Inkognito

Det var egentligt et tilfælde, at vi fik engelsk springer. Vi kiggede på retrieverkenneler, men kom ikke igennem til dem vi ringede på og en af mine daværende kollegaer fik solgt mig tanken om en springer... Hun havde tilfældigvis sit fjerde kuld liggende derhjemme og vi blev inviteret hjem for at høre mere om racen og se de voksne hunde (og hvalpene naturligvis). Jeg har ikke, som sådan, fortrudt valget af race, men alligevel tror jeg ikke jeg skal have engelsk springer næste gang. Jeg har problemer med at finde en aktiv kennel, som jeg vil købe fra og jeg har haft så mange problemer med mine springere (den ene med sindet og den anden med fysisk sygdom), at jeg/vi skal prøve noget andet. Vores næste valg falder nok på en welsh springer, hvis kennelen stadig er aktiv på tidspunkt, da vi gerne vil blive indenfor spanielracerne. Vi gik efter en lettrænbar hund af middelstørrelse uden krav til pelspleje.... Og så skulle det være en hund, som ikke skræmte folk og det måtte ikke være en korthåret støverrace. NU har jeg fået flere krav til hunderace i takt med, at jeg er blevet så aktiv indenfor hundesporten og har lært så meget om hunde, som jeg har.

Da Mollie flyttede ind hos os i starten af 2004, købte jeg en efilleringssaks fra Roseline og jeg gav vist nok 450 kr. for den..... Den holder stadig og har ikke været slebet en eneste gang. Jeg tror min værdi af sakse løber op i 4000 kr. og der er en efilleringssaks, en lille spids saks, en større spids saks og en buet potesaks. Til gengæld har jeg sparet på karter og er først nu begyndt at købe det dyre udstyr der og jeg må indrømme, at der altså er forskel - det dyre er bedre i denne henseende. Hvis man passer godt på saksene og ikke er proffessionel hundefrisør, så holder saksene MEGET længe; ikke noget med at tabe dem på gulvet eller klippe i beskidte hundepelse (det slider på saksene) og lad være med at lade dem ligge og være fugtige.

Næææ, Rikke, billederne var da ikke så slemme af mig, som jeg havde frygtet Jeg føler mig altid noget varm i hovedet, når jeg er på udstilling eller det vil sige, når kræet er på udstilling. "Lille" Jessie klarede det simpelthen så flot og hun var så nem i ringen - jeg holder mere og mere af det kræ for hver dag, der går :hjerte: Nå, jeg vil da også gerne afsløre hvad dommeren mente om hende: Feminin velproportioneret tæve med godt hoved og udtryk, korrekt bid, velformede mellembrune øjne, god hals passende for bryst (her er jeg lidt i tvivl om sekretæren har glemt et komma, for jeg synes ikke sætningen giver meget mening ellers), udmærket ryg og kryds, passende udfyldt krop, nydelige kraftige velvinklede benstammer, udmærket pels med gode tegninger (godt han så ikke så den anden side af hende, der praktisk taget er hvid *GG*), flydende bevægelser med godt fraspark, en anelse løs i fronten, venlig, opmærksom og sikker. Jessie var den eneste springer tilmeldt, så hun havde ikke så meget konkurrence Jeg synes det var et super arrangement.

Mine hunde har fået sådan en kalender hvert aar i flere aar. Det er ikke menneskechokolade, men hvis ens hund ikke kan taale mælkeprodukter, så kan de reagere paa chokoladen, da der mælk i.

På den tyske side findes også Das Futterhaus (dasfutterhaus.de). Der plejer jeg at koebe Luposan med en del besparelse.

Aner det ikke og er også ligeglad, da jeg ikke skal fodre med produktet. Mit svar var såmaend bare et forsoeg på en mulig forklaring paa hvorfor et produkt blev taget af hylden - det kunne have vaeret et hvilket som helst produkt. Ikke alle tænker over at nogle butiksindehavere kun vil sælge produkter de selv føler de kan staa indefor. Jeg håber du finder en anden forhandler, der er hurtigere til at opdatere sin hjemmeside, saa du slipper for at køre forgæves en anden gang for det er noget saa irreterende :-(

Jessie og jeg melder os under "måske-fanerne". Såfremt alt falder på plads på alle andre fronter i mit liv, så kommer vi.

