Birgitta

Åh... Jeg håber bare, at det går... Ellers må du snakke med dyrlægen... Igen! Så han kan få noget beroligende/sløvende... Det er bestemt ikke ideelt. Men det er heller ikke ideelt at miste job lige nu.. Dyrlægen ved om der er noget, han kan få uden at det skader behandlingen... Og der er jo nogle naturligt beroligende muligheder... Kan selvfølgelig ikke lige huske hvad de hedder... :hmm: Jo, DAP.. Noget med feromoner, der svarer til dem, den ammende tæve udskiller til hvalpene... Kan både sprayes i bagagerummet og der findes et halsbånd imprægneret med stoffet.. Håndkøb. Bruges også til uro omkring nytår.

Det var godt han fik ny medicin... Og at du får sovet...

Formen på hundes negle er lige så forskellig som formen på menneskers. Og nogle hunde og mennesker trives bedst med lange negle. Andre skal være helt korte. Mine negle er for bløde til at være lange, så de bliver holdt helt korte. Silke har lange, smalle negle, hvor nerverne går langt ud i neglene.. Jeg klipper aldrig mere end Silke accepterer.. Min sidste hund, Ramses, havde korte, tykke negle, der aldrig skulle klippes.. Du kan klippe lidt af hver dag. Hvis du kan se nerven inde i neglen, så er det ikke så svært.. Du kan også slibe lidt hver dag med en neglefil. Det kommer også an på, hvad det er for en negl. Neglene på vildtkløerne bliver tit for lange, fordi de slet ikke slides naturligt. Dem kan man så for det meste klippe større stykker af, hvis de er for lange.. De andre negle slides en del hvis hunden motioneres normalt, især på en hård overflade.. Men min Silke går næsten kun ture i skoven og på engen, så der må vi tit have fat i neglesaksen.. Kommer du for tæt på, når du klipper? Bløder det?

Det er høje doser, der skal til for at stoppe det lort på hans snude............ Jeg håber bare sådan at bedringen holder, når han er trappet ud... :ae:

Pyh... Det glæder mig, at din arbejdsplads er tøet lidt op... Det kan heller ikke betale sig andet... En god og effektiv arbejdsplads får man kun ved at have dygtige og tilfredse medarbejdere... Og det kræver lidt ledelsessnilde og medarbejderpleje... Det gælder på alle arbejdspladser.. Jeg kender ikke så meget til biler og bure... Men kunne forestille mig, at hvis bilen har et rum bag bagsædet, og der kan spærres af mellem bagsæde og det bagagerum, så kunne man lægge et lag feks voksdug i bunden af bagagerummet og stille det daglige bur... åbent, ovenpå.. Aviser ovenpå voksdugen, og tæppe i buret... Så er det en lille toværelses lejlighed med toilet og soveafdeling.. Så længe han er påvirket af medicinen, så kan han altså kun holde sig i urimeligt kort tid... Så er det ikke så ulykkeligt for hverken dig eller ham, hvis du ikke helt kan nå ud og lufte ham hver gang.. Bare du dog ikke går ned med stress af al det her hundesjov...... Hvornår kommer din mand hjem? Uger? Måneder?

