Inkognito

Mange tak for svaret Det er da noget jeg godt kan give til mine, når vi har fået vores hus igen Herhjemme gider tøserne ikke engang tage marven ud af sådanne kraftige ben.

Jeg undskylder lige på forhånd til TS for OT. Det markerede: Det forsøger min dyrlæge at bilde mig ind... Hvad er de bedste tandbørster?

Ja, jeg har især tudet over Mollie og hendes problemer med stress og andre hunde - det har både været af frustration over, at jeg havde været medvirkende til hendes adfærd og vrede over mig selv samt frygten for at hun en dag ville få ram på en anden hund. Derudover også på grund af at Mollie havde det så dårligt. Mollie er min smertehund og smerte rimer på hjerte - jeg vil gå gennem ild og vand for hende og den dag hun ikke er her mere, så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre. Rosie har jeg også tudet over, men det har været på grund af hendes fantastiske sjæl og hvad hun blev udsat for på grund af allergien. Det havde hun ikke fortjent og da det så endte som det gjorde mellem Rosie og Mollie, har jeg virkelig tudet af forskellige modsatrettede følelser og ekstrem dårlig samvittighed (5 dage før deres sidste slagsmål sagde jeg til hende, at det var i orden, hvis hun ikke orkede mere og ville give op.... Efter den "samtale" blev hun helt umulig og demonstrativt pissede i vores seng flere gange og var meget hård/provokerende overfor Mollie, men alligevel var og er jeg helt overbevist om, at hun vidste hvad jeg gjorde, da hun fik den sidste sprøjte på grund af den måde hun kiggede på mig og det var ikke et roligt blik - det var bebrejdende og vredt - behøver jeg nævne, at jeg stadig ikke er helt afklaret med hendes død?). Jessie har jeg ikke rigtig tudet over.... Kun over nogle ting i forbindelse med hende og købet af hende samt senere begivenheder, men aldrig over hende som hund.

Jessie kommer i bad dagen inden hver udstilling, så i sæsonen er det vel 2-3 gange om måneden. Mollie kommer i bad, hvis hun har rullet sig i et eller andet ildelugtende.... Jeg tror det er flere år, siden Mollie har været i bad - jeg hader at bade hende og hun hader at komme i bad, så er vi er blevet enige om, at hun tisser på ting hun vil rulle sig i og så slipper hun for at komme i bad Rosie kom i bad et par gange om måneden på grund af hendes allergi.

Mine tøser er også meget glade for Ikea's tøjdyr og jeg er glad for prisen på dem Det gør knap så ondt, når de får bidt et tøjdyr istykker, når man kun har givet 25 kr. for det

Jeg vil bare give dig denne :5up: for din beslutning. Det vidner om et stort overskud, når du ikke ønsker en aflivning af en overfaldshund. Og så håber jeg naturligvis, at I begge er kommet ovenpå og bliver ovenpå samt at ejeren af den anden hund har fattet ideen med en snor, når hans hund har et problem.

