Inkognito

Hehe, Jessie synes virkelig Sookie er sjov Men "man" bliver noget så nederdrægtigt træt af at skulle løbe med hende Jessie sov hele resten af dagen og hele aftenen og hun var da heller ikke helt så morgenfrisk som hun plejer Men det var nu en hyggelig dag, siger vi begge

Jeg kan altid bruge andres erfaringer; om ikke andet så bare for at høre, at jeg ikke er den eneste, der til tider har bølger, der går højt. Jeg forsøger også virkelig at stole på dem og lade dem klare det selv langt hen af vejen, men forholdet mellem Rosie og Mollie var så skidt i perioder, at hvis bare Mollie brummede af Jessie uanset om det var beregttiget eller ej, så var Rosie over hende med det samme eller hvis hun brummede af Rosie, hvis hun ville have lidt mere afstand, så sprang de alt mellemliggende over og gik direkte til slåskampe. Og denne erfaring sidder ekstremt dybt i os mennesker og Mollie for den sags skyld, men Mollie er begyndt at vise mere overskud - hun er faktisk begyndt at se og registrere hvad Jessie gør, inden hun "springer i luften" og da Jessie er en klog hund på det område, så kommer Mollie ikke så langt ud, hvor hun "springer i luften". Vi har haft to tilfælde, hvor de har været oppe og toppes efter Rosie er væk og begge tilfælde lå indenfor de første 3 uger og begge indeholdte meget stress. Jeg ved ikke hvad det var, der gjorde, at Rosie havde fået den indstilling til Mollie - Mollie har aldrig været hård ved Rosie, mens de voksede op. Der var dog kun 14 måneder imellem dem, så måske noget af forklaringen kunne stamme derfra. I de gode perioder kunne de sove op ad hinanden og havde et rimeligt forhold - troede vi. Tilliden var dog væk imellem dem, kan vi se nu....... Og Rosie ydede hvad, der kun kan beskrives som psykisk terror mod Mollie - hvor meget har vi først indset nu netop fordi de var så gode venner i de gode perioder. De gode perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var i ro - de dårlige perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var generende og der var flere af de perioder end vi umiddelbart altid lagde mærke til. Jessie har ingen problemer what so ever med hendes løbetid; hverken under eller efter. Hun har dog ikke været i løbetid efter Rosie er væk, så vi ved ikke om Mollie vil reagerere anderledes på dem nu end hun har gjort før - der har ikke været gnidninger mellem Mollie og Jessie før. Det var "kun" mellem Rosie og Mollie. Umiddelbart så tiltaler tanken om sterilisation af Jessie mig ikke synderligt, hvis hun ikke begynder at få problemer og det er der flere årsager til. En er naturligvis kontrakten på hende - jeg har allerede lidt dårlig samvittighed overfor opdrætter, da jeg ikke har fået al det ud af Jessie, som hun indeholder og fordi jeg ikke helt ved, om opdrætter gerne vil trække et kuld på hende. En anden grund er hendes temperament - hun er altså ikke så selvsikker og jeg er lidt nervøs ved at fjerne hendes hormoner, for vil det gøre hendes usikkerhed værre... Hendes usikkerhed bunder i hendes begrænsede ståen-på-egen-pote i den store vide verden og det arbejder vi på nu. Jeg ser det absolut ikke som en bebrejdelse - jeg tror heller ikke på det gamle rigide hierakiske hønsestigesystem og jeg tror ikke på, at vi som mennesker kan blive betragtet som en lederhund i hundenes øjne. Vi kan foregå med gode eksempler og behandle hundene med respekt og ro - netop dette har Mollie lært mig; hvis jeg stresser af en eller anden årsag, så