Det er vel et spørgsmål, om man vil stå inde for at sælge et produkt, hvor producenten ikke vil ud med hvad der er i. Hvis jeg var butiksejer, så ville jeg heller ikke sælge noget, hvor producenten ikke ville oplyse hvad der er i (nok en meget god ting, at jeg ikke er butiksejer for jeg ville da sikkert ikke kunne finde ret mange produkter at sælge )- især ikke når de har et produkt de direkte anbefaler til allergihunde og man så ikke kan få oplyst indholdet i det (de vil nok heller ikke oplyse indholdet i dem til kradsebørsten, når de ikke vil oplyse indholdet i dem til de humørsyge).

Jeg har fundet ud af, at Jessie vil hoppe på tungen for bananer - hun er helt syg med dem og begynder at savle, når jeg spiser en banan..... Mollie derimod spiser da et stykke banan, men så er det heller ikke mere lækkert. Tomater, gulerod og agurk er også på hitlisten herhjemme hos dem begge. Æbler kan spises, hvis der ikke er andet og man er meget sulten. Appelsiner er absolut ikke hundemad.

Lige nu bruger jeg pulveret, men jeg har også brugt Pelletsversionen. Der er ingen forskel på tøsernes lyst til at æde det - det bliver smidt nederst i skålen og rørt rundt med foderet og deres olie og skålene bliver også her slikket Pelletsversionen er mere drøj i brug og lettere at få hundene til at spise, hvis man ikke putter vand eller olie på. Jeg tror jeg går over til Pelletsversionen igen, når denne bøtte af pulveret er spist op...

Jeg måtte i 2007 sige farvel til min hest gennem 19 år og jeg måtte udstå mange menneskers mærkværdige udtalelser om den måde det skulle ske på. Jeg valgte at få ham slået ned af en dyrlæge han stolede 110% på i hans egen fold og så blev han bagefter doneret til Zoologisk Have. Dyrlægen kom ud til mig (han var normalt hestetandlæge og virkede ikke som normal dyrlæge) et kvarter før vi havde aftalt og så snakkede vi sammen eller det vil sige han snakkede og jeg tudbrølede. Zoologisk Have var blevet kontaktet et halvt år i forvejen og havde derfor været med inde over hvornår det skulle ske, da de aftager kød et par dage om ugen. Dyrlægen havde ydermere kontaktet Zoo's dyrlæge for at høre om han måtte give Rocket en let sedering inden. Zoologisk Have stod på min adresse 5 minutter, før det skulle ske og holdte sig pænt i baggrunden - han /chaufføren ønskede dog, at Rocket skulle stikkes for afblødning længere nede end min dyrlæge havde tænkt sig, da Zoo giver hovederne til KVL for de dyrlægestuderende. Jeg gik med Rocket ned til folden, hvor det skulle ske og jeg stod med ham, da han blev skudt/slået ned. Dyrlægen tog derefter over og kommanderede mig væk, så jeg ikke skulle se selve afblødningen. Jeg fik bagefter ad vide hvad der var sket og det var en tekstbogsslagtning - det gik lige nøjagtigt 2½ minut fra han var blevet stukket til hans hjerte holdt op med at slå. Derefter gik der 10 minutter, så havde chaufføren fra Zoo læsset ham og kørt. Rocket var på intet tidspunkt stresset eller bange og det var en meget pæn afslutning for os alle, selvom det var hårdt at se ham falde sammen. Jeg fik mange mærkelig kommentarer både fra fremmede på debatforas og fra familien - der var sågar en, der kaldte mig dyremishandler for sådan kunne man ikke ende en hest's liv. Jeg ved dog med mig selv, at det var den bedste løsning for både ham og jeg og bemærkningerne rørte mig ikke så meget igen. Da Rosie blev aflivet, valgte vi, at hun skulle blive hos dyrlægen og vi ville ikke have hendes aske. Det har jeg fortrudt så mange gange siden, men det er jo ligssom for sent. Jeg har gemt hendes halsbånd, id-skilte og alle papirer og de står i en kasse under min seng. Når vi en dag flytter hjem igen, så tror jeg tingene vil blive begravet i vores have. Jeg gemte lidt manhår fra Rocket, men intet hår eller skind fra Rosie. Jeg har dog nogle af hendes mælketænder. Jeg har dog svært ved at blive forarget over andres valg i forbindelse med en afslutning af et dyrs liv og jeg ville aldrig nogensinde give udtryk for det overfor dem, hvis jeg var blevet forarget. Jeg stoler på, at folk gør det de føler er det rigtige eller det nødvendige for at få en pæn afslutning. Så nej, jeg synes hverken det er makabert eller rørende, at din veninde vil gemme noget skind fra hendes afdøde hund - hvis det er hvad hun har behov for, så er det det. Om jeg selv kunne finde på det? Æhm, nej, det tror jeg ikke.

