Inkognito

Jeg er udpræget tilhænger af DKK og medlem af DKK. Jeg har DKK-hunde og som det ser ud lige nu, så vil jeg aldrig have andet end DKK-hunde. Alligevel mener jeg ikke DKK skal bruge "vores" penge på markedsføring af dem selv - jeg så hellere, at de brugte pengene på nedsættelse af diverse gebyrer, hvis nu de absolut trænger til at komme af med nogle penge. Man skal ikke påtvinge andre en DKK-hund og man skal ikke markedsføre en stambogsførende organisation på den måde i min verden, da det hurtigt vil blive endnu en "for eller imod DKK-kampagne". Jeg mener ikke, at DKK er en klub for alle hundeejere - ja, de har træningspladser, hvor alle medlemmer er velkomne uanset papirstatus, men samtidigt er de en stambogsførende organisation under FCI og derved den eneste internationale (eller anerkendte om du vil) stambog herhjemme. DKK vil altid være en stambogshundeklub og vil altid blive betragtet som sådan uanset reklamen, da det jo er hvad de er. DKK selv gør heller ikke noget for at skjule at deres opdrættere kommer først og det er opdrætternes sag de taler, selvom de har store problemer med at styre deres opdrættere. Personligt har jeg svært ved at se hvad en blandingshundeejer i dag skal bruge DKK til, da der er masser af træningstilbud fuldt ud på højde med hvad DKK tilbyder og en reklamekampagne vil ikke få flere til at vælge en hund med stambog eller støtte DKK. Ifølge min erfaring (som bunder i mange samtaler med kursister, der både har haft blandingshunde, DRU-hunde og DKK-hunde) køber man en hund med DKK-tavle, hvis man: - Har ambitioner om gerne ville kunne kalde sig DM i en eller anden hundesportsdisiplin. - Ønsker at udstille. - Har haft en kedelig oplevelse (sygdomsmæssigt) med en blandingshund eller en f.eks. DRU-hund. - Snobber opad. Medmindre opdrætterne er villige til at nedsætte prisen på en DKK-hund, så tror jeg ikke en kampagne vil gavne noget idag... Finanskrisen har altså solidt fat i Danmark og prisen på en hund er den største hurdle som DKK har i dag og ønsker man "bare" et familiemedlem, der skal underholde ungerne eller en selv uden at have ønsker om konkurrencedeltagelse på højt plan eller udstilling, så behøver man ikke stambogen og derved skulle betale x antal tusind kroner for en vovhund. Selv blandingshunde er svære at afsætte i dag, da de jo koster det samme i månedlige udgifter som en stambogshund og selv en ekstraudgift som supermarkedsfoder til en stor hund løber op om måneden, hvis man lige pludselig mister sit arbejde og skal klare sig på dagpenge eller kontanthjælp. En hund er et luksusgode, som bliver skåret væk eller ned i krisetider hos de fleste og DKK kan ikke vende finanskrisen ved en reklamekampagne.

Nu har Jeanette jo sladret lidt Jessie fik Excellent med CK, blev bedste åbenklassetæve og 3. bedste tæve + reservecert. Hun showede helt fantastisk og jeg er mere end tilfreds Det blev fejret med 1 kg. okseører, 2 stk. legetøj og et nyt trimmebord samt mad fra Burgerking

Jeg mener det er en etisk henstilling fra DDK og ikke en regel med de 6,75 %.

Frida har fået en ny familie.

Brokeback Mountain står for mig som den dårligste film stærkt efterfulgt af Titanic med Leonardo, som jeg kan huske - jeg har det med at fortrænge de dårlige film. Derudover har jeg mange genre jeg helt holder mig fra.

