Nu sidder Casper og jeg lidt og funderer over et tilbud vi har fået.
Min veninde arbejder på landbohøjskolen, og vi havde derfor Ninja forbi til en omgang negleklipning for nogle uger siden.
Veterinærsygeplejerskerne, og dyrlægen som havde fat i Ninja, syntes åbenbart hun var så sød og nem, at de bad min veninde om at spørge mig, om vi var interesserede i at hun blev en såkaldt klinikhund.
Altså: Hun vil skulle møde ind et par gange om ugen kl. 8.30. Her vil hun blive tildelt sit eget store bur samt sin egen kontaktperson (evt. min veninde), som så har med Ninja at gøre. Hun vil først skulle igennem en tilvænningsfase, altså hvor hun lærer buret at kende, samt lærer selv at gå op på et konsultationsbord. Når hun ingen skrupler har ved dette, vil hun blive præsenteret for de dyrlægestuderende, som skal mærke på hende og generelt tjekke hende igenne; øjne, ører, mund, muskulatur, led osv. osv.
Det absolut eneste de må stikke i hende, er et termometer i rumpetten for at tjekke temperatur.
Jeg tænkte jo straks 'Nej, det går slet ikke med Ninja. Dyrlæge og fremmede mænd kan være et stort no-go, selvom hun trods alt har forbedret sig markant'.
Men samtidig sidder den også i mig ... At hun måske kunne blive tryg ved at komme til 'dyrlæge', samt at blive håndteret af andre mennesker. Hun er jo ikke aggressiv, og jeg aner ikke om det på et eller andet plan kunne rykke noget i hende, eller måske ligefrem gøre hende mindre usikker generelt, ved rent faktisk at opleve at folk omkring hende er venlige, rolige og ikke er nærige med godbidder.
Nu har jeg så præsenteret Casper for forslaget, og han har de samme tanker som mig - både for og imod.
Min veninde gjorde det selvfølgelig meget klart, at de ikke tvinger hunden til noget de kan se den er utryg eller direkte bange for, for de er naturligvis heller ikke interesserede i at overskride hundens grænser, hverken for dens eller deres skyld.
Har I, eller kender I noget til det at have en klinikhund ?
Jeg vil meget gerne høre jeres tanker eller erfaringer bag