overfører jeg dette direkte til Mollie om jeg vil det eller ej (også selvom jeg forsøger at holde mig væk fra hende). Din historie er lærerig og det er altså rart, at man ikke står alene med gnidninger i flokken - jeg har snakket med folk IRL, hvor det virkede som om jeg var den eneste på hele kloden, der havde problemer med min flok. Jeg tror aldrig jeg vil lade det komme så langt ud igen eller det vil sige at jeg håber ikke jeg vil lade det komme så langt ud igen og jeg vil se tegnene på uvenskab mellem flokmedlemmerne i fremtiden og tage action på det. Lige pt. sidder jeg jo og siger til mig selv: hvis det kommer til problemer mellem Jessie og Mollie, så vil jeg forsøge at omplacere Jessie, idet hun kan omplaceres.... Jeg håber så bare, at jeg ser tegnene i tide og rent faktisk vil være i stand til at gøre det, hvis det skulle komme så vidt. Jessie klistrer til mig på mærkelige tidspunkter; f.eks. overfor Mollie - her tror jeg, uden at menneskeliggøre dem alt for meget, at det bunder i lidt jalousi. Jessie og jeg har ikke haft det bedste forhold og jeg har holdt mig på afstand af hende følelsesmæssigt og fysisk og nu har jeg endelig "overgivet" mig til hende og så kan hun ikke helt få nok. Jessie kan finde på at klistre til mig ude i det virkelige liv også; her er det typisk forsigtige hunde/underdanige hunde eller hunde, der er svære at læse for hende(f.eks. schæfere, amstaff.lign. hunde og mynder). Jeg har ingen ide om hvorfor hun gør det overfor forsigtige hunde, men måske noget med "fordi jeg kan"? Jeg forsøger at balancere på den der knivstynde skillelinie mellem menneskeliggørelse af hundens følelser og den dokumenterede videnskab om hundenes sprog. Når det drejer sig om hunde hun ikke sådan umiddelbart kan læse, så tænker jeg beskyttelse af mig, men også her kan jeg måske falde i menneskeliggørelsesfælden. Vi forsøger at vise Jessie en bedre måde eller mere stille måde at gå til Mollie på, men hun er altså meget hundehvalp på det område. Sammenføringer af flokken har ikke tidligere haft konflikter imellem Jessie og Mollie, men der var knas mellem Rosie og Mollie på det sidste (her kunne Mollie brumme af Rosie, hvis Rosie kom ind til mig i soveværelset om aftenen, hvis de havde været adskilt og det skete tit siden december 2008, da vi har boet hos min mormor og Rosie var meget glad for min mormor og valgte tit hendes selskab over os andres) og taget Mollie's specielle temperament i betragtning, så tror jeg hun er farvet af dette. Hele denne situation har lært mig, at der foregår så meget mellem hundene, som vi mennesker ikke ser eller mærker og hvor jeg før bare har ladet visse elementer i min omgangskreds, der mener, at hundes hjerner bare er forlænget rygmarv, mene dette, så er jeg begyndt at sige fra overfor denne udtalelse. Mollie har sørget for, at jeg har læst meget teori omkring hundesprog og adfærd og jeg følte, at jeg havde fået meget viden omkring det; herunder også det subtile sprog, som vi ikke altid lægger mærke til.... Nøj, hvor er jeg blevet klogere. Jeg havde ikke en ide om hvor meget psykisk terror Rosie udøvede over Mollie - jeg troede helt seriøst, at det var omvendt; at det var Mollie, der udøvede psykisk terror mod de andre, men Mollie er egentligt meget meget lidt konfliktsøgende og vil gå meget langt for at undgå konflikter. Så snydt kan man blive af at leve med en hund, der har adfærdsproblemer og en hund, der adfærdsmæssigt er stærk/klog/normal, men fysisk er syg.