Maxsoes i Roedovre forhandler Vollmers. Måske kan de hjaelpe.

Kongsholmparken;-)

Spaniels havde ca. en håndsbredde tilbage ved kupering. Det passer vist nok til 5 haleled, tror jeg. Jeg kender ikke til reglerne for FT'ere og evt. prøvedeltagelse udenfor DKK, men Amocca har ret: Du udelukkes for alt indenfor DKK med en kuperet hund, selvom det bliver foretaget på grund af skader. Mine spaniels har 7-9-13 aldrig haft problemer med haleskader, så jeg har ingen personlig erfaring med kuperede hunde.

Måske; jeg aner det ikke og jeg håber aldrig jeg kommer til at skulle finde ud af det. Ved "min" metode har man et meget fast greb i nakken på vovserne og så skal en hund godt nok være smidig for at kunne vende rundt og nakke dig for man slipper naturligvis ikke hundene bagefter. Det er ikke en metode, der vil virke, hvis den anden hunds ejer ikke er til stede og så vælger man naturligvis at have fat i sin egen hund fremfor den fremmede. Men jeg tror dog ikke, at en hund vil skelne mellem kendt eller ukendt person, når adrenelinet kører i kroppen på dem og du er i lige så stor risiko for, at din egen vender sig imod dig. Da Mollie bed mig, gik hun efter Rosie og der gik mellem 30 sekunder og 1 minut, før hun opfattede, at det var min underarm hun havde i gabet og ikke Rosie. Martin havde fat i nakken på Rosie og jeg havde fat i nakken på Mollie - jeg vælger så at stikke højre arm imellem dem for at se om det kunne få dem til at slippe og da Mollie fornemmer noget at tage fat i, så gjorde hun det.... Det var uheldigvis bare min underarm og ikke Rosie, men det gjorde tricket: De holdte op med at slås..... Det er dog ikke en metode jeg vil anbefale Der gik 3 måneder, inden den var helet indvendigt.

Du må tage næsten hvad som helst med ind i ringen, men du bliver højst upopulær, hvis du generere de andre og du må ikke bevidst ødelægge noget for de andre f.eks. smide godbidder med vilje i ringen. Jeg har ikke en godbidstaske med i ringen, men jeg har godbidder med ind i lommen - jeg har forsøgt med en godbidstaske og det så højst komisk ud, da jeg fik lavet en eller anden spøjs bevægelse og alle godbidder røg ud..... Til alt held var det i babyklassen på et skue, så konsekvenserne var ikke så alvorlige. Og vi kommer til juleskuet.

Ja, det virkede kun de første to gange. De andre gange var de fuldstændigt upåvirket af at få vand i hovedet og vi holdt hurtigt op med at forsøge med den løsning, da det tog for lang tid og ikke virkede. Slåskampene mellem Rosie og Mollie eskalerede og blev voldsommere og voldsommere efter hver omgang, så hvad der virkede i starten for at få dem fra hinanden, virkede ikke til sidst. Jeg tror tricket med vand (eller råben/slåen osv.) fungere bedre, hvis det er to fremmede hunde, der er røget i flæsket på hinanden end to hunde, der kender hinanden/bor sammen og har en forhistorie.