Det håber jeg ikke, men baseret på min ringe erfaring med børn og hunde så har måden at have respekt for dyr ændret sig. Åhhh Ragdoll, du har fuldstændig tabt mig med det sidste afsnit; jeg forstår simpelthen ikke så så fine ord og bliver usikker på om jeg overhovedet har forstået dit indlæg Jeg er ikke så klog Som jeg lige har skrevet til Umulia, så synes jeg at, i kredse udenfor den hardcore hunderverden, holdningen til ihvertfald hunde har ændret sig og det er i dag altid hundens skyld, hvis den markere eller bider et barn, hvor i min barndom var det barnet, der var et fjols (selvfølgelig ikke med regulære skambidninger). I min verden er det ikke at have respekt for dyrene, men jeg har også kun bekendtskaber, hvor en hund bare er en hund og købt enten som legetøj til børnene eller "fordi man skal have villa, volvo og vovhund". Uden at have børneerfaring så mener jeg, at det må være muligt at opdrage både hund og børn til at respektere hinanden uden en markering behøver at være hverdagskost (jeg ved dog godt at både børn og hunde er deres egne og fejl kan ske). Mine hunde er f.eks. ikke børnevant og jeg er meget obs på deres sprog, hvis vi snakker med børn og kommer der børn på besøg, så bliver de som hovedregel lukket væk, så vi alle kan slappe af uden at skulle overvåge unger eller hunde. Mine hunde er dog vant til at blive hevet blidt i øre, ben og hale, men hvis det var et fremmede barn, der gjorde det, så ved jeg ikke hvordan de ville reagere og så vil jeg hellere være safe than sorry. I dag er en hund, der knurrer næsten lig med en aggressiv hund på trods af mere lettilgængelig viden omkring emnet og hundene skal som hovedregel bare indordne sig os mennesker og vores verden. Fantastisk billede Jeg tror vi er meget enige, selvom jeg ikke har børn eller erfaring med børn.

Jeg tror faktisk det er blevet værre idag end før i tiden. Da jeg var lille, var der kun hund i min mormor og morfars hjem og hvis jeg forsøgte at være hård ved hunden=hive i ørene, halen, pelsen osv., så fik jeg altså ad vide, at sådan behandler man ikke dyr. Jeg fik også ad vide, at man UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER går hen til en fremmede hund uden at have snakket med ejerne. Jeg er opvokset med, at man behandler dyr ordentligt og med respekt... Blandt mine kusiner og fætre samt deres påhæng der ser jeg en helt anden holdning ved hunde/børn-problematikken... Selvfølgelig er det i orden, at man går hen til en fremmede hund uden at spørge og hunden skal finde sig i barnets behandling af den..... Det er hunden, der er noget galt med, hvis den ikke affinder sig med at få hevet ørene halvt af eller at et barn tager dens mad fra den. Og nå, ja, jeg er 31.

Tja, I ville alle have dømt min svigerinde for ikke så lang tid siden. De havde en unghund og to katte og fik en lille datter. Nu har de kun datteren tilbage. Årsag: De flyttede ind i et lejet hus, hvor udlejer lige havde glemt at fortælle om den manglende isolering, manglende dampspærre og den hurtig voksende skimmelsvamp. Datteren blev alvorligt syg på grund af skimmelsvampen og udviklede allergi i en alder af 3 måneder mod praktisk taget alt incl. deres dyr. De flyttede ud af det dårlige hus, men skaden var sket og da datteren var blevet hentet med blå blink for 3. gang indenfor lige så mange måneder på grund af voldsomme vejrtrækningsproblemer, måtte de indse, at enten risikerede de datterens liv eller også måtte de omplacere dyrene. Og de havde kæmpet for at beholde dyrene med flere ganges støvsugning om dagen og seperate rum til dyr og datter samt naturligvis behandling af diverse slags. I dag er datterens helbred på vej i den rigtige retning, men hun er stadig madallergiker, der gør, at hun skal overvåges 24/7 for ikke at få noget forkert og hun har stadig meget nemt ved at få f.eks. lungebetændelse og væske i lungerne. Min svigerinde fik rigtig mange ubehagelige respons på hendes annoncer, fordi folk mente, at de skulle fortælle hvor dårlig en hundejer og menneske hun var og at de ikke troede på, at datteren havde udviklet allergi. Hun havde sin alder, sin datter og begrundelsen for omplaceringen imod sig og hun var dybt ulykkelig over hvordan andre fremmede mennesker kunne opføre sig. En omplacering er aldrig sort/hvid og bare fordi en selv ville kunne gøre det, så er det ikke ens betydende med, at alle kan - en flytning kan f.eks. være påtvunget på grund af økonomisk personlig konkurs og så er der altså flere aspekter ind over en omplacering af hunden/katten end bare manglende vilje. Vi er efterhånden blevet lidt for gode til at dømme andre i min verden (og jeg selv hører også med ind under "vi" fandt jeg ud af igår aftes, da jeg så programmet om fedmeoperationer).

