Den kæmpestore hund med det sørgmodige ansigt er berømmet gennem tegnefilm, som redningshunden, der trasker gennem sneen med sin cognac-tønde om halsen, for at varme vildfarne rejsende op. Cognac-tønden har man aldrig fundet nogle historiske kilder på, men resten passer.
Det var munkene, der hørte under de to vejklostre i Sankt Bernhards-passsene i de schweiziske alper, som gjorde hunderacen til det den er i dag. Størrelsen og muskulaturen fik hundene utvivlsomt fra de store molosser, som romerne tog med i krig, da de indtog Alperne, men hvad der sidenhen er blevet blandet ind i racen er der ikke enighed om. Munkene fik hundene fra gårde og landsbyer i dalene, hvor de hjalp til som hyrde- og vagthunde, men i højderne var der brug for en helt speciel type hund: Redningshunden.
Sankt Bernhardhundene er de perfekte sneredningshunde. De er monstrøst stærke og kan gå i hele dage, uden at trættes. Deres lugtesans er blandt de bedste i hundeverdenen, de har et overmåde roligt og nænsomt temperament, deres glammen kan høres på lang afstand, og selv deres poter er som skabt til at grave i frosthård sne med.
Det er kendt blandt avlere og entusiaster, at en Sankt Bernhardshund, der er blevet godt afrettet som hvalp, er en hund der hviler totalt i sig selv. Den beskytter sin ejer, men aldrig aggressivt. Derimod anvender den sin størrelse, som den er meget bevidst om, og stiller sig blot i vejen for en evetuel trussel. I de sneklædte bjerge, hvor den voksede op - og hvor man regner med at hundene har reddet op imod 2000 liv inden de blev skiftet ud med snescootere og helikoptere - måtte den tage selvstændige beslutninger, for at udføre sit hverv. Denne evne til at overveje problemer og faktisk tænke sig om, før den handler, er hos hunden endnu.
Selvom den er i stand til at udføre imponerende styrkeprøver, kræver en Sankt Bernhardshund ikke vilde mængder af motion. Den elsker at boltre sig udenfor, men vil hellere lave noget meningsfyldt, end bare at gå og gå. Simulerede redninger, terrænløb, trækdyrsarbejde og duftspor er den bedste form for underholdning man kan give den. Indenfor er den rolig og vil bare helst flade ud.
Man skal være forberedt på at en Sankt Bernhardshund ikke er ligefrem dufter af roser, at den savler en hel del, og at den æder som et tærskeværk. Den er skabt til meget plads, åbne landskaber og i en tid hvor man ikke var hysterisk med renlighed. Den fælder også en hel del, især den nyere langhårede variant, der aldrig blev brugt i Alperne - sneen klumper dens pels sammen. Udover fældningen, og det støvsugningsarbejde der medfølger, er den flotte pels ikke noget problem at holde. Den skal bare børstes et par gange om ugen.
Race: Sankt Bernhardshund
Max højde: 90 cm
Vægt: 65-120 kg
Børnevenlig: Ja
Aktivitetsniveau: 3/5
Plejekrav: 2/5
