Administrator

Lad det være sagt med det samme: I Danmark er det ikke lige så let at have en hund, som det er mange andre steder i verden. I Danmark er det fx ganske få beværtninger af den ene eller den anden art, der tillader, at man tager sin hund med på besøg. Og vi ser relativt få hunde i gadebilledet, så få, at de fleste af os ser vel kun hunde, når vi ser TV eller hygger os med slot spil, hvor hunde jo netop er et populært tema (og det er ikke svært at finde ud af hvorfor – de er jo vores bedste ven!) Men hvorfor tillader vi egentlig ikke hunden – vores bedste ven – at komme med flere steder hen? Der er studier, der viser, at hunde fx er gode for arbejdsmiljøet, at de kan reducere stress, en psykologisk lidelse, som svæver over mange danskere som end ond, mørk sky. Og der er da også flere og flere progressive start ups eller virksomheder, der tillader deres medarbejdere at tage hunden med på arbejde, hvilket må siges at være en positiv udvikling. Men ak. Imens vi venter på, at det, som vi hundeelskere ved – nemlig at hunden er gode for os og bør følge os og være velkomne hvor vi er – bliver almindeligt velkendt og tages til efterretning og ageret på, ja så må vi undertiden tager steder hen, hvor vi og vores hunde kan udfolde os, som vi ønsker. Her handler det om Berlin og et par gode tips til ture i byen eller det omkringliggende, herligt grønne Brandenburg. I Berlin og Brandenburg har man nemlig et helt andet forhold til vores yndlings følgesvend. Her tillader man hunde på restauranter, kaffebarer og mange, mange andre steder. Har du styr på det praktiske, er spørgsmålet blot: Hvor skal vi tage hen? Der er flere muligheder. Tiergarten I Berlin er det et hav af forskellige parker, man kan besøge, og hvor mange med fordel kan tage sin hund med. Der er naturligvis Tiergarten i Charlottenburg, som er den største park i Berlin – og den er stor! – og her kan man gå lange ture med sin hund i pragtfulde, grønne omgivelser. Insider tip: Besøg Siegessäule, sejrsmonumentet, der blev opført efter tyskernes sejre og bl.a. Danmark i 1864 – men et besøg kræver sin mælk, for der er mange trappetrin, man skal op ad. Mindre kendte Volkspark Rehberge Volkspark Rehberge ligger i up-and-coming Wedding, og er endnu lidt af en usleben diamant. Rehberge er også en relativt stor park, og her vil du med sikkerhed møde mange andre, der er ude at lufte deres hunde. Vil du til Rehberge, kan du tage både S- og U-Bahn fra fx Alexanderplatz, så der er gode transportmuligheder. Berlin og omegn Grünewald Grünewald er et mekka for hunde! Der er let adgang til Grünewald fra flere steder i Berlin. Der er zoner, der er dedikeret til hunde, og flere søer, hvor de kan svømme og rigtig udfolde sig. Bliver du træt af at vandre i de lækre naturlige omgivelser, kan du besøge en af flere biergartens – og det bedste er du kan tage din hund med! Döbertizer Heide Eller Döberitzer hede er en hede, der ligger lidt fra Berlins bygrænse er et gammelt militærterræn, som nu er blevet et rekreationelt vildnis rigt på flora og fauna, planter og dyr. Döbertizer Heide er blevet et populært sted at vandre, og du har mulighed for at vandre mange kilometer der, og der er en populær rute på 22 km.

Hunde er skønne og fantastiske, men indimellem trækker de deres ejere ud i nogle lidt uheldige situationer. Her kommer tre pinlige historier fra (ellers) glade hundeejere. Hunden gik ind i nabokrigen Jeg havde i længere tid været i en ubehagelig strid med min nabo. Vi kunne hverken enes om det ene eller det andet, og det blev mere og mere irriterende og – for at sige det rent ud – barnligt. Det hele kulminerede, da min kære hund valgte at forrette sin nødtørft lige midt på naboens græsplæne. Jeg opdagede intet, før min nabo rasende kom vandrende ind i min have, bedst som jeg havde de nye svigerforældre på besøg til kaffe og kage. I hånden havde han en skovl med hundelorten på, og han var mildest talt ikke begejstret. Jeg fik i mere end én betydning et møgfald i svigerforældrenes påhør, og de havde nær fået kagen galt i halsen. Hvalpen fandt det forkerte legetøj Jeg havde bogklubben på besøg, og vi sad og gennemgik dagens romanstykke. På dette tidspunkt havde jeg lige fået ny hund – en skøn lille hvalp. Midt i analysen kom min kære hund stolt løbende ind i stuen med et stykke legetøj i munden. Det var dog ikke hans eget hundelegetøj, men derimod min dildo, som han havde fundet i soveværelset. Jeg blev ildrød i hovedet, for de andre kunne ikke undgå at bemærke det. Heldigvis grinede de bare af det, og jeg tænkte, at nu kunne vi vende tilbage til vores roman og glemme alt om det. Samtalen blev dog hurtigt drejet over på rollespil, bondage og sexlegetøj i stedet, og jeg har måttet høre for episoden lige siden. Lufteturen endte med en tur i mudderet Det var en kold og våd efterårsdag, men min firbenede ven skulle naturligvis ikke snydes for en gåtur i parken. Jeg trak i regnjakke og gummistøvler og begav mig afsted med snoren og hunden i hånden. Som regel får min kære hund lov til at løbe frit i parken, og det skulle hun selvfølgelig også have lov til på denne dag. Hun blev imidlertid lidt for ivrig, da hun så de andre hunde løbe omkring. Jeg nåede derfor ikke at få snoren af hende, før hun havde løbet et par omgange omkring mig. Snoren var viklet omkring mine ben, og da min hund satte i løb efter en af de mange legekammerater, væltede jeg lige så lang, jeg var. Ikke nok med at jeg lå udstrakt på jorden i parken, havde jeg naturligvis også været så ”heldig” at lande lige midt i en kæmpe mudderpøl. Gåturen blev afsluttet temmelig brat den dag.

