AnjaCS

For 5 år siden havde jeg i øvrigt taget det som negativt hvis du skrev muskelhund.. Men jeg gider ikke det flueknepperi længere. Vi ved alle hvad der menes, og hvad nogle af racerne oprindeligt har været brugt til. Det er bare et ord.

Jeg tror bare det er ordkløveri Der er nogle popdåser som mener at King og Mercedes lyder mindre farlige, hvis man kalder dem muskelhunde, fremfor kamphunde.. Min må du kalde kamphund, muskelhund, listehund, ja nærmest hvad som helst.. Dog helst ikke dræberhund

Men er det ikke igen et spørgsmål om forkerte ejere?? jeg går ud fra at de fleste af de hunde, har begået deres ugerning, mens de var løse og uden opsyn.. Og så tror jeg at rigtig mange hunde kan udgøre en risiko for en lille chi, hvis den er løs, uden opsyn og skidesur på alt og alle. Uanset race. er problemet ikke at mange folk ikke fatter hvad for en størrelse en hund er, og så går efter sejheds-faktoren, hvorefter vi alle er på skideren?

det tror jeg jo også det er.. Men altså, det må da være negativt? Og så er det noget jeg skal løse, men jeg aner virkelig ikke hvordan.. jeg er helt rådvild.. Som nævnt kneb det en del med at komme ordentligt ud med hende i starten, men jeg synes jeg er kommet efter det, og får gået med hende.. Nogle aftener er det så blot en tissetur, men som udgangspunkt prøver jeg at få hivet barnevognen ud, eller tage viklen i brug, så vi kan få gået lidt rundt og snuset.. Jeg kunne nok bedre forstå, hvis hun havde gjort sådan for to uger siden

sådan var hun også da hun var lille. men det har ikke været sådan i flere år.. og det var jo allerede i starten af min graviditet at hun ikke længere gad dele seng med mig, så der er ikke noget nyt i at hun har så meget plads om natten?

Ikke udover at jeg synes hun ser meget trist ud.. men det har jeg tillagt min dårlige samvittighed.. Altså, at den får mig til at synes hun ser trist ud.. Nej. Vi har aldrig kørt rutiner, men hun får 1-2 måltider om dagen, enten før eller efter gåtur, afhængig hvad jeg synes er mest presserende. Planen er også at hun bliver lukket inde i soveværelset med mig i nat. Der ved jeg at hun enten siger til, eller holder sig.. Så må hun nøjes med sin kurv, frem for sofaen, men det overlever hun nok.. Jeg synes bare det virker pudsigt, hvis årsagen ikke skal findes i ændringerne i hjemmet? Altså, hvis det er uafhængigt af det?..

Ja, jeg kan ikke komme i tanke om andre faktorer der kan bære skylden Jeg fik jo en søn for en måned siden og Basse har hidtil taget det fint. Hun hilste på ham første dag, og har snust til ham et par gange mens jeg ammer ham i sofaen. Hun får selvfølgelig lov at snuse, men ikke at slikke (sådan er reglerne også overfor mig). Udover det har hun absolut ingen interesse i ham. Den første uges tid hun var hjemme, kom hun ind i soveværelset om morgenen og "bad om lov" til at komme op i sengen, hvor hun så fik lov at putte i fodenden. Men det gør hun ikke længere. Hun sover i stuen, hvor hun rykkede ind af eget valg, under min graviditet... Og nu er der begyndt at komme problemer hun tisser og skide i stuen om natten.. Hun har gjort det tre gange nu, to af gangene har været de sidste to nætter. I det første stykke tid havde jeg svæt ved at nå gåturene, men nu går det nogenlunde. Nogle dage bliver aftenturen bare en kort tissetur nede på græsset, mens babyen sover oppe i lejligheden, men hun får lov at få ordnet det hun skal. I går var vi f.eks ude en times tid om morgenen, en halv time midt på dagen, og en halv time mellem 21 og 22 om aftenen. På aftenturen sked hun og tissede flere gange. Men alligevel var der "gaver" til mig i morges ved 8-tiden da jeg kom ud i stuen?? Hun har aldrig haft problemer med at holde sig, og før i tiden har den første gåtur tit først været omkring formiddag/middag (hvis jeg har været hjemme, har jeg ventet til hunden vågnede af sig selv). Vi har heller aldrig kørt med faste gåtider, men blot taget det efter gefuhl.. Hun får selvfølgelig ikke så meget opmærksomhed som normalt men jeg prøver, og forsøger virkelig at gøre mit bedste. Et par gange om ugen er vi hjemme hos mine forældre, hvor vi kan lege sammen i haven, og hun får sit foder i forskellige aktivitetsbolde derhjemme.. Endvidere er jeg så småt begyndt at have mod på at køre rundt med ham, så vi kan komme op til veninderne igen, så hun kan lege med deres hunde.. Det er MEGET frustrerende at vågne op til den slags uheld. En enkelt gang tager jeg ikke så tungt - det KAN jo ske, men nu ser jeg et mønster, hvilket bekymrer mig. Jeg har ikke meget mere tid at tage af pt, så hvordan får jeg løst dette problem???

jeg har også overvejet meget kraftigt at omplacere hende når det er.. men kan virkelig ikke få mig selv til at omgås loven..

den franske må man heller ikke have i mange boligforeninger.. jeg tør knap kigge på en mops

og selvom jeg ikke er meget for at indse det, bliver konsekvensen nok at grundet mine geografiske krav og huslejeloft, så skal basse aflives når min nuværende bolig bliver for lille, og sønnike en dag skal have eget værelse..

troll?

min næste hund bliver en eller anden lille pusse-nusse-hund. jeg er træt af kort snor og mundkurv, og at alle dør af skræk hvis min hund træder forkert. