Inkognito

Jeg ville tage vovsen med en tur til dyrlægen og bede ham/hende om at kigge i ørene - det kan være en øregangsinfektion og så skal man absolut ikke begynde med diverse ørerens. Så skal der øredråber til istedet. Da min springerbaby var 16 uger, havde hun "hvalpeudslæt"=knopper og misfarvning af maven, på bagbenene, i ørene og på halsen samt beskidte ører, men efter øredråber til at tage gærsvampene i ørene og en antibiotikakur (som blev udskrevet på grund af dårlig mave) samt vask i Nizoralshampoo 2 gange forsvandt det hele. Der er ikke sjældent at babyhunde har misfarvninger eller hvalpeudslæt- det tilskrives "vokseriet" (æhm, kroppens voksen) eller i nogle tilfælde hormoner. Nogle dyrlæger behandler svære tilfælde med antibitioka; andre vil have, at hunden skal vokse fra det. Jeg er på spaniel nr. 4; nr. 1 fik renset det ydre øre en eller to gange i sit liv og havde kun en infektion i sit liv, nr. 2 var allergihund og havde omtrent øreinfektion hver måned, nr. 3 får skidte ører i forbindelse med sin løbetid og skal have øredråber, men får ellers ikke renset ører andet end det ydre øre med vat og nr. 4 har i en alder af 6 måneder haft en øreinfektion og får renset det ydre øre med vat en gang om måneden nu ca.. Hendes ørevoksproduktion er på nedadgående, så for hende passer det med "vokseriet", da hun jo ikke vokser så meget mere. De gange jeg har benyttet mig af olie har det bare været hvad der var i skabet; olien hjælper ørevokset til at slippe nemmere. Min voksne tæve havde en overgang også sådan nogle brune misfarvninger på maven og hos hende hjalp Nizoralshampooen - alt andet havde været virkningsløst. Og det var nok årsagen til, at jeg turde vaske babyhunden med Nizoral også (det er en shampoo til mennesker med svampeinfektioner i hårbunden og det skal derfor ikke anvendes mere end to eller tre gange=det er ikke en almindelig shampoo).

I racestandarden for en cocker står der, at helhedsindstrykket bla. skal være en hund, der omtrent er lige så lang som høj og der er kun krav om halens ansætning/påsætning på kroppen samt hvordan den bliver båret. Dommeren ser hvordan halen bliver båret under løb i ringen og under opstilling giver det at bukke halen en mere kvadratisk udseende hund. Derfor holdes halen sådan på cockeren incl. amerikanerne (mener jeg). Halen holdes ikke sådan på de resterende spaniels.

Jeg har prøvet et par dyrlæger og forskellige dyrelægeklinikker gennem tiden. Den seneste jeg afprøvede nåede jeg at besøge 3 gange og kommer der aldrig igen - dem besøgte jeg i forbindelse med Emma's vaccinationer og jeg klagede over "hvalpeudslæt" og beskidte/dårlige ører hver gang. Hvalpeudslættet ville han ikke gøre noget ved, da han ikke synes det var voldsomt - hun havde knopper overalt på maven, ned af bagbenene og i ørene samt ned af halsen. De dårlige ører ville han ikke engang kigge på på trods af at det er almindelig kotyme med langøreshunde ved et sundhedstjek der hvor jeg normalt sætter mine fusser. Det 3. besøg var et akutbesøg på grund af ørene og dårlig mave..... Emma havde en massiv øregangsinfektion. De krævede så lige 250 kr. for at kigge hende ned i ørene og tage en prøve fra dem udover konsultationsprisen - svaret på prøven kunne jeg ikke få med med det samme (efter min tid med en allergihund i behandling hos Flemming Kristensen kunne jeg godt have kigget på prøven og set gærsvampe). Dyrlægen ringede efter 2 timer og gav mig svaret: gærsvampe. Ved det besøg fik hun antibiotika for den dårlige mave og så gik hendes hvalpeudslæt sjovt nok også væk. Alt kostede hos dem; receptgebyrer samt injektionsgebyr og selv undersøgelse af maveregionen (hunden blev trykket på maven). Derudover var de ikke særlige lydhøre og var ikke indstillet på at stole på, at vi godt vidste en del om hunde i forvejen - de blev informeret om vores forhistorie med allergihund og hendes behandling f.eks.. Jeg har prøvet 8 forskellige klinikker (antallet af dyrlæger har jeg ikke tal på) gennem tiden og halvdelen kommer jeg ALDRIG i igen, da de var lidt for meget pengemaskine fremfor dyrene. Jeg har intet imod, at en dyrlæge skal tjene penge, men de skal have en oprigtig interesse i dyrene fra starten og det har jeg ikke oplevet i halvdelen, hvilket gør, at jeg smutter fra dem igen. Jeg er ekstremt glad for min nuværende dyrlæge og den eneste årsag til jeg prøvede en anden er transporttiden - jeg bor i Taastrup og hun i Solrød, hvilket giver en transporttid på 25 minutter i snit og der er 30 km. hver vej. Min nuværende dyrlæge tager ikke ekstra for undersøgelser eller recepter eller injektionsgebyrer. Det eneste jeg ikke bryder mig om er hendes samarbejdspartner udenfor åbningstid. Dem vil jeg ikke benytte og det gør det en anelse bøvlet, hvis der skal deles journaler.

