Inkognito

Nej, det kan man ikke Jeg synes ikke, at der er ret mange indhegnede steder i Storkøbenhavn, hvor man kan kalde det en hundeskov Det skulle måske kun lige være Oxbjerget i Glostrup, men der skal man godt nok have stærke nerver for at gå medmindre man har mulighed for at komme udenfor "myldretiden". Når jeg bruger hundeskove, så er det de uindhegnede; der er der noget større krav til indkaldssikkerhed hos hunden og generelt er hundene under bedre kontrol der - mine dårlige oplevelser kan tælles på en hånd i de skove, hvor mine dårlige oplevelser med indhegnede områder er nogle flere.

Men det er stadig et sted, hvor man kan stille sig selv ved lågen og bede andre om at vente til man er gået og det er da blevet respekteret de gange jeg har stået og kigget på (jeg bruger p-pladsen, da jeg går spor i den tilstødende skov, hvor hunde skal være i snor). Jeg bruger som hovedregel slet ikke indhegnede hundeskove, da jeg synes hundene generelt er under mindre kontrol der - det lader til at være steder, hvor folk kan slippe deres ikke-helt-under-kontrol-hunde for de kan jo ikke komme ud Og så skidt pyt med andre mennesker og deres hunde Jeg håber Cleo er ok. Jeg har jo mellemstore hunde og har faktisk aldrig rigtig lagt mærke til hegnenes huller nogensteder Den dag mine finder et hegn, hvor de kan presse sig igennem, tror jeg aldrig jeg opnår at se

Nu kan jeg ikke huske hvor store hullerne i hegnet er her, men der er kun en indgang og mit indtryk er, at folk er flinke til at vente, hvis der er en hund derinde, der ikke kan med andre. Hundeskove - Store Hareskov, Kollekolle

Fordi uddannelse betyder meget for nogle (mig selv incl. i nogle henseender).... Hvis man har haft en dårlig oplevelse med en behandler (af hvad som helst), der ikke havde uddannelserne helt i orden, så er man måske lidt mere nærtagende med disse ting. Jeg bruger selv en massør/kiropraktor, der kun har papir på massørdelen til mine hunde og ville ikke have problemer med at prøve en, der kommer så velanbefalet som MB, hvis min "egen" en dag ikke driver virksomhed mere, men jeg har da også været udsat for, at folk reagerer ekstremt negativt, når jeg fortæller hvem jeg bruger og at hun ikke har papir på selve kiropraktik/ledmanupulationsdelen (staves?). For mig betyder det mere om ens hund bliver behandlet godt og er tryg i situationen og Splinten's erfaring med MB er en, som jeg altid ville tage med mig, da min hund ikke ville kunne klare en sådan stresset behandling, hvis jeg stod og skulle vælge ny. Men samtidig ville de positive historier om folk, der har fået en anden behandling også veje meget tungt. Jeg vil da også gerne vide, hvis andre har haft en dårlig oplevelse med en dyrlæge, som jeg havde kig på at bruge - jeg ville så vurdere om der var flere dårlige oplevelser med vedkommende end gode og så tage den derfra.

Jeg har nok læst mellem linierne i Ninjamor's oprindelige indlæg For jeg gik/går ud fra, at MB (og alle andre, der behandler dyr eller mennesker for den sags skyld) også gør det - tager historik osv. på sine patienter, inden de begynder at behandle på noget.

Det markerede: Er det ikke også sådan det foregår i menneskeverdenen? Jeg er da flere gange blevet sendt videre til kiropraktor, fysioterapi og massør med problemer uden, at de har været bevist med røngtenbilleder, men bare på hvad min almindelige læge har vurderet efter at have kigget på mig i 10 minutter.

