ja, det har jeg, og det gør stadig lidt ondt.
som 17-18-årig boede jeg sammen med en fyr. han ville meget gerne have hele pakken, men jeg fik ham overtalt til kun hund og ingen børn.
efter flere måneders søgen, fandt jeg et kuld amstaff/ambull-blandinger.
Ita var 14 dage da vi udvalgte hende, og de næste 6 uger besøgte vi dem jævnligt, indtil vi fik vores vaps hjem.
vi arbejdede begge 10 timer pr dag, så da vores ferie sluttede, begyndte svigermor at passe ita i dagtimerne. hun gik hjemme og boede i gåafstand, så det var en rigtig god løsning. et par år tidligere havde de måtte gå af med en hund, grundet sygdom i familien, og savnet var der stadig.
det gik som det ofte gør, og et halvt års tid efter gik vi fra hinanden. Ita var min hund mest af alt, og kunne nu se frem til at skulle flytte hjem til mine forældre (som hun ikke kendte) og være alene hjemme omkring 10-11 timer om dagen. eller svigermor kunne få hende...
det var en hård beslutning, og jeg græd meget over hende, men det var nok det bedste.
Ita er nu 5½ år, og nyder livet. hun er lidt tyk, men ellers i god trivsel, og jeg skal se hende i aften