Sigga, jeg har selv et par til tider meget distræte og højt intelligente voksne aspergerbørn. Nej, jeg siger ikke at din mand er en aspergermand, men det distræte har noget af den samme problematik... Mine børn kan hvad de vil. Også hvad angår nye udfordringer.. Der skal bare struktur til, a la alarmur til luftning af hunden, så fokus kan være på noget andet, mens man venter på næste luftetur. Og helt klare aftaler. Gerne på skrift. Kalender og alarm på en smartphone er fænomenalt! Påmindelser. Smsser. Men nøgleordet er altså også ordet "VIL" . Intet huskes, hvis viljen ikke er med. Og argumenterne for at ville, skal du måske levere.. I kunne jo dele jer mens hvalpen er lille. Hvis din mand holder af at se Disneysjov sammen med børnene med pizza på bordet, så kunne du lave noget praktisk imens, f.eks oprydning eller hvad ved jeg. Men en lige så fast opgave som disneysjov.. Og næste fredag kunne I så bytte. Den, der ikke ser Disneysjov, tager hvalpen med sig til et andet lokale.. Og tørrer også op, hvis der sker en smutter.. Det er noget, der tit fungerer automatisk i mange familier med to forældre, men ved visse personlighedstyper kan det være en fordel med mere struktur og klare aftaler. Det vil være rigtig godt for børnene at de kan dele deres Disneyinteresse med deres distræte far. Hvis du ikke vil have din mand til at være alene med din hvalp, så må du overlade disneysjov til ham... Og finde et andet tidspunkt, hvor du og børnene har hinanden.. Hvor hundene er overladt til sig selv.. Det er jo også en mulighed.. Og det kunne også være en hjælp at indføre familiemøder. Hvor der er muligheder for at lave aftaler. Hvis din mand er for distræt til at foreslå aftaler i familien, så gør du det bare selv. Skriftligt: Jeg gør sådan og sådan. Du gør sådan og sådan. Og børnene gør sådan og sådan. Med god plads på papiret til at indskrive protester og ændringer. Og plads til at snakke om hvordan den sidste uge er forløbet med hensyn til samvær, incl. hundene.. Det skulle så gerne ende med en skriftlig aftale, hvor alle deltager med et eller andet... Og alle accepterer.. Ved næste møde kan der være flere der forbereder sig.. "Familiemøder" foregår IKKE med pizza på sofabordet:mrgreen:. Midlet mod at være distræt er faktisk struktur..

Ja, søster lagkage. Men når trådopretter er så afvisende/opgivende overfor at hendes mand skulle kunne lære at tage et medansvar, så kunne der være en dybere årsag. Så nytter det ikke noget med lange udredninger af, hvordan han kan lære at deltage i den fælles opdragelse. Det kan godt være, at han kan lære dit og dat, at han er god og ansvarlig med børn, men ikke overfor hunde fordi han ingen erfaring har, -til trods for at familien også har en voksen hund? Men det er svært at se, hvordan nogen kan hjælpe med råd, hvis ikke vi kender den egentlige årsag til problemerne... Hvis der er sådan en... (Hvis far er ansvarlig nok med børnene, hvorfor lader han dem så fodre hvalpen med familiens pizza? :slem:) Jeg kender mange mennesker med forskellige handicaps. Jeg deler ikke din holdning til at det skulle være så stigmatiserende at have et handicap så man overskrider en grænse ved at spørge om det.. Rigtig mange mennesker har en eller anden type handicap.. Og de er da lige gode mennesker alligevel. Og kan tit det samme som alle andre, hvis de får den rigtige hjælp. IKKE hvis man bare tier og kikker den anden vej.. :hmm:Nu, når jeg tænker efter, så kender jeg faktisk flere mennesker, der HAR et eller andet handicap, end mennesker, der ikke har noget. Jeg har selv en hjerneskade, der snupper halvdelen af min energi. Det gør jeg ingen hemmelighed af. Og jeg ville da hverken føle mig stemplet eller hængt ud, hvis nogen stillede spørgsmål omkring det. Jeg er ikke tilhænger af at have hund i familien, som kun en del af familien ønsker... Men hvis DET er en del af denne families problematik, så er det da væsentligt, at det kommer frem på bordet? Så er løsningen næppe at presse far til at tage et større ansvar for hvalpen. Men at frigøre mor til at opdrage hvalpen, mens far eller andre tager sig af børnene.