Æhm, næ Men det ved jeg da nu...... takker mange gange på vegne af min pengepung Så bliver bodyboosten ihvertfald ikke genindkøbt lige med det samme, da jeg stadig har masser af luposanen.

Åååååårh, en fjordbolle :hjerte: (sagt med megen kærlighed i stemmen og ikke som en fornærmelse)

Forkert? Det synes jeg nu ikke. Jeg fortæller gerne om Mollie's historie - hvis bare vores historie kan redde én anden hund fra at blive behandlet forkert eller afskrevet uden et smertetjek, så har Mollie ikke gennemlevet hvad hun har forgæves. Det markerede: Det kan bare være svært at komme dertil netop fordi emnet som regel deler vandene meget hårdt op og det er meget personligt hvad man kan leve med som det værste.

Men jeg tror på, at du kunne have lært det med hjælp fra andre Du slår mig ikke som en person, der er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Jeg købte en 4 års ryttervant vallak som 12 årig og red den selv op (fra ryttervant til LA4 i dressur) med enetimer hos en dyrtig berider - det kostede sikkert det samme i det lange løb som 3 måneder hos en berider og tog voldsomt meget længere tid, men erfaringen jeg fik med var "priceless". Meeeeen det første år jeg havde ham brugte jeg vist mere tid på løbe efter ham, når han havde sat mig af ude i naturen Prisen bestemmer meget og ikke mange vælger at få tilredet en skovturshest hos en uddannet berider.

Jeg har også en fortid i hesteverdenen, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at man sendte en ung hest i tilridning, hvis man skulle bruge den til noget andet end bare skovture, så jeg har en noget afslappet forhold til det at sende en hund i træning. Jeg ville aldrig selv benytte at sende min hund eller hest, hvis jeg får hest igen, i træning hos en anden, men jeg kan godt følge tankegangen, der typisk ligger bag. Det er tidskrævende at starte både en hvalp og unghest op og hvis man hurtigt skal have afklaret om hundens eller hestens evner ligger der, hvor man har brug for det, så kan det være en god ting at benytte en professionel, der ikke har noget forhold til ens dyr udover checken, der fuldte med det. Jeg ville dog aldrig stole så meget på et andet menneske, at jeg ville turde gøre det - så hellere bruge længere tid og flere ressourcer på at gøre det selv.

