Hop til indhold
  • Shetland Sheepdog

       (0 anmeldelser)

    Journalisten

    Sheltien er på én gang en hårdfør og elegant hund, med en skarp hjerne og en stålfast disciplin.

    Ikke overraskende stammer racen fra Shetlandsøerne - en forblæst og barsk forpost til Skotland, der ligger ude i Nordsøen. Øerne har været meget isolerede gennem tiden, og stamracen - den store kotske arbejds-collie, der også er forfader til blandt andet border collies - har ikke haft mange andre hunde at blande sig med. Besøgende fiskere fra Irland, Island og Skandinavien har givetvis haft firbenede venner med på langfart, der er blevet brugt som et værn imod indavl af shetlænderne.

    Shetland Sheepdogs er altså en slags collie med vikingeblod i årerne, og racen er blevet yderligere hærdet af det ufremkommelige terræn og det hårde vejrlig. Det har gjort den til en særdeles hårdhudet og udholdende hund, der tåler meget og kræver at arbejde.

    Ligesom dens collie-forfædre er Sheltien mest af alt en hyrdehund. Den er dog også en virkelig god vagthund, der er skeptisk, men ikke aggressiv, overfor fremmede, og ikke bleg for at sige det højt. Dens opgaver har traditionelt bestået i at bevogte får, og den tager gerne arbejdet med hjem og udstrækker sin beskyttelse til hjemmet, familien og gårdens andre dyr.

    I et udkantssamfund i konstant fare for invasioner og ressourcemangel, som det der historisk set har eksisteret på Shetlandsøerne, har der ikke været overskud til at tage sig af ulydige eller dovne hunde. Denne barske, darwinistiske præmis har medført at nutidens shelties ikke alene er kropsstærke, solide og arbejdsomme, men også hurtigtopfattende og helt utroligt lærenemme. Sheltien er en af de mest vindende hunderacer i rally og agility, men det er til lydighedskonkurrencer de virkelig viser hvad de kan. De opfanger nye kommandoer og opgaver med imponrende hast, og er kloge nok til ikke at glemme dem igen. De har simpelthen en naturgiven evne til at lære hurtigt, som man kan få rigtigt meget sjov og kvalitetstid ud af, som hundeejer.

    Alting er dog ikke arbejde og bevogtningsopgaver. Sheltien er en glimrende barnepigehund og den knytter sig enormt tæt til sine mennesker. Når hunden har fri er den kærlig, grænsende til det hvalpede, og den amerikanske kennelklub beskriver den hjertegode vagthund, lidt for sjov, som "et alarmsystem, der elsker at putte."

    Der er dog en pris forbundet med alle disse gode kvaliteter, om end den er lav når man ser hvad man får. Sheltiens pels er udviklet til et brutalt klima. Der er to lag af lang, kraftig pels, der skal redes igennem ofte, og hunden skal jævnligt i bad, hvis man vil holde pelsen i perfekt stand. Kløerne vokser hurtigt og skal holdes nede, enten med saks eller fil, for ikke at flække. Dertil kommer at sheltien er nødt til at arbejde for at holde sig i sund form. Opgaveorienteret motion er det bedste, da det også udvikler sheltiens imponerende mentale færdigheder.

    Race: Shetland Sheepdog

    Max højde: ca. 40 cm

    Vægt: 7-12 kg

    Børnevenlig: Ja

    Aktivitetsniveau: 3/4

    Plejekrav: 3/4


    Bruger Feedback

    Join the conversation

    You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

    Gæst

    • This will not be shown to other users.
    • Tilføj en anmeldelse...

      ×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

        Only 75 emoji are allowed.

      ×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

      ×   Your previous content has been restored.   Clear editor

      ×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.


×
×
  • Tilføj...