Har jeg så forstået det korrekt, at man skal skal måle vovse på det bredeste sted på hovedet og halsmålet, som hvis man skulle have et Nome-halsbånd? Eller kommer det an på hvor tæt man vil have halsbåndet til at slutte (om kvælet kommer i brug eller ej, når man holder tilbage i linen)? Og mange tak for billederne Jeg er sikker på, at både Jessie og Emma ikke kan leve uden sådan en med påsyet navn...... Deres halsbånd fra Hundens Hus er jo ikke nok

Er der nogen herinde, der tilfældigvis kender til agilitylinerne fra Hundens Hus eller bare sådan generelt om agilityliner er det samme som en jagt/retrieverline? Jeg er på jagt efter en snor med indbygget halsbånd som en jagt/retrieverline, men ikke er så tynd som den typiske jagtline.

Det er en aftale (havde troet vi havde haft fornøjelsen af jeres selskab i dag). Kan kigge ud hos dig tirsdag når arbejdsdagen er slut (tror jeg er kører retur fra møde i Hillerød ca. 16). Ellers er torsdag også en mulighed (eller fredag hvis du tør skyde den). Og skylder dig totalt meget dine skilteholdere, som har ligget pænt og ventet i bilen på jeg tog en tur på landet . Fik dem i øvrigt lidt i brug og er sikker på, at vi skylder dig og dem tak for god vind med rally-championatet! Jeg troede ikke min tilmelding var gået igennem - jeg har intet hørt tilbage på den :-( Meeeeeeen nu manden også leget med skift af hostingudbyder på mit domæne de sidste uger..... Tirsdag er fin jeg er hjemme på det tidspunkt Og tillykke med endnu en "svamptitel"

Du kan prøve mine dækkener - jeg har dem i to str.. Du skylder mig skilteholdere alligevel og jeg kunne godt bruge en vurdering af Emma inden lørdag

Mollie var min soulmate på trods af alle hendes problemer, men der var aldrig problemer med nr. 2-følelsen, da Rosie flyttede ind. Jeg var villig til (og gik) gå gennem ild og vand for dem. Men jeg gjorde altid lidt mere for Mollie og hendes problemer end Rosie og hendes - måske fordi jeg stort set var den eneste, der rigtig kunne lide hende og Rosie havde masser af andre, der støttede op om hende samt en knaldhamrende dygtig dyrlæge, der kæmpede for hende. Det var dog altid mig, der tog hende til dyrlægen og prøvede nye tiltag. Rosies problemer var fysisk sygdom, hvor Mollies var psykiske. Skal jeg være 110% ærlig, så ville jeg bytte mine to velfungerende meget knuselskelige hunde væk med det samme, hvis jeg kunne få Mollie igen. Jeg elsker Jessie og Emma meget højt, men de er ikke Mollie og vil aldrig blive det. Det er svært at forklare uden at fremstå som følelseskold og som uinteresseret i Jessie og Emma og for Rosie for den sags skyld, men der er en klar forskel indeni mig på mine følelser for dem (Jessie og Emma) og så for Mollie. Jeg kan ikke fortælle dig hvem af Jessie og Emma, der ligger nr. 1 hos mig nu - de ligger begge ens. Meeeeen Jessie har ligget klart øverst i starten, da Emma er en meget anderledes hund præcis som Amocca beskriver Karla og Johna. Mollie var min once-in-a-lifetime-hund og jeg tror alle, der har haft flere hunde kan sætte sig ind i den følelse - dermed ikke sagt, at jeg ikke elsker Jessie og Emma og jeg nyder at have ukomplicerede hunde, der ikke skal passes på enten på grund af det psykiske eller fysiske.