Nogle hunde kan bare ikke fungere på kornfrit... Hvis det er din hunds problem, så nytter det jo ikke at give hende kornfrit, uanset mærke.. Med hensyn til RC, så er det ikke ingredienserne man betaler i dyre domme for, men forarbejdningen, der gør at hunde der har sygdomme, de tidligere kunne dø af, nu har en god chance for et sundt og godt liv.. Så må vi ejere æde kamelen og fodre med det foder, som hunden trives på.. I mit tilfælde var "kamelen" noget så "festligt" som et foder lavet af bl.a kyllingefjer... Til Silke, som ikke tåler kylling.. :hmm: Og hun var meget syg og alle andre muligheder var opbrugt før jeg åd den kamel... Men det viste sig at være det rigtige for Silke. Og lykkeligvis er hun nu næsten 100 % rask, hovedsagelig på grund af skiftet til RC. Men hun tåler stadig ikke kylling:mrgreen:.. Kun når det er forarbejdet af RC..

Hvorfor er manden distræt? Har han heller ikke ansvar for jeres børn? Har han altid været sådan? Fejler han et eller andet? Og har han også forbud mod at være alene med børnene? Undskyld de mange spørgsmål, men jeg er dybt forundret.. Og det er ret væsentligt, at finde en måde, så det enten er DIG der har det fulde ansvar, eller også lærer andre i familien at dele ansvaret med dig. Eller hvis din mand har et egentligt handicap, så kunne I måske få en støtteperson til at hjælpe med hans forhold til børnene.. Hvis du skal være alene om ansvaret for hvalpens opdragelse, så kræver det, at du er 100% fokuseret på hvalpen hele tiden.. Det er ikke holdbart, hvis du reelt er alenemor til en 4 årig.. Hvorfor har I valgt at få hund lige nu? Hvem af jer har valgt det?

Åja... De vagtkatte... Jeg synes nu stadig, at de har et glimt af accept overfor det "onde" du laver med deres hund.. Men de har jo helt klart adopteret ham 100%.. Ang. bil... Hvordan løser bilen problemet? Har du mulighed for at lukke ham ud hver time når du har ham med i bilen? Han tisser jo fordi han ikke kan holde sig.. Og det kan han heller ikke i bilen. Heller ikke i et bur i bilen... Det er bare det mest ubehagelige, han kan blive udsat for i den situation.. -at tisse i sin egen seng og ikke kunne forlade den.. Så ville jeg mene, at det var bedre at lade ham blive hjemme. Hvis I har et bryggers, eller bare et rum uden tæpper, så kunne han måske lære at acceptere, at det var ok at tisse der.. Det der med at være alene, har jeg svært ved at se at han skulle have problemer med.. Han er jo heller ikke alene... Han har sine vogtermisser.. Hans problem er, at han har brug for dig til at lukke ham ud.. Måske skal I prøve at træne lidt "urenlighed"? Ophold dig et sted i huset sammen med ham, hvor du gerne vil lære ham at han må tisse.. Tag endelig en skål frisk vand med.. Fortæl ham at det er ok at tisse hvis han piver og beder om at komme ud.. Og ROS ham når det lykkes.. Læg evt et gammelt tæppe eller håndklæde, eller nogle aviser til at tisse på, hvis han bedst kan lide at tisse på noget der suger. Bedst var det nok med et værelse med vinylgulv.. Jeg kunne forestille mig, at urinlugten kan blive svær at fjerne igen fra et trægulv.. når det når at suge ned i gulvet...... Men den kan også være svær at fjerne fra en bil....... Et badeværelse kunne måske være løsningen, hvis han lærer at tisse der.. Og den ultimative løsning er at han lærer selv at søge ud på toilettet/badeværelset når han skal tisse.. Når han er rask igen, så tror jeg ikke han vil misbruge det.. Det er trods alt så vigtig en del af livet at komme ud og markere sit territorium.. Han er adopteret af kattene... Hvad med at han fik sin egen kattebakke? :hmm: Hvad hedder den nye medicin? Jeg synes at det er ret smart, at du overgår ham i hans egne kompetancer.. :mrgreen:Det er også noget, der vinder respekt! Det kan godt være, at sygdom er styg og ubehagelig, men al den pleje og udvikling af nye metoder til at løse problemer, DET er med til at knytte båndene mellem jer.. Og de bånd vil være der også når Aslan er rask igen og sygdommen (næsten) er glemt.. Det erbånd for livet!

