Hop til indhold

  • Hunderacer

    • Journalisten
      Der er omkring dobbelt så meget hund, som der ser ud til, gemt i en Cairn Terrier.
      Den ser ikke ud af meget, hvis man bare lige møder den - Cairn Terrieren. En lille, pjusket fyr med en skulderhøjde der sjældent overstiger 30 centimeter, og med et ansigt der mest beskriver den som lidt af en gavtyv. Den ligner mest det man i udlandet kalder en Toy Dog. Men man skal ikke skue hunden på hårene, om man så må sige.
      Cairns er arbejdshunde, der i århundreder har knoklet for skotske bønder. De er forbløffende effektive skadedyrsbekæmpere, der jager mus, rotter, mårer, muldvarpe og ildere - og er rigeligt modig til at tage kampen op mod ræve og oddere og større dyr også.
      Racen er en af de ældste terrierer. Den er solidt bygget, meget selvstændig og har en gevaldig personlighed. Den ser sig selv som lidt af en superhelt, og den forventer at blive behandlet som sådan. Den er skabt til at være udendørs og aktiv, og kræver derfor længere og hyppigere gåture end andre hunde på samme størrelse. På mange måder er en cairn terrier en slags kampvogn i miniformat.
      Fordi dens byttedyr i vid udstrækning er underjordiske, er cairnen også lidt af en gravemaskine. Har man egen have, som hunden løber i, skal man således nok forvente at plænen bliver lidt bulet, hvis man ikke får hunden afrettet fra den er hvalp. Man kan dog give hunden afløb for gravetendenserne ved at lade grave i naturen, når man alligevel går tur med den.
      De to stærkeste karaktertræk ved cairnen er nysgerrighed og mod. En charmerende kombination, der dog kan volde nogle problemer. Den er simpelthen genetisk disponeret til enten at jage eller hævde sig overfor andre dyr, og det er noget nær umuligt at lære den at lade være. Derfor er det vigtigt at man vænner den til at gå i snor - den vil forfølge alt fra småfugle til granddanoiser, og den kigger sig ikke for, før den går over vejen. Jagtinstinktet kan anvendes til træning og motion, eksempelvis ved at lade hunden følge duftspor, helst over forhindringer og gennem udfordrende terræn.
      Cairnens pels er halvlang og strid, umådeligt velegnet til det kolde og blæsende klima den kommer fra. Alligevel kan man slippe med at børste den grundigt igennem et par gange om ugen, og sporadisk klippe de værste totter af i ny og næ.
      Race: Cairn Terrier
      Max højde: 30 cm
      Vægt: 4,5-7 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten

      Broholmer

      Af Journalisten i Hunderacer,

      En særlig dansk hund med fine aner, der strækker sig tilbage til antikken. Broholmeren er en stor og muskuløs hund, men venlig og rolig, hvis den har det godt.
      Broholmeren tilhører gruppen af hunde, der nedstammer fra antikkens Molossus-hund, der nu er uddød. Molossen blev brugt til krig, og det fornægter sig ikke i dens efterkommeres DNA. Broholmerens slægtninge tæller eksempelvis boxeren, mastiffen og rottweileren. Inden racen fik sit nuværende navn og udseende, var den simpelthen kendt som "stor gul hund". Den blev især anvendt på godser og herregårde, som vagthund og i mindre grad også som jagthund, når der skulle nedlægges storvildt, som vildsvin, bjørne og kronhjorte.
      Det var en greve ved navn Sehested, der i slutningen af 1800-tallet besluttede sig for at strømline racen. Han iværksatte et gevaldigt avlsprogram, og sørgede for at sprede gode avlseksemplarer til forskellige dele af landet - blandt andet til Københavns Zoologiske Have - for på den måde at sikre en stærk genetisk arv. Sehested ejede godset Broholm, der blev en slags hovedkvarter for avlen, og altså kom til at lægge navn til racen.
      En hund der er skabt som en prestigeejendel og er stor nok til at gå på bjørnejagt, er ret dyr i drift. Dette blev næsten broholmerens endeligt. Efter Første Verdenskrig begyndte en verdensomspændende økonomiske krise, adelen mistede magt og privilegier, og industrialiseringen af landbruget tog fart, og begrænsede storvildet. Broholmeren var derfor arbejdsløs og blev kun holdt i live af et fåtal af entusiaster, eller mere eller mindre tilfældigt.
      I starten af 70'erne blev en flok danske hundeundstillere drillet af en udenlandsk dommer, på grund af manglen på særligt danske racer. Det blev anledningen til at genoplive broholmeren, og siden da er der igen etableret en sund avl af de store hunde.
      Til trods for de drabelige opgaver den i sin tid blev skabt til, er broholmeren en gemytlig og rolig hund. Den er derfor nem at opdrage og er stadig en rigtig god vagthunderace. Den er ikke unødigt aggressiv og foretrækker at jage uvelkomne indtrængere bort, i stedet for at flyve i flæsket på dem. Den siger som regel ikke så meget, men når den løfter stemmen er det til gengæld rigeligt, til at de fleste tager benene på nakken.
      Broholmeren er en stor, tung og meget tålmodig hund, og derfor god til børn i alle størrelser. Den grundigt kontrollerede avl har gjort den til en sund og robust race, og dens pels behøver nærmest ingen pleje overhovedet. Den kræver dog at man har en del plads den kan brede sig på. Bjørnejægeren i den skal kunne strække benene. Dertil kommer de høje udgifter til foder.
      Race: Broholmer
      Max højde: 75 cm
      Vægt: 40-70 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Blodhund