Tak for linket - det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig der Den er lige i overkanten prismæssigt, men ser ellers smart ud, hvis man har en stortgående vovhund. Jeg kom lidt frem til samme funktion - jeg forstod egentlig kun, at man kan finde sin hund via gps'en.... Jeg forstod dog, at man skal have en speciel tilladelse for at bruge den i Danmark.... Tror jeg nok

Det er så i orden Altså det lyder det jo rart, hvis de bonder Det kan jeg godt lige klare. De virker også meget afslappede, når de gør det. Lige pt. bliver Jessie ignoreret, indtil hun holder op med at presse på; alternativt bliver skubbet lidt tilbage. I det øjeblik hun "slapper af", så får hun den opmærksomhed hun ønsker, men samtidig med Mollie og det acceptere hun fint. Det ville bare være rart, hvis vi ikke behøvede ignoreringsseancen - Mollie viser langt mere overskud end hun nogensinde har gjort før i de situationer. Hvis hun føler, at Jessie er for meget, så går Mollie, men føler sig ikke presset, hvis vi skubber Jessie væk eller beder Jessie om at flytte sig. Jessie acceptere også, hvis Mollie brummer af hende (Mollie knurrer ikke - det har vi desværre fået lært hende, at man ikke må.). Med hensyn til sammenføringen: Det er i det øjeblik, at døren bliver åbnet, at Mollie ser, æhm...., "underdanig" ud, indtil hun finder ud af, at det bare er mig på den anden side - når Jessie kommer hen til os, så får de godbidder og jeg forsøger at undgå, at Jessie løber direkte ind i hovedet på hende. Vi har prøvet med snor på Jessie og Mollie løs og det var ikke en succes, men det var mens Rosie stadig var i billedet. Vores store problem er jo, at Martin ikke kan hjælpe hvor meget han end gerne vil - hans nerver går direkte i den hund han er i nærheden af og det optrapper situationen til det negative. Og tak for rosen Det vil jeg så også håbe det er mellem Mollie og Jessie. Jessie har altid været meget fascineret af Mollie. Mollie er steriliseret og blev det i oktober/november 2008 netop grundet problemerne mellem hende og Rosie. Havde Mollie og Rosie kunne sættes sammen igen efter den sidste kamp, så var Rosie også blevet steriliseret - grunden til, at hun forblev fertil, var hendes reaktioner på narkose, som vi først i maj 2009 fandt ud af skyldtes en forkert narkose. Dette har vi bitterligt fortrudt. Som det ser ud lige nu, så skal Jessie blive fysisk syg, førend vi må sterilisere hende - der er indblandet noget kontrakt i situationen også og umiddelbart er jeg ikke sikker på, at opdrætteren vil acceptere en sterilisation af hende på grund af Mollie :-( Og netop de latterlige hormoner gør, at jeg vil skifte til hanhunde eller han/tæve-kombo i fremtiden - jeg skal ikke have fertile tæver sammen nogensinde igen. Heller ikke selvom fremtidige hunde forhåbentlig ikke kommer til at slås med adfærdsproblemer (Mollie) og fysisk sygdom (Rosie). Grunden til at hverken Rosie eller Mollie kunne omplaceres skyldtes ikke deres interne stridigheder. Rosie var allergiker med alt hvad der dertil hørte af medicinering og det gør det praktisk taget umuligt at omplacere. Rosie var helt fantastisk sammen med andre hunde end Mollie. Mollie har et meget specielt temperament, der gør hende uegnet til omplacering medmindre det var til et ekstremt specielt hjem. Vi fik nogle dårlige råd omkring opdragelse af hende, da