Den smilende slædehund levede en isoleret tilværelse i årtusinder, men har nu indtaget både nord- og sydpolen og fundet sig til rette verden over.
Ifølge legenden er samojedhunden en arvtager til de allerførste hunde mennesket tog til sig. Fra urcivilisationerne ved Middelhavet og i Mesopotamien spredt mennesket sig, og de tog hunden med, længere og længere bort. Hver gang nogen slog sig ned og etablerede en ny by, et nyt land, var der altid nogen der tog videre, og de tog hundene med. Samojed-folket slog sig ned i det norlige Mongoliet, og i dette isolerede og barske område blev den første hund bevaret uændret. Her fandt europæerne racen.
Så vidt legenden om samojedhunden. Det er svært at sige hvor meget af den, der passer, men helt moderne forskning i hunde-DNA placerer i hvert fald racen blandt "basal breeds" - grundlæggende racer - en gruppe af 16 hunderacer, der betragtes som allerældste og genetisk reneste. Det er også sandt, at hunden udelukkende levede blandt det nomadiske Samojed-folk i det nordlige Rusland, indtil den britiske zoolog og eventyrer, Ernest Kilburn, tog nogle eksemplarer med hjem i 1889.
Samojedhunden arbejdede hårdt for nomaderne i det iskolde nord. De var hyrdehunde, der hjalp med at holde styr på de store flokke af rener, som menneskene levede af, og de slæbte store slæder når stammen bevægede sig fra en egn til en anden. Desuden beskyttede de lejren mod vilde rovdyr og andre stammer. I dag er de samojeder, der bor i Vesten ikke egnet som vagt- eller angrebshunde - dette træk er stort set blevet avlet helt ud. De har heller ikke en hyrdehunds overblik og kontrolsyge. Men samojeden er stadig enormt meget en slædehund. Den er utrættelig og elsker at vise hvad den duer til. Den løber gerne langt og længe i et stabilt tempo, og har det klart bedst sammen med en eller flere artsfæller den kan konkurrere og kommunikere med.
Netop kommunikationen kan volde nogle problemer, for samojeden er en særdeles verbal hund. Den passer således bedst til at bo på landet, hvor man ikke generer sine naboer og hvor den kan få afløb for den enorme mængde af energi den besidder. En samojed smiler altid. Smilet har en naturlig forklaring, for det forhindrer hunden i at savle for meget - en stor evolutionær fordel i det iskolde land hvor racen plejede at bo - men det passer virkelig godt til dyrets generelle temperament. Samojeden er nemlig venlig, både overfor børn, fremmede og andre dyr.
Den tykke canyfloss-lignende pels kan holde hunden med varme i de mest ekstreme situationer - ned til 60 minusgrader! Den har også en vis kuldeisolerende effekt, men man skal være mere end sædvanligt opmærksom på at give hunden vand nok i sommermånederne, da den jo trods alt er et polardyr. Pelsplejen er omfattende, og man skal tilsidesætte halvanden til to timer sammenlagt om ugen, til børstning og optrevlen af knuder. Den fælder også en hel del, særligt ved årstidskifterne.
Race: Samojedhund
Max højde: 60 cm
Vægt: 16-30 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 4/5
Plejekrav: 4/5