Nåååå ja, jeg har slet ikke tænkt på boligselskaberne - jeg har været på ejermarkedet i for mange år, så jeg tænker slet ikke i den retning og har slet ikke erfaring med at kommunikere med dem

Nu elsker jeg jo at tage små sko på, så æhm...... Med den sætning har de så ikke lige indrømmet, at et raceforbud ikke virker? De hævder jo, at der findes Tosa'er og Pitbulls i Danmark i dag og de har da været forbudt i nogle år.... Jeg tror ikke på, at et forbud vil nytte noget som helst og jeg kommer endda fra et område, hvor politiet ved, at der foregår hundekampe og hvor hunde af "amstaff"-typen bliver brugt både som skræmmebillede og våben. Sålænge politiet ikke får en pose penge med til at opretholde loven, så vil den ingen effekt af på dem, som den skal ramme - den vil kun have effekt på dem, der allerede er ansvarlige. Luk grænserne, indfør hundeskatten igen og få lavet et hundeførerbevis, inden man må investere i sin nye bedste ven - hvordan det så skal blive en realitet, aner jeg ikke....

Hvis jeg i dag fik muligheden, så ville jeg rejse med det samme og efterlade hundene hjemme hos en de kender godt uden det mindste dårlige samvittighed. Jeg ville ikke være afhængig af hundene, når jeg var afsted og jeg ville helt sikkert ikke bede en værtsfamilie om at passe hundene, når jeg skulle noget andet; heller ikke hvis de gerne ville inden. Og så siger vi intet om, at da en bekendt ville skaffe mig et ridejob (altså rent faktisk ride; ikke kun lave staldarbejde) i en tysk dressurstald, da jeg var 17, valgte jeg at blive hjemme, da jeg ikke kunne få min egen krikke med derned og jeg bestemt ikke mente, at jeg ville kunne tage afsted uden Gud fader, hvor jeg fortrudt den beslutning lige siden - mit liv havde set ekstremt meget anderledes ud i den positive retning end det gør nu, hvis jeg havde taget afsted *GG*.

Udover det jeg skrev herinde til Rosie, så har jeg ikke gjort ret meget andet. Jeg er stadig ikke på et punkt, hvor jeg kan kigge hendes billeder igennem uden at bryde sammen, men jeg ved, at jeg vil gøre det på et tidspunkt og give hende et mere værdigt minde på min hjemmeside end hun har nu. Der ligger desuden et gavekort til en tatovering i min skuffe og venter på, at jeg kan få taget mig sammen - da Rosie jo på sin stambog hed Rose (opkaldt efter søsteren i "Fint skal det være") vil jeg have en tatovering med en rose (blomsten altså) og hendes datoer nedenunder. Der går stadig ikke en dag uden, at hun er i mine tanker og jeg får tårer i øjnene

Jeg bruger det til Mollie, der trænger til at komme ned i vægt. Jeg har før prøvet andre light-produkter til hende uden den store effekt. På dette foder ser hun pæn ud i pelsen, hun virker ikke så sulten som på andre lightfodertyper, har en pæn afføring og hun tager ikke på samt har tabt sig en anelse. Grunden til, at hun ikke taber sig mere ligger i to ting: hun har ikke været ude og gå regelmæssigt i vinter, da jeg ikke kan gå i skoven på grund af sne og jeg tør ikke udsætte mig selv og hundene for de trafikerede veje heromkring i mørke samt at vi bor hos min mormor, der forkæler tøserne ekstremt meget med usunde godbidder, småkager osv..

Jeg har model Rogle og BOT udendørs samt netdækkenet til Jessie og Mollie. Hvis Karla har de mindste problemer med rygmusklaturen eller træner hårdt, så ville jeg vælge BOT-versionerne fremfor Rogle, Skrylle og Billebjerg. Mit Rogle har været brugt til udendørsbrug om vinteren samt til op- og nedvarmning i bilen - jeg har ikke været ude i stiv storm med Rogle, men almindelig blæst kan det godt klare. Rogle er dog blevet "degraderet" herhjemme til fordel for BOT-dækkenerne, men har fuldt levet op til min forventning om det (der er bare ikke keramisk ler i). Min begrundelse for at vælge BOT-dækkenerne fremfor Skrylle og Billebjerg er Mollie's rygmuskulatur - hvis hun ikke havde haft de problemer, så havde jeg valgt enten Skrylle eller Billebjerg (sikkert Skrylle, da det også kan holde en byge ude). Jessie har så "bare" fået BOT-dækkener forebyggende og på grund af prisen (Skrylle var dyrere og Billebjerg syntes jeg mindede for meget om Rogle til prisen). Jeg kan mærke en tydelig forskel på tøserne, når de har gået tur med dækkenerne fremfor uden i det her vejr. Størst er forskellen på Mollie - Mollie slapper noget mere af og virker ikke så hård i kroppen efter brugen.