Man skal osse lige tænke på funktionen... Leveren bruges jo til at rense blodet for giftstoffer, så hvis der overhovedet ER giftstoffer i det dyr, som leveren kommer fra, så er der højest koncentration i lever og nyrer.. almindelig muskel er bedre. Også hjerte. Men enhver slags muskel kød kan bruges, når bare det ikke er saltet eller indeholder tilsætningsstoffer. Selv bruger jeg koteletter til Silke, fordi det er nemt. Jeg køber en kamsteg (billigt!) -skærer den op i tykke koteletter. Og let steger en pandefuld af dem, som jeg ville stege en godt rød bøf. God varme udenpå. Ret rå indeni. Og så skærer jeg koteletterne over og fryser dem ned. Så kan jeg tage en halv kotelet op, når jeg har brug for det, skære den i tynde skiver. Og så har jeg skiverne i en lille plasticæske i lommen. Når jeg ikke steger koteletterne så meget, så er der ikke så meget svind af kødet. Og det meste af godbidden er så væske.. De tørrede godter er også gode, men kan godt være lidt hård kost for en hvalp..

Ja! TAK for opdateringen! Tisseriet er helt sikkert på grund af binyrebarkhormonet.. Han bliver tørstig og drikker også mere. Og det skal ud igen... Og det kan være med til at han er ked af at være alene... Det er ikke særlig sjovt, pludselig at være urenlig... Måske kan nogen komme forbi og lufte ham? Eller kan han have adgang til en del af haven, når han er alene? Binyrebarkhormon giver også tit sult, så du skal lige passe på at han ikke spiser FOR meget.. Så skal du bare slås med overvægt senere.. Nogle hunde kan også blive aggressive. Min Ramses blev ret egetkønsaggressiv, da han fik binyrebarkhormon.. Det var ret overraskende at stå med 50 kilo hanhund, der bare ville æde enhver anden hanhund... Jeg endte på langs et par gange... Men holdt fast i snoren... Og jeg vejer mere end 50 kg.. Det er nogle rigtig dumme bivirkninger, men virkningerne er jo strålende! Når han er helt fin, så skal han trappes laaaaaangsomt ud af pillerne... Så der VIL gå rigtig lang tid før han kan holde sig i mange timer... Det er nok en større udfordring end selve det, at være alene. Du kan ikke tage vandet fra ham. Han tisser alligevel, men så tørster han bare... Spørg dyrlægen.. Måske har de en ide.. De kender til problemet. Måske en anden slags binyrebarkhormon... Adgang til en lille hundegård ville nok være det rareste... Hvor er det sødt med hans misser. De passer godt på ham. Og det er da rørende.. Men det er da på en bekymret og omsorgsfuld måde. De virker ikke mistroiske/vrede/aggressive fordi du rører deres Aslan. Og Aslan selv ligesådan. Han har et ulykkelig/træt udtryk i øjnene, når du kikker på hans snude.. Men han ved godt, at du hjælper ham. Også når det er ubehageligt. Det ER altså hvad tillid opbygges af. Han giver dig lov til det ubehagelige fordi han har tillid til dig. Og du ved at det er nødvendigt. Og det kan han mærke.. Du må bare trøste og rose.. Og få det overstået når noget skal gøres.. I skal lige have styr på tisseriet. Det bliver også bedre, når I lærer omfanget at kende. Aslan skal jo også lige selv være opmærksom på problemet, så han sørger for at tisse meget så snart der er mulighed.. Og du skal hele tiden give ham mulighed for at komme ud, når du er hjemme. Med Ramses var der ingen urenlighed. Det var nok fordi vores have er/var en lille helt aflukket gårdhave, hvor han bare kunne gå ud efter behov.. Og han kunne godt lide at være derude. Også alene.. Det var måske også noget for Aslan? En hundegård med egen hundevilla? Når han han er nødt til at være alene?