Min mand er ikke så meget til hundetræning og synes egentligt det er lidt overvurderet, men han bruger modelering i giv pote og high five. Han tager simpelthen fat i poten og siger "pote" eller løfter poten op på hans hånd og siger "high five". Både Rosie og Jessie lærte det på den måde og Emma har også fået fat i det. Jeg selv bruger det i udstillingsstå på mine udstillingshunde.

Tak for vurderingen. Det ender nok med, at jeg trisser ind og ser den - om ikke andet så for endnu engang at kunne ærgre mig over, at de ikke har haft større budgetter. Hvis den var møntet på mig, så bliver vi ikke enige Især ikke når de har klæbet den så kraftigt op på bøgerne, som de har i reklamerne - gør man det, så skal man i min optik være mere tro mod sit grundmateriale, meeeeeeeen nu er jeg nok også meget mærkelig med film generelt og i særdeleshed film kontra bøger

Hvis nu "man" ikke brød sig om Eclipse på grund af den meget frie fortolkning i henhold til bogen, skal man så undlade at se Breaking Dawn i biografen og vente til man kan låne den helt gratis fra en heldig ejer?

Buddha: Jeg har sendt dig en PM med lidt oplysninger om Djæs Jeg kan have 1 menneske og 1 vovse med fra Taastrup eller på kørevejen fra Taastrup til afholdelsesstedet. Og jeg kan også finde ud af at tage noget mad eller kage med

Argh, kom nu, vær lidt frisk Berner/springer-hvalpe lyder da som det perfekte mix

Neeeej :-( Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige - han var sådan en dejlig hund med en skøn personlighed at dømme udfra dine indlæg om ham. Jeg sidder med tårer i øjnene nu Det var alt alt for tidligt. Min dybeste medfølelse til dig og Lene og mine varmeste tanker i en svær tid. Sov sødt dejlige Lexus - himlen er blevet en engel rigere.

Jessie og jeg har ryddet kalenderen den 17/12-11 og jeg betaler gerne 550 kr. + en del af hallejen. Jessie kan som udgangspunkt med alle andre hunde, men jeg kan jo ikke garantere, at hun ikke vil finde nogen irreterende - som udgangspunkt må hun hilse på alle. Jessie er også vant til fremmede mennesker og burophold, men hun er reserveret og vil ikke hoppe i armene på hvem som helst.

Jeg ville også være interesseret med Jessie - Emma er vist lige en tand for livlig til det endnu Måske du skulle spørge hende, om man måtte komme uden hund, så der var 4-6 pladser med hund og nogle uden? Dem uden skulle naturligvis ikke betale fuld pris, men så kunne prisen måske komme lidt ned, hvis nogen var interesserede i bare at kigge på og høre hvad der blev fortalt?

Ja, vi tror også, at sofaen er det sikreste valg resten af den mørke tid Ja, det er et meget farligt sted vi bor... Især i mørke Man må ikke gå på de der hornede pelsklumpers græs, så vi kommer ikke i nærheden af at rulle os i de der store klatter, der ligger rundt omkring... Vi tror heller ikke vores mor vil blive synderligt stolt af os Gentofteliner=flexiliner Nej nej, min mor har lært, at man ikke går i skoven i mørke og slet ikke med to hunde, der stadig er i gang med at finde ud af hvordan man går sammen :blink: Jeg er lige gået i løbetid, så om små 10 dage er du meget velkommen til at gå tur med mig, Møffe... Vi skal nok bare ikke have de der tobenede med :slem: Kærlige hilsner Jessie :slem: Vi overvejede også at melde hende, men da vi fik lidt ekstra i madskålen derhjemme og kom ind i sengen tidligere end normalt, så blev hun lidt tilgivet - men hun ved det ikke endnu Jeg ved stadig ikke helt om jeg synes du er så dejlig, Gizmo..... Det kunne være du skulle møde min lillesøster - hun vil helt sikkert synes du er fantastisk