Jeg har prøvet en del dyrlægeklinikker i storkøbenhavn og har strenge krav til mine dyrlæger. De skal have en vis viden om adfærd, så de kan omgåes mine hunde uden at træde dem for meget over poterne og de skal helt sikkert ikke begynde at rådgive om adfærd - de skal have en god portion erfaring med de gængse sygdomme og de skal IKKE være for selvfede til at henvise til specialister, hvis de ikke har nok viden om en sygdom. Ovenstående krav sendte mig en overgang til Centrum Dyrehospital i Rødovre; lækre faciliteter og et stor venteværelse, der dog hænger sammen med deres udstyrsbutik og de reklamere med at kunne alle ting indenfor smådyr. Jeg kommer ALDRIG nogensinde til at benytte dem igen efter en fejlbehandling af min allergihund, hvor jeg skrev en klage til dem og fik en MEGET ubehøvlet ejer af klinikken i telefonen dagen efter (det kommer ud på penge for dem og de vil hellere have at hunden kommer to gange end at hjælpe den helt første gang for så tjener de jo mere). Jeg ved at ejeren af Centrum Dyrehospital i Rødovre også har en af netdyredoktor-kædens klinikker i København og der kommer jeg heller aldrig. Dyrlægerne på Centrum Dyrehospital virker ellers kompetente nok og har specialiseret sig i hvert deres felt mere eller mindre, men det er ikke nok for mig - de ligger under for chefen/ejerens holdninger og det vil jeg ikke støtte. Jeg har hørt godt om Glostrup Dyreklinik og Ballerup Dyreklinik, men har aldrig været der. Idag har jeg en fast dyrlæge, men jeg benytter mig i vid udstrækning af mit frie valg og vælger specialister fra og til, hvis jeg mener de kan hjælpe mig bedre end min faste dyrlæge.

Det kommer jo helt an på dine hundes aktivitetsniveau og hvordan de tager imod foderet. Min steriliserede tæve med en 1 t. fysisk aktivitet om dagen + det løse i haven ville blive tromletyk med et foder med 24% fedt i, men hun har altid (også inden sterilisationen) haft nemt til at blive tyk. Min anden tæve med samme aktivitetsniveau, der ikke er steriliseret og fylder 3 i marts ville man ikke kunne se det på - hun har altid kørt på et foder med meget fedt i og har ikke tendens til fedme. Jeg har valgt at bruge et seniorfoder til min steriliserede tæve (hun er så også 7) med reduceret fedtindhold (9% fedt mener jeg) og vi kæmper stadig med vægten, men nu er den stabil dog 4-5 kg. for høj. Jeg tror jeg ville prøve mig frem, hvis jeg var dig; hvis hundene tager på, så skal enten fodermængde sættes ned, motionen op eller skift til et andet foder med mindre fedt i.

Tak for svaret Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har kaldt dig for fordomsfuld eller uvidende (det har ihvertfald ikke været meningen) - jeg var såmænd bare nysgerrig efter at høre hvad der præcis ved billederne gjorde, at du tolkede dem som du gjorde. Med hensyn til billede nr. 1: jeg er enig i det med poterne og jeg ville dømme præcis som dig, hvis det ikke var, fordi jeg har set hunden IRL i ringen. De andre ting har jeg ikke tænkt over. Billede nr. 2: Jeg ved ikke, hvordan hun belønner sine hunde, da jeg aldrig har set hende IRL og så mener jeg, at det er lidt hårdt at skrive som du gør - vi ved jo ikke om hunden i sekundet efter billedet blev taget fik ros eller en bold for sine anstrengelser. Det ville svare til, at jeg så et billede af en IPO eller PH-træningshund, der i bidøjeblikket fik opmuntring med en pisk og deraf konkluderede at pisken blev brugt på hunden - ihvertfald i min verden. Der er mange brådne kar indenfor udstillingsverdenen præcis som der er i alle andre former for hundetræning, men at sige at 90% af alle udstillere behandler deres hunde forkert, mener jeg er en overdrivelse. Jeg er ikke en hardcore udstiller (=jagter CERT'er og titler; det er min hund ikke eksteriørmæssigt god nok til) - jeg udstiller, fordi jeg synes det er sjovt og for at jeg kan synes det er sjovt, så skal min hund pine død også synes det er sjovt og den dag hvor hun ikke længere synes det er sjovt, så er hendes udstillingskarriere slut. Jeg kan tydeligt mærke, hvis jeg ved et uheld for for hårdt fat i hende eller hvis jeg behandler hende hårdt også selvom hun bliver "holdt i hoved og røv" og vises med en udstrakt line, for så trykker hun sig og vil ikke performe=bliver træg i hånden og begynder at vise dæmpende signaler, hvilket til dato ikke er blevet bemærket af en dommer.... Men jeg har bemærket det og efterfølgende gået hjem og trænet mere på udførslen (efter at have sparket mig selv i røven over, at jeg kunne lave en fejl med hende). Og jeg vil gerne tro, at de fleste, der udstiller, har det på samme måde som jeg, men jeg ved godt, at det kræver man kommer til træning hos en, der tør sige noget imod den hårde form for træning og som har samme holdning - de vinder dog heldigvis mere og mere indpas, men det kræver et ligeså grundigt forarbejde at vælge ringtræningstræner, som det kræver at vælge lydighedstræner og det er folk vist stadig ikke helt klar over :-( Og ja, der er mange følelser involveret, når man snakker udstillinger og i den henseende kan man sagtens sammenligne debatten med CM-debatten. Ingen bryder sig om at få smidt i hovedet, at man behandler sin hund hårdt eller måske endda ligefrem mishandler den. Det er længe siden jeg holdte op med at føle mig ramt i disse debatter, da jeg ved, at jeg behandler min hund godt i ringen og at hun synes det er sjovt at vise sig frem, men jeg er ikke så selvgod, at jeg ikke kan indrømme, at jeg også kan komme til at tage for hårdt, hvis vores kommunikation svigter og vi ikke helt er enige om vejen rundt i ringen.

Det var i Kongsholmparken hun var til prøve og jeg ved det, da jeg selv var med Min stedsans er normalt noget, der sidder i forruden og siger: "beregner ny rute", men lige præcis det område og Albertslund kender jeg rimeligt godt

Hvis nu vi tager udgangspunkt i dine udtalelser om de 3 billeder fra MK101's indlæg: Billede 1: Hvad gør at du bedømmer det til at være anstrengt? Er det hundens udtryk eller? For mig at se er billedet taget lidt uheldigt i en af svævefaserne (det ser ud som hunden bliver holdt oppe og ikke træder ordentligt ned på forbenene), men hunden ser da ikke anstrengt ud og her må jeg hellere sige, at jeg har set pågældende hund i ringen op til flere gange og kan derfor bedømme ud fra andet (og gør det ubevidst) end et stillbillede af den. Billede 2: Hvad gør at du bedømmer den til at have resigneret? Jeg har aldrig set denne hund IRL og kan kun bedømme ud fra dette stilbillede, men for mig at se er det en hund, der er "på" - en hund, der er igang med at præstere og er koncenteret. Og mit indlæg skal ikke læses negativt eller groft mod dig - jeg er bare nysgerrig over at vi kan tolke billederne så forskelligt og vil høre hvorfor du personligt bedømmer dem, som du gør.

