er et par væddeløbsbaner man kan få adgang til, samt en del aktiviteter indenfor såkaldt "lure coursing", hvor hundene jager mekanisk bytte over naturligt eller kunstigt terræn - fx en fodboldbane med forhindringer på. Begge dele giver borzoien mulighed for at gøre det den er bedst til. Man kan få mere information hos Myndeklubben.
      Race: Borzoi
      Max højde: 85 cm
      Vægt: 25-47 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten

      Beagle

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Er man på jagt efter en munter og familievenlig hund er beaglen oplagt. Men man skal være opmærksom på at den skal opdrages ret grundigt - der er en selvstændig jæger gemt i den lille hund.
      Beaglen er en af de racer, hvis oprindelse lidt er en gåde. Der er afbildninger af beagle-lignende hunde, der jager i flok, på nogle af de ældste romerske ruiner, og racen stammer muligvis fra antikkens Grækenland. Det er en form for urhund, som mange andre drivende jagthunde nedstammer fra i større eller mindre grad. Dens gode jagtkvaliteter fornægter sig ikke. Selv linier der har været opdrættet som familiehunde i generationer bærer instinkterne med sig, og vil helt automatisk undersøge lyde og lugte den ikke er bekendt med.
      Det var briterne der for alvor tog racen til sig og videreudviklede dens gode egenskaber. De to mest berømte britiske dronninger, Elizabeth d. 1. og den overmåde hundebegjstrede Victoria, der regerede med over 200 års mellemrum, var begge ivrige beagle-avlere, og de kongelige kenneler var kraftigt medvirkende til forædlingen af beaglen.
      Som drivende jagthunde har beagler altid jaget i kobler. Der er derfor en vis idé i at have mere end en beagle, da de så kan udfordre og underholde hinanden - en god idé, da der er overraskende meget energi i de små hunde. Alternativt kan man undersøge muligheden for at mødes med andre beagle-ejere og lave lege-aftaler for sine hunde. Flokmentaliteten gør i øvrigt beaglen til en naturligt social og menneskevenlig hund, der hurtigt accepterer børn og gæster. De kan være lidt reserverede overfor andre hunderacer - særligt dem der er mindre end de selv er.
      Hvad sanser angår har beagles både et godt syn, en skarp hørelse og en glimrende lugtesans. Det er derfor ret namt at stimulere hunden under træning, med masser af nye, interessante indtryk. Det er ret svært at træne en beagle, der ikke gider at finde sig i ordrer, skideballer og hjernedøde gentagelser, så sansestimuli kan anvendes til at gøre træningen sjovere og mere konkurrencebetonet - begge dele noget racen værdsætter.
      Med så mange år beg sig som kontrolleret kennelhund, kan beaglen bryste sig af en meget robust genetisk arv. Racen har meget få arvelige sygdomme, endnu færre i Danmark end andre steder. Hvis man absolut skal påpege noget, bør det nævnes at beagler har en mn marginalt højere tendens til epilepsi, der let kan holdes nede med medicin, end andre hunde har. Ældre beagles, der ikke rører sig så meget på deres gamle dage, er tilbøjelige til at blive fede - hvilket kan medføre hjerte- og rygproblemer - men det kan kontrolleres gennem deres kost.
      Beaglen er en korthåret hund, der stort ikke kræver pleje af pelsen. Til gengæld skal man huske at holde øje med om der samler sig fugt under de lange ører, da det kan afstedkomme infektioner.
      Race: Beagle
      Max højde: 41 cm
      Vægt: 9-12 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten
      Den ligner et tøjdyr, men bag westiens nuttede ydre, gemmer der sig en ægte krigersjæl.