Hvis børnene f.eks er 2 og 4 år, så er samarbejde måske ikke en mulighed... Eller yngre... Selv en 1årig baby synes da det er festligt at fodre en hundehvalp med pizza.. Jeg tror det mindst skal være skolebørn, før man kan forvente en slags samarbejde..

Min Silke har aldrig brugt sele. Kun halsbånd. Men vi bor, så hun ikke behøver at være i snor ret meget. Så fra start af fik hun kun snor på (halsbånd) når vi gik hjemmefra og til vi nåede ned på engen 20-30 meter væk. Men de 20-30 m kunne godt tage 10 minutter. Dels fordi hun jo skulle undersøge ALT, og dels fordi jeg stod stille hvis hun strammede snoren.. Retrievere er jo ikke dumme, så hun forstod ret hurtigt fidusen.. På engen var det så op til MIG at være spændende nok til at hun ikke rendte fra mig.. Så Silkes snor og halsbånd har aldrig været skadelig for hende, for det var vigtigt for mig, lige fra start af at undgå al trækken. Og at have et sikkert indkald (= "Frikadelleee".. Eller "Cuvet-teeee":mrgreen: --eller "Flæskesteeg".. Uanset hvad jeg kaldte hende, var hun aldrig i tvivl om at det var hende, jeg kaldte på! ) Da Silke så blev lidt ældre og skulle lære at gå i snor, og indimellem havde lidt for travlt, så lod jeg simpelthen snoren glide ud af min hånd, hvis hun trak. --samtidig med at jeg sagde et højlydt "HOV?" Og så fik hun travlt med at komme tilbage til mig.. Hun fik så hurtigt lært at samle snoren op til mig, så vi kunne gå videre sammen.. ----indtil næste gang snoren gled ud af min hånd... Der var selvfølgelig masser af ros og frikadeller undervejs.. Det er da rigtig, at et halsbånd kan skade hvalpen/unghunden hvis den trækker for meget... Jeg oplever bare, at hvis store hunde --og hvalpe af store hunde, har sele på, så trækker de tit endnu mere. Fordi hverken hund eller ejer prøver på at undgå det.. Og en sele kan også sagtens skade en ung hund, der vokser og er ved at udvikle sig.. Og som har kræfterne til at trække ret hårdt.. Men hvis man arbejder med at stoppe træk lige fra start af, så er det i realiteten ligegyldigt, om hvalpen har sele eller halsbånd på..

Hej Birgitte. Og velkommen til. Er det jeres første hund? Og hvor gamle er jeres børn? Det er rigtig godt, at du vil bruge Hundeforum til råd og vejledning. Jeg synes at informationsniveauet er rimeligt højt her. Og der er en bred vifte af forskellige meninger, så du ikke kun får een skrædersyet løsning.. Du må selv arbejde med hvad du finder passer bedst til lige netop jeres hund. jeg glæder mig til at se vidunderet! Og til at se billeder af lille Laikas stolte mor! I det hele taget er billeder rigtig godt! Er det første gang I skal se hende?

Jeg er rigtig spændt på, hvordan natten er gået, hjemme i familiens skød... Har I sovet godt?