Jeg har desværre også erfaring med to tæver, der slås i hjemmet. Mollie: Engelsk springer spaniel født 18/12-03; behandlet forkert og for hårdt af os i de første 2 år ca. og levede med smerter fra en skæv krop i de første 3 år af sit liv. Hun har deraf udviklet et forkert forhold til andre hunde og kun hunde hun kender bliver accepteret. Rosie: Engelsk springer spaniel født 2/2-05 aflivet 20/11-09; Rosie var en meget sød og social hund med et fantastisk hundesprog. I 2006 fik hun konstateret allergi og var fra tid til anden meget plaget af den. Jessie: Engelsk springer spaniel født 23/3-08, en sød og kærlig hund, der var meget glad for både Rosie, men så sandelig også for Mollie. Mollie og Rosie røg på hinanden første gang maj 2008 over noget mad og Mollie gik fra kampen med skader. I de efterfølgende 18 måneder eskalerede slåskampene mellem dem, men slåskampene var ALTID forårsaget af enten mad eller legetøj eller over Jessie og de blev ALTID gode venner igen bagefter og kunne ligge og sove tæt sammen og spise sammen. I oktober 2008 fik Mollie, under en slåskamp for at pacificere Rosie, fat i min underarm og det kostede 3 måneder med smerter og heling. Mollie blev efterfølgende steriliseret for at se om det kunne stoppe deres kampe. Den 18/11-09 gik det imidlertid MEGET galt og Rosie og Mollie kom op og slås over ingenting en dag, hvor vi ikke var hjemme. Min daværende 72 årige mormor kastede sig ind i kampen og fik dem skilt ad - hun fik et voldsomt bidsår i armen af Rosie i kampens hede. Jeg blev ringet hjem fra arbejde og jeg glemmer ALDRIG det syn, der mødte mig.... Jessie sad og rystede af skræk i et rum, men kunne meget hurtigt beroliges, da hun var blevet fjernet fra kampen som den første og derfor ikke havde set ret meget - kun hørt kampen. Rosie gik i et andet rum og var fuldstændigt upåvirket af det hele og havde en enkelt sår i læben, der kunne være fra hende selv. Baseret på Rosie's væremåde forventede jeg ikke de store problemer med Mollie adfærdsmæssigt, da hun altid har været en hund, der kløede på og ikke lod noget slå sig ud, men jeg kunne dog se fra rummet slåskampen var sket i, at der måtte være skader på Mollie på grund af blodet (der naturligvis også kom fra min mormor). Jeg fandt Mollie i et tredie rum siddende i et hjørne. Lyset var fuldstændig slukket i øjnene på hende og hun havde fuldstændigt givet op. Jeg fik undersøgt hende og det stod meget klart, at hun skulle til dyrlæge - noget der altid har været forbundet med stress og "kamp" for Mollie, da hun ikke bryder sig om det. Da jeg stod nede hos dyrlægen, måtte jeg bære hende ind, selvom hun godt kunne gå og hun lagde sig bare ned på bordet og lod dyrlægen gøre alt ved hende. Dyrlægens kommentar: Det er ikke den hund du havde hernede i sidste uge til vaccination..... Hun bedømte Mollies skader til at være overfaldsskader, der ville have kostet hende livet, hvis Rosie ikke var blevet skilt fra hende. Jeg har ALDRIG set Mollie i den tilstand og jeg håber ikke jeg nogensinde kommer til det igen. Vi prøvede at sætte dem sammen igen, da vi kom hjem fra dyrlægen, men Rosie kiggede en gang på Mollie og var over hende igen og Mollie turde ikke gå indenfor bagefter. Vi besluttede så, at vi måtte skille os af med en af hundene og det var et meget svært valg, da omplacering ikke var en mulighed på grund af begges hundes problemer (Mollie med hendes sind og Rosie med hendes allergi) og det ville være en aflivning. Vi turde ikke beholde Rosie længere og hun var en syg hund, så valget faldt på Rosie. Der gik 48 timer fra Rosie var blevet aflivet til Mollie turde komme ud fra vores soveværelse og der gik omkring en uges tid, før hun holdte op med at kigge sig nervøst omkring, når hun var udendørs. I dag har jeg fået en hel anden hund ud af Mollie: Hun er blevet ekstremt glad og elsker Jessie over alt på jorden - hun er ikke længere bange og viser nu svaghed overfor os og Jessie f.eks. viser hun hvis hun er bange for f.eks. en sten eller andet. Mollie var så psykisk kuet af Rosie så man slet ikke drømmer om det og ingen så det - der var flere adfærdsbehandlere på "sagen" (både til Mollie inden situationen mellem dem gik galt og til dem alle bagefter) og selv ikke os, der boede sammen med dem så hvor dårligt forholdet mellem dem var, da de jo kunne sove sammen og spise ved siden af hinanden. Hos os var situationen forårsaget af Rosie's fysiske sygdom, der var værre for hende end vi og dyrlægerne antog samt Mollie's følsomme sind, der gjorde hende adfærdsvanskelig og udadfarende samt misforstået. Hele den oplevelse har gjort, at vi ALDRIG skal have 3 hunde igen og hvis vi nogensinde får to tæver, der slås igen, så bliver den ene omplaceret ved første slåskamp (medmindre vi ser tegnene før). Jeg har ikke muligheden eller lysten til at holde to hunde adskilt i stil med Lusen. Mit råd til dig: Skil dem ad (med børnegitre ligssom Lusen gjorde) og det er omgående og få noget proffessionel hjælp til vurdering om forholdet mellem dem kan reddes ellers må den ene omplaceres, hvor hårdt det så må være for menneskerne involveret. Jeg kan slet ikke beskrive hvor følelsesmæssigt hårdt det er at skulle vælge imellem sine hunde eller komme hjem til det kaos jeg kom hjem til dengang. Jeg er stadig ikke færdig med bearbejde de godt 18 måneder i helvede og slutresultatet.

Billede nr. 16 er da bare for sødt Og resten er da supergode

Du var til prøve i Kongsholmparken ved Albertslund Bjerget.

Tak for svaret Det svarer lidt til min opfattelse af bogen, selvom jeg langt fra har læst den færdig og ikke er sikker på, at jeg vil gøre det.....

Er der nogen, der har læst "Bogen om hunden" af Jeanette Sams-Dodd? Og i så tilfælde: Hvad synes I om den? Jeg fik den i julegave og er også begyndt på den, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes, da jeg er noget miljøskadet ang. snak om hierki og lederskab.