Hej alle HF-medhunde Vi var ude og gå med vores mor idag i skoven og vi er helt overbeviste om, at hun forsøgte at slå og ihjel langsomt.... Flere gange endda. Det startede allerede ude på vores p-plads, hvor vores mor snakkede noget om asfaltmaskiner og varm asfalt - det eneste vi så var nogle store hundespisende ting, der lugtede grimt..... Nå, men vi overlevede at gå forbi dem og kom ud til bilen, hvor turen så gik ud til vores mors mormor, der bor lige ved skoven. Da mor lukkede bilen og buret op, blev vi så glade, at vi begge kom til at klemme os ud af den samme låge i buret og helt glemte at høre efter moar. Det blev hun en smule knotten over, så da hun vendte ryggen, kom vi til at løbe stærkt og væk........ Nøj, hvor blev hun gal og råbte meget højt, at vi skulle komme tilbage og da vi kom tilbage, fik vi snor på, mens hun fablede om biler på vejen og mørke og os, der ikke havde fået tændt vores lygter..... Men helt ærligt: vejen ligger jo 150 m. væk og vi kom næsten slet ikke i nærheden...... Så gik turen ud i skoven, hvor vi først skulle forbi en kofold, hvor der aldrig plejer at være dyr i.... Idag stod der så et eller andet stort pelsbelagt mørkt noget med horn :-( vi kom "vist nok" til at løbe rundt om hendes ben et par gange mens hun nu fablede om "gentofteliner" og pjokhunde. Derefter gik vi videre og lige pludselig hørte vi noget, der kom bagfra tungt åndende...... Det viste sig så at være en sortklædt løber og vi måtte ikke engang jagte ham :-( Løberen havde dårligt passeret os, da der rundt om et hjørne kom endnu et pelsklædt noget med et halvt menneske ovenpå uden lys på....... Nøj, hvor blev vi overrasket og Emma troede hun skulle dø i munden på den..... Mor sagde, at det bare var en hest og rytter og "rytteren" roste os over vores gode opførsel og fine refleksveste.... Så gik vi lidt videre og vores mor synes vi skulle have tændt vores lygter, hvilket krævede, at hun lagde håndtaget på snoren på jorden og Jessie var overbevist om, at det forsøgte at spise hende og så troede jeg (aka Emma) også at min ville spise mig..... Så mumlede hun igen noget om pjokhunde...... Nu var vi sikre på, at der ikke ville komme flere overraskelser..... Meeeeeen på vejen tilbage kom der igen sådanne nogle heste og ryttere, men disse hersen havde lysveste og refleksting på..... Vi er ikke helt sikre på de er ufarlige...... Derefter kom der dame på en cykel med lys på og så var vi lige pludselig tilbage ved kofolden, men denne gang havde koen taget sin lillebror med og han stampede i jorden og sagde "bøøøøøhhhhhh" af os. Der blev vi rigtig bange og da det ikke hjalp at Jessie knurrede og gøede, så tog vi benene på nakken...... Vi havde bare lige glemt vores mor i den anden af snoren *ups*..... Igen ytrede hun nogle mærkelige ord om pjokhunde og "gentofteliner" og mørke ujævne skovstier...... Resten af turen gik fint og vi kom helt hjem til fyldte madskåle og LYS i huset...... Og nu er vi altså meget trætte og vil gå i seng. Mange hilsner Jessie (3,5 år) og Emma (5,5 måned) og lidt vores mor

Nu aner jeg ikke hvad farve din tæve er, men er du bekendt med "reglerne"/etikken for parring med merlegenet? Jeg er ikke inde i det, men jeg mener, at der er noget med at to merle-farvede ikke må parres på grund af risiko for døvhed og blindhed hos hvalpene.