      West highland white terrierens historie er der mange og ret delte meninger om. Sikkert er det, at den er fremavlet i det skotske højland i sidste halvdel af 1800-tallet og udspringer fra cairn terrieren. Dertil kommer en del mere eller mindre verificerede historier. Eksempelvis mener nogen, at den hvide pels stammer fra spanske skibshunde, der forliste på øen Skye i 1588 - deres skib var en del af den legendarisk uheldige Spanske Armada. En anden og lidt bedre underbygget historie beretter om den skotske adelsmand Edward Donald Malcolm. Efter sigende blev de hvide terriere ofte set som underlegne, og hans yndlingshund var derfor en rødbrun terrier. Den blev skudt og døde, fordi den blev forvekslet med en ræv, og Malcolm tog ved lære af det, og begyndte at avle målrettet efter hvide hunde, der desuden også lettere kunne ses i skovbunden.
      Lige meget om disse historier passer eller ej, er west highland white terrieren bestemt ikke nogen underlegen jagthund. Den er tværtom en nærmest hyperaktiv skadedyrsbekæmper, og har i tidens løb også hjulpet med at opspore og opskræmme ræve, grævlinge og oddere. Når den ikke var med på jagt i skoven overlod man den gerne til sig selv, og så tog den ellers på rottejagt.
      Det frie liv bærer den stadig præg af. Det er en uhyre selvstændig hund, der bestemt ikke lystrer hvem som helst. Den kan have en smule storhedsvanvid, er meget nysgerrig - så luk lågen! - og meget opmærksomhedskrævende. Den ser sig selv som et ligestillet og hårdtarbejdende medlem af familien og forventer at blive behandlet som sådan. Westien er altid med hvor det sker, og den kan blive meget ulykkelig over at blive holdt udenfor. Således springer den gerne op i sofaen, hvis det er der resten af familien er samlet.
      Westien er livlig, for at sige det mildt. Det er en hund der elsker at bevæge sig, og meget gerne vil have nogen at lege med. Derfor er det faktisk en fordel hvis man har børn i huset også, der kan tage en tørn med at holde hunden beskæftiget. Den er ikke noget oplagt valg som familiens første hund, men en hundevant familie kan få meget stor glæde af den lille vildbasse. En westie er en gravko i miniformat og den er vild med tuneller og trange steder den kan gå på opdagelse. Faktisk er den så glad for den slags aktiviteter, at man gennem tiden har avlet dens hale til at være en af de mest solide i hundeverdenen, med det ene formål at man kan trække hunden fri af tunnelhuller, hvis den sidder fast - uden at skade hundens ryg.
      Hunderacers popularitet svinger som bekendt en del og Westien er inde i en højpopularitetsperiode, der har varet i tyve år, i skrivende stund. Det betyder desværre at der er blevet avlet på nogle ikke helt heldige hunde, hvilket har medført nogle arvelige skavanker. En af disse er en allergisygdom, der rammer huden og giver udslæt, så det skal man være opmærksom på når man køber sin hund.
      Pelsplejen er overksuelig. Den skal børstes grundigt to-tre gange om ugen og klippes cirka hver tredje måned.
      Race: West Highland White Terrier
      Max højde: 28 cm
      Vægt: 6,5-9 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      Den ultimative slædehund. Huskyen er indbregrebet af polarhunde, og kendt for deres fart, deres gode temperament og deres nærmest overnaturlige udholdenhed.
      I århundreder levede huskyerne hos det isolerede tjukter-folk i det nordøstligste hjørne af Sibirien. Tjukterne skulle meget langt omkring for at jage i den iskolde sibiriske ødemark, og de hunde, der skulle bruges som trækdyr, måtte derfor være ekstremt hårdføre og udholdende. Huskyen blev importeret til Alaske under guldfeberen i starten af 1900-tallet, og blev her til en stjerne blandt hunde. Dette skyldtes især nordmanden Leonhard Seppala, der udførte en mirakuløs bedrift med et spand af huskyer, da byen Nome var i fare for at blive udryddet af et difteri-udbrud i 1925. Seppala deltog i stafetten, der skulle bringe medicin frem til den fjernt beliggende by, og hans hunde klarede strabadserne som nogle af de bedste. Herefter blev huskyen gradvist udbredt til de fleste kolde egne på kloden.