hun var hvalp kombineret med en skæv krop, der gav hende smerter. Mollie kører i et meget højt tempo og kan ikke sammen med fremmede hunde eller hunde, der ikke lader hende være. Hun har et ekstremt dårligt hundesprog, da vi har været ekstremt "gode til" at lære hende, at afstandssøgende signaler var et no-go og vi overså helt hendes dæmpende signaler med overskridelse af hendes grænser som resultat. Netop grundet Mollie's temperament så skal de helst kunne tages fra hinanden og sættes sammen igen, da Mollie ikke kan overskue at komme med på f.eks. udstilling og Jessie skal gerne udstilles igen, når hun er færdigudviklet. Jeg synes heller ikke, at det er så fair mod Mollie, at hun skal sidde i bilen og vente, mens Jessie bliver trænet for så bare at blive kørt hjem igen. Situationen er ikke så anspændt, hvis det er Mollie, der har været fjernet fra hjemmet og vores introducering foregår her noget anderledes. Mollie bliver i bilen, indtil Jessie har hilst færdig på mig og er færdig med at løbe rundt - derefter kommer Jessie i snor og vi går en kort tur med dem for at så slippe dem sammen. Dette fungere okay, men risikoen for, at Martin får smittet den hund han går med er stor og ikke værd at løbe lige pt. hvor vi gerne skal lære at stole på, at der ikke sker noget imellem dem. Det vi/jeg er hysterisk bange for er jo, at Mollie og Jessie kommer til at tørne sammen og ikke kan sammen på sigt. Der er ingen tvivl om, at Mollie ikke er en god leder og ikke egner sig til at være leder, men det ændrer ikke på det faktum, at vi rent faktisk troede, at hun var lederen i flokken.... Men det tror jeg/vi ikke længere, at hun var - jeg/vi tror, at det var Rosie, når man ser hvordan Mollie og Jessie er blevet. Jeg har svært ved at fortolke Jessie's adfærd - jeg synes at kunne se i nogle få situationer, at hun laver tydelige dominanstegn f.eks. stiller sig i T på Mollie med hovedet på Mollie's hals, men på den anden side så kan Mollie presse hende væk fra hendes mad fra tid til anden (Jessie er ikke specielt madglad). Jessie bliver 2 den 23/3, så helt modnet er hun ikke og hun virker meget hvalpet stadig i nogle situationer. Jessie's mor er en ren alfa-tæve på den gode måde; hun kommer aldrig i konflikt med andre hunde og alle hunde kan med hende - selv Mollie slapper af i hendes selskab. Jessie minder ekstremt meget om hendes mor, men hun virker mere reaktiv og ikke så velovervejet som hendes mor samt noget mere usikker generelt. Jeg er holdt op med at tro, at jeg ved om deres indbyrdes "rangforhold" - det har hele denne situation med Mollie og Rosie lært mig. Jeg har også måtte revurdere min holdning omkring Mollie's temperament - jeg har set hende, som en hund, på trods af hendes usikkerhed overfor andre hunde, der er noget selvstændig uden det stor behov for tæthed med os mennesker. Idag er jeg blevet 110% procent klar over hvordan Mollie er sat sammen - hun er en hund, der skal bekræftes og skal have lov at have succes'er f.eks. med hendes schweiss-træning eller andre opgaver og hun skal støttes væsentligt mere end jeg troede. Hun har et stort behov for tæthed og er en hund, der skal føle sig elsket/holdt af for at føle sig tryg. Føler hun sig først tryg og bekræftet, så har hun et ekstremt overskud og hviler i sig selv. Jessie er jeg stadig igang med at lære at kende.....