Mange spørger sig selv, om det måske ville kunne have en gavnlig effekt for netop dem at prøve kræfter med cannabisolie som medicin – enten til dem selv eller til deres hund. Der ér da også rigtig mange områder, hvor det har vist sig at have stor effekt, og derfor er det ikke utænkeligt, at du eller din hund kan få glæde af cannabisolie. Man skal dog ikke bare kaste sig ud i det, før man ved lidt om det på forhånd. Cannabisolier er nemlig en kraftig størrelse, og man skal derfor vide, hvad olien egentlig gør, og hvornår den kan hjælpe. Det er samtidig vigtigt at vide, hvordan olien skal bruges, så den får den størst ønskede effekt. Tilsyneladende uforklarlige smerter Generelt ubehag i kroppen er naturligvis som regel forårsaget af noget, for smerter opstår ikke bare ud af det blå. Det kan imidlertid ind imellem være svært at finde roden til problemet, og det gælder i særdeleshed, hvis det er ens kæledyr, der har ondt. Ser din hund ud til at være i smerte, kan det være svært at vide, hvad du skal stille op. Hvis ikke der umiddelbart er nogen fysisk forklaring, vælger nogle hundeejere at ty til cannabisolie. Cannabisolie virker mod fysisk smerte på den måde, at det får kroppen – hvad enten man er dyr eller menneske – til at fokusere mindre på smerten. Når det sker, har man mulighed for at hele bedre, og det er altså derfor, at det kan være så effektivt til behandling af både dyr og mennesker. Smerter et bestemt sted Det kan også være noget mere lokalt, man vælger at bruge cannabisolien mod. Det kan eksempelvis være, hvis man selv eller ens firbenede ven har ondt i en bestemt muskelgruppe. Mange har haft succes med at bruge CDB-produkter med cannabisolie til behandling af kæledyr. Inden du bruger cannabisolie til behandling af din hund, gør du imidlertid klogt i at konsultere en dyrlæge, som kan rådgive dig. Psykiske udfordringer Psykiske problemer findes desværre i mange afskygninger, og de rammer både dyr og mennesker. I forbindelse med diverse psykiske udfordringer har man set gode resultater med at benytte cannabisolie. Er din hund eksempelvis meget stresset eller bange, kan det derfor være en overvejelse værd at gå denne vej. Det skyldes, at cannabis i vid udstrækning har en afslappende effekt, og dermed giver det din hund mulighed for at slappe af. Lige så vel som det kan være svært at finde roden til psykiske problemer hos mennesker, kan det naturligvis også være det hos dyr. Derfor kan det være et forsøg værd at prøve kræfter med cannabisolie, hvis din hund virker til at have psykiske udfordringer.