Jeg må nok hellere skrive lidt mere om Mollies historie og liv Men jeg har problemer med at fatte mig i korthed, når det kommer til Mollie og hendes/vores historie - jeg undskylder på forhånd Jeg kan næsten forstå på LuckyLuna at problemet med Mio indbærer samesexaggression og en for stor interesse i det modsatte køn. Dette var og er ikke tilfældet med Mollie. Mollie blev født som den første i et kuld på 4 hunde og hendes mor var en meget bestemt dame. Mollie og jeg begyndte til træning i vores specialklub, hvor hendes opdrætter var træner - det foregik tilbage i 2004, hvor holdningen om at hvalpe skal lære at klare sig selv var meget fremherskende og alle problemer med en hund kunne beskrives som værende lederskabsproblemer. I og med at Mollie's opdrætter og derved Mollie's mor var kendt derude, blev Mollie's problemer i første omgang betragtet som værende de samme som hendes mor=meget bestemt dame, der ikke tog nej for et svar. Mollie har altid haft problemer med stress, selvstændighed og skarphed overfor andre hunde sålænge tilbage jeg kan huske. Træningen foregik for såvidt ganske tilforladeligt, selvom der var nogle metoder, der heldigvis er gået i glemmebogen idag, men under frikvarteret gik det galt med Mollie. Frikvarteret bestod af ca. 40 hunde i alle aldre og køn; alt fra 12 uger til 4-5 år og man måtte ikke hjælpe sin hund, da den jo skulle lære at sige fra. Lige præcis det lærte Mollie til fuldendthed Hun var meget udfarende overfor de andre hunde og ville kun være sammen med dem, hvis det ikke involverede humpning, bodyslamming og andre voldsomme aktiviteter. Hun begyndte at blive træningspladsen skræk i en alder af 4 måneder Mollie blev betragtet som en hård nyser, der mindede meget som sin mor og vi fik mange velmeende råd om hvordan man fik overtaget magten i hjemmet fra hunden med f.eks. alfarulninger, hårde tag i kvælerkæden og generelt fysisk hårdhed. Dumme og uerfarne som vi var fulgte vi rådene og Mollie blev tiltagende værre i temperamentet. Mollie har altid været værst mod andre hunde, når hun var i snor, men hun var også skarp, når hun var løs. I 2005 valgte vi at forøge familien med Rosie, da vi gerne ville have at Mollie skulle have en god ven. På omkring samme tid kom Jan Fennell's bøger frem i Danmark og jeg læste dem alle og besluttede at indføre reglerne for at skubbe Mollie ned af rangstien. Jeg forventede en masse kampe med hende, men Mollie affandt sig uden problemer med JF's regler og jeg begyndte for første gang at bruge det øverste af hovedet lidt mere konstruktivt. Jeg begyndte at tænke, at hun måske ikke var øverst i hierkiet og der måske var noget andet galt. Jeg kontaktede derfor en adfærdsbehandler og hun fik slået nogle ting fast med syvtommersøm - jeg havde ikke en dominerende aggressiv hund; jeg havde en lille forsigtig og usikker tæve, der havde mistet tilliden til hendes ejere... Nøj, den besked gjorde nærmest fysisk ondt. Vi begyndte derefter at træne hos adfærdsbehandleren og begyndte i en legestue hos en af behandlerens kollegaer med Mollie - det gik rigtig godt fremad i starten, men lige pludselig skete der bare ikke flere fremskridt og hun begyndte at blive stresset, når hun havde været i legestuen. Jeg valgte derfor i samråd med behandleren at stoppe i legestuen og kun gå til træning, hvor der i starten af timen kunne advares mod Mollies temperament. I efteråret 2006 begyndte vi at snakke om at aflive Mollie, da vi ikke kunne klare ret meget mere og det ikke virkede som om noget virkede længere - på det tidspunkt havde Mollie været set på af 3 adfærdsbehandlere og 5 dyrlæger uden nogen havde et bud på årsagen, men de havde forskellige bud på løsningen. Til al held var vi på et agilityhold med en hundekiropraktor, der også havde en adfærdsuddannelse bag sig og hun bad om lov til at se på Mollie, inden vi aflivede hende. Den 27/12-06 kom hun så på besøg og min dårlige samvittighed fik lige et nyk opad. Hun så på hvalpebilleder af Mollie og gik naturligvis Mollie igennem og dommen var "hård": Mollie havde levet i et smertehelvede på grund af en skæv krop og derfor havde lært sig at holde andre hunde på afstand af sig, da det jo gjorde ondt, hvis de var for voldsomme i deres leg. Kiropraktoren mente og mener stadig, at Mollie er født skæv af at skulle presse sig igennem fødselskanalen som den første, så det var en håbløs kamp vi havde gang i, hvis smerterne ikke blev fjernet - vores behandling af hende i de første par år med hårdheden har naturligvis ikke hjulpet overhovedet. Mollie blev rettet og allerede dagen efter fornemmede jeg en forandring i hendes temperament til det positive. Mollie fik en kiropraktisk behandling og massage hver anden måned det første år og samtidigt tilbød kiropraktoren at træne med os. Træningen gik ud på at desensibilitere hende på andre hunde; Mollie blev langsomt vænnet til andre hunde i hendes nærhed i snor. Kiropraktoren tog os også med i hundeskove, hvor jeg fik lært at læse min hund og behandle hende