Da Rosie og Mollie begyndte at slås med hinanden, så virkede vand i hovedet på dem de første to gange, løfte i bagbenene har aldrig nogensinde virket, trække dem fra hinanden kunne kun lade sig gøre de første par gange og det var med store skader som resultat og beroligelse har aldrig haft en effekt og råben/skrigen/slåen osv. har altid opildnet dem mere. Der er ingen tvivl om, at situationen mellem Rosie og Mollie blev værre for hver gang og til sidst så kæmpede Mollie for sit liv og ville under ingen omstændigheder give sig, da hun jo så forventede at blive slået ihjel og hun stolede ikke nok på os mennesker til at afhjælpe situationen. Mollies bidhæmning virker og hun havde ikke tendens til at tygge eller ruske, hvilket også er årsagen til, at jeg kan bruge min højre arm i dag iflg. skadestuelægen, der tilså mig efter hun havde bidt mig). Mollie holdte kun fast i Rosie. Rosie derimod ruskede og tyggede, hvilket forårsagede store skader på Mollie. Vi fandt ud af at fastholdelse af begge hunde, så de simpelthen ikke kunne skifte greb var den mest effektive adskillelsesmåde. Når de var så meget i ro, som de nu kunne komme, så pressede vi dem mod hinanden, så de fik hele munden fuld med hinanden og derved åbne munden, hvilket gav os et vindue på 15-20 sekunder til at trække dem fra hinanden uden flere skader på dem. Vi har aldrig forsøgt at kvæle dem, da de altid har været "nøgne" under kampene og vi ikke lige havde en snor i nærheden. Jeg er desværre blevet så "erfaren" i at skille hunde ad, at jeg ikke går i panik og beholder det kølige overblik Men om metoden vil virke, hvis det er to fremmede hunde og to mennesker, der ikke kender hinanden, er jeg ikke så sikker på. Jeg vil dog aldrig begynde at slå eller råbe af en fremmede hund i et tilfælde af en slåskamp; der vil jeg altid vælge min metode med fastholdelse eller "kvælning", indtil de giver slip (her formoder jeg, at der er en anden ejer, der også kan gøre det samme på den anden hund). Er det et overfald, så vil jeg benytte samme metoder, da den overfaldne hund meget nemt kan vende sig imod den overfaldshunden, når den bliver fri og så er man lige vidt=jeg ville aldrig kun koncentrere mig om overfaldshunden.

Sover "man" stadig godt på den?

Jeg regnede også med, at du havde konsulteret en dyrlæge. Nogle dyrlæger har bare en tendens til at se Prednisolon som en vidunderkur mod alt uden at informere om de strenge bivirkninger. Prednisolon er meget hårdt for immunforsvaret - Rosie kunne ikke bekæmpe noget som helst og der var næsten altid noget galt med hende. Når nu jeg ser tilbage og med bagklogskabens ulidelige klare lys, så skulle Rosie nok have været aflivet før, men vores grænser blev ved at rykke sig. Dyrlægen vi gik hos var dog hudløst ærlig og da vi nåede starten af 2009, hvor hendes anfald af allergien faktisk var faldet i antal, men til gengæld var hårdere for hende, var hans udmelding klar: Vi skulle virkelig overveje hvor længe vi ville fortsætte, når hun fik det så mentalt dårligt under anfaldene, for han kunne hjælpe hende fysisk med at bekæmpe anfaldene, men han kunne ikke hjælpe med det mentale. De sidste 3 uger inden hun angreb Mollie var hendes helbred virkelig på nedadgående og hun blev urenlig - vi havde rent faktisk besluttet, at hun skulle til dyrlægen om mandagen til et overalltjek af alt, hvor hun så angreb Mollie om torsdag, så hun nåede aldrig at få det tjek. Det er en rigtig øv-situation at stå i for jer og jeg håber naturligvis på det bedste for jer alle.

Jeg kan desværre ikke hjælpe med navnet paa rapporten, men mon en dyrlaege der har fulgt med i forskningen ved det? Det er en af landets foerende allergidyrlaeger, der fortalte mig om den under rosies behandling hos ham. Jeg "forventer" forresten ogsaa at folk selvfølgelig diskutere en evt. behandling med deres egen dyrlaege fremfor at forlade sig med erfaringer fra andre på et debatforum. Jeg vender altid folks erfaringer med min dyrlaege - det skaber tit nogle gode diskussioner med ens dyrlaege og jeg har da oplevet at min dyrlæge er blevet så interesseret at hun har undersoegt sagen naermere (jeg er meget glad for min dyrlaege).

Den statestik som blev til paa grundlag af KVL's forskning. Jeg har aldrig set undersoegelsen - jeg har kun fået fortalt resultatet=jeg aner ikke hvilken gruppe af hunde og problemer der var med. Jeg tror der er stor forskel paa hvordan det enkelte individ reagere på de forskellige medikamenter - jeg kan f.eks. ikke tåle ibuprofen uden at blive rigtig dårlig men morfinmidler kan jeg spise som slik. Jeg ved godt nogle hunde kan tåle prednisolon uden problemer, men jeg er blevet hysterisk og vil ikke give det og rosies bivirkninger er ikke ukendte for prednisolonhunde.