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Selvom den er meget sjælden i Danmark, kender de fleste nok blodhunden fra film og tegneserier, eller fra vendinger som "de jager ham som blodhunde". Racen har den bedste lugtesans i hele hundeverdenen, og det har haft meget at sige for dens historie.
      Historisk set er blodhunden en jagthund, en støver, hvis formål er at opstøve vildtet for jægeren. Blodhundens uovertrune næse kan spore gamle dufte over mange kilometer, og den forfølger sporet utrætteligt. Dens næse er så god, at den nemt sporer individuelle hjorte og vildsvin, og ikke lader sig forvirre af andre dyrs spor.
      Blodhunden har været i Europa siden før korstogene, og blev især avlet i Belgien, indtil briterne fik øjnene op for hundens enorme potentiale. De begyndte at importere hundene og lavede deres egne forædlingsprogrammer, og i dag nedstammer langt størstedelen af alle hunde fra disse strengt kontrollerede avlslinjer. Det var også den stramme britiske avl, der gav racen sit nuværende navn, der ikke har noget at gøre med evnen til at følge lugten af blod - endskønt de da også er formidable til det. Navnet kommer af det gamle britiske begreb for adel, at være "of the blood", fordi hundenes stamtavler var lige så nøje ført som adelens.
      Briterne opdagede også muligheden for at bruge blodhunden til andet end jagt på dyr. De kunne nemlig også bruges til at jage krybskytter med, og derfra var der kort til tanken om en hund der kan bruges til rednings- og eftersøgningshund generelt. Racen er stadig ganske populær i dette arbejdsfelt i Storbritannien, Canada, USA og Schweiz. Der er så stor tiltro dens blodhundes lugtesans, at den i USA tæller som gyldig bevisførelse i retten.
      De relativt få blodhunde, der bor i Danmark, bruges mest som familiehunde, og bag det melankolske ansigt og drabelige navn gemmer der sig en god og kærlig, børnevenlig og livlig hund. Den skal have en hel del motion, og på grund af sin størrelse æder den en del, men til gengæld er den sjov at træne - igen på grund af næsen. Man kan gå meget lange spor med sin blodhund, og den elsker at komme nye, spændende steder hen, med fremmede dufte. Den ansporer på den måde familien til at tage ud i det blå.
      Netop ivrigheden efter at følge spor, kan gøre det lidt svært at styre blodhunden. Den arbejder helst i sit eget, ret høje tempo, og så må man bare følge med. De skal næsten altid være i snor, og det er vigtigt at have et højt og solidt hegn rundt om haven, fordi det er hundens natur at stille sin nysgerrighed og følge nye dufte.
      Pelspleje er der ikke meget af, men blodhundens karakteristiske hudfolder skal man være ekstra opmærksom på. Der må ikke samle sig skidt i dem, da det kan medføre infektioner.
      Race:
      Max højde: 72 cm
      Vægt: 36-50 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 2/5
    • Journalisten
      En ældgammel hunderace, der er avlet til, ikke bare at kunne lidt af hvert, men at være virkelig god til det. Rollen som familiehund løser den også.
      Racen udviklede sig allerede i Folkevandringstiden, mellem 400 og 800 e.Kr., fra de hunde som invaderende barbarstammer og romerske legioner tog med sig ind i nutidens Schweiz. De hunde der klarede sig bedst, var nødvendigvis dem der tålte Alpernes klima, og som kunne arbejde hårdt for den sparsomme føde, i lange perioder ad gangen. De hære og stammer der havde haft hundene med, brugte dem til at drive kvæg med - Berneren bruger den usædvanlige taktik, at nappe kvæget blidt i haserne, for at drive det fremad.
      Det er klart at det kræver en velvoksen portion mod, sådan at løbe hen til et dyr, der er så meget større og hapse efter dets ben. Ligeledes har en hund behov for at være særdeles adræt, for at springe rundt mellem så mange trampende klove. Den havde dog langt fra fri når kvæget nåede frem til græsning. Berneren er en stor hund, og det gjaldt om at få så meget ud af den som muligt for den tidligere middelalders fattige bjergbønder. Den blev derfor også brugt som trækdyr, og trak eksempelvis vogne med store tunge mælkejunger ned fra bjergene helt op i midten af 1800-tallet. Når den ikke sprang op og ned af Alperne, skulle den holde vagt ved kvægflokken eller bevogte hyrdens ejendele - som den også ofte bar i en ransel på ryggen.
      Alle disse færdigheder er stadig en del Bernerens arv, og de sidder på rygradden og skal blot aktiveres. Racen er generelt lærenem, meget arbejdsom og loyal overfor sin "hyrde" - altså dens træner. Den trækker gerne børn rundt i en trækvogn, og er mere end villig til at bære picnic-sættet og maden i en slags saddeltaske, når man skal på skovtur. Den føjter ikke, da den er vagtsom og passer godt på sin flok. Faktisk passer den så godt på flokken, er den nogle gange, helt naturligt, driver børn og husholdningens andre dyr tættere på flokken, med blide nap i haserne, for at sikre sig at ingen af dem farer vild eller bliver spist af vilde dyr - i vore dage er der nok større fare for at blive kørt over, men resultatet er det samme.
      Danmark er jo langt fra Alperne, og selvom her ofte er ret koldt, er hunden dog bygget til tør, iskold bjergluft. Dens lange, smukke pels kræver en overfladisk daglig børstning, og om sommeren skal man være ekstra opmærksom på om hunden får vand og skygge nok.
      Selvom Berneren er en arbejdshund, kan den i perioder godt nøjes med moderate mængder af motion, men den skal ud at røre sig lidt hver dag. Den har intet imod at langt, men den kan trænes træt, hvis man ikke har tid til at gå en lang tur hver eneste dag. Dens rolige gemyt og tålmodighed gør den til en glimrende konkurrence-hund, der er god til lydighedsprøver, rally og redningsøvelser.
      Race: Berner Sennenhund
      Max højde: 70 cm
      Vægt: 30-55 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten

      Chow Chow

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Er man på udkig efter en meget rolig hund, der er let at opdrage og smuk at se på, er det måske en chow chow man skal have fat i.
      Chow chow'en har eksisteret i Kina i mindst 2000 år, og lignende hunde findes på malerier og vægtæpper fra Han-dynastiet, der er endnu ældre. I hjemlandet er racen blevet brugt til jagt og som vagthund - sidstnævnte er stadig dens vigtigste opgave, når den ikke er en ren familie- og udstillingshund. Der er forskellige teorier om hvordan racen er opstået, men generelt enighed om at der langt tilbage i stamtræet ligger noget tibetansk mastiff og samojed.
      Racens lidt morsomme navn skyldes dovne handelsrejsende. Når de store fragtskibe skulle fra Kina til Storbritannien i 17- og 1800-tallet, medbragte de ofte et væld af forskellige varer. Når de vigtigste varer var ombord, fyldte man lasten op med allehånde småting, som kunne detailsælges på markeder i Europa. Til disse småvarer hørte hvalpe fra de kinesiske hunderacer, der var populære blandt den britiske adel. Ordet for "diverse småting fra Kina" var et hjemmeopfundet fiduskinesisk begreb: Chow chow. Når hundene ankom til Europa var de således angivet som Chow chow i lastregistreret, og navnet hang ved.
      Det særlige ved chow chow'en, udover dens velkendte blåsorte tunge, er dens rolige gemyt, der kommer bag på de fleste. Den giver sjældent hals og gør generelt ikke noget væsen af sig medmindre den selv eller den foretrukne menneske er truet.
      Denne behagelige mentalitet er noget chow cho'en fødes med, men man er nødt til at sørge for at vedligeholde den. Hvalpene er således næsten naturligt velopdragne, lette at gøre sturerene og ikke særlig destruktive, men man skal alligevel være over dem. For når puberteten sætter ind glemmer den sine gode manerer, hvis man ikke minder den om dem. Bevarer man dens ro, er det med til at gøre den til en fantastisk vagthund, der hurtigt skelner mellem rigtigt fremmede og gæster af huset.
      Fuldvoksne, afrettede chow chow'er kan godt virke lidt katteagtige. De er reserverede og eftertænksomme, og forbløffende renlige sammenlignet med andre hunderacer, grænsende til det forfængelige. Renligheden er en fordel når man skal pleje den omfangsrige pelsdragt. I perioder er chow chow'en blevet avlet som spisehund og som uldhund, og pelsen kan for så vidt sagtens bruges til garn. Pelsplejen giver god mulighed for at knytte hunden til dens ejer, og det er vigtigt at huske, at chow chow'er ofte udvælger ét bestemt menneske, som dens sociale "port" til resten af husets mennesker. Dette individ bliver den person som hunden retter sig efter.
      Race: Chow Chow
      Max højde: 55 cm
      Vægt: 20-32 kg
      Børnevenlig: Delvist
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 3/5
    • Journalisten
      En lille hund med et lyst sind, men også en stor og dominerende personlighed. Yorkshire terrieren er en populær udstillingshund, men startede som en arbejderklassehund.
      Det var væveriarbejderne i Yorkshire der var de første avlere af racen, om end det skete mere eller mindre ved et tilfælde. Hundene, der nedstammede fra andre terrier-racer, fulgte skotske arbejdere, der flyttede til Yorkshire. De var glimrende skadedyrsbekæmpere, og jagede rotter i det store bomuldsvæverier i midten af 1800-tallet.
      De udviklede en fin og smuk pelsdragt, som gjorde at det finere borgerskab fik øjnene op for racen. Den blev adopteret af de rige, og har været yndet som selskabs- og udstillingshund lige siden. Pelsen er et naturligt kunstværk, der når helt ned til jorden, og giver hunden et yndefuldt udtryk. Det er dog et meget krævende arbejde, at holde Yorkiens pels ren og fri for knuder. Daglige børstninger og gennemredninger er en nødvendighed, og hunden skal bades regelmæssigt. Op til udstillinger er der selvfølgelig en del ekstraarbejde forbundet at sætte frisurer og klippe pelsen i facon. Traditionelt sættes pelsen i en midterskilning der løber hele vejen fra næsen til der hvor halen starter.
      Yorkien er en temperamentsfuld lille hund, der endnu ikke har glemt sin fortid som selvstændig rottefænger. Den kan godt få meget høje tanker om sig selv, og betragte sig som chef, hvis man ikke etablerer dominans over den som hvalp. Dette kommer til udtryk ved gøen og ulydighed, som kan være meget svært at pille ud af den igen.
      Af samme årsag har mange yorkie-ejere oplevet problemer med at sætte hunden sammen med børn. Hvis børnene ikke retter sig efter hunden, bliver den utålmodig og uvenlig. Dette gælder langt fra alle yorkier, men men man skal være forberedt på det, hvis man køber den som familiehund.
      Hvis man får afrettet hunden ordentligt, er den dog en livlig og legesyg hund, der ikke undertrykker sine nære forbindelser til andre terrier-racer. Den graver og jager, maser sig gennem skovbund og krat, og nyder generelt at være udenddørs. Dette resulterer i endnu mere pelspleje, men er virkelig godt for hundens humør og helbred.
      Race: Yorkshire Terrier
      Max højde: 25 cm
      Vægt: 3-9 kg
      Børnevenlig: Nej
      Aktivitetsniveau: 3/5
      Plejekrav: 5/5
    • Journalisten