      Huskyen er bygget til umenneskelige prøvelser mod naturen, og derfor skal man ikke anskaffe sig en, hvis man ikke har tiden og energien til at give den motion nok. I flok kan de løbe over 150 kilometer om dagen - med en slæde, som de trækker over bulet, frossen tundra. Du skal naturligvis ikke løbe på tværs af landet med din hund hver dag, men det faktum, at de kan gøre det, tjener som et godt eksempel på hvilken hund huskyen er. Huskyen er desuden den hurtigste af polarhundene, og synes det er sjovt at sprinte, så find steder hvor den kan løbe så frit som muligt - for eksempel de særlige aflukkede hundeområder i nogle offentlige skove.
      Udover de høje krav til motion skal man også være opmærksom på, at huskyen, med dens sibiriske aner, ikke er egnet til at knokle for meget i et "varmt" land som Danmark. Bliver det meget mere end 10-12 grader, skal den ikke overanstrenges. I vintermånederne er det dog godt for både hunden og resten af familien at bruge den som slædehund - man kan spænde en vogn bagved hunden, hvis sneen skulle udeblive. Huskyen knytter sig meget nært til sin flok, og familieudflugter af denne slags vil gøre hunden gladere, mere tryg og nemmere at socialisere.
      Til trods for at pelsen er lang og indrettet til ekstreme minusgrader, kræver den ikke udpræget meget plejer. En eller to børstninger om ugen er fint, men de skal være grundige. Huskyer fælder rigtig meget, særligt i to store årlige fældningsperioder ved skiftet mellem de kolde og de varme årstider.
      Race: Siberian Husky
      Max højde: 60 cm
      Vægt: 15-28 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 5/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      Sheltien er på én gang en hårdfør og elegant hund, med en skarp hjerne og en stålfast disciplin.
      Ikke overraskende stammer racen fra Shetlandsøerne - en forblæst og barsk forpost til Skotland, der ligger ude i Nordsøen. Øerne har været meget isolerede gennem tiden, og stamracen - den store kotske arbejds-collie, der også er forfader til blandt andet border collies - har ikke haft mange andre hunde at blande sig med. Besøgende fiskere fra Irland, Island og Skandinavien har givetvis haft firbenede venner med på langfart, der er blevet brugt som et værn imod indavl af shetlænderne.
      Shetland Sheepdogs er altså en slags collie med vikingeblod i årerne, og racen er blevet yderligere hærdet af det ufremkommelige terræn og det hårde vejrlig. Det har gjort den til en særdeles hårdhudet og udholdende hund, der tåler meget og kræver at arbejde.
      Ligesom dens collie-forfædre er Sheltien mest af alt en hyrdehund. Den er dog også en virkelig god vagthund, der er skeptisk, men ikke aggressiv, overfor fremmede, og ikke bleg for at sige det højt. Dens opgaver har traditionelt bestået i at bevogte får, og den tager gerne arbejdet med hjem og udstrækker sin beskyttelse til hjemmet, familien og gårdens andre dyr.
      I et udkantssamfund i konstant fare for invasioner og ressourcemangel, som det der historisk set har eksisteret på Shetlandsøerne, har der ikke været overskud til at tage sig af ulydige eller dovne hunde. Denne barske, darwinistiske præmis har medført at nutidens shelties ikke alene er kropsstærke, solide og arbejdsomme, men også hurtigtopfattende og helt utroligt lærenemme. Sheltien er en af de mest vindende hunderacer i rally og agility, men det er til lydighedskonkurrencer de virkelig viser hvad de kan. De opfanger nye kommandoer og opgaver med imponrende hast, og er kloge nok til ikke at glemme dem igen. De har simpelthen en naturgiven evne til at lære hurtigt, som man kan få rigtigt meget sjov og kvalitetstid ud af, som hundeejer.