I dag er det jo 12 uger siden, at vi sagde farvel til Rosie og det har været en noget turbulent tid både for os mennesker, men i stor grad også for Mollie og Jessie. Og jeg tænkte, at jeg ville liste de ændringer vi umiddelbart har oplevet med tøserne; både individuelt og sammen i flokken. Jeg har forsøgt at være så nøgtern, som jeg kan. Gode råd eller advarsler modtages gerne, hvis der er noget, der skriger til himlen, som jeg ikke selv har opdaget. Mollie: Det var hende, der kom voldsomt til skade i Rosie's overfald på hende og jeg vælger at bruge udtrykket "overfald" på grund af Mollie's skader og den indvirkning det havde på hende. Mollie var dybt rystet/chokeret efter episoden og var fuldstændig apatisk, da vi var ved dyrlægen med hende på dagen - dyrlægen kunne ikke engang genkende hende. Det var en meget chokerende oplevelse for os mennesker at se Mollie på den måde - jeg kan bedst beskrive det som om Mollie havde givet op. Mollie turde ikke gå ud i bryggerset (hvor det var sket) i 48 timer og hun kiggede sig nervøst omkring, når hun var udenfor hele weekenden (Rosie blev aflivet om fredagen, hvor de inden havde været adskilt i mere end 24 timer). Mollie begyndte langsomt at slappe af igen og så begyndte vi at se væsentlige ændringer i hende. Mollie er begyndt på flg.: - Hun stjæler fra bordene (dette var kun Rosie, der gjorde dette - Mollie har altid ladet mad være på bordet). - Hun er blevet legesyg og lægger op til leg med Jessie - dette voldte store problemer i starten grundet Mollie's verbale måde at være på, men nu leger de både med og uden lyd. - Hun er blevet fræk - jeg vil næsten kalde hende hvalp igen. - Hun er blevet mere kælen og kan nu ligge på ryggen i sengen med Jessie i nærheden og blive kløet på maven - dette "turde" hun ikke før og hvorfor vi ikke så det som et advarselstegn, aner jeg ikke. - Hun er begyndt at efterligne Jessie's rengøringsritualer om aftenen i sengen (Jessie rengører sig selv på brystet præcis som en kat). Jessie har også ændret sig siden Rosie's aflivning, men var ikke så hårdt ramt psykisk af overfaldet på Mollie. Jessie er begyndt på flg.: - Hun leger mere nu; både alene og med Mollie. - Hun er blevet lidt mere usikker på hunde, der gør lige pludseligt og voldsomt. - Hun er blevet besidderisk overfor mig, hvis jeg bruger tid sammen med hende. Hvordan ændrer jeg på dette? - Hun er blevet endnu mere nusseglad. - Hun er blevet noget mere højlydt verbalt. - Hun er blevet mere løssluppen; f.eks. løber hun meget hurtigt rundt, når hun bliver ekstra glad ved hjemkomst. - Hun virker som om hun kæmper lidt hårdere for at være tæt på os mennesker og presser Mollie væk fra tid til anden. Mollie og Jessie's relation til hinanden har jo også ændret sig og her er jeg noget mere usikker.... Tøserne er begyndt sammen på flg.: - De slikker hinanden i mundvigerne og i "ansigtet". Hvad er det de gør? - De efterligner hinanden i forskellige adfærd. - Jessie kan være lidt strid overfor Mollie, når Mollie vil nusses, men vi ser lidt samme tendens hos Jessie, hvis det er fremmede hunde, der nærmer sig os eller især mig. - Mollie virker utroligt overbærende overfor Jessie; selv når Jessie støder ind i hende, reagerer hun meget lidt, hvilket er ekstremt atypisk for Mollie. - Når Jessie f.eks. har været med mig til træning, så virker Mollie meget stille og forsagt, når de introduceres for hinanden igen, hvor Jessie virker lidt bossy. Introduceringen forgår ved at Jessie får lov at komme ud af bilen og løbe lidt, hvorefter Mollie bliver lukket af huset, mens Jessie er optaget af noget andet. Mollie kommer næsten krybende ud af huset og er meget stille + virker tememlig usikker, når Jessie kommer hen til hende typisk løbende med høj hale og løftet hoved. Dette er jeg meget usikker på; både hvad der sker og hvordan jeg gør det bedre. Martin har også taget skade af hele situationen med Mollie og Rosie; han kan ikke slappe af, når Mollie og Jessie skal mødes og han har meget svært ved at slappe af, når de leger. Martin holder sig væk fra de to situationer for ikke at præge hundene. Han bliver meget nemt anspændt i nærheden af dem, hvis der bare bliver brummet lidt f.eks. i madsituationen, hvor Mollie er slem til at presse Jessie i perioder. Jeg er heller ikke sluppet uden mén..... Jeg er igang med at lære mig selv at have mere is i maven i legesituationer og situationerne, hvor der bliver brummet - det går langsomt fremad. Jeg har lært at holde af Jessie og vise hende, at jeg holder af hende - jeg har haft et anstrengt forhold omkring Jessie lige fra starten af. Jeg er begyndt at føle lyst til at træne med tøserne igen; herunder også Jessie, hvilket jeg aldrig har haft. Jeg arbejder på at tilgive mig selv for ikke at have set hvor dårligt et forhold der egentlig var imellem Mollie og Rosie. Min selvtillid omkring det at have hund har været helt nede og vende, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt omkring hunde, men det er langsomt begyndt at vende. Jeg kæmper stadig med det faktum, at jeg måtte vælge mellem to af mine hunde og ingen af dem kunne omplaceres=en af dem skulle aflives. Jeg er så småt begyndt at indse, at jeg højst sandsynligt får hund igen i fremtiden. Jeg er 110% sikker på, at jeg ikke kommer til opdrætte hunde - det hverken tør jeg eller kan jeg. Jeg ved 110% sikkert, at jeg ALDRIG kommer til at have 3 hunde igen og at jeg højst sandsynligt skifter over til han/tæve-kombinationen eller han/han-kombinationen, hvis jeg skal have 2 hunde igen. Hele mit forhold omkring at have hund er blevet noget mere afslappet, nu hvor mine ambitioner om avl er væk. Og så må jeg jo se, om der er nogle, der overlevede mit lange indlæg og har nogle inputs