      Boxer

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Boxeren er undervurderet som familiehund - men den blev også skabt til langt mere voldsomme formål end det.
      Der ligger enormt meget omtanke bag skabelsen af boxer-racen. Den kan nærmest kaldes for et resultat af genetisk arkitektur. Et sted i en fjern fortid figurerer Molossus-hunden i boxerens stamtræ - en uddød, oldgræsk race, der er stamfader til en perlerække af store, solide hunderacer i dag, heriblandt broholmeren, rottweileren og den nu ligeledes uddøde Bullenbeisser. Boxeren blev fremavlet af tyske opdrættere, der blandede bulldog og givetvis også noget terrier ind i bullenbeisseren. Man mener at boxerens egentlige formål var at kæmpe mod tyre og andre store dyr, som underholdning, men den blev øjensynligt ingen succes i den branche.
      Til gengæld opdagede man at den er en formidabel vagthund og en ganske dygtig sporfinder. Af disse to grunde blev boxeren en anset tjenestehund for det tyske gendarmeri og politi. Under Første Verdenskrig viste boxerens sig også at være en fantastisk meldehund, der løb med beskeder og vigtigt smågods fra skyttegrav til skyttegrav - et job der krævede utroligt mod og stoiskhed, høj fart, gode reflekser og en god stedsans. Efter den næste verdenskrig, hvor tyskerne igen havde rekrutteret boxeren som vagt- og patruljehund, blev mange hunde taget med tilbage af de sejrende allierede, og på den måde vandt boxeren også udbredelse i USA og Storbritannien.
      Boxeren er en muskuløs og energisk hund, der vil motioneres og løse opgaver. Den er på ingen måde dum, og har det bedst med også at få udfordret hjernen. En boxer der keder sig bliver let destruktiv. Man er nødt til at variere lege og træningsøvelser, så den ikke oplever det samme hver dag.
      Ligesom mange andre store hunde, er boxeren god til børn. Den betragter sig selv som deres beskytter, men vil også gerne lege med dem. Her skal børnene selv være opmærksomme på, at boxeren er meget stærk og til tider bliver lige kåd nok. De må derfor forberedes på muligheden for at blive væltet omkuld, hvis de ikke passer på.
      Boxere er generelt positivt stemt, venlige og kærlige, til et punkt hvor de ignorerer at der ikke er plads til dem i sofaen - og bare prøver at mase sig ind. De kan være skeptiske overfor fremmede, men er på ingen måde aggressive af natur.
      Der er meget lidt pleje forbundet med at have en boxer. De har helt tæt, kort pels, der blot skal børstes efter behov med en stiv hårbørste, for at holde hunden smuk. Boxere er desuden generelt meget billige i dyrlægeregninger, da arvelige skavanker er sjældne og racen er ganske robust bygget med tykke knogler og store muskler.
      Race: Boxer
      Max højde: 64 cm
      Vægt: 25-32 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten
      Jack Russel Terrieren er en hårdt knoklende humørbombe, der passer ind i de fleste familier med et tilpas højt energiniveau.
      Det sker meget ofte, at Jack Russellen bliver forvekslet med Parson Russell Terrieren, og det er ikke så mærkeligt. Begge racer er fremavlet af og navngivet efter den britiske præst, John "Jack" Russell, og de fysiske og mentale ligheder mellem de to broderracer er flere og større end forskellene. John Russel havde sat sig for at skabe en jagt hund, der kunne "gå i grav", som det hedder når hunden selvstændigt og frygtløst sætter efter underjordiske rovdyr, som ræve og grævlinge. Samtidig skulle den kunne holde trit med Jacks større, mere langbenede fox hounds.
      Projektet lykkedes over al forventning, og Jack Russellen fik sin nuværende form engang mellem 1860 og 1880. Jack havde frembragt en utrættelig, modig, loyal, kernesund, intelligent og menneskeglad hund, og alle disse gode kvaliteter er bevaret i racen i den dag i dag.
      Anskaffer man sig en Jack Russell, skal man være forberedt på, at det svarer til at få et nyt familiemedlem - med alt hvad det indebærer. Den kræver rigtig meget opmærksomhed, både hvad angår motion og træning, og socialt samvær. For en hund af sin størrelse kan den løbe langt og løse opgaver i en uendelighed, før den bliver træt, og den keder sig aldrig, hvis man giver den varierede og spændende opgaver. med andre ord, er købet af en jack russell terrier en glimrende måde selv at komme i form på!
      Hunden vænner sig hurtigt til nye omgivelser, hvilket der er mange fordele ved. Den bliver nemt integreret i en ny familie, og accepterer relativt problemfrit at nye børn og dyr bliver en del af hjemmet. Det gør den også til en rolig rejsekammerat, og den finder let ud af hvis man ikke altid bor det samme sted - eksempelvis hvis man tilbringer sommermånederne på en campingplads eller i en kolonihave.
      Jack Russellen kommer i tre pelsvarianter: Glathåret, Ruhåret og Broken. Førstnævnte kræver meget lidt pelspleje - en ugentlig børstning er fint. De to andre skal have lidt mere omsorg, dog uden at det ligefrem kan beskrives som krævende. Alle tre varianter fælder en del, og hyppige børstninger kan afværge en hel del støvsugning.
      Den britiske præst var øjensynligt en utroligt dygtig opdrætter, for jack russellen lider ikke af nogle alvorlige arvelige sygdomme eller skavanker. Den er en robust hund, der, hvis den lever et sundt, aktivt liv, kan blive over 15 år gammel.
      Race: Jack Russell Terrier
      Max højde: 30 cm
      Vægt: 6-7 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Rottweiler