      Alting er dog ikke arbejde og bevogtningsopgaver. Sheltien er en glimrende barnepigehund og den knytter sig enormt tæt til sine mennesker. Når hunden har fri er den kærlig, grænsende til det hvalpede, og den amerikanske kennelklub beskriver den hjertegode vagthund, lidt for sjov, som "et alarmsystem, der elsker at putte."
      Der er dog en pris forbundet med alle disse gode kvaliteter, om end den er lav når man ser hvad man får. Sheltiens pels er udviklet til et brutalt klima. Der er to lag af lang, kraftig pels, der skal redes igennem ofte, og hunden skal jævnligt i bad, hvis man vil holde pelsen i perfekt stand. Kløerne vokser hurtigt og skal holdes nede, enten med saks eller fil, for ikke at flække. Dertil kommer at sheltien er nødt til at arbejde for at holde sig i sund form. Opgaveorienteret motion er det bedste, da det også udvikler sheltiens imponerende mentale færdigheder.
      Race: Shetland Sheepdog
      Max højde: ca. 40 cm
      Vægt: 7-12 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/4
      Plejekrav: 3/4
    • Journalisten
      Den kæmpestore hund med det sørgmodige ansigt er berømmet gennem tegnefilm, som redningshunden, der trasker gennem sneen med sin cognac-tønde om halsen, for at varme vildfarne rejsende op. Cognac-tønden har man aldrig fundet nogle historiske kilder på, men resten passer.
      Det var munkene, der hørte under de to vejklostre i Sankt Bernhards-passsene i de schweiziske alper, som gjorde hunderacen til det den er i dag. Størrelsen og muskulaturen fik hundene utvivlsomt fra de store molosser, som romerne tog med i krig, da de indtog Alperne, men hvad der sidenhen er blevet blandet ind i racen er der ikke enighed om. Munkene fik hundene fra gårde og landsbyer i dalene, hvor de hjalp til som hyrde- og vagthunde, men i højderne var der brug for en helt speciel type hund: Redningshunden.
      Sankt Bernhardhundene er de perfekte sneredningshunde. De er monstrøst stærke og kan gå i hele dage, uden at trættes. Deres lugtesans er blandt de bedste i hundeverdenen, de har et overmåde roligt og nænsomt temperament, deres glammen kan høres på lang afstand, og selv deres poter er som skabt til at grave i frosthård sne med.
      Det er kendt blandt avlere og entusiaster, at en Sankt Bernhardshund, der er blevet godt afrettet som hvalp, er en hund der hviler totalt i sig selv. Den beskytter sin ejer, men aldrig aggressivt. Derimod anvender den sin størrelse, som den er meget bevidst om, og stiller sig blot i vejen for en evetuel trussel. I de sneklædte bjerge, hvor den voksede op - og hvor man regner med at hundene har reddet op imod 2000 liv inden de blev skiftet ud med snescootere og helikoptere - måtte den tage selvstændige beslutninger, for at udføre sit hverv. Denne evne til at overveje problemer og faktisk tænke sig om, før den handler, er hos hunden endnu.
      Selvom den er i stand til at udføre imponerende styrkeprøver, kræver en Sankt Bernhardshund ikke vilde mængder af motion. Den elsker at boltre sig udenfor, men vil hellere lave noget meningsfyldt, end bare at gå og gå. Simulerede redninger, terrænløb, trækdyrsarbejde og duftspor er den bedste form for underholdning man kan give den. Indenfor er den rolig og vil bare helst flade ud.
      Man skal være forberedt på at en Sankt Bernhardshund ikke er ligefrem dufter af roser, at den savler en hel del, og at den æder som et tærskeværk. Den er skabt til meget plads, åbne landskaber og i en tid hvor man ikke var hysterisk med renlighed. Den fælder også en hel del, især den nyere langhårede variant, der aldrig blev brugt i Alperne - sneen klumper dens pels sammen. Udover fældningen, og det støvsugningsarbejde der medfølger, er den flotte pels ikke noget problem at holde. Den skal bare børstes et par gange om ugen.