Ej, en grim oplevelse for jer :-( Er I sådan nogenlunde ok nu? Et dyrlægebesøg med antibiotika og noget beroligende er nok en rigtig god ide. Med hensyn til at melde ham: I første tanke er jeg enig med Ascha - uheld sker og gutten skal have en chance for at rette op på sine dårlige valg, da ordet "skambidning" i hundeloven er noget vagt og op til den enkelte politimand at vurdere. Og han virkede jo ansvarlig. Meeeen i anden tanke tænker jeg, at han må have levet i en anden verden, hvis hundeloven ikke er gået op for ham, så han har udemærket været klar over både snorpåbud og mundkurv og når han samtidig ikke har trænet indkaldet ind i sin hund samt at han ved den har et problem med andre og så slipper den på et åbent område....... Hvad tænker manden på?? Jeg har selv levet med en hund, der ikke var glad for andre, men hun opsøgte dem ikke og havde et 100% indkald. Hun blev kun sluppet på områder, hvor jeg har fuldt udsyn (f.eks. en åben boldbane med kun en indgang) eller i private haver. Jeg har heldigvis aldrig været ude for, at mine er blevet angrebet eller været oppe og toppes med fremmede hunde, så hvad jeg selv ville gøre i din situation, har jeg svært ved at svare på...... Umiddelbart hælder jeg mest til, at han skal meldes - jeg ville bare ikke bryde mig at være grunden til, at en hund skulle aflives, når den kan, med få tiltag=snor og mundkurv, leve videre uden risiko for andre. Det kræver dog så, at man stoler på, at ejeren vil overholde det. Jeg håber I begge kommer jer hurtigt over den grimme oplevelse.

Jeg kan jo kun tale for mig selv og jeg tror ikke Teitur er aggressiv af natur for så havde han tygget i Tjalfe på nuværende tidspunkt og I havde været på forsiden af BT for angreb på andre. Teitur lyder meget som Mollie - Mollie var heller ikke aggressiv af natur og hun lavede aldrig fysiske skader på de andre ved hendes "irettesættelser"/overdrivelser, men da Rosie blev kønsmoden og mere sikker på sig selv, så følte hun, at hun skulle forsvare sig mod Mollie og tog kampen op. I de situationer følte Mollie til gengæld, at hun måtte forsvare sig, da Rosie bed først. Mollie og Rosie delte kurv, madskåle, legetøj og godbidder uden problemer størstedelen af tiden lige til det sidste. Rosie, og Jessie for den sags skyld, har ikke generaliseret deres liv med Mollie over på andre hunde - de har begge været helt med på, at det var Mollie og kun Mollie. Både Rosie og Jessie har været brugt til at lokke forsigtige bange hunde ud af deres skal. Jeg kan godt huske hvordan jeg følte, da vores første trænere bedømte Mollie til at være dominant, aggressiv og farlig, hvor hun i virkeligheden var smertepåvirket, usikker og presset udover evne.... Så jeg har ingen problemer med at sætte mig ind hvordan du har det og jeg synes det lyder som en god ide med et gitter. Selvom det er hårdt at få ad vide, så er det vigtigt, at du holder dig for øje, at forholdet mellem dem på sigt (når Tjalfe bliver kønsmoden) kan ændre sig negativt, hvis der ikke bliver gjort noget nu og det er det jeg læser i alle indlæggene, hvilket du jo også har taget til dig og handler udfra nu. :5up: til dig for det - det er væsentligt hurtigere end jeg gjorde. Du er ikke en dårlig hundeejer og Teitur er ikke en dårlig hund, men både du og han har været igennem mere end hvad der burde være tilladt og det slider på psyken og overskuddet hos jer begge. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis du får nogle gode råd og får noget hjælp til situationen i den nærmeste fremtid, så vil du ikke ende, hvor jeg endte og du er jo allerede godt på vej.