Puh... Jeg kan godt forestille mig situationen... Familien hygger sig med pizza og Disneysjov... :klap: Hvad siger ungerne til, at hun snupper deres pizza? Jeg kunne mistænke, at de synes at det er "lidt"sjovt? Ærgerligt, at den lille dame ikke fik en gevaldig gang tyndskid af det festlige måltid... Så kunne det være at hele familien forstod sagens alvor.. På en eller anden måde må du have hele familien til at samarbejde om at stoppe tyverierne. Lige fra din mand til dit yngste barn. Ellers vil hvalpen da fortsætte og blive en hund, der hugger mad ud af børnefingre.. Både dine egne børns og andre børns.. Det er jo altså (for det meste) sjovt. ...når der er børn involveret, så er det ikke engang nok at sidde ved et højere bord. Man kan jo komme til at "tabe" noget.. Jeg ville nok i en periode helt adskille familiens spisning fra hvalpen. Og når det er faldet på plads så langt at ingen opsøger hvalpen under måltidet, så kan du forsøge at lade hende være til stede ved måltidet under helt andre kontrollerede betingelser. Først, hvor det bare er dig, der spiser og ignorerer hende. Og hun får ingenting. Kan hun det, så kan I gå videre til næste trin. Så kan du forsøge at spise noget sammen med din mand, måske efter børnene er lagt i seng. Inden da, har du en alvorlig snak med din mand, så han forstår at han SKAL deltage i forløbet. For ellers vil hvalpen fortsat være lukket væk ved ethvert måltid.. Resten af livet. Problemet går ikke over af sig selv uden din mands deltagelse. Du kan ikke samtidig opdrage på både hundehvalp, mand og børn. Når du og din mand har styr på bordskik, så kan I lade det blive ved det. Jeg tror ikke lige at en hvalp, der har haft så meget sjov med familiens andre "hvalpe" under spisningen, nogensinde bare stopper med det. Måske når ungerne bliver ældre og mere medansvarlige. Og selvfølgelig kan underet ske, at hvalpen med tiden vokser fra det, når der kommer andre sjove ting i livet end at pjatte med ungerne.. Det er vel meningen, at hunden skal bruges til noget hundesport, når hun bliver ældre? Hvor gamle er dine børn?

Åh, altså jeg ville have svært ved ikke at tudbrøle, hvis det var min Silke, der så sådan ud... Men jeg ville nok bide tænderne sammen og smile lykkeligt over at min hund kunne være hjemme igen.. Det kræver godtnok overskud og viljestyrke... Jeg håber sørme for jer, at det snart er helet og ALDRIG dukker op igen! Første nat hjemme bliver "lidt" spændende... Du må komme med beroligende opdateringer, ikke? (Eller selvfølgelig også fortælle om evt. nedture... :ae:, ----selv om dem tror vi bare ikke at der kommer flere af:evil:! ALDRIG!!)

Den anden af Ken Lindblads artikler om albueproblemer: http://www.faxedyrehospital.dk/Files/Billeder/Artikler_Henvisning/Albueledsdysplasi%202del.pdf

Her er den første af Ken Lindeblads artikler om albueledsdysplasi, --som man efterhånden er klar over, er en samlebetegnelse for ledforandringer, i albuen, der giver halthed. Meget ofte på grund af ledmus. http://www.faxedyrehospital.dk/Artikler.aspx der er ikke noget enkelt ved den type operationer. Der er rigtig mange forskellige problemer, som opererende dyrlæge skal forholde sig til. Lige til operationen er ovre. Og endda også længere.. Hvad skulle det nytte at fjerne en ledmus, hvis der bare dannes en ny? Gør det egentlig ikke mere skade end gavn på leddet? Der mistes jo brusk...

Åja, Mangetal... Jeg ved hvad ledmus er... Min allerførste berner (Ramses d. 1.) fik konstateret osteochondritis dissecans i begge albuer da han var omkring et par år. Det må være over 30 år siden... Han skulle først have opereret den dårligste albue, og nogle måneder senere den mindst skadede.. Og det var en meget ung Claus Sloth, der stod for både undersøgelser og operationer.. Nok en af de meget få dyrlæger i dk. der havde lavet den slags operationer før. Og tilfældigvis vores daglige dyrlæge.. Men efter første operation blev albuen aldrig så stabil, at det var muligt at operere den anden albue. Så Ramses fortsatte med at halte sig gennem de næste par år, indtil han fik en mavedrejning et par år senere.. Han døde indlagt hos vagtdyrlægen, mens dyrlægen "så tiden an".. Dengang var der ikke så mange "finesser" med ledmus.. Operationen var nærmest som du beskriver det, at man gik ind og fjernede noget løst brusk, der lå og generede i leddet.. Og så var benet rask igen, mente man.. Det var det bare for det meste ikke. Men i dag bliver der gjort meget mere ud af at skabe nogle brugbare forhold i leddet. Det koster. Og -ligesom dengang- er det dygtige og ambitiøse dyrlæger, der laver den slags operationer.. Af mange års erfaring har de lært, at det netop ikke er nok bare at gå ind og fjerne et stykke løst brusk.. Og de kæmper stadig med at finde en stabil og pålidelig løsning. Derfor er procenterne for et godt og vellykket resultat heller ikke voldsomt høje.. Operationsteknikkerne er hele tiden under udvikling. Desværre har man endnu ikke fundet en tilfredsstillende teknik, der rent faktisk kan kurere hunden. Indtil man finder den rigtige teknik, så vil de ambitiøse dyrlæger blive ved med at operere så mange hunde, de kan få fat i, for at kunne blive dygtigere og for at kunne hjælpe hunde i fremtiden.. Nutidens hunde er prisgivet. De er forsøgsdyr til operationer, der måske kan gøre dem raske... Eller frarøve dem enhver rest af livskvalitet. Jeg forstår nødvendigheden. Men jeg ville aldrig nogensinde igen selv lægge hund til!