ordentligt - istedet for at blive stående og snakke med andre, så skulle vi hele tiden mere eller mindre holde os i bevægelse, så Mollie hele tiden kunne få en udvej ved at gå med mig. Mollie kunne stadig reagerer hårdt på f.eks. hanhunde, der ville humpe hende i en hundeskov, men i 9 ud af 10 tilfælde gik det faktisk rigtig godt, selvom den anden hund ville være provokerende. Mollie gik fra at holde alle hunde på afstand til rent faktisk selv at opsøge kontakt med andre hunde i skoven :banan: Det tog omkring 1,5 år med "hård" og konstant træning samt behandlinger fra kiropraktoren at få hende så langt. I maj 2008 havde Mollie og Rosie deres første slåskamp og de fortsatte med jævnlige kampe, der blev tiltagende hårdere frem til november 2009, hvor vi aflivede Rosie efter hun angreb Mollie. Rosie var fysisk syg og plaget af sin allergi og det var i allergiudbrudsperioderne, at hun blev hård og kampvillig med Mollie. Disse kampe og livet med en "hitler/stalin-hund" har skadet Mollie nu og hun kommer ikke længere i hundeskove eller går løs medmindre jeg har fuldt udsyn over arealet - hendes indkald er 100% sikkert og hun vælger de andre hunde fra, hvis hun får muligheden. Hun er blevet meget voldsommere i hendes reaktioner, da hun er nu desværre er blevet vant til, at hvis en anden hund knurrer af hende, så går der omtrent 15 sekunder, uanset hvordan hun opfører sig, før hun skal kæmpe for hendes liv. Det tog godt 9 måneder for Mollie at stole nok på Jessie til, at Jessie kunne sige fra, hvis der var noget galt - Jessie har været en kæmpe hjælp med at rette op på Mollie igen. Jeg vil ikke sige, at sterilisationen hjalp synderligt på hendes udfarenhed mod andre hunde, men den hjalp på nedsættelsen af stressniveauet i hende, så hun kunne trænes lettere og derved blev lettere at overbevise, at hun godt kunne gå forbi andre hunde i snor uden at "æde dem". Mollie kommer aldrig til at gå tur i en hundeskov igen, men hun kan gå tur med andre hunde i snor, sålænge den anden ejer er lidt opmærksom på sin egen hund og respektere Mollie. Mollie kan også nu gå forbi andre hunde i snor uden at fare ud efter dem. Der hvor sterilisationen hjalp Mollie var ved at nedsætte hendes stressniveau og derved give os mennesker en indgang til hendes sind og en hjælpende hånd til at træne videre. Mollie var desuden også en hund, der humpede andre hunde, når de var i løbetid og hun kunne ligge og sutte på en bamse i timevis indendørs - disse to ting forsvandt fuldstændigt efter hendes sterilisation. Der har også været nogle ulemper: Hendes pels har ændret sig; den er blevet mere fin og filtre nemmere, men det er ikke noget man kan se med det blotte øje (hun får mere pelspleje nu, men da hun jo i forvejen var en trimmerace, så er det ikke noget jeg ser som et problem, når jeg afvejer fordelen ved sterilisationen) og hun ligger for højt vægtmæssigt uanset hvad vi gør. Dertil kommer så hendes øgede sultfornemmelse. Men Mollie var og er jo anderledes end Mio, da hendes problemer med andre hunde var indlært på grund af smerter og det ikke var hanhunde/tævehundaggresivitet - Mollie skelner ikke mellem andre hunde og både tæver, hanhunde, unge, hvalpe og gamle hunde fik samme behandling. Mollie var og er dog en usikker hund med en høj stresstendens, som jeg også fornemmer Mio er udfra hvad du skriver? Der er ingen facitliste med kastration/sterilisation og jeg har mødt kastrater, der blev mobbet på grund af det manglende kønshormon/duft til en grad, hvor hanhunden blev nødt til at få testastoron (staves?)-indsprøjtninger for at kunne gå i fred og jeg har mødt kastrater, som blev behandlet præcis som alle andre hunde uden at blive mobbet - det samme gælder for steriliserede tæver. Med Mollie har jeg ikke oplevet, at andre hunde er blevet mere interesseret i hende. Det er ikke en vidunderkur mod problemer med ens hund, men hvis man når et punkt, hvor man simpelthen ikke kan mere og hunden bare bliver værre og værre hvad har man så at miste? Jeg tager gerne den ekstra pelspleje og tiggeriet/stjæleriet med i pakken, når nu jeg har oplevet hvordan Mollie ændrede sig og gladere hun er blevet. Men igen: der var mange faktorer, der spillede ind hos Mollie, som ikke er til stede hos Mio. Jeg er ikke længere antikastrastion/sterilisation, men man skal vide hvad risiciene er og om man kan leve med dem, hvis alt går galt eller om man kan finde en måde at leve med hunden, som den er nu uden at livskvaliteten bliver forringet. Mollie er kun lige fyldt 7, men på grund af den stress hun har levet i og med, så virker hendes krop meget ældre og jeg skal være glad, hvis hun når 10. Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre - jeg kan kun fortælle om min egen historie og erfaring med et usikkert stresshoved af en tæve, der blev steriliseret. Jeg støttede mig meget op af adfærdsbehandlere i hele forløbet og var blevet advaret mod at sterilisere hende, men jeg havde intet at miste og alt at vinde og jeg/Mollie vandt et bedre liv sammen.