Jeg ved ikke om du kan bruge min hundehistorie til noget som helst, men jeg vil gerne beskrive den. Jeg fik Mollie i februar 2004 og hun viste sig hurtigt at være en speciel hvalp - hun kørte højt og havde svært ved at slappe af, hun var voldsom overfor andre hunde og hendes mor blev beskrevet som en rigtig Alfa-hund, der ikke fandt sig i noget fra andre hunde. Netop baseret på hendes mors temperament fik jeg/vi rådet af hundetrænerne om at behandle hende hårdt med alfarulninger, pinning og andre "spændende" ting - på træningpladsen var det desuden også kutume, at man træner hund med kvælerkæde på den negative måde også på små 3 måneders hvalpe..... Dette halsbånd fik Mollie naturligvis også på. Jeg er ikke stolt over den måde jeg/vi behandlede Mollie på dengang, men jeg/vi vidste ikke bedre og stolede blindt på trænerne. I en alder af 6 måneder kunne jeg/vi ikke længere bare tage Mollie med ud blandt andre på grund af hendes stressniveau og udfald. Dette var ikke hvad jeg ønskede for hende eller os og da hun godt kunne sammen med hunde hun kendte godt, så valgte vi at få endnu en hund. I april 2005 flyttede Rosie ind og nøj, hvor fik hun samme behandling som Tjalfe, som blev beskrevet som helt normal af trænere, der jo stadig troede på, at Mollie var dominant og hvad man ellers kunne sætte på af negative ord. Jeg begyndte at læse Jan Fennell's bøger og begyndte at indføre hendes regler, hvor jeg forventede en hård kamp fra Mollie's side, der jo blev beskrevet som dominant - Mollie derimod accepterede alle reglerne og jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved trænernes vurdering af hende. Jeg valgte derfor at opsøge en adfærdsbehandler og hun sagde nogle meget hårde sandheder om vores forhold og måde at behandle Mollie på. Hun beskev Mollie som en ekstremt usikker hund, der havde mistet tilliden til mig som fører og derfor mente hun skulle klare det hele selv og hun havde desuden ikke ret meget lyst til at samarbejde med mig på grund af den måde træningen blev udført på. Rosie var dette tidspunkt ca. 6 måneder. Fra den dag ændrede jeg kurs med mit hundehold og Mollie blev hurtigt bedre i adfærden og vi fik et bedre forhold til hinanden. Hun blev dog aldrig god og en dag til agilitytræning kom jeg til at snakke med en anden kursist og kom til at nævne, at vi overvejede at aflive Mollie, fordi vi havde ramt en deadend med udviklingen af hende. Denne kursist bad om at få lov til at gennemgå Mollie og det viste sig at hun var massør + ledmanipulatør til hunde. Hun kom ud til os mellem jul og nytår 2006, hvor Mollie havde levet som baghavehund for at begrænse hendes stressniveau i 4 måneder. Lone (som hun hedder) gav sig i kast med Mollie og for første gang så jeg Mollie slappe af i armene på et fremmede menneske. Lone kunne fortælle os, at Mollie (på trods af mange dyrlægevurderinger og røngtenbilleder) havde rendt rundt med migræne i 3 år og var ekstremt skæv i nakken, skuldrene og hofterne samt havde voldsomme muskelspændinger i ryggen. Lone rettede så meget som hun kunne på et besøg og dagen efter så vi for første gang, at Mollie selv opsøgte en anden hund for at hilse og prøvede at lege rigtigt med Rosie. Lone blev og er stadig en flittig gæst i vores hjem. I oktober 2006 fik vi en afklaring på Rosie's hudproblemer gennem et halvt år og dommen var allergi mod støvmider og lagermider samt foderintolerance (gættede han på, da der ikke kan testes for det i en blodprøve). Rosie kom derfor i behandling og hun svarede godt på behandlingen i starten, men i 2007 gik det galt og hun landede på daglig lavdosis af Prednisolon for at kunne holdes nogenlunde kløefri. Rosie led meget af øreinfektioner og infektioner i poterne. I maj 2008 gik Rosie i hovedet på Mollie for første gang over noget mad og vi skulle have taget det mere alvorligt end vi gjorde :-( I juni 2008 flyttede Jessie ind som 10 ugers hundehvalp og et rent helvede brød løs hos os. Rosie beskyttede Jessie overfor Mollie, der forsøgte at give Jessie samme behandling, som hun havde givet Rosie...... Og i oktober 2008 blev jeg bidt for første gang i en slåskamp mellem Rosie og Mollie - et bid, der kostede 14 dages sygemelding og 3 måneders smerter. Havde det været Rosie, der havde bidt mig (hun ruskede af natur) og ikke Mollie, der bare forsøgte at pacificere Rosie, så havde mine sener og nerver i højre underarm været flået i småstykker. Rosie og Mollie tog med jævne mellemrum rigtige slåskampe og i dag kan vi se, at de faldt sammen med perioder, hvor Rosies allergi ikke havde det godt og hvor hendes tolerance overfor Mollie var ekstremt lav. Den 19/11-09 fløj Rosie i hovedet på Mollie en sidste gang - havde min mormor ikke fået dem skilt ad (hun blev bidt i armen af Rosie), så havde Rosie slået Mollie ihjel.... Dette skete mens vi var på arbejde - noget vi aldrig havde set komme, da der altid var mad eller os involveret i slåskampene eller småfnidderepisoderne. Rosie var på Prednisolon efter en vaccination og et allergiudbrud den tragiske torsdag. Vi forsøgte at lukke dem sammen igen, men Mollie var for skadet og Rosie havde ikke til sinds at tilgive denne gang - Rosie blev aflivet den 20/11-09 kl. 18.45 om aftenen. Rosie fik noget ud af småfnidderepisoderne og de rigtige slåskampe: Hun fik frigivet adrenelin, så kløen forsvandt i kroppen :-( Hun kløede altid i kroppen (det vil enhver allergiker fortælle dig), men i nogle perioder var kløen og infektionerne for voldsom og hun måtte reagere, selvom hun blev medicineret. Da Rosie forsvandt, blev Mollie en hel ny hund - hun blev glad og begyndte at lege med Jessie, men hun blev også hurtigt gammel. Mollies ressourceforsvar forsvandt overfor andre hunde og hun fik mere overskud. Men den 20/3-11 havde vi været ude hele dagen til sportræning sammen med en veninde og Mollie var gået omkuld i sengen og sov tungt. Da Martin og Jessie ville i seng om aftenen, fik de vækket Mollie og Mollie blev MEGET forskrækket (som vi vurdere det idag) - hun hoppede i hovedet på Jessie og forfulgte hende ud i haven, hvor Jessie blev tvunget ud i at forsvare sig..... Dette kostede mig yderligere 14 dages sygemelding og stadige smerter i venstre hånd, der blev flået op. Mollies liv endte den 21/3-11 kl. 10.45. Mollie nåede i sit liv at blive tilset af 10 dyrlæger og vi snakkede med 5 adfærdsbehandlere, herunder Ninjamor og hun blev steriliseret som et forsøg på at løse problemerne. Der er mange ting jeg har udeladt i denne historie; som den psykiske belastning hos os, de utallige træningstimer jeg har lagt i Mollie og Rosie, beskyttelsen af Jessie og du har "bare" fået "højdepunkterne". I dag lever jeg sammen med Jessie og Emma (hvalp på 5½ månede) og har nu oplevet at det kan være ukompliceret og nemt at have voksen og hvalp sammen. Pas på med at afvise folks gode råd og vurdering af situationen (en uden følelser i klemme er som oftest bedre til at vurdere end en selv) og kun tage det som du vil høre, selvom det er psykisk hårdt at være menneske i sådanne situationer. Jeg gjorde det og jeg har været helvede tur-retur flere gange. Jeg lider stadig psykisk under min "oplevelse" og er psykisk skadet med hensyn til knurrende hunde og hunde, der sætte på plads for ikke at nævne det psykiske helvede det er at se sine hunde flå hinanden i stykker og måtte vælge imellem dem. Mine tøser sluttede altid fred imellem episoderne og jeg lullede mig derfor ind i en opfattelse af at alt nok skulle blive godt. Jeg hørte ikke efter advarslerne vi fik fra behandlere og andre, der så situationerne uden følelser i klemme. Mollie og Rosie og til dels også Jessie og Emma blev taberne i det. Jeg siger på ingen måde, at min historie kan sammenlignes med din, men jeg deler opfattelsen af din situation med MK101, Malene og Ninjamor - især delen med at Teitur har været meget syg og det tager på overskuddet. Pas på dig selv og hundene og jeg ønsker jer alle held og lykke.