Mangler du sjove ting at lave med din dejlige hund, og vil du gerne finde på noget, som også giver dig en sjov følelse i kroppen? Selvom det er dejligt at gå ture, så skal der også sommetider variation til, så man kan blive ved at finde motivationen. Det giver denne blog dig et par idéer til. Det kunne eksempelvis være at tage hunden med ud og spille fodbold, da det i høj grad er en aktivitet, de typisk elsker. Her får de mulighed for at løbe og jagte bolden, og det lyser ud af dem, hvor meget de nyder det. Det giver selvfølgelig også dig en god følelse i kroppen, og du bliver måske nærmest som et barn igen. Netop fodbold er en klassisk aktivitet med hunden, mange måske glemmer det. Tag en bold med, når du går tur, og hvis du finder en græsplæne, som kan tåle lidt leg, kan du slippe hunden løs og lege med bolden. Er man flere afsted på tur, er det næsten også altid et hit. Ned til vandet Det kan også være vildt sjovt at tage hunden med ned til vandet, hvilket da også er noget, mange hundeejere er glade for. For nogle er det dog ikke så naturligt, fordi det måske ikke lige ligger på vejen, og det er lidt besværligt, når hunden efterfølgende er våd og måske endda også lufter lidt i nogle timer efter en svømmetur. Der er dog bare rigtig mange andre fordele ved det. Eksempelvis lærer hunden rigtig meget af at svømme rundt i vandet, og det er noget, de fleste hunde elsker. Faktisk er det for mange en favoritaktivitet, som ikke rigtigt kan sidestilles med andre ting. Lær din hund at slappe af Det er vigtigt, at hunden lærer at slappe af, for det er ikke altid en naturlig ting for dyret. Faktisk har mange hunde svært ved at falde til ro, med mindre de har været ude og gå den obligatoriske lange tur i løbet af dagen. Men måske har det ikke altid lige været muligt at gå en rigtig lang tur, og derfor er det vigtigt, at man sætter nogle rammer for hunden. Eksempelvis kan det virke godt at have hunden med sig hen foran fjernsynet. Man kan selvfølgelig placere den, hvor man vil, afhængigt af hvor meget den sviner, og her kan man prøve at få den til at falde til ro. Når man lærer hinanden godt at kende, vil der ofte opstå en accept og kemi mellem hund og ejer, som bare gør det til en behagelig oplevelse at slappe af sammen. Din hund ved i øvrigt godt, at i senere eller dagen efter skal ud og bruge energi, og derfor vil den kunne hvile i, at I nu slapper af sammen. Det er en rigtig god øvelse mellem hund og ejer, fordi det giver en anderledes form for nærvær. Selvom I elsker at være vilde sammen, er det også fint bare at kunne sidde foran pejsen.

Mopsen stammer oprindeligt fra Kina, fra den kinesiske Happa-hund, helt så langt tilbage fra før vor tidsregning. De kom med handelsskibe til Europa især Holland og England, omkring 1500 tallet. Mopsen er oftest fawn og sort, i sjældne tilfælde Silver og abricot, med sort maske og ører, en sort ål(stribe) ned ad ryggen. Pelsen skal være fin glat, blød, kort og glansfuld, hverken hård eller ulden. Halen skal være højt ansat og stramt oprullet, dobbelt krølle er det fuldkomne. Hovedet skal være stort og kvadratisk, der er 2 slags ører rosen- og knapører. Øjnene skal være store og mørke, med et blik fuld af ild og samtidig med et mildt udtryk. Næsepartiet skal være kort og kvadratisk, let underbid med bred underkæbe. Hovedet skal sidde på en tilstrækkelig lang og kraftig hals. Kroppen skal være kort med en lige ryglinie, en bred og hvælvet brystkasse. Benene skal være stærke og lige af moderat længde, godt stillet ind under kroppen, med sorte tåspidser. Mopsen skal kunne bevæge sig frit, og har en så typisk rullende gang (som en sømand på land). Højde max. 30 cm i skulderhøjde, vægt fra 7,5 til 10,5 kg for en han mops, idealvægt er 6,5 – 8.5 kg. Temperamentet er en glad livlig charmerende og meget intelligent lille hund, ikke som den er kendt fra litteraturen som fed o doven. Den nyder at følge med på en god lang spadseretur og at opleve nye ting. Den kræver meget kontakt med sine mennesker, følger en i hælene, sidder gerne på skødet, elsker at sove et blødt sted (stol og seng), hvad den gør med små snorkende lyde. Den kan lige som andre hunde være alene hjemme nogle timer. Det er en hel fantastisk hund, men som virkelig kræver MEGET kontakt. Konstant. Den skal have masser af kærlighed, og man skal være klar på at få en MASSE mopse Mys dagen lang. Mopsen gør af de sjoveste ting og elsker at høre sig selv gø. De er også meget fjollede, og elsker at få opmærksomhed. De skal også aktiveres en del, med legetøj, gå ture, træning osv. Mopse er forresten meget lærnemme. Måske fordi de hurtig regner ud, at de får en godbid, hver gang de gør en ting rigtig Den fælder 2 gange om året RIGTIG MEGET, OG JEG MENER VIRKELIG MEGET. Det står på i ca 3-4 uger. hvor de faktisk skal redes HVER dag. Så hvis man ikke kan lide hundehår overalt, så er det ikke en mops man skal have. Men på den anden side, så er det de to gange om året. Resten af tider, fælder den sådan normalt. Man kan kun blive forelsket i denne race.