Jeg vil da gerne fortælle lidt om min erfaring med sterilisation af en usikker tæve. Mollie har et meget dårligt hundesprog og har lært at angreb er det bedste forsvar til at dække over hendes usikkerhed. Hun har altid haft tendens til stress først på grund af smerter og senere måske på grund af indlærthed? Jeg ved det ikke, men stresset blev hun meget nemt; hvis hun blev stresset, så blev hun nødt til at komme i bur for at kunne slappe af igen. Vi har trænet meget sammen på problemet og kom et godt stykke vej. Hun begyndte at kunne komme i hundeskov uden at skabe problemer og blev mindre reaktiv mod andre hunde i snor. Da hende og Rosie begyndte at slås, blev hun dog tiltagende mere stresset, reaktiv og udfarende mod andre også. Mollie fik, under en slåskamp, bidt mig ganske alvorligt i min underarm og som et desperat forsøg på at rette op på forholdet mellem Rosie og Mollie, blev Mollie steriliseret i november 2008. Mollie var på det tidspunkt næsten 6 år gammel. Sterilisationen hjalp ikke på slåskampene, men den hjalp helt gevaldigt på hendes stressniveau. Hun kunne nu nåes og kom ikke op i det røde felt mere og havde ikke brug for hjælp til nedstressning. Hun blev MEGET nemmere at være sammen med og træne med, men en kæmpe ulempe er, at hendes sult er steget helt ekstremt og hun er ulidelig at være sammen med, da hun meget nemt begynder at tigge og hun er begyndt at stjæle efter Rosie er blevet aflivet. Mollie er naturligvis ikke blevet kureret for hendes usikkerhed, men den er heller ikke blevet værre og iogmed hun nu kan nåes, når hun begynder at stresse, så er indlæringen blevet optimeret, så jeg vil måske endda gå så langt at sige at hendes usikkerhed er blevet formindsket lidt. Jeg har absolut ikke fortrudt at sterilisere hende, men jeg ved jo ikke om jeg bare var heldig med hendes usikkerhed, men jeg har en hund, der ikke stresser negativt mere - hun kan stadig køre op, men nu er det af glæde og hun kommer nemt ned på jorden igen. I min situation vil man altid kunne diskutere om ændringerne i Mollies temperament kunne have været fremkommet, hvis vi havde aflivet Rosie hurtigere, da Mollie blev psykisk kuet af Rosie, men jeg så altså de positive ændringer i stressniveauet, inden Rosie blev aflivet og efter Mollie blev steriliseret. Mollies træning er naturligvis blevet opretholdt også efter hendes sterilisation.