      Race: Sankt Bernhardshund
      Max højde: 90 cm
      Vægt: 65-120 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten

      Puddel

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Mange betragter puddelen som en pyntehund, der nok ikke er videre skarp, men ser pæn ud og kan stå stille til hundeshows. Det er meget langt fra sandheden.
      Puddelen er en aktiv og særdeles intelligent hund, med en lang historie som jagthund. Den er en dygtig konkurrent i agility og lydighedskonkurrencer, og den er endda god til børn også, hvis man opdrager den til det fra den er lille.
      Dansk Kennelklub anerkender fire forskellige størrelser indenfor puddelracen - andre landes kennelklubber, fx USA og Storbitannien, regner kun med tre størrelser. Den ældste af disse er storpuddelen, som der findes malerier og beskrivelser af fra 1600-tallet. Den blev meget populær blandt franske konger og adelige, og kaldes derfor også for kongepuddelen. Storpuddelen, og den lidt mindre mellempuddel, blev anvendt med stor succes til andejagt i Tyskland, hvorfra den også har sit navn. Pudeln betyder at "plaske i vand", og det er noget puddelen elsker. Den særprægende klipning, der kendetegner puddelen, og som er standard ved hundeshows, stammer fra fortidens jagter. Hundens pels blev klippet kort, for at gøre den endnu mere effektiv i vandet. Den tilbageværende lange pels dækker udsatte led og organer, så hunden ikke bliver syg.
      Storpuddelen blev blandet med andre hunde - ifølge overleveringer med en terrier - med det formål at skabe en mindre hund med bedre lugtesans til et meget specifikt formål. Storpuddelen havde vist sig, udover at være en dygtig apportør i vandet, også at være en glimrende trøffelhund. Problemet var, at de store hunde ofte kom til at ødelægge de dyrebare svampe. Således opstod dværg- og toypuddelerne.
      Der er altså langt fra fordommene om den fornemme, stædige pyntehund til virkelighedens alsidigt talentfulde, lærevillige og ganske robuste arbejdshund. Der er masser af krudt i puddelen, og det skal brændes af dagligt. Selvom den i dag mest anvende som selskabshund, er den mest glad når den får mulighed for at røre sig, lære nye færdigheder og vise disse færdigheder frem. Den er et socialt engageret dyr, der elsker at være midtpunkt. Særligt de mindre puddelvarianter kan også godt lide at bruge deres næser.
      Man kommer ikke udenom, at puddelens pels kræver en hel del omsorg. Man behøver ikke klippe den traditionelt, med de hvide "puffer" ved anklerne og halen, det kortklippede bagparti, og så videre, men der skal holdes rigtig godt styr på pelsen. Puddelen skal børstes dagligt og et bad hver fjortende dag skader bestemt ikke - særligt ikke, hvis man lader hunden svømme i søer, hvilket den er helt vild med. Racen er generelt ved godt helbred, da der altid har været god kontrol med avlen af den.
      Race: Puddel
      Max højde: Storpuddel 60 cm, Mellempuddel 45 cm, Dværgpuddel 35 cm, Toypuddel 28 cm
      Vægt: Storpuddel 15-26 kg, Mellempuddel 7-15 kg, Dværgpuddel 3-7 kg, Toypuddel 2-3 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 3/4
      Plejekrav: 5/5
    • Journalisten

      Papillon

      Af Journalisten i Hunderacer,

      NOTE: BØR KRYDSLINKES MED PHALÉNE
      Papillonen er en udadgående og livlig selskabshund, der nedstammer fra dværgspanielen.
      Navnet betyder sommerfugl på fransk, og man ser hurtigt hvorfor franskmændene valgte at kalde den det. Dens lille, skælmske ansigt, med den hvide blis der løber fra panden til snuden, og de store opretstående ører, har samme silhuet som en sommerfugl. Det giver hunden et utroligt charmerende udseende, som gør den til en populær show-hund.