Det var dog en rigtig grim oplevelse for jer alle Nu har jeg meget lidt erfaring med hunde og katte sammen eller katte i almindelighed, men det kunne da lyde som om katten måske har følt sig trængt op i en krog af hunden og har smækket hunden en i hovedet, så hunden har reageret ved at sige fra? Og måske har tingene så eskaleret og hunden måske har mistet kontrollen over sin bidhæmning og har fået sagt for hårdt fra overfor et meget mindre dyr? Jeg mener måske hunden ikke har slået katten ihjel med vilje, men ved et uheld - en hund, der er kattevant, begynder vel ikke lige pludselig at slå katte ihjel eller hvordan? Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg tror (uden at vide det, da jeg ikke har stået i samme situation), at jeg ville give hunden en chance og så overvåge hund og katte sammen meget nøje for at se om hunden lige pludselig har fået lyst til at slå katte ihjel.... Men kun når jeg var til stede i starten..... Men det er en svær situation. Hvis I har mistet tilliden til hunden, så har den bedre af at komme et andet sted hen, da det er svært at få tilliden tilbage....

Jeg kan tydeligt huske hvordan Mollie var som babyhund, når hun blev sluppet ...... Mollie blev sluppet første gang på anden dagen vi havde hende og vi fik hende som 8 ugers.... Møgkræet stak af og var fuldstændig græsk katolsk overfor, at vi gik fra hende Vi havde jo fået ad vide, at en så ung hvalp ikke ville gå på opdagelse alene - de havde så bare glemt at fortælle Mollie det. Mollie har aldrig reageret på, at vi har gemt os eller gået fra hende, hvis hun ikke kom, når vi kaldte, da dyret da bare stak snotten i jorden og søgte efter os...... Jeg har aldrig brugt en lang line til hende, men i dag har hun et godt og stabilt indkald - damen vender i luften, hvis jeg kalder på hende. Jeg brugte den meget upædagoriske metode med at jagte vovhunden og tage hende i snor, hvis hun ikke hørte efter, når der blev kaldt. Hvis hun stak af 2. gang på en tur, så var turen færdig og vi gik hjem. Jeg var i en fantastisk god form, da Mollie var hvalp Rosie var meget førerfikseret og kunne ikke finde på at stikke af - hun løb efter Mollie en gang og så ikke hvor jeg var, hvilket gjorde hende fuldstændig panisk og hun stak aldrig af fra mig efterfølgende. Hvis hun kom længere end 20 meter fra mig, så stoppede hun op og ventede. Jessie er også meget førerfikseret og stikker heller ikke af, selvom jeg ikke har gjort noget specielt for at lære hende indkald andet end at hun kun har været i en hundeskov med Rosie eller hendes biologiske mor, da hun var lille. Alle mine tre tøser har altid fået godbidder, når de kom tilbage til mig af dem selv og selvfølgelig også, når de kom i forbindelse med et indkald. Selv i dag, hvor indkaldet sidder i dem, får de godbidder, hvis de søger mig af dem selv, men det har ikke betydet, at de så ignorerer mig, hvis de finder ud af at jeg ikke har godbidder med en dag (det sker ofte, at jeg ikke har godbidder med). Alle tre tøser var/er af samme race: engelsk springer spaniel. Hvis jeg nu havde startet med Rosie eller Jessie for så at få Mollie, så tror jeg, at jeg havde givet op for hold da op, hun har været en udfordring, hvor de to andre bare har været supernemme i den retning Det er også kun Mollie jeg har oplevet "teenagehunden med vat i ørerne" med - de to andre har aldrig kommet i lømmelalderen... Men Mollie var så også slem nok for de næste mange hunde. Jeg tror Mollie's "problemer" el. adfærd bundede i hendes smerter og vores forkerte opdragelse af hende. Hun havde absolut ingen grund til at samarbejde med os.

Min dybeste medfølelse. Hun efterlader sig en masse gode historier.

Vil det så sige, at Jessie, som konsekvent får 2010 Very Good/rødt bånd nu vil trække en 2011 Very Good/blåt bånd eller vil hun så rykke op og få en 2011 Excellent/rødt bånd? Jeg må sgu nok indrømme, at hvis hun kun får et blåt bånd med hjem, så er vi færdige i udstillingsringen - det vil jeg simpelthen ikke betale for.

Ihh, hvor er der mange, der lige pludselig skal afvente mk101's beslutning

Er du så ikke ved at have lidt småtravlt? Mig BIR? Det skal du ikke regne med Vi ser hvad mk101 beslutter

Hvem herinde fra skal en tur til Fredericia? Jessie og jeg kommer den 13/2. Hvis der er nogen fra storkøbenhavn eller andre steder på Sjælland langs min rute, der vil med og dele udgifterne, så har jeg plads til en hund og et menneske