Pomeranian

Oprindelse

Pomeranian tilhører gruppen af spidshunde, selvom den ofte karakteriseres som selskabshund. Racen har sine rødder mange årtusinder tilbage blandt spids– og ulvehunde. Det menes, at pomeranere blev udviklet fra de spidshundetyper, der i dag bl.a. ses som slædehunde på Grønland.

Racen pomeranian, som vi kender den i dag, stammer fra Pommern i Tyskland, hvor man avlede på særligt små eksemplarer af den tyske spids. De tidlige pomeranere blev første gang beskrevet i 1700-tallet, men var dengang en del større end i dag. De blev brugt som vagthunde på gårdene, hvor de kunne sidde højt oppe på gærderne og på lang afstand se, om der kom fremmede. Så de noget usædvanligt, var det deres opgave at slå alarm med høj, vedvarende gøen – en opgave de gerne påtager sig den dag i dag!

I 1800-tallet fattede den engelske dronning Victoria interesse for racen. Hun begyndte at avle på de mindste eksemplarer og udstille dem, og det gjorde hurtigt racen umådelig populær blandt velhavende europæiske familier. I 1870 blev pomeranian anerkendt af den engelske kennelklub.

De største forandringer, der er sket med racen, er størrelsen. For ca. 100 år siden vejede en pomeranian ca. 10 kg. I dag vejer den 2-3 kg. Pelsen har også forandret sig med årene. Den er gået fra at skulle være silkeagtig til senere at være blank, og i dag skal den stå ud fra kroppen. Den buskede hale skal hale ligge fladt hen over ryggen.

Egenskaber og personlighed

En pomeranian er en nysgerrig, livlig, intelligent, trofast og legesyg hund. Samtidig er den selvstændig og har typisk et stort ego og en stærk besiddertrang, der betyder, at den gerne vogter over de ting, der har værdi for den, f.eks. legetøj, mad og soveplads. Den er heller ikke bleg for at udfordre hunde, der er mange gange større end den selv.

Pomernere er tæt knyttede til deres familie og vil helst være i tæt kontakt med deres ejere så meget som muligt. De er reserverede overfor fremmede, men imødekommende overfor dem, de kender, og meget kærlige overfor deres familie. De er elsker opmærksomhed og at være i centrum, og det er ikke en race, der trives med at være alene i mange timer dagligt.

Spidshundenes vagtsomhed og tendens til at gø overdrevent meget er en udtalt egenskab hos pomeranere. Hvis man ikke begrænser denne egenskab fra en tidlig alder, får man en hund, der gør af alt og alle. Med tidlig og konsekvent træning kan en pomeranians gøen begrænses en del, men man skal ikke forvente at få en hund, der aldrig gør, og den vil beholde sin vagtsomhed, som jo ligger i den genetiske bagage.

Aktivitetsniveau og aktivering

En pomeranian opmærksom og lærenem, og den elsker at lave sjove aktiviteter med sin ejer. Den er derfor forholdsvis let at træne og kan blive virkelig dygtig, hvis man gør træningen sjov. Som nævnt er det en intelligent hund, og den kræver løbende nye udfordringer. Den skal have godt med mental aktivering i form af f.eks. søgeøvelser, spor, trickstræning, HTM e.l. Den er hurtig og adræt og egner sig derfor også godt til aktiviteter som agility og flyball. Det er ikke en race, der er tilfreds med at være sofahund – den vil have lov til at bruge sin hjerne.

Tilfredsstiller man sin pomeranians behov for at bruge hjernen, kan den nøjes med en moderat mængde motion. Dog sætter den stor pris på lange ture, særligt nye steder hvor der er mange fremmede indtryk og dufte at undersøge.

Pels og pleje

En pomeranian har en overdådig pels med en tyk underpels og en lang, lige overpels, der danner en krave over skuldrene og brystet. Pelsen bør børstes godt igennem mindst en gang om ugen og hver til hveranden dag i fældeperioderne. En pomeranian fælder hele året rundt, men særligt to gange om året, når den skifte mellem sommer- og vinterpels. Den lugter ikke af hund, selvom den har været ude i regnvejr, og pelsen er ligesom hos andre spidshunde smudsafvisende og selvrensende. Derfor behøver en pomeranian heller ikke at komme i bad, med mindre den har rullet sig i noget ildelugtende.