Det lød som om de havde oplevet et svagt stigende problem hos hanhunden med andre hanhunde. Jeg vil jo helst ikke sætte et prædikat som aggressiv på en andens hund jeg har mødt sammenlagt 3 timer - det ved jeg hvordan føles og det er mildest talt meget ubehageligt. Når jeg ser på den hanhund's opførsel, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg beskrive ham som værende selvsikker - han stresser meget nemt op og lukker af for hundeføreren. Både i tilfældet med Jessie og med den anden hanhund kom det rigtige udfald først, da han mærkede et træk i snoren/selen, men i begge tilfælde vurderede den ene ejer, at reaktionen (han skulle trækkes væk) som nødvendig. Hvis jeg sammenligner hans reaktion med noget jeg kender, så er det Mollie - hun kan faktisk godt hilse på andre hunde i snor, sålænge hun ikke føler det mindste pres i linen og er der noget Mollie ikke er, så er det selvsikker og aggressiv, men samtidigt er hans race jo kendt for egetkønsaggression(?)..... Jeg ved slet ikke nok om adfærd til at vurdere hvad han er. Han er jo af en alder, hvor det er nemt bare at spille egetkønsaggressionskortet, men der kan jo være andre faktorer, der spiller ind. Smerter, forkert indlæring af hilsesituationer osv. osv. Jeg er HELT sikker på, at han ikke får lov at lave indkald uden snor/lang line igen, når vi alle er i ridehallen på samme tid, men det smarte er jo, at vi alle kan sendes ud på den anden side af barrieren under indkald.