      Det skal nævnes, at de opretstående ører er det eneste der skiller papillonen ud fra en Phaléne. Phalénen regnes af nogen som en race for sig selv, men hvalpe af begge typer kan opstå i det samme kuld. Det er muligt at få omregistreret sin hund til den rette race, når den er omkring ni månder gammel, hvis ens papillon skulle gå hen at føde en phaléne, eller omvendt. Phalénen har hængende ører, og selvom den besidder alle de samme gode karakteristika som papillonen, er den langt fra lige så populær.
      Papillonen har altid været en selskabshund. den har givetvis nogle forfædre blandt skadedyrsbekæmpende småhunde, men dens primære opgave har været at holde den spanske og italienske adels damer og børn med selskab.
      Denne opgave har den klaret med bravur. Den er nemlig ganske nem at opdrage, selvom den godt kan lide at bestemme lidt. Den gøer ikke så meget som andre hunde i samme størrelse har en tendens til, og den synes det er sjovt at lære tricks. Det sidste gør den også til en meget dygtig agility-hund, der uden at tøve springer ud på banen og giver sig i lag med forhindringerne. Selvom papillonen er meget legesyg og kontaktsøgende, kræver den ikke særlig meget motion, udover de korte lufteture, der alligevel skal til, så den kan forrette sin nødtørft.
      For en elegant hund, med så smuk en pelsdragt, kræver den ikke engang det store, når det kommer til pelspleje. Lejlighedsvise børstninger, når man kan se den trænger er fint, og et bad hver anden-tredje måned er rigeligt. Man skal dog huske at klippe pelsen til ved porterne, så der ikke samles snavs. De har ingen underuld, og lugter derfor heller ikke så slemt, som nogle racer har en tendens til. Det betyder dog også, at man skal være varsom med kulde - papillonen er bygget til varmere himmelstrøg end vores.
      Papillonen regnes som en rigtig god hund til førstegangsejere og til pensionister, på grund af de lave krav til motion og pleje, samt dens kærlige sindelag. Det kan være en fordel at have to eller tre papilloner, så de kan underholde hinanden, hvis man ikke er hjemme i nogle timer - papillonen er nemlig et meget selskabeligt dyr.
      Race: Papillon
      Max højde: 30 cm
      Vægt: 2,5-3,5 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 2/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      En stærk, solid og umådeligt kærlig hund.
      En Old English Sheepdog (OES) lever op til sit udseende. Den er en stor varm bamse, der elsker menneskeligt selskab. Den er også en arbejdshund med masser af energi og overskud, og er nem at træne, hvis man giver sig tid til at lege færdighederne ind i hovedet på den.
      OES'en stammer fra det vestlige England, fra et viltert og kaotisk stamtræ af hyrde- og vagthunde. Hyrderne i 1700-tallet gik ikke op i racens renhed, men i den enkelte hunds evner, når de avlede, og OES'en er på den måde løbende blevet tilføjet den ene gode kvalitet efter den anden. Decideret raceavl begyndte først i midten af 1800-tallet.
      Blandt de mange gode kvaliteter er et fintunet hyrdeinstinkt, der lever videre i racen den dag i dag. Den holder styr på sin flok, lige meget om den består af kvæg, andre dyr eller mennesker, og løber ofte i cirkler rundt om en gruppe, for at holde styr på den. Ligeledes følger den sine mennesker rundt i huset eller haven - den er på ingen måde glad for at være alene, for så er den jo arbejdsløs.
      Den karakteristiske lange, bølgende pels er det lettest genkendelige træk ved OES'en. Den minder lidt om ulden på et langhåret får, og kan da også bruges på samme måde, til at lave garn med. Pelsen er en evolutionær genistreg, der beskytter hunden mod al slags vejr. Den varmer om vinteren, holder regn ude om efteråtet og isolerer mod varmen om sommeren. Til gengæld kræver den en hel del arbejde fra ejerens side. En OES skal børstes grundigt to gange om ugen, og det kan godt tage en time eller to. Ti ltider skal den også klippes i facon, hvis hunden ikke når selv at fælde de lange hår.
