fra en feministisk synsvinkel opfattes amning ofte som kvindeundertrykkende, ikke så meget i sig selv, men mere "reglen" om, at en god mor fuldammer sig barn i månedsvis. det retfærdiggør en ulige fordeling af forældrerollen/byrden, og traditionelt har det jo været samfundets (og mandschauvinisternes) stærkeste våben ifht. at kvinden skal have forældrerollen, mens manden skal ud i verden-ish. jf. den stadigt ulige barselsorlov. ingen tvivl om, at sutteflasken (og vuggestuerne og engangsbleerne) har været vigtige elementer i de sidste 50 års kvindefrigørelse.
særligt er det provokerende, at det nærmest er blevet en sandhed som man ikke må stille spørgsmål til, at kvinden fuldstændigt skal underlægge sig selv og sin krop for barnet - uden hensyntagen til, hvad der er bedst for hende selv. og når amning samtidig gøres ulækkert, og seksualiseringen af kvindes bryster og nøgenhed åbenbart er så dybtliggende i folk, at det betyder, at hun skal gøre det i hemmelighed, bliver det efter min mening meget kvindeundertrykkende.
og noget helt andet er, at den generelle religiøse tilgang til småbørns ultimative sundhed og trivsel, som skal komme over alt andet, også over kvindens frie valg og velbefindende, er virkelig vammelt - hvis du spørger mig.
jeg HADER alle de frelste jordemødre og sundhedsapostle, der insisterer på at kvinder ikke må drikke cola light, ikke må spise fisk, ikke må tage et sip champagne nytårsaften osvosvosv, uden at skulle overdænges med dårlig samvittighed over, at deres kommende barn bliver astmaramt social taber med svære psykologiske problemer. det nyeste skud på stammen er problematiseringen af daginstitutioner for børn under 2 år, der åbenbart har gjort os alle ude af stand til at have forpligtende sociale relationer, og det er efter min mening et tragisk tilbageskridt for den moderne mor, som allerede nu skal være overbebyrdet med skyldfølelse.
se, nu trykkede du på min forargelsesknap