Tak for svaret - jeg vil forsøge mig lidt frem med en formulering. Jeg vil naturligvis ikke ønske dem af holdet - vi skal alle være her og har alle betalt for gå der. Jeg vidste naturligvis også i forvejen, at der var mulighed for at møde "de forhadte" racer på holdene eftersom jeg har en god kontakt med træneren og kender hendes holdning, som er identisk med min egen. Jeg har bare aldrig prøvet at skulle sige fra overfor andre, da ingen kommer i nærheden af Mollie (jeg advarer dem inden) og Rosie var så cool og røg aldrig i problemer med fremmede hunde - jeg ved ikke hvad hun kunne, men noget kunne hun, så de andre hurtigt opgav deres forehavende. Jessie er derimod en helt anden støbning og reagerer dårligt på dårlige situationer. Jeg vil bare ikke fremstå som hysterisk - føreren af hanhunden lagde ikke mærke til, at han løftede læber overfor Jessie. Du er stadig mere diplomatisk på de dårlige dage end jeg er Dit andet forslag lyder som noget brugbart - jeg ville personligt ikke føle mig ramt, hvis en sagde sådan til mig..... Men nu tilhører "problemhunden" jo en udskældt race og nogle af disse ejere går i meget små sko og derfor har jeg blandet racen ind i det og ønskede en ide til formulering af noget, der ikke virkede fordomsfuldt. Jeg aner ikke hvordan ejerne vil reagerer på, at jeg frabeder mig kontakt - dertil kender jeg dem ikke godt nok. Jeg kender jo dybest set heller ikke hunden og hvis de vurdere, at deres hanhund ikke har nogle problemer med at hilse på tæver, så har vi en mindre interessekonflikt. Jeg har kun min egen vurdering af deres hunde at støtte mig til og min vurdering er jo ikke nødvendigvis korrekt og dybest set ikke af interesse for dem. De er ikke førstegangshundejere - de har haft hunde før og de har flere end de to de har med til træning. Jeg vil ikke stille mig som dommer overfor deres opdræt, da jeg ikke kender noget om det, men baseret på valg af træningssted så tror jeg altså, at de er fornuftige nok. Jeg ved alt om hvordan en hund kan ændre "personlighed", når den kommer ud på et træningssted og måske reagerer anderledes end den normalt vil gøre og han kører nemt højt, hvilket jo kan have ligget til grund for hans opførsel overfor Jessie. De er ikke Brian/Muhammed-typer (undskylder, hvis udtrykket støder nogle) med deres potensforlængere; de vil gerne hundene og bruger tid på dem. Træneren skal jo se episoderne, førend h*n kan handle ud fra dem. Træneren så ikke episoden med Jessie, men jeg fortalte hende om den bagefter. Og træneren vil ikke lave indkald uden snor på den i fremtiden, men det kræver jo at ejerne åbner munden og siger: "hov, min hund har måske et problem med dette" - træneren kan jo ikke se ud i fremtiden. Det kom også bag på mig, at han vendte sig rundt og løb over til den anden hanhund, da ejeren + tallerkener med frikadeller stod foran ham og han havde fokus på ejeren eller virkede ihvertfald sådan. Fordi nogle ejere af disse udskældte racer går direkte i defensiven, hvis man siger noget, der kan tolkes negativt om deres hunde netop fordi deres race så tit er udhængt i medierne. Jeg har ikke lyttet til medierne - jeg har snakket med ejere og trænere om racen og har dannet mig et billede af den derfra og nej, jeg stemmer ikke for et raceforbud. Men jeg har nogle forholdsregler - det er jeg nødt til i det område (her bliver racen brugt som potensforlænger og skræmmemiddel), hvor jeg bor og her skærer jeg alle over en kam, når jeg møder dem på gaden (det skal så også lige nævnes, at Mollie er en stor del af grunden til dette - jeg undgår også at møde alle andre hunde på smalle fortovs og lign.). Dem jeg møder andre steder; f.eks. til udstillinger eller træning bliver vurderet udfra deres opførsel og ejernes viden om deres race. Træneren snakkede med ejerne omkring tendensen til egetkønsaggression og andre ting, så hun springer ikke over hvor gærdet er lavest og vil meget gerne hjælpe - jeg tror bare ikke hun havde forventet at skulle fortælle om tendensen til egetkønsaggression hos en race, når ejerne er dem de er. Men jeg vil snakke med ejerne og håbe på, at min formulering ikke bliver alt for forkert. Det er selvfølgelig også en mulighed. Jeg tager dog træneren med på råd, inden jeg snakker med ejerne - hun kender dem bedre end jeg gør og jeg kan afprøve det på hende inden irl..