      OES'en er en fantastisk familiehund. Den er børnevenlig, overstrømmende kærlig og kan løbe frit i haven. Den ved at den hører til sin flok, og er dermed ikke tilbøjelig til at føjte eller stikke af. Den har også et meget afslappet forhold til andre dyr og andre hunde, men vil som regel foretrække menneskeligt selskab. Man kan dog med fordel have mere end en OES i samme hus. Der er ikke den samme konkurrence og territoriekamp mellem to OES'er som der kan være hos andre racer.
      Race: Old English Sheepdog
      Max højde: 61 cm
      Vægt: 27-45 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 4/5
    • Journalisten
      Den store, pelsede vandakrobat fra det kolde nord. Newfoundlænderen trives godt i det danske klima, og er en trofast og godhjertet familiehund.
      Det kommer næppe bag på nogen, at racen stammer fra Newfoundland. Dens oprindelse er ikke nem at blive klog på, men den oprindelige befolkning havde et tæt, gensidigt forhold til hundene, der blev brugt som fiskehunde, redningshunde og trækdyr. Da portugisiske fiskere begyndte at frekventere dette barske hjørne af Den Nye Verden i 1500-tallet, medbragte de store mastiffhunde, der blandede sig med de originale newfoundlændere. Derfra fik racen sin imponerende størrelse og mastiff-agtige ansigt. Senere begyndte man at importere dem i stort antal til England - faktisk i så høj grad, at racen næsten blev udryddet i hjemlandet. Mange af de lokale newfoundlændere i Canada stammer derfor, sjovt nok, fra engelske forfædre i dag, da man for at undgå udryddelse eksporterede en del britiske kennelhunde tilbage til øen.
      Newfoundlænderen er skabt til et liv ved og i vandet, og øriget Danmark er derfor et oplagt sted for den at bo. De brede poter skovler sig frem under vandet, og den tykke, tætte pelsdragt holder kulden ude. Newfoundlænderen er legendarisk for sin evne til at bjerge mennesker, andre dyr og vraggods i vandet, og selveste Napoleon skyldte en newfoundlænder sit liv, efter den holdt ham flydende, da han faldt i vandet under flugten fra Elba i 1815.
      Anskaffer man sig en newfoundlænder, skal man vide at man har købt sig en arbejdshest, lige så meget som man har købt sig en hund. Den skal have masser af motion, allerhelst svømning, da det aktiverer alle hundens store muskler. Den er også meget intelligent, næsten på højde med labrador retrieveren, der kommer fra samme brutale område, hvor kun de kvikkeste hunde overlevede. Derfor er det en god idé at blande motion med træning og udfordringer, eksempelvis redningsøvelser og apportering i vand. Den kan lide at bestille noget, og har intet imod at bære saddeltasker eller trække vogne, så den føler, at den bidrager med noget til familiens velvære.
      Netop familien er det vigtigste for en newfoundlænder. Den knytter sig til flokke af mennesker - en stamme om man så må sige - ligesom dens forfædre gjorde. Den er ikke nogen særlig god vagthund, det er den alt for rar til, men den beskytter sine mennesker, nogle gange endda lidt for godt. Det kan således være svært at komme i vandet på en strandtur, da hunden vil beskytte dens flok mod havets luner - det ligger simpelthen dybt indlejret i den, at vand er farligt for mennesker. Den er en fantastisk barnepige. Det er ikke for sjov at Nana i Peter Pan er en newfoundlænder.
      Den vamsede pelsdragt skal børstes grundigt ugentligt, og det er vigtigt at gøre det overalt, også bag ørerne, i "armhulerne" og så videre, for disse svært tilgængelige steder er som regel der knuderne starter. Man skal i øvrigt heller ikke lide af rengøringsvanvid, hvis man overvejer t anskaffe sig en newfoundlænder. De savler og fælder ret meget, og slæber ret meget grus og snavs med ind i pelsen.
      Race: Newfoundlænder
      Max højde: 71 cm
      Vægt: 55-80 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 3/5
×
×
  • Tilføj...