Jeg har fået anbefalet at bruge Garmin Forerunner-puls/løbeure til at lægge spor med, men nu har jeg ikke behov for pulstælling osv., så jeg tænkte, at der måske var andre modeller på markedet, der kan opfylde mit behov. Jeg har flg. behov/ønsker til en sådan gadget: - Brugervenlig (jeg er idiot til teknik). - Gerne mulighed for fastspændning til håndleddet (jeg har rigeligt med at holde fast i vovhundens snor, følge med og blive gående på mine ben). - Skal kunne måle længde (jeg har en stærk tendens til lægge sporene for korte). - Skal kunne "logge" en rute og huske den, så jeg kan have den med ud, når sporet er klar til at blive gået på. - Må meget gerne have en funktion, så man kunne "downloade" den originale rute samt den rute man rent faktisk gik til en computer. Jeg har selv kigget lidt rundt på Garmin's hjemmeside og er faldet over Garmin Foretex 401 el. 301, men det behøver ikke være Garmin (f.eks. er en billigere udgave ikke at fornægte ). Jeg har forsøgt med min GPS (og nej, jeg aner ikke hvad model det er) til bilen og har konstateret, at det duer den ikke til Nogle, der har erfaringer med sådanne gadgets, som de vil dele ud af?

De behandlere, der nævnes her i tråden, er alle nogle jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit liv med Mollie; dog har jeg "kun" gået til træning hos Karen Frost og ikke haft hende ude som behandler. Til de problemer du nævner så ville mit valg helt sikkert lande på Irene/Ninjamor eller Karen Frost. Måske du også skulle holde lidt øje med Irene Jarnved's hjemmeside - hun holder fra tid til anden korte intensive kurser, når hun er igang med uddanne hendes behandler-elever. Jeg var på et sådan kursus med Mollie og det var meget givtigt, da hun stillede med figuranthunde at træne på, hvilket er ekstremt vigtigt til de problemer.

Og da jeg jo er en anelse hysterisk anlagt betød det, at min lille arbejdshest af en toyota fik nyt batteri igår Vi opdagede så også, at det var det originale batteri, der sad i den, så 8 år er vel en okay levetid for et batteri, nu hvor vi har haft istid hele vinteren

Jeg svarer lige for Fox - Alto har en plads på det øvede hold, hvis han vil have den grundet antallet på begynderholdet og Alto som individ.

Og jeg har hørt rygter om, at sporholdets instruktør aldrig ved hvordan man skal se, når man får ros

Det kunne da være så hyggeligt :blink:

Hey, jeg træner der også fra tid til anden Jessie er tilmeldt unghundeholdet om torsdagen i denne omgang

Er der ikke noget med, at Advocate forebygger hjertelungeorm i stil med Frontline mod lopper? Jeg ville da lige tjekke med dyrlægen - Advocate fåes vist kun hos dyrlægen. Vi krydser fortsat alt hvad der krydses kan for jer - det er godt nok en hård tid I er igennem.