Jeg går til træning med Jessie på et unghundehold, hvor der er 2 amstaff-tæver, 1 amstaff-han, 1 grå schæfer-tæve og 1 stor hanhund af en, for mig, ubestemmelig race (vi snakker mastiff-størrelse). Schæfertæven bryder sig ikke om andre hunde og gør fint opmærksom på dette, så der er ingen fare for, at man kommer til at gå hen til hende. Den store hanhund er simpelthen bare så lækker; både af udseendet og sind - han er fuldstændig cool overfor alt. Amstaff'erne derimod er en hel anden sag og det er dem jeg har fået et lille issue med.... Jeg ved, at tæverne er kuldsøskende og jeg tror (kun tror), at hanhunden også er fra det kuld - han bor ihvertfald sammen med den ene tæve. Ejerne af den ene tæve og hanhunden er opdrætter af dem, hvilket jo burde være positivt nok - at jeg så skød dem til at være førstegangshundeejere til den første gangs træning, er så en anden sag Ejerne har gennem det seneste stykke tid oplevet lidt småproblemer med hanhunden, da han er begyndt at blive hård mod andre hanhunde.... Igår havde det nær endt i slagsmål mellem denne amstaff-han og den store hanhund på holdet, da amstaff'en blev sluppet til et indkald - amstaff'en vendte rundt og løb direkte hen til den store han og begyndte at spille op. Til alt held var den store hanhund fuldstændigt ligeglad og den ene ejer af amstaff'erne samt trænerne fik amstaff-hanhunden væk. Denne amstaff-hanhund fik lov til at hilse på Jessie i snor i starten af timen, da han nærmest trak ejeren hen til os og Jessie viste alle de rigtige signaler - hun hilste pænt og høfligt, men det endte alligevel med, at han begyndte at vise tænderne og lavede et udfald mod hende. Hvis den ene af ejerne ikke havde nået at sige til føreren af hanhunden, at han skulle trække den væk, så ved jeg ikke hvad der var sket - jeg nåede at se det og forsøgte at lokke Jessie væk, så hun kunne vende siden til ham istedet for, at jeg hev i snoren, men han reagerede inden Jessie reagerede på mig. Efter indkaldsepisoden gik det lige pludselig op for mig, at de var meget overraskede over, at deres amstaff kunne have tendens til egetkønsaggression og at de godt vidste, at han reagerede uhensigtsmæssigt overfor andre hunde til tider (men alligevel tillader de, at deres hunde hilser på andre i snor). Og nu har jeg ikke længere spor lyst til at lade Jessie hilse på dem mere..... Meeeeen hvordan får jeg det sagt til ejerne uden at komme til at virke emsig og fordomsfuld? Normalt har jeg jo brugt Mollie's temperament som undskyldning for hvorfor andre hunde ikke skal hilse på mine i snor, men jeg har jo ligssom ikke Mollie med til træning og jeg nægter simpelthen at sige, at Jessie har problemer med andre hunde og derfor ikke skal hilse, når det ikke passer og Jessie må fortsat gerne hilse på den store hanhund. Jeg er temmelig konfliktsky i den retning, men her bliver jeg simpelthen nød til at sige fra, da jeg gerne vil fortsætte til træning og jeg gider ikke rende rundt langt væk fra de andre, når det er de andre, der har et problem med deres hunde og ikke vil vise respekt overfor andre/tage de fornødne forholdsregler. Jeg vil naturligvis vende det med træneren, så hun også er forberedt, men jeg har brug for nogen til at hjælpe med formuleringen af min hilseafvisning til nogle på holdet..... For den umiddelbare formulering jeg har i baghovedet er både næsvis og meget ubehøvlet og følelsesladet. Så nogle gode formuleringer ønskes; hvordan ville I gerne have det ad vide, hvis nogle ikke ønskede at lade deres hund hilse på jeres? Andre end Amstaff-ejerne må naturligvis gerne give deres bud med på vejen, da problemet jo ligeså godt kunne have været med en gravhund - nu er Amstaff-ejere bare mere jagtet vildt end gravhunde-ejerne og jeg ønsker ikke at træde dem mere over tæerne end højst nødvendigt.

Vi er vel et par stykker Men jeg udtaler mig efterhånden meget sjældent om det, da det hos mig endte rigtig rigtig grimt=metoderne virkede ikke for os. Vi troede heller aldrig, at Rosie og Mollie ville komme op og slås uden os i nærheden - vi blev meget klogere. Rosie og Mollie begyndte at vise tegn på problemer i maj 2008 med en slåskamp og der fulgte nogle småting op til oktober 2008, hvor de gik på hende meget alvorligt og jeg endte med et meget smertefuldt bidsår i min arm. Kort tid derefter blev Mollie steriliseret.... Et år og flere slåskampe senere (bla. en nytårsaften, hvor det gik galt og kostede 3500 for at blive lappet sammen igen på den yngste hund) blev flokken reduceret fra 3 til 2 efter endnu en kamp - denne gang mens vi ikke var hjemme (min mormor var heldigvis). For os hjalp det ikke at sterilisere eller også valgte vi den forkerte hund at sterilisere. Vi så en øgning i voldsomheden for hver kamp/konflikt de røg i, men alligevel mente vi jo, at alt var ok, da Rosie og Mollie kunne ligge og sove sammen og kunne spise ved siden af hinanden = så kunne de jo godt sammen og kunne lide hinanden. Og så på det punkt blev vi klogere og der var det for sent. Og netop min personlige erfaring gør, at jeg helst ikke vil udtale mig alt for meget..... Jeg er for farvet af min egen erfaring og der var både blandet problematisk adfærd hos Mollie og fysisk sygdom hos Rosie ind i billedet. Jeg ville nok vælge at få vurderet hundene af en adfærdsbehandler, inden jeg valgte hvilken hund jeg ville sterilisere og høre hans/hendes vurdering af flokken. Det er altid nemmere for en "fremmede" at se ting i ens flok end en selv, da en selv altid vil have følelser indvolveret.