Jeg kender intet til hendes sygdom, men jeg har haft en hund, der fik Prednisolon. Rosie blev erklæret allergiker i oktober 2006 og reagerede ikke rigtig på behandlingen, så hun fik korte kure af Prednisolon (en dag på 25 mg., to dage på 12,5 mg. og en dag på 5 mg.). I 2007 blev hun sat på en daglig dosis af Prednisolon på 5-12,5 gr. Prednisolon og hun var på daglig brug i godt 1½ år. Hun fik væskeansamlinger i kroppen, tog meget på, var konstant sulten og drak meget samtidigt med at hun ikke var særligt aktiv. De fysiske bivirkninger kunne "vi" eller rettere jeg leve med, men hun begyndte at ændre sin psyke og det var psyken, der gjorde at hun blev trappet ud. Rosie blev aggressiv overfor min anden tæve i husholdningen og den var stensikker, at hver gang hun efter udtrapningen kom på en kort kur, så havde vi slåskampe. Rosie blev aflivet den 20/11-09 kun 4 år gammel efter hun, på en Prednisolon-kur, angreb Mollie meget voldsomt. Da vi startede allergibehandlingen af hende, lovede vi os selv, at hun ALDRIG skulle leve på Prednisolon fast eller på en anden medicinering fast, men vores grænser blev flyttet, da vi ikke havde lyst til at træffe den kedelige beslutning. Nogle dyrlæger med megen erfaring i Prednisolon til hunde mener, at bivirkningerne som mennesker oplever kan overføres direkte til hundene - herunder også den psykiske forandring. Der er forsket i brug af Prednisolon på daglig basis til hunde på KVL og det er en trist forskning - hver anden eller tredie hund, der ender på daglig brug af Prednisolon er aflivet inden 2 år; enten på grund af de fysiske bivirkninger (smadret lever og des lige), sygdommen, der forsøges behandlet eller på grund af de psykiske forandringer. Efter min erfaring med Rosie er jeg blevet hysterisk - ingen har mine hunde får Prednisolon eller lign. produkter, medmindre de har en så kraftig akut allergisk reaktion, at der er risiko for deres overlevelse. Da vi levede i slåskampehelvede, lagde vi ikke to og to sammen, men vi førte dagbog og kunne bagefter deraf udlede, at Rosie var på Prednisolon alle gange, når hende og Mollie røg i totterne på hinanden. Når Rosie ikke var på Prednisolon havde hun mere overskud til Mollies sære sind og der skete ikke noget mellem dem; heller ikke selvom hendes allergi var udbrud uden, at den var behandlingskrævende med Prednisolon. Rosie passede ind i statestikken over Prednisolon-hunde.

Bitta er vanvittig dygtig til handling og til at undervise i handling, men hun er også meget "showet" - du vil aldrig se Bitta i cowboybukser på en udstilling og hun ser en anelse sjov ud i hovedet, hvis du spørger om det vil være pænt Men mest af alt lægger hun vægt på, at du skal føle dig veltilpas i outfittet. Rosie og jeg gik til handling hos Bitta og hold da op, en showhund jeg fik ud af hende. Jessie er startet op efter samme principper og hun er også lidt af en rampelysprinsesse *GG* Nu har Gismo lidt af den samme farve som en Pharao-hound, så du kan også prøve at kigge outfits hos Kennel Sharqia (jeg tror det staves sådan). Meeeeeen hvis du ikke vil/bryder dig om at skille dig ud fra mængden, så klæder man sig som de fleste indenfor racen.... Jeg tror dog ikke du har dette problem, når du har en af Malenes liner Kommer det fra den generte handler, der har to af hendes liner Jo mere man skiller sig ud fra de andre, jo bedre hund skal man have og jo bedre til handling skal man være og være god til handling betyder ikke nødvendigvis at have rundsave på albuerne og føre sig frem - det kan også "bare" være at dukke op med en veltrænet hund (der virkelig formår at skinne igennem i ringen=showe), der ikke behøver synlig hjælp. Jeg har lært meget handling af at kigge på min egen race, men jeg har også lært ekstremt meget af at glo på andre racer og deres handling og så er et videokamera en god træningsartikel. Et spejl kan bruges til opstilling, men kameraet viser dig hvordan I ser ud i ringen. Og det kunne da være hyggeligt, hvis du kom til juleskue i Næstved