Jeg fodrer med Nutra Nuggets Gold Senior til Mollie og jeg fodrer med Nutra Nuggets Gold Lam/ris eller laks/kartoffel til Jessie. Begge tøser får et tilskud af Luposan Gelenkraft-piller, Olivers Body Boost og Olivers fiskeolie i samt tilskud af PlaqueOff. Vi er ved at være færdige med Olivers Body Boost og jeg tror jeg holder en pause for at se om det har nogen effekt, da det er et dyrt tilskud, hvis der ingen ændring er på hundene. Derudover får de nogle gange madrester, leverpostej, tun og vådkost i, men der sker måske en eller to gange om måneden. Det burde ikke være nødvendigt at tilsætte noget til foderet iflg. producenten, men jeg må åbenbart være glad for spilde penge Jeg ved ikke om der er en effekt på hundene med deres tilskud - umiddelbart vil jeg sige ja, det har en effekt, men det kan være ønsketænkning....

Jeg har pt. to hunde og har været oppe på tre for en kort overgang. Mollie kom ind som den første og hun har jo nogle adfærdsmæssige udfordringer, der gør hende rigtig rigtig rigtig dårlig til hvalpe. Rosie flyttede ind som nr. 2 og jeg var dengang ret kølig og mente, at hun ikke tog skade af en hård oplevelse. Rosie gik til hundeleg en gang om ugen og udviklede sig til en rigtig dejlig hund adfærdsmæssigt (indtil hendes allergi og medicinering fik hende til at ændre sind overfor Mollie). Jeg kan ikke erindre, at jeg syntes Rosie var ude for hårde oplevelser. Da Jessie flyttede ind, havde jeg ændret mig meget og jeg var overpylret overfor hende - hun måtte ikke være sammen med voksne hunde, der legede voldsomt og kunne finde på at opdrage på hende.... Den holdning havde jeg indtil en af mine veninde tog et hårdt greb i nakken på mig og forklarede mig hvad du beskriver i dit indlæg. Jeg lærte at have is i maven og ikke se alle knurrende hunde, som værende igang med at æde min hvalp eller som et forvarsel til et angreb, hvilket var hvad jeg var vant til hjemmefra med Rosie og Mollie. Idag har Jessie et virkelig godt hundesprog og hun er god til at opdrage på hvalpe uden at være voldsom, hvilket krævede endnu en "opsang" fra førnævnte veninde til mig om, at Jessie rent faktisk var skide god til at opdrage på hvalpene og jeg skulle lære at blande mig udenom. Jessie bliver også brugt til socialisering af forsigtige eller bange hunde i stil med Rosie (det blev hun også brugt til). Jeg har lært ikke at være pylret, men jeg gør kun brug af hunde jeg kender til opdragelse af hvalp - jeg skal vide med sikkerhed, at hunden kan sige fra og opdrage på en god måde og ikke på Mollie's måde f.eks. Så kort sagt er jeg gået fra at have holdningen "hvalpen skal lære at klare sig selv" (Mollie og det endte galt) over "hvalpen tager ikke skade af en enkelt dårlig oplevelse" (Rosie og jeg var nok heldig, at vi aldrig mødte en rigtig dårlig opdrager i hendes hvalpetid) til "hvalpen skal opdrages af gode fornuftige hunde" (Jessie). Jeg håber jeg kan have samme is i maven, når jeg engang ude i fremtiden skal have en afløser for Mollie.