Min dyrlæge, som jeg ellers er meget tilfreds med, mener, at Mollie er et problem, så hvis jeg kom og bad om narkose for at trimme hende, så ville hun nok smide mig ud Jeg kæmper stadig med dyrlægen hvert år til sundhedsundersøgelsen om hun skal kigge øre eller ej - jeg siger hun ikke skal, da jeg kan mærke på Mollie om hun har ondt eller ej og hun siger hun skal.... Hun har dog ikke fået lov mere end en gang på de efterhånden 2-3 år vi er kommet der og har vist efterhånden indset, at hun ikke får lov. Jeg må nulre hendes ører både indvendigt og udvendigt uden problemer, men vi er ikke kommet så langt som til, at hun acceptere maskinen (utændt) eller en saks (hun bliver dog ikke klippet med saks) endnu uden hun beklager sig. Det kommer måske. Jeg tror der er flere aspekter i hele trimningssituationen end "bare" frygt for smerter ved ørene. Der er bla. bordet, som hun ikke selv kan hoppe op på og derfor skal løftes op på - derfor træner vi på gulvet nu for at se om vi kan vende situationen for os begge (det virkede nemmere end at lære hende, at man må løfte på hende). Hun har, som hvalp, været vænnet til bordet ved at spise på det (for at gøre det en rar oplevelse), men da hun jo var skæv i kroppen, så har bordet, løften op på bordet og selve trimningen jo været forbundet med smerter og vi fik nogle temmelig hårdhændene råd om tilvænning til trimning. Trimning var bare noget hunden skulle vænne sig til - der skulle ikke være så mange dikkedarer forbundet med det og det betød så, at man tog "ordentligt" fast i hunden, hvis den flyttede sig..... Jeg mærker tydelig forskel på trimmesituationen, hvis hun er lidt opkørt i forvejen - så bliver det endnu værre. Hvis hun er rolig og afslappet og jeg (det er kun mig, der trimmer hende efterhånden) er fuldstændig cool som jordbæris, så har hun ikke de store problemer med det=derfor har jeg flyttet det ned på gulvet lige pt.. Og nu er jeg med på hvad du mener med opløftende og det skal jeg lige tygge lidt på - hvis de midler har samme effekt på dyr som på mennesker, så tror jeg ikke umiddelbart, at jeg vil bruge dem på Mollie... Men jeg skal lige gå og tænke lidt over det, inden jeg lægger mig fast på et svar

En brandmand vil ikke tage en ekstra runde i en lejlighed, hvis han ikke finder noget ved første eftersøgning - det er simpelthen ikke tid til; især ikke med lejligheder. Jeg har to døre, der vender ud mod det stisystem, hvor evt. brandmænd vil komme ind og jeg har 2 vinduer - jeg har skilte siddende på dem alle, da jeg ikke kan sikker på, at brandfolkene vælger min hoveddør, hvis bryggersdøren eller et af vinduerne er mere sikre for dem at gå igennem. Jeg har også haft skilt på min bil og det blev også siddende, da jeg ved, at redningsfolk aldrig vil bruge tid på at rende rundt og lede efter noget, hvis der ikke er nogen tegn på er kommet ud af bilen ved et uheld; og slet ikke hunde. Men jeg tager da hatten af for dit engagement for evt. redningsfolk og jeg er nok bare blevet for kynisk efter at have arbejdet for en redningstjeneste

Har du så også et skilt på døren, hvor der står om du er hjemme eller ej? Brandfolkene ved jo ikke om der er nogen hjemme, når de bliver kaldt ud og skal jo lede det igennem.... Der kan jo være folk derinde, selvom det er naboerne, der har tilkaldt dem og selvom der ikke er biler i indkørslen.