Jeg har erfaring med stedet og til en hund som Tyson er det IKKE egnet. Der kan være op til 10 hunde, hvis der er fuldt booket (2 i hvert almindelig kar og 2 i modstrømskarret) og på trods af deres regler om ingen løse hunde, så har jeg flere gange oplevet løse hunde i hallen. Karrene er alt for tætte på hinanden til at fremmede hunde kan svømme ved siden af hinanden uden problemer og der er meget kast med diverse apporter. Vandet er desuden ikke opvarmet og gavner derfor ikke rygmuskulaturen. Jeg ville benytte www.dogswim.dk, hvis han skal svømme - vandet er opvarmet og der er 1 hund i lokalet ad gangen. De to tøser jeg deler hjem med lige nu ville jeg ikke være så betænkelig ved at tage ud i Taastrup, men en hund med specielle behov (ikke så vild med fremmede hunde f.eks. eller et stresshovede) ville jeg ikke tage med derud. Rosie brød sig ikke om vand, men ville gerne i svømmehal, hvis hun fik redningsvest på i vandet. Mollie elskede det og svømmede gerne uanset forholdene. Jessie svømmede, men jeg havde et indtryk af, at hun bare gjorde det for min skyld. Det er dog ikke noget jeg dyrker med Jessie, så om hun ville kunne lære at elske det, aner jeg ikke.