Jeg var jo også (eller Rosie var) patient hos Flemming og jeg fik også det ad vide.... Først tænkte jeg: Nja, hvor slemt kan det være; er det ikke bare folk, der giver op?.... Rosie var aflivet godt 2 år efter hun begyndte på Prednisolon og hun blev endda trappet helt ud af det igen på daglig basis, men fik nogle enkelte småkure. Men skaden var sket både på krop og sind hos hende. Hun var på en 5 dages Prednisolon-kur (grundet hendes løbetid og en ganske almindelige årlig vaccination hos dyrlægen), da hende og Mollie tørnede sammen en sidste gang og Mollie endte op med alvorlige overfaldsskader (ikke gensidig slåskampsskader). I dag er jeg hysterisk med brug af Prednisolon og jeg var grædefærdig, da Jessie skulle have det i 1½ døgn efter et bistik lige midt på snuden.

Rosie blev forsøgt hyposensibiliteret hos Flemming Kristensen i Bagsværd. De første 2 måneder (hans program er kortere end de fleste andre dyrlægers) reagerede hun helt planmæssigt og vi lod til at vinde over allergien. Så lavede vi et foderskift i december 2006 og så gik det ellers stærkt ned af bakke. Rosie fik konstateret allergi og igangsat med behandlingen den 24/10-06 og den 20/11-09 blev hun aflivet - hun fik omtrent 3 år som allergihund og det var en tur i helvede for os alle. Rosie var allergisk mod støvmider og lagermider i oktober 2006; hun havde udviklet yderligere pollenallergi i forsommeren 2008 og hun reagerede på nogle former for proteiner. Rosie har været forsøgt fodret med Olivers, Vetcur, Regal og Nutra Nuggets udover Hill's allergikost til en formue fra dyrlægen. Det eneste foder Rosie kunne leve på var Nutra Nuggets Gold Laks og Kartoffel og i starten af forløbet Regal's Lam/ris-version. Rosie levede godt 1½ år på Prednisolon og det havde en effekt på hendes psyke, så hold dig så vidt muligt væk fra det l***, men hunden var symptomfri på det ihvertfald de synlige symptomer. Rosie var i bad ihvertfald 2 gange om måneden og i de dårlige periode hver eller hveranden dag. Rosie tilhørte en race, der typisk reagere meget godt på desenibiliteringsprogrammet. Udover hendes kløe led hun voldsomt af infektioner i ørene og hendes analkirtler endte med at blive fjernet grundet flere infektioner i dem. Selvom jeg ikke normalt er til "det alternative", så synes jeg du skal tage en tur til Gudrun, før du forsøger desensibiliteringsprogrammerne.

Jeg vil lige komme med en lille up-date. Jeg har ikke deltaget så meget i deres leg, men jeg har sagt stille og roligt til Molsen, at hun skal være forsigtig hver gang hun er begyndt at sige mange lyde. Og igår aftes fik vi endelig en lille sejr Tøserne legede fangeleg i næsten 10 minutter i haven efter optagt fra Molsen og der var både potedask, legebuk og en anelse knurren fra Molsen involveret :klap: De kom begge ind fra haven med tungen hængende ud af flaben og sluttede deres legeseancen af i sengen med en gang gensidig ansigtsvask... Så der er måske håb forude....

Tak for oplysningen. Det gjorde mig ikke umiddelbart mere positiv overfor kennelen.

Jeg savner en begrundelse for hvorfor alle deres hunde var født med DKK-stambog, men nu er retriverne flyttet til DJR og de små hunde avles uden stambog, da de ikke har flyttet dem over i en ny organisation. Ellers jeg er meget enig med både Bankov og MK101.