Og jeg synes det er rart at høre om, at andre også har oplevet problemer i deres flokke og oplever mærkbare ændringer i flokken, når der sker nedskæringer.... Ikke fordi jeg ønsker at andre skal opleve de her negative ting, men fordi jeg så føler mig lidt mere "normal". De fleste jeg har snakket med indtil nu kigger bare mærkeligt på mig og jeg får følelsen af at være dybt underlig Men nøj, hvor er det svært at slippe de sk*** tøjler og stole på tøserne og i sidste ende også stole på mig selv igen.... Men jeg er på rigtig vej igen og er begyndt at nyde at have de små pelskræ i mit liv - selvom de kan drive mig til vanvid engang imellem

Lige nu sidder jeg på gulvet og forsøger at vende hende til det. Det går ganske udemærket, selvom hun synes jeg er lidt sær Jeg har tænkt mig at lægge trimmetingene frem på gulvet en meter eller to ved siden af mig og se hvordan hun reagerer og så gå frem derfra.... Jeg tror aldrig jeg får vendt hendes reaktion med hendes ører - hun har haft en rigtig ond omgang ørebetændelse som unghund, der blev opdaget på et sent tidspunkt, så hun har haft meget ondt i ørene. Opløftende? Gider du forklare det? For jeg tænker jo automatisk beroligende i sådan en situation, hvor hun stresser meget. Jeps, hun maser sig bare imellem os. Jeg tror jeg vil prøve at give Jessie "blikket" istedet for. Igår aftes havde vi dog en lille sejr: vi stod i køkkenet alle 4 og Martin begyndte at nusse Mollie. Det fik Jessie til at komme og forsøge at mase sig ind imellem, men jeg kaldte stille og roligt på hende og så opgav hun sit forehavende og kom hen til mig istedet. Jeg ved godt, at det absolut er i småtingsafdelingen, men det var da et skridt i den rigtige retning. Ja, Jessie respektere fint, når Mollie siger til hende, at hun skal stoppe. Sålænge vi ikke blander os eller er tæt på. Det kommer helt an på vores sindstilstand; hvis vi er opkørte, så bliver især Mollie det også og så kan vi godt se lidt stive ben. Men som hovedregel er der ingen problemer med hundene, når vi gør det på den måde. Jooo, det kan vel godt bare have været, at vi stod der..... Jeg prøver nok at overføre mine egne "negative" oplevelser med snore osv. i den situation på Mollie... Jeg lagde ikke mærke til hvordan jeg reagerede med hensyn til krosholdning og vejrtrækning, så måske var det også det hun reagerede på. Det krydser jeg så fingre for er rigtigt Og så arbejder jeg videre på at finde isen i maven, så jeg ikke går i panik over det mindste øf fra dem. Ja... Jeg kan helt sikkert mærke, at vi mennesker har fået nogle "mén" af hele vores oplevelse og vi liiiiige skal aflære vores refleksagtige reaktioner på knurren igen. Jeg er en anelse længere fremme end Martin - jeg er ikke længere bekymret, når de leger og jeg er holdt op med at gribe ud efter den nærmeste hund, når der bliver knurret/brummet. Nu nøjes jeg med at holde vejret og gå lidt væk fra dem.... Martin får stadig nervøse trækninger, når legen bliver meget verbal, men det bliver langsomt bedre. Jeg er så småt begyndt at se fordelen med en videooptager; ikke kun i adfærdssituationer, men også til træningsbrug godt hjulpet af alle dem herinde, der har uploadet træningsvideoer.... Så jeg kigger lidt rundt omkring efter en og er igang med at overtale Martin til endnu en gadget, som vi bare ikke kan leve uden på grund af hundene