Jeg var afsted i 2009 og meningen var, at jeg skulle have været med i 2012, men jeg tør ikke melde til lige pt. Vi boede på en campingplads i campinghytte lige ude for Göteborg-centrum og det var udemærket, men hytten var en anelse utæt og vandet ikke helt varmt samt at den jo ikke havde fuld åbningstid så lang tid udenfor sæsonen - det var primært hundefolk, der var der. Skulle jeg afsted igen på et tidspunkt, så vælger jeg hotel, selvom det nok er lidt dyrere. Selve arrangementet adskilte sig ikke væsentligt fra andre internationale udstillinger (samme støjgener og pladsproblemer), men jeg gik heller ikke efter at se opvisninger eller foredrag. Dog er det praktisk taget umuligt at komme udenfor og lufte hund, så det foregår indendørs på savsmuld (ikke et hit for min sarte tæve).

Jeg vil da også gerne være med til at genoplive denne tråd Jeg har startet både Jessie og Emma op på schweiss - det var jo oprindeligt min og Mollie's disiplin, men nu skal de to altså ud Lille Emma på 5 måneder virker meget lovende allerede, men hendes koncentrationsevne sætter naturligvis nogle begrænsninger - hun har været ude 3 gange og går ca. 60 m./1 time; hun søger selv tilbage, hvis hun taber sporet og der er ingen tvivl om, at hun har fanget konceptet. Hvis hendes mor så også kan styre sine konkurrencenerver og det dårlige taber-gen, så kunne hun godt ses på en prøve i fremtiden. Hun er tilstrækkelig gadedreng til at ville sporet, men jeg skal være opmærksom på, at jeg har tendens til at ville gøre det for let for hende og så gider hun ikke..... Gadedreng..... Jessie har jeg jo aldrig rigtig set som værende en sporhund, da hun ikke virkede duftinteresseret og meget førerafhængig, men hun har fået læst racebeskrivelsen og nu har hun fundet det sjove i spor. Vi var på kursus med en reg. schweissfører, der havde lagt et 100 m./9 timer gammelt spor med meget lidt blod og det blev så Jessie's spor nr. 3 i hendes liv - hun arbejdede på en helt anden måde end Mollie, men hun arbejdede meget koncentreret. Lige nu ligger vi på 200 m./4 timer, da jeg skal lære at læse hende og så Jessie går selv tilbage på sporet, hvis hun taber det. Fra Mollie har jeg jo været vant til at arbejde i højt tempo og det gør hverken Emma eller Jessie og de er ikke tydelige i deres kropssprog om de er på sporet eller ej. Til gengæld har de altid røde poter efter et spor, hvilket Mollie ikke altid havde. Jessie er dog begyndt at svare igen, hvis jeg korrigere forkert (f.eks. vores sidste spor, hvor vi startede om 4 gange, inden det gik op for mig, at det var Jessie og ikke mig, der havde ret.... Ups sagde føreren, der havde afmærket sporet ).