Hvor går det bare stærkt med hvalpenes udvikling. Vi fik 5 hvalpe efter Lykke d. 2. juli, og de har allerede fået øjne og går meget bevidste rundt nu, og de kan allerede høre, når jeg kalder på dem, og så kommer de mod mig Lykkes søster Ronja fik så 9 hvalpe her i weekenden, og hvor er de dog små ved siden af Lykkes basser. De vejede så også kun mellem 227 g og 300 g, hvor Lykkes startede mellem 313 og 410 g.
Det er utroligt at følge de små fremskridt, der sker hver dag. Og hvor er det fantastisk at sætte sig ud til hvalpekassen og se de små tumle omkring og ikke mindst sidde med én og mærke dens bløde og varme pels og få en nysser på hage eller kind, når den søger efter mælk og udforsker verden med snuden.
De store har været en del ude allerede, når det har været fint vejr, og de er fantastiske til at finde ind i det lille hundehus, når der kommer lidt finregn eller skyer, så det er for koldt ude. Lykke har også været rigtigt god til at søge ind i huset, så de følger efter for at forsyne sig i hendes mælkebar Jeg er allerede helt forelsket i hver eneste, og det bliver hårdt, når de en dag skal herfra, men jeg ved jo godt, at det skal de jo. Manden siger også, at den dag, jeg intet føler, så skal jeg heller ikke have flere hvalpekuld her...
Men hvor går det altså stærkt. Allerede 2½ uge nu med Lykkes hvalpe. Nu kommer der knald på, og alt skal efterhånden udforskes. De er ved at få tænder, og de elsker, når de kan få lov at gumle på en finger. Nu er det allerede tiden at finde lidt æblegrene og bidetov i ministørrelse frem til dem, så de har noget at afreagere på. Lykke finder sig endnu tålmodigt i de smås angreb, når de har fået mælk og keder sig lidt :blink:
Hvor er naturen dog helt fantastisk... og hvor er jeg dog heldig, at jeg må få lov til at opleve den på så tæt hold.
Mange hilsner
Annette