Af cand. mag. Annette Schmidt-Mogensen, formand i Klubben for Sort Spids Jeg vil rigtigt gerne fortælle om vores skønne hunderace, Sort Spids. Vi forsøger at genskabe en ældgammel race, som optrådte på den første hundeudstilling, der blev holdt af Dansk Kennel Klub i København i juli 1886. Denne type er glatpelset og adskiller sig således fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen står ud. Vi har nu 3 Sorte Spidstæver hjemme – Mirah og Eisa på 6 år og Lykke på 3 år (Mirahs datter). Desuden har vi Lykkes søster, Ronja, på 3 år, som i øjeblikket bliver passet hos vores ene datter, og vi har en hvalp udstationeret. Efter et trafikuheld, som satte mig ud af arbejdsmarkedet, er disse skønne hunde kommet til at fylde mere og mere i mit og min families liv. Jeg har altid selskab, og de er altid klar til en nusse- eller gåtur og en lille øvelse. De er med til at få mig i gang med dagen. Jeg fik også pludselig tid til at få et hvalpekuld og så endnu et, og jeg nyder det. Jeg er blevet utroligt fascineret af den del af et hundehold også, for det er så intenst og livsbekræftende, når en af tæverne har hvalpe. Vi har haft et kuld om året i de sidste 4 år, og unge Lykke og Ronja har lige fået et kuld hver. Det er dejligt, når vi kan se, at de små hvalpe udvikler sig harmonisk, og at alt ens arbejde undervejs har betydet noget godt for dem, så de er trygge, nysgerrige og selvstændige, når de flytter hjemmefra. Hvorfor lige en Sort Spids? Hvad faldt vi så lige for, da vi valgte hund? Vi faldt for den smukke og udtryksfulde hund, som virkede meget selvstændig, men alligevel lærenem. Den skal trænes med respekt og forståelse for dens intelligens, for så får vi en selvstændig og hengiven ven. Spidshunde opfattes ellers ikke som skødehunde, men en Sort Spids har et kærligt, velafbalanceret temperament og en tilpas størrelse, så den nyder sin families opmærksomhed – også gerne sammen med os i sofaen, hvis den får lov. Den er glad for at være ude, men trives også godt inde, når bare den får lov til at bruge sin intelligens og energi ude en del af dagen. Sort Spids er en meget udtryksfuld hund, hvis signaler er nemme at læse. Hundens ører, øjne, mund og hovedets holdning viser tydeligt, om den har det godt. Den er glad, venlig og samtidig modig og dermed en god vogter af vores hjem. Avl Den første opdrætter af Sort Spids blev inspireret af arbejdet med at genskabe andre gamle hunderacer, f.eks. Broholmeren og Hvid Spids, og efter mange studier i gamle bøger og eftersøgning efter egnet avlsmateriale både i Danmark og i udlandet faldt valget på Australsk Kelpie og Norsk Buhund for at få den Sorte Spids rigtig. Den Sorte Spids er beskrevet i gamle danske hundebøger og leksika som den almindeligste spidshund i Danmark sidst i 1800-tallet. Dengang kaldtes den Pommersk Spids og fandtes i farverne sort, grå/vildtfarvet og hvid. Den Sorte og den Grå Spids var for jævne folk. Den Hvide Spids blev foretrukket af det bedre borgerskab og er senere genskabt under navnet Dansk Spids. Avlsarbejdet med den Sorte Spidshund tog fart i 1992. Sort Spids er først og fremmest avlet for at få en hund med et venligt sind og en sund kropsbygning, der er harmonisk og velproportioneret. Den er en familie- og brugshund, som har en stærk tilknytning til familien, og den er vagt- og hyrdehund af natur. Den er desuden intelligent, lærenem og arbejdsvillig. Den Sorte Spids måler 44-49 cm over skulderen. Hovedet er spidst med vakse, opretstående ører. Den er harmonisk bygget med en lidt længere end høj krop, lige ryg og dybt bryst. Forbenene er lige, bagbenene godt vinklede. Halen bæres oprullet over ryggen, som den skal på spidshunde. Racen er sund og robust. Hvalpene er ensartede og ligner forældrene. Hundene chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Racen er endnu ikke godkendt af Dansk Kennel Klub, men vi følger DKKs etiske retningslinjer. Klubben for Sort Spids gør et stort og seriøst arbejde for at avle så gode og sunde Sorte Spidshunde som muligt. Avlsudvalget koordinerer avlen af Sort Spids og anvender en avlsdatabase for at forhindre indavl. Hundene indkaldes til avlsgodkendelse, når de er ca. 2 år gamle, og de skal leve op til klubbens standard for den Sorte Spids for at blive anvendt til avl. Vi har også indført HD-fotografering og undersøgelse for patella luxation før avl, og vi har stikprøvevist screenet racen for øjensygdomme, og i øjeblikket ser det ret godt ud mht. alt dette. Sort Spids – en opvakt samarbejdspartner Som med andre racer er det vigtigt at starte tidligt med den Sorte Spids til hvalpemotivation for at få nogle gode redskaber til at sikre en god begyndelse og for at socialisere hunden. Det er vigtigt, at den tidligt lærer at gå pænt i snor, da den oprindeligt har været brugt som trækhund samt vagt-/hyrdehund. Den har