Den lillebitte, ældgamle og meget royale hunderace, pekingeseren, var tidligere en af de mest populære selskabshunde i verden.
I Kina har man holdt pekingesere i århundreder. Racens navn stammer fra Peking, det gamle europæiske ord for hovedstaden, Beijing, hvor kejserens palads lå - og stadig ligger. Pekingeser-hundene, som kinerserne kaldte løvehunde eller solhunde, levede i hundredvis i det enorme, indhegnede bygningskompleks. Her måtte kun hoffets og de mest betroede tjenere komme, og så altså de bittesmå hunde med den store "manke". Racen var helt forbeholdt kejseren og hans familie, og der var ligefrem dødsstraf for at smugle hunde ud af paladset. De ældste afbildninger af pekingesere stammer fra 900-tallet, men de har nok været der længe før.
Pekingesernes særlige status har smittet lidt af på racens temperament. Den er en meget ærekær hund, der nok ved hvor skabet skal stå. Til gengæld er den også meget kærlig og rolig. Man er gået efter at avle en hund, der var perfekt til selskabs- og familielivet ved det fornemme hof, og pekingeseren er således en ret stille og rolig hund, der ikke skal bruge særlig meget motion. De allermindste af dem - nogle gange fødes der pekingesere der aldrig bliver tungere end halvandet kilo - boede meget af tiden i ærmerne på hoffolkenes kimonoer, og blev båret rundt i det store palads. Hundene har også haft deres egne tjenere, til at passe den omfangsrige pels, hvilket de fleste af nutidens pekingeserejere nok er lidt misundelige på.
Racen opnåede en meget stor popularitet i Europa efter 1860, hvor briterne indtog og plyndrede det kejserlige palads og tog eksemplarer af hundene med hjem. Problemet var, at den avl der tog fart i Europa baserede sig på ganske få af de oprindelige hunde - så få som seks hunde mens at være stamforældre til alle vestens nuværende pekingesere. Op gennem 1900-tallet blev racen svækket, og der begyndte at optræde uønskede karaktertræk, som aggressivitet og fjendtlighed overfor børn, decideret sindssyge og en lang række fysiske svagheder.
I vore dage er pekingeserens popularietet dalet. Mennesker på jagt efter selskabs- og skødehunde går nu efter racer, der er nemmere at holde, fx de korthårede chihuahuaer. Det har dog meført den fordel, at avlen nu er tilbage på de seriøse opdrætteres hænder, og pekingeserne er blevet omskabt, endnu en gang. De er tættere på deres ophav i dag, og er vendt tilbage til den gemytlige, nysgerrige, men også meget magelige sindstilstand, der gjorde dem så eftertragtede som paladshunde.
En pekingeser fra en ordentlig kennel er en hund, der er ret let at stille tilfreds. Den er på ingen måde nogen motionsjunkie, men trisser gerne rundt for sig selv i huset og holder øje med at alt er som det skal være. Den er også blevet bedre til at omgåes børn. Desværre lider den, som mange kortsnudede racer, af afvejrtrækningsproblemer, som man skal være ret opmærksom på. Den gulvlange inderpels filtrer meget nemt, og man slipper ikke for timelange, ugentlige børstninger - medmindre man, som kejseren af Kina, har tjenre til den slags.
Race: Pekingeser
Max højde: 23 cm
Vægt: 3,5-6,5 kg (i sjældne tilfælde ned til 1,5 kg)
Børnevenlig: Delvist
Aktivitetsniveau: 1/5
Plejekrav: 4/5