      Af Journalisten i Hunderacer,

      En ældgammel hunderace med et slet ry og en hel masse gode sider. Rottweileren er en ægte arbejdshund, der elsker at putte med sin familie efter en hård dag i felten.
      Det var antikkens romere der fremavlede de første rottweilere. Racne startede som uundværlige følgehunde til de romerske legioner der underlagde sig Europa og Middelhavsområdet. En hær på march skulle have masser af mad, blandt andet frisk kød, og i en tid uden industriel præservering eller elektriske frysere, var det simpelthen nemmest at tage enorme flokke af kvæg og får med sig. For at holde styr på de store dyreflokke, der skulle bevæge sig langt hver dag, skabte man en hårdfør, udholdende, særk og intelligent hyrdehund.
      Efter Romerrigts fald opstod der et kæmpemæssigt årligt kvægmarked i byen Rottweil i nutidens Tyskland, og her blev hundene forædlet yderligere til den race vi i dag kender som rottweileren. Den var snarrådig, trofast og arbejdssom som få andre racer, og den spredte sig hurtigt. Da jernbanen gjorde sit indtog, og de mange slagtedyr ikke længere skulle føres rundt manuelt gik det hårdt ud over rottweiler-racen, men omkring skiftet til 1900-tallet opdagede man, at den også var en formidabel vagthund, hvilket den er blevet brugt som siden.
      I Danmark bruger politiet mest schæfere, men private vagtfirmaer har taget rottweileren til sig, og den er stadigt mere anvendt inden for dette felt. Racen er særdeles intelligent og kan derfor også trænes som redningshund, hvilket den i høj grad bliver i USA.
      Rottweileren bliver ulykkelig af ikke at blive brugt, og det er vigtigt at udfordre både dens muskler og dens hjerne. Da den også er en glimrende sporfinder, kan man med fordel stimulere dens lugtesans samtidig med at man træner og motionerer den. Et af rottweilerens mest kendte og værdsatte træk er dens virkelig gode hukommelse, der gør at man ikke behøver at gentage sin træning i det uendelige. Når den har lært at løse en given opgave, sidder kundskaben simpelthen fast.
      Udover rigeligt med motion kræver hunden nogle klart formulerede grænser. På grund af dens intelligens er den ret stædig og egenrådig, og den er genetisk disponeret med en viljestyrke der får nogle hundrede okser, der er fem gange større end hunden til at makke ret. Man skal aldrig være unødigt hård ved nogen hund, men rottweilere, særligt hanhunde, skal have klar besked om hvor grænserne går. Får man først afrettet hunden ordentligt, kan man dog glæde sig over at have en af de mest loyale og disciplinerede hunde i verden.
      Rottweilere kræver et minimum af pleje. De er avlet til at være på farten konstant, i situationer hvor man ikke kan bruge tid på at børste den hele tiden. Kennelhunde har generelt stærke kløer og gode tænder.
      Man kan ikke se bort fra at rotteweileren er et brutalt udseende dyr, der nærmest ligner en knytnæve med pels. Dens knurren er dyb og ildevarslende, og disse træk har gjort racen populær blandt mere eller mindre uegnede hundeejere, der har en hund for at intimidere andre mennesker. Det er jo bestemt ikke hundens skyld - som sagt kan en rottweiler i de rigtige hænder blive en fantastisk familiehund, der til tider helt glemmer at se farlig ud og bare gerne vil ligge i skødet og slumre. Som rottweilerejer må man dog, desværre, nok forberede sig på at skulle bekæmpe nogle fordomme.
      Race: Rottweiler
      Max højde: 70 cm
      Vægt: 40-60 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 4/5
      Plejekrav: 1/5
    • Journalisten