intelligens til både at samarbejde og arbejde selvstændigt. Da den kan sammenkæde sine erfaringer, kan den handle uden direkte ordrer og selv løse problemer. Dét og så dens adræthed gør den meget hurtig og dygtig på bl.a. en agilitybane. Vi har selv trænet vores hunde i lydighed efter DKKs program og trænet agility. Lykke og jeg træner mod at blive redningshundeteam under Beredskabsstyrelsen ved Odense Brandvæsen, hvor vi bestod grunduddannelsen i dec. 08. Det er en utroligt givende og udfordrende måde at samarbejde med sin hund på. Lykke elsker udfordringerne og de skiftende omgivelser/underlag. Hun lærte hurtigt at finde figuranter og følge spor, og hele hendes kropsholdning afslører, at det er sjovt og spændende for hende. Hun får brugt en masse sanser ved dette arbejde. Hun lærer at rundere, og i ruiner finder hun gemte figuranter gennem den vigtige lugtesans, mens hun adræt skal kunne flytte sig rundt i sommetider svært fremkommeligt terræn. Agilitytræningen, som Lykke har fået tidligere, får vi fuldt udbytte af ved redningshundetræningen, og lydigheden, hvor vi er rykket op i kl. 2, gør det hele meget nemmere. En af Lykkes brødre, Aki, har været hjemmeværnshund. I Hjemmeværnet bruges hundene også som lyttehunde, og spidshundens ører er nemme at aflæse, og dens fantastiske hørelse er til stor gavn. Sorte Spidser på toppen Sort Spids er som nævnt en lærevillig, energisk og intelligent hund, og adskillige deltager i konkurrencer inden for lydighed og agility på meget højt plan. Bl.a. er Mirah og Eisas far, Mickey, samt deres bror, Gizmo, som begge ejes af Patricia Pedersen, blevet både Dansk Lydighedsmester og Dansk Elite Lydighedsmester i DKK-regi. Ligeledes har Viki, som ejes af Kirsten Lauritsen, opnået titlen Dansk Lydighedsmester. Viki og Kirsten blev efter skift til DCH udtaget til DM – DCH i B-klassen i 2005 og i A-klassen i 2006. Læs evt. mere på Klubben for Sort Spids’ hjemmeside www.sortspids.dk og på min egen hjemmeside www.lykkensspidser.mono.net.

Oprindelsesland: Storbritanien FCI Standard 25.09.1998 GB Oversættelse godkendt DKK Standard komite Januar 2004 Anvendelse Stående jagthund. Klassifikation FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde), Sektion 2.2 (Britiske og irske Pointere og Settere; Settere). Med brugsprøve. Helhedsindtryk Elegant hund, hvis linier giver indtryk af fart. Hele dens skikkelse har et præg af fuldblod. Den er gennemført harmonisk i sin bygning overalt. Temperament Intelligent, kompetent og værdig. Den er dristig og frimodig, med et venligt og afbalanceret gemyt. Hoved Mere dybt end bredt. Længden fra nakkeknude til stop er større end fra stop til næse. Tørt både under og over øjnene. Skalle Let rundet, bredest mellem ørerne. Bredere end næsepartiet, med god plads til hjernen. Stop Klart defineret. Næse Stor og bred, med godt åbne næsebor og sort. Næseparti Langt, med næsten parallelle linier, hverken tilspidset eller spinkelt. Det er ikke helt så dybt som langt. Læber Ikke hængende, vel definerede læber. Kæber & bid Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overkæbens fortænder tæt overlapper underkæbens i en linie vinkelret på kæberne. Kinder Så smalle som det tørre hoved tillader. Øjne Mørkebrune og klare. Hverken dybtliggende eller udstående, ansat tilpas langt under øjenbrynene, med et intenst og intelligent udtryk. Ører Middelstore og tynde. De er lavt ansat og ligger tæt ind til hovedet. Hals Lang, tør og buet, uden løs hud ved struben. Krop Af moderat længde. Lænd Bred, let hvælvet. Bryst Ikke for bredt. Underbrystet er dybt, og ribbenene godt hvælvede. God dybde i de bageste ribben. Hale Lige eller let sabelformet, må ikke nå forbi haseleddet. Den bæres vandret eller lavere end ryglinien. Den er tyk ved roden og løber ud i en fin spids. Fanen begynder nær haleroden og er lang og lige. Den bliver kortere mod halespidsen. Lemmer Forpart Forbenene har flade knogler, er lige og stærke. Skuldre Skulderbladene er lange og godt tilbagelagte. De er brede og flade og når tæt sammen ved skuldertoppene. Ikke med svær muskulatur. Albuer Godt lavt ansatte, med god tilslutning til kroppen. Mellemhånd Lodret. Bagpart Fra hofte til haser er bagbenene lange, brede og muskuløse. Fra haseled til pote er de korte og stærke. Lodrette fra haseleddet til jorden. Bækkenet ligger næsten vandret. Knæ Velvinklede. Poter Ovale, tæt sluttede, med godt buede tæer og rigelig behåring mellem tæerne. Fyldige trædepuder, især den centrale har god tykkelse. Bevægelse Regelmæssig og støt, fri og effektiv bevægelse med rigeligt fraskub fra bagparten. Pels Hårlag På hovedet, på forsiden af benene og ved ørespidserne er pelsen kort og fin. Alle andre steder på kroppen er pelsen moderat lang, fladtliggende og uden krøl eller bølger. Frynserne på den øverste del af ørerne er lange og