Jeg er faktisk lidt begyndt, men jeg har aldrig rigtig leget med dem - det har mest været den bedre halvdel. Det har mest været, når vi har gået rundt i haven og de har løbet rundt. Mollie vil dog gerne lege med mig og Jessie prøver at være med, men holder sig stadig lidt i baggrunden. Jeg har dog aldrig kastet mig i at lege med dem, når Mollie har lagt op til leg med Jessie, så det vil jeg da prøve.... Ja, hvis man bare kunne forklare de verbale hunde, at de andre ikke bryder sig om det - når Mollie begynder, så siger jeg som regel (stille og roligt) til hende, at hun skal forsigtig.... Så løjer Molsens lyde en anelse af, men jo sjovere Mollie synes det er jo mere lyd kommer der på hende. Jessie vil meget gerne mødes med Sookie, men Mollie bryder sig ikke om andre hunde og slet ikke hvis der skal leges. Men Jessie trænger til at møde nogle flinke hunde, der gerne vil lege - hun har mistet sin store legekammerat i Rosie og hun skal lære at stå på egne poter (det har jeg desværre forsømt lidt).

Det var præcis også hvad jeg ville bruge den til .... Så æv er helt sikkert det rigtige ord

Efter Rosie ikke er i flokken mere, er Mollie livet gevaldigt op og hun er nu begyndt at prøve at lege med Jessie. Mollie er meget verbal generelt og i særdeleshed under leg; hun knurrer, hun gør og hun snakker. Når Mollie vil lege med Jessie, går hun ned i legebuk og begynder at hoppe imod Jessie - hvis det ikke virker, går hun over til at løbe rundt om hende samtidigt med, at hun går ned i legebuk med jævne mellemrum. Dette foregår med knurren, gøen og andre snakkelyde. Stakkels Jessie står bare og kigger mystisk på Mollie, som hun ikke ved hvad Mollie vil og det hænger jo fint sammen med de erfaringer hun gjort sig med Mollie kontra Rosie og deres slåskampe, der også var meget lyd på. Hvis Jessie selv lægger op til leg og Mollie tager stafetten op, så kan de lege sammen, men kun til en vis grænse - når Jessie synes Mollie bliver for verbal, så trækker hun sig. Vi er i gang med en tilvænningsfase for os alle, men hvordan gør vi det bedst muligt? Skal jeg som menneske gå ind og støtte op om Jessie og i såfald hvordan eller skal hun "bare" lære, at Mollie kun vil lege og er det derfor kun tid, der hjælper? Jessie har helt klart mistet sin støttehund i Rosie og skal lære at stå på egne poter og det prøver jeg at hjælpe hende med ved at tage i hundeskove, hvor hun møder flinke hunde samt tage hende ud og træne alene. Mollie synes vist bare, at livet er blevet en fest efter Rosie ikke længere udøver psykisk terror mod hende. Hvad gør jeg?

Lige pt. ligger den bare i trimmetasken og venter på, at jeg træffer en beslutning, for som en almindelig klosaks er den jo god.

Da jeg var nede og klage min nød til Østrand, fik jeg følgende besked: "Censoren virker, men du skal stadig kun klippe lidt ad gangen som normalt"..... Så er det jo op til folk selv at fortolke på den udmelding og om de så stadig brug for en censor. Hvis du vil, så må du gerne prøve min - jeg er bosiddende i Storkbh.

Hvis man ikke havde pengene til at lave stalden om, så betød det stadig, at man enten måtte sælge sin hest eller slå den ned. Og det drejede sig igen om nogle få, der ødelagde det for de fleste for langt de fleste hesteejere lod deres heste stå i bokse, der var rigeligt store til hesten, selvom den ikke opfyldte kravet. Der var mange andre forslag i det lovforslag og nogle af dem fuldstændig ude i hampen og uden hold i virkeligheden. Og igen lavet fordi nogle få ikke kunne finde ud af at behandle deres dyr forsvarligt. Præcis som denne stramning af hundeloven.

Jeg mener den omhandlende størrelsen på hesteboksene=størrelsen blev gjort afhængig af hestens højde og var meget specifik (hestens højde x et bestemt mål). Dette ville have gjort det praktisk taget umuligt at have forskellige typer heste i samme stald, da hver boks jo så skulle være forskellig størrelse. Der var rigtig mange "spændende" ting i forslaget om forbering af hestehold i Danmark - det nåede aldrig at blive vedtaget inden min hest blev slået ned på grund af sygdom og han var blevet nogle år yngre, hvis det var nået at blive vedtaget.