      Shih Tzu

      Af Journalisten i Hunderacer,

      Den kinesiske løvehund var så fornem, at det i en årrække kun var kejserens familie, der måtte eje dem. Nu er den heldigvis blevet allemandseje.
      Som med mange andre af de meget gamle hunderacer, er det svært at fastsætte Shih Tzuens oprindelsessted og- tidspunkt med nogen form for præcision. De fleste eksperter mener at racen stammer fra Tibet, og bleve givet som gaver fra Dalai Lama til det kinesiske hof i 1600-tallet. I Tibet fortaber racens historie sig i myter. Shih Tzuerne var hellige dyr, der blandt andet beskyttede mod onde ånder under begravelser.
      Kejserfamilien i Den Forbudte By i Beijing blev så begejstrede for de yndefylde og silkehårede små hunde, at de i flere omgange stablede avancerede avlsprogrammer på benene. Avlen skulle skabe nye smukke farver og mønstre i hundenes pels, ofte med udgangspunkt i religiøs symbolik. I mange år var det forbudt for alle andre at eje Shih Tzu-hunde, men flere eksemplarer blev smuglet ud og til sidst begyndte kejseren selv at forære de eftertragtede hunde bort til adelige, som storslåede gaver. Avlsprogrammerne gik dog lige så stille i stå, og da kommunisterne overtog efter 1949 forsvandt racen næsten totalt.
      I dag kan alle levende Shih Tzuer derfor spores tilbage til fjorten hunde, syv hanner og syv tæver, hvoraf flere var blevet eksporteret afeuropæiske diplomater i 1930'erne og 40'erne, heriblandt til Danmark og Norge.
      Shih Tzuen er en nem hund at have med at gøre, hvad angår motion og træning. De har det fint med at bo i lejlighed, og behøver ikke engang en have de kan gå ud i, bare de bliver luftet et par gange om dagen. Den er dog ikke hverken dum eller doven, bare lille og derfor ikke nogen arbejdshest. Den kan sagtens lære tricks og løse opgaver, om end andre racer er bedre egnet til det.
      Der hvor man skal forvente at skulle knokle lidt med sin Shih Tzu er pelsdragten, der er overdådig, gulvlang og let filtrer. Især skiftet fra hvalpepels til voksenpels, der starter når hunden er omkring et halvt år gammel, er en udfordring - for hele familien! Shih Tzuen skal vænnes til at ligge stille og blive redt og børstet fra den er helt lille. Den skal have bad mindst hver 14. dag, hvad den også skal lære. Der er også tradition for, blandt Shih Tzu-udstillere, at sætte pelsen op i kunstfærdige frisurer, hvilket kræver tålmodighed fra både hund og ejer. Der er selvfølgelig også mulighed for at klippe og holde hundens pels kort - en såkaldt hvalpeklipning - men så skal man passe på den ikke kommer til at fryse.
      Shis Tzuer er gode og ret rolige indehunde, der sagtens kan lære at acceptere andre dyr, fremmede mennesker og små børn. Den kan godt lide at være en del af hyggen, og helst midtpunkt for den, hvis det kan lade sig gøre.
      Race: Shih Tzu
      Max højde: 27 cm
      Vægt: 4,5-8,5 kg
      Børnevenlig: Ja
      Aktivitetsniveau: 2/5
      Plejekrav: 5/5
×
×
  • Tilføj...