Har læst tråden igen-igen... Du skriver, at hun halter lidt på venstre forben? Det er det hele? Så hun får endnu ikke medicin? Hvordan viser de stærke smerter sig? HAR hun stærke smerter? Hvad oplever du selv? Jeg ville sige nejtak på min hunds vegne, hvis jeg var i den situation, hvad jeg nok næsten har været, for min hund haltede også, bare ret volgsomt på det ene forben. Men jeg var slet ikke indstillet på et stor, dyr og usikker operation på noget så afgørende som det ene albueled. Og det var også nogle år siden.. Dengang var ledoperationer endnu mere usikre. Man SKAL ikke operere kun fordi man KAN operere.. Der skal være en vis garanti for et positivt udbytte.. Og pengene skal være der, både til operation, genoptræning og til medicinen efterfølgende. Jeg forstår godt at dyrlægerne gerne vil operere mange hunde, for det er den eneste måde, de kan lære mere og blive dygtigere.. Selv vil jeg bare kun lægge hund til, hvis jeg kan se på min hund at det er absolut nødvendigt... Ikke kun fordi hun halter lidt på det ene ben... 4 cartrophenindsprøjtninger. Efterfølgende kosttilskud, og derefter smertestillende medicin efter behov. Kan klares af egen dyrlæge for et par tusser max nu og her. Plus selvfølgelig medicin og kosttilskud resten af livet.. Garanti for at der vil ses en bedring. Men selvfølgelig ikke helbredelse..

Jeg savner at en dyrlæge vil komme med alternativer. Hunden bliver jo ikke rask af den operation. Hvad skal den så til for? En 8 år gammel hund med et albueproblem burde der være andre muligheder at forsøge.. En en operation som ikke helbreder hunden. Jeg tænker på kosttilskud, cartrophen-indsprøjtninger, en måske mindre indgribende operation, hvor man kun fjerner løst brusk... Ledoperationer er et meget stort og eksperimentalt område, hvor dyrlægerne meget gerne vil udvikle deres teknikker til det yderste. Men det vil til tider være på patientens- og ejerens- bekostning. Og så kunne jeg godt lide at vide mere om, hvordan hunden har det i dag? Hvad får hun af medicin? Hvor meget halter hun? Altid? Eller i perioder? Hvad kan hun? Og hvad kan hun ikke? Når hun er 8 år gammel og pludselig står med en operationskrævemde albue, så er der jo ingen garanti for, at den ekstra belastnig af det andet forben efter en eventuel operation, vil medføre endnu en voldsomt dyr operation om måske et år? Er den anden albue undersøgt? Og fuldstændig rask?

Eller måske er det bedst at få en helt udenforstående, som Claus Sloth, til at sige sin mening... hvis altså HAN er udenforstående...

Det er helt nyt at Faxe er kommet med i klubben.. Så skulle der jo ikke være nogen problemer i at bede om at Ken Lindeblad kikker på den skanning og måske overtager behandlingen...