Mit store "problem" er jo min tidligere erfaring, hvor hundene (Rosie og Mollie) ikke kunne klare det selv eller jo, det kunne de vel nok, men så havde Rosie slået Mollie ihjel. De to var kommet så langt ud over at forsøge den fredelige vej frem - de gik fra et enkelt knur til slåskamp, hvis det var i en af de perioder. Mollie kunne ikke engang knurre/brumme af Jessie, hvis hundehvalpen var irreterende uden, at Rosie sad i nakken på hende. Så jeg skal lære forfra, at Mollie ikke er så sindsyg som Rosie fik hende til at ligne og at Mollie faktisk helst vil undgå konflikter og at Jessie/Mollie-relationen består af to hunde, der helst vil undgå konflikter=is i maven, hvis situationen spidser til. Mollie skal også lære, at hun gerne må irettesætte Jessie, hvis hun synes "hundehvalpen" er irreterende uden at forvente at få en afklapsning af en anden hund. Jeg er helt enig i, at rangorden mellem hunde ikke er så rigid, som nogle gerne vil gøre den til og den er ekstremt dynamisk.

Hendes opkørthed og intensitet er der stadig, men i langt mindre omfang; f.eks. kører hun op, når hun skal ud og gå tur, men falder hurtigt ned. Hun kører også op, når vi lægger an til gåtur (tager sele frem osv.). Hun spasser fuldstædigt ud, når hun skal trimmes på poterne og bliver helt umulig - her skal Jessie ikke være i nærheden for så (af)reagerer Mollie på hende. Heller ikke efter trimningen skal Jessie være i nærheden. Mollie skal have tid til at komme sig psykisk efter det. Lige præcis denne situation har vi trænet og trænet om og om igen, men resultatet bliver aldrig anderledes - hun siger ikke noget til at få klippet negle (sjovt nok), men hvis man tager fat i poterne/benene og holder fast, så bliver hun "sær" + når hun skal have klippet ørene. Jeg kan trimme hende over hele kroppen uden problemer, men de 2 steder er helt gale. Jeg købte noget Zylkene med hjem efter episoden, men det var før jeg vidste præcis hvordan det virker, men dyrlægen mente ikke hun havde behov for andet end antibiotika og smertestillende samt ro naturligvis. Jeg fejlede på dette punkt ved ikke at "kræve" noget beroligende til hende, men jeg fungerede mildest elendigt i øjeblikket. Jeg syntes ikke jeg så nogen effekt ved Zylkene'n, men jeg har tænkt mig at forsøge med det op til en trimning og se om hun bliver anderledes. Jessie hverken skuler eller knurrer af Mollie for at få hende væk - hun går "bare" imellem mig og Mollie og så går Mollie som regel sin vej efter et stykke tid med Jessie siddende halvvejs ovenpå sig. Jeg synes det er svært at forlade Jessie uden samtidig også forlade Mollie - derfor har jeg/vi brugt ignorering og fysisk flytning af Jessie istedet. Jeg tror ikke Mollie vil følge med os/mig, hvis jeg går væk fra Jessie og så vil det vel gå ligeså meget ud over hende eller hvad? Jessie forstår ordet "stop" og "gå væk", hvilket hun også gør, når hun bliver bedt om det, men der er ingen tvivl om, at hun liiiiiiiiige skal prøve at se om hun ikke får succes med at drive Mollie væk. Æhm, manisk? På mig virker det jo ekstremt, da de aldrig har gjort det før, men de bliver ikke ved i timevis. Mollie siger fra, når Jessie prøver at gøre det, når Mollie ligger og slapper af eller Mollie bare ikke gider og det acceptere Jessie fint. Det er altid svært at give noget konkret ud fra noget skrevent Det er vel altid nemmere at se det