Jeg har heller ikke mødt en rigtig aggressiv labrador endnu og håber aldrig jeg kommer til det. Til gengæld har jeg mødt rigtig mange uopdragne sorte hunde, som ejeren kaldte en labrador; typisk hanhunde, der mente, at mine tæver skal være deres parringspartner. Og i de tilfælde spørger jeg ikke om beviser om herkomst - jeg har travlt med at hvæse af henholdsvis ejer og fremmede hanhund samtidigt med at jeg prøver at overbevise Mollie om, at hun ikke skal smide den om ryggen og æde den. Min ene tæve (Jessie) er forsigtig og når vi møder "den lalleglade labber" i hundeskovene rundt omkring, så bliver hun meget lille og begynder med det samme at dæmpe den anden - nogle af dem tager godt imod det, andre møder mig og mine ben, der afspærre den vejen op i hovedet på min tæve (og nej, jeg sparker ikke - jeg stiller mig i vejen). Mine forældres nabo har iflg. dem en labrador og en brun en af slagsen.... Spørger man ind til herkomsten, så kommer det frem, at kræet har schæferblod i årene fra en mor, der var halv schæfer og halv labrador. Men deres hund ligner jo en labrador og så er det jo en labrador :stupid:

Øhh, næ, det havde jeg da slet ikke skænket en tanke..... Tak for rådet

Nej, iflg. cvr.dk og krak.dk bor vedkommende på 3. sal....... Min viden om Risskov rækker ikke til at vide om det er ghetto eller ej.

Det kan du også gøre med kornindholdigt foder, men det er sjældent lagermiderne i sig selv en hund reagerer på, men deres eskrementer, der jo må antages at være døde allerede. Men det anbefales at fryse foderet, hvis man har en lagermideallergiker. Det burde dog ikke være nødvendigt med korrekt opbevaret kornfrit foder, da der ikke burde være lagermider i. Problemet kommer, hvis det, som du også siger, bliver produceret sammen med kornindholdigt foder eller bliver opbevaret forkert, for så kan der komme lagermider i.

Foderallergi og lagermideallergi er to forskellige allergier. Lagermider fremkommer i alle kornprodukter og en hund, der er allergisk overfor lagermider er typisk allergisk overfor lagermideeskrementerne, der ikke kan renses helt af i et foder med kornprodukter. Ris er f.eks. også hjem for lagermider. Foderallergi er allergi overfor en fødevare, som hvede, oksekød, svinekød osv.. Korn, især hvede, er kendt for at give allergi, men fødevare/foderallergi er mere end bare korn. Rosie kunne f.eks. godt tåle nogle slags foder med korn i på trods af lagermideallergi, men hun kunne ikke et foder med oksekød eller svinekød - hun blev fodret på et laks/kartoffel-baseret foder og havde ingen problemer med det. Hun kunne også tåle lam og ris-foder. Der kan ikke testes pålideligt for fødevareallergier på hunde i Danmark, men hvis hunden f.eks. er allergisk overfor birkepollen, så kan man gætte sig frem til hvilke fødevarer hunden så skal holde sig fra på grund af kendte krydsallergier. Hvis jeg fodrer Mollie og Jessie med et kornfrit foder som Acana, så begynder de at spise hestepærer på vores gåture - det samme gør sig gældende for fodring med Olivers Jeg har så konkluderet, at selvom jeg helst vil fodre med et kornfrit produkt, så vil tøserne ikke fungere optimalt på det, da de ikke spiser hestepærer, når de f.eks. fodres med Nutra Nuggets Gold, der indeholder noget korn..... Åndsvage hunde

Nåå ja, det er det da også :stupid: Jeg er vist bare blevet forvent fra DKK, hvor jeg får en bekræftelse i det øjeblik jeg har tilmeldt en udstilling Jeg tror jeg venter med at forstyrre dem med en mail til starten af april, hvis jeg stadig ikke har hørt noget der