Da jeg var barn havde vi en hund som satte sig i vinduet ca. et kvarter før min mor kom hjem. Vi fandt aldrig ud af hvad det var der fortalte hunden hun var på vej. I dag tror jeg det var en 6. sans.
Ang. det med aflivning:
Da vi havde taget beslutningen med Speedy havde vi nogle dage til at sige farvel. Jeg græd og fortalt hvad der skulle ske, og fortalte om alle de dejlige minder. Den dag vi kørte afsted med hende er jeg sikker på hun vidste hvad der skulle ske. Speedy var meget rolig, og for første gang i lang tid sad hun og kiggede ud af vinduet. Vi kørte en lille "minde-tur" med hende. Da hun blev lagt på bordet var hun helt rolig, hun plejede at ryste og ville ned, men den dag blev hun liggende.