silkeagtige, på bagsiden af benene er de lange og fine, flade og lige. Frynserne på bugen kan nå helt frem til bryst og strube. Alle behæng ønskes mest muligt uden krøl eller bølger. Farve Dyb og blank kulsort, uden skær af ”rust”, med aftegninger af kastanierødt, dvs. en glansfuld tan-farve. Sort ”pencilling” på tæerne og en sort stribe under kæben er tilladt. Tan-aftegningerne er placeret således: To tydelige pletter over øjnene, ikke over 2 cm i diameter. På næsepartiets sider, idet tan-farven ikke må nå op over næsens basis, men ligger som et bånd om næsepartiets vel definerede afslutning fra side til side. På struben, samt to store, tydelige pletter på brystet. På indersiden af bagben og lår, idet tan-farven kommer frem ned over knæets forside og breder sig til ydersiden af bagbenene fra haseled til tæer. På forbenenes bagside ses tan-farven op til albuerne, og på forsiden op til håndroden eller lidt højere. Omkring anus. En meget lille, hvid plet på brystet er tilladt. Ingen andre farver er tilladt. Størrelse Skulderhøjde for hanner 66 cm, for tæver 62 cm. Vægt for hanner 29.5 kg, for tæver 25.5 kg. Fejl Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang. Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres. Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. Dansk Kennel Klubs bemærkning Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl! DGSK bemærkning Klubben anbefaler følgende størrelser for Gordon Setter: Skulderhøjde for hanner: 60 - 66 cm. Skulderhøjde for tæver: 58 - 62 cm. Gordon Settere med hvid/hvide poter kan ikke opnå 1. præmie. Gordon Settere født med ikke-anerkendte farver - såsom rød, brun, lever, trefarvet eller lever/tan - skal registreres som fejlfarver hos Dansk Kennel Klub i flg. gældende stambogsføringsregler og er herefter udelukket fra avl og udstilling! Standarden udgivet af FCI 25 September 1998 Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité Januar 2004 Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK Januar 1990 Praktiske bemærkninger Den nye Standard 2004 er forandret på visse punkter i forhold til Standard 1990 som den erstatter: Karakteristiske træk udgået og ”Intelligent, kompetent og værdig” indgår under TEMPERAMENT. Endvidere er standarden opbygget med flere uddybende underpunkter, hvilket ses under: HOVED, KROP, LEMMER, FORPART, BAGPART samt PELS. Gennemgående er beskrivelsen med de samme ord og formuleringer som tidligere. DGSK Race: Gordon Setter Kategori: Jagthund Farve: Black and tan Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 13-14 år

Alle racer har hvert deres særpræg hvad angår deres temperament. Nogle er reserverede, nogle er selvstændige, nogle er samarbejdende etc. Derudover er der heller ingen race, som kan sige sig fri for arvelige sygdomme – og Berner Sennen har desværre også en del forskellige arvelige skavanker, som man skal tage hensyn til gennem dens opvækst. Temperament Men først vil jeg nævne, hvad det indebærer at være ejer af en Berner Sennenhund. Som gårdhund, er den en territorial race og derfor også reserveret overfor fremmede. Fremmede bliver anmeldt med et dybt og rungende ”VOV” og du skal ikke regne med at Berneren kaster sin kærlighed på den fremmede med det samme. Mange bernere skal have tid til at ”godkende” vedkommende, men det tager sjældent længe. Derudover medfører den territoriale side, at hanhunde kan have en mindre tendens til at blive meget dominerende og eventuelt aggressive overfor andre hanhunde- det er dog langt fra alle. Racen har brug for socialisering og prægning fra den er helt ung, for at gøre dens forhold til fremmede hunde og mennesker så godt som muligt og dens opdragelse skal være konsekvent, rolig og kærlig – og man skal ikke tøve, fordi den lille, søde plysbamse er så sød og det jo ikke betyder noget, at den eksempelvis hopper op af en. Indlæring tager tid og Berneren vokser hurtigt! Teenagenykker er Berneren heller ikke undtaget for, og man kan regne med at de første starter omkring 5-6 måneders alderen og igen i 10-12 måneders alderen, hvor den begynder at prøve nogle grænser af, for at finde ud af hvor den præcist har dig – og hørelse bliver også temmelig selektiv i disse perioder. Først omkring 2-3års alderen er den psykisk moden. Racens egenskaber ligger til dens fortidige arbejde som kvægvogter/hyrdehund, gård-/vagthund og trækhund. Som beskrevet tidligere, så er den ikke altid lige glad omkring fremmede. Typisk skal den være selvsikker og venlig, dette er den ønskede profil. Til dagligt skal den være frygtløs, opmærksom, sikker og vagtsom, hvilket er det, som er krævet af en god vagt- og gårdhund. Men overfor sin familie skal den være godmodig og hengiven. Dette krav har gjort, at Berneren i dag er en alle tiders familiehund, der elsker børn. Dog skal dette tages med forbehold, da der selvfølgelig altid er undtagelserne, der bekræfter reglen og så kommer det også an på, om de er blevet socialiseret på børn. Børn er uforudsigelige i hundes øjne, og hvis de ikke er vant til børn, har de meget svært ved at forstå børns hensigter – derfor bør du heller aldrig NOGENSINDE lade barn/børn og hund/hunde være alene sammen. Men præget ordentligt på børn, elsker Berneren dem og så elsker den også livet som familiehund! Den er meget socialt anlagt. Den elsker socialt og fysisk samvær, som at nusse, kæle, kramme – og hvis den ikke mener, at man udfører dette tilstrækkelig, kræver den det simpelthen ved at sætte sig på fødderne af folk. Kan man sige det mere tydeligt? At ligge og hyggenygge i sofaen er absolut også en af dens favoritaktiviteter! Berneren har ikke særlig meget jagtinstinkt, og den er heller ikke samarbejdsvillig. Den er faktisk temmelig selvstændig. Dette var nødvendigt, når den skulle passe på gården og når den skulle hyrde og vogte kvæget. Hvis den skulle vente på ejerens signal, til at lede en kreatur på rette vej, ville der ikke være meget mening i dens arbejde og hvis den ikke selvstændigt tog initiativ til at beskytte kvæget, kunne det hjælpe lige fedt at den fik øje på faren, hvis ejeren var for langt væk. Så hvis du vil have en lydighedschampion eller jagthund, så hold dig væk for Berneren, for selv om den er intelligent, så er den alt for selvstændig og vil tænke ”What’s in it for me?”. Og hvis du kaster en kæp og forventer din Berner vil løbe efter den og hente den, skal du tro om igen. Det var dig der kastede den, så hent den selv! Berneren glor enten på dig og tænker sådan, men hvis du er heldig løber den rent faktisk efter kæppen – typisk for at finde en spændende duft 1½ meter væk fra kæppen (hehe, det kender jeg kun alt for godt). Motivation er vejen frem med Berneren. Godbidder, mange Bernere er madglade, så der kan dette bruges med succes, leg eller ros og kæl er gode belønninger. Men manglen på jagtinstinkt medfører til gengæld andre plusser! Berneren strejfer typisk ikke rigtig og har let ved at acceptere andre dyr, især hvis den har kendt dyrene fra hvalpealderen. Både fugle, hamstre, geder og katte. Det ligger i dens natur som gårdhund og kvægvogter at være omgængelig og beskyttende i forhold til sine meddyr. Bernere elsker sne! Men tilgengæld er de sjældent glade for vand. I forhold til træning, går du som sagt ind på en af de mere besværlige opgaver. Berneren er vant til selvstændigt at løse opgaver på gården i fordums tid, men da dette i dag ikke er muligt, hos en almindelig standard familie i dagens Danmark, bliver man nød til at træne med sin Berner. Motivation er en vigtig ting her – Berneren skal kunne se det positive ved at samarbejde med dig, ellers vælger den dig fra i forhold til mere spændende ting. Og gøre noget mere end tre gange i træk, er typisk for keeedeligt. Stressniveauet er ikke stort, så der er ikke ligefrem den store fare for en for stresset Berner – nærmere en Berner der er ”for lidt” stresset. Noget god motivation dog kan lave om på. Gåture er noget din Berner vil ææælske, men alt med måde. En Berner vokser meget hurtigt og i hvalpealderen er det ikke turens længde der på nogen måde er afgørende, det er mængden af informationer og indtryk, altså oplevelser. For meget fysisk aktivitet kan skade de hurtigvoksende led og knogler, så vær varsom. Socialiseringen er særligt vigtig ved Berneren, for at dens medfødte reservation i forhold til fremmede ikke udvikleres. Tag derfor tidligt af sted, for at præge din hvalp på fremmede mennesker og hunde og alskens underlige ting, som toge og busser – og transporten hermed. Kilder: Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier. Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen Hofteledsdysplasi (HD): HD er en arvelig lidelse, hvor lårknoglen ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Dette forårsager store smerter hos hunden, alt efter hvor slem HD den har. Selvom ens hund ikke viser tegn på at have smerter på grund af HD, bør man alligevel scanne den, for det er ikke sikkert at hunden give udtryk for smerterne, selvom den har dem. Smerter hos hunde kan, udover forringet livskvalitet, også føre til aggressivitet. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp HD findes i 5 forskellige grader: A: HD fri B: HD-fri C: Let D: Middel E: Svær Pr. 27/04-08 udgør den HDscannede del af dansk Berner Sennen population 36,2 % Heraf er 68,1 % frie 15,6 % let 10 % middel 6,4 % svær Kilde: www.hundeweb.dk HD er ikke kun betinget af generne, da det er en sygdom som i meget høj grad afhænger af foder og miljø. En lille hvalp bør derfor ikke gå lange ture, da dette kan være med til at skade. Har du trapper i hjemmet, skal du bære hvalpen op og ned så længe du kan og herefter minimere dens gang på trappen så meget som muligt. En god fingerregel er at en hvalp ikke bør gå op eller ned af noget, som er højere end den selv. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp For HD er der udarbejdet det man kalder et HD-indeks. HD-indeks 100 er racens gennemsnitlige HD. Det vil sige at hvis to hunde med HD-indeks 100 parres med hinanden, vil de få et gennemsnitligt afkom. Hvis HD-indekset er over 100 vil forældrenes hvalpe have en gennemsnitligt bedre frekvens af HD end normalt og hvis det er under 100 vil afkommet gennemsnitligt have dårlige HD end gennemsnittet. Tag dog til dels disse tal med en gran salt, for deres værdi kommer an på, hvor mange af de pågældende forældredyrs hvalpe, søskende, kusiner osv. der er HD-scannet. Albueledsartrose (AA): Kendes også som albueledsdysplasi. Dette er en fejludvikling, hvoraf der findes fire forskellige slags – Berner Sennen er dog kun disponeret for Processus Coronoideus og osteochondrose (læs nærmere på http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp) AA sammenlignes af mange med HD, fordi lidelserne minder meget om hinanden. Hunden lider af de samme problemer ved AA som ved HD (bare i albuen i stedet) og det er, som HD, både arveligt, miljøbetinget og afhængigt af hundens foder. At gå ned af trapper, er det som er hårdest for albuen og derfor bør du bære hvalpen hver gang den skal op og ned af trapper. Dette er dog umuligt for de fleste, når den lille hvalp begynder at være knap så lille, men minimer hyppigheden og sørg for at den lærer at gå roligt op og ned i stedet for i fuld firspring. Selvom din hund ikke viser tegn på smerter, så scan den alligevel, for hunde viser sjældent at de har smerter, før det er rigtig slemt. Mange hunde bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer, er er forårsaget er smerter. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp For AA findes der fire grader: 0: Fri 1: Let 2: Middel 3: Svær Pr. 27/04 2008 er procentdelen af antal scannede Berner Sennenhunde 35,2 % Heraf er 69,3 % frie 17,9 let 6,9 middel 5,9 svær Kilde: http://www.hundeweb.dk/dkkcm/public/openIndex/view/list_side1.html?ARTICLE_ID=1164742020632 Kræft: Bernerens no. 1 killer. 42,1 % af alle Berner Sennenhunde dør af kræft og de som er døde af kræft har haft en gennemsnitslevealder på 7,3 år. Kræft er typisk arvelig og især en specielt cancerform er Berner Sennen udsat for: Malign Histiocytose (MH), som udgør 10,7 % af kræfttilfældende. Denne kræfttype er frygtet, fordi den er hurtigvoksende og ikke kan helbredes. Tegn på at ens Berner måske lider af MH er som følger: forringet almentilstand, afmagring, appetitløshed, apati, blodmangel, blege slimhinder, tiltagende træthed, feber Kilde: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf http://www.dyrehospitalet.ku.dk/Nyheder/2007/Efterlysning.aspx SIDSTE NYE: Dansk Berner Sennen Klub har fået Dansk Kennel Klub til at tilføje dødsdatoen på hundeweb, for de hunde, den bliver oplyst hos. Jeg vil gerne opfordre alle bernerejere og forhenværende bernerejere at oplyse deres hunds dødsdato, når den tid (desværre) indtræder, hvis den har DKK-stambog. Det vil være en stor hjælp til at hjælpe opdrætterne med at avle hunde, som gerne skulle leve længe. Oplysningen skal både sendes til DBSK og DKK. Berner Sennen Historie Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste. Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren. Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode. I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt. Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse. Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet. I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer. I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A) Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen. Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie. Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B) Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje. Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C) Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag. Berner Sennen i Danmark Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var. Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve. Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt. Kilder: Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier www.dbsk.dk A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31) B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26) C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40 1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv. 2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse. Race: Berner Sennenhund Kategori: Familiehund, Vagthund Farve: Tricolour Motion: Mellem Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 51-60 kg Vægt tæve: 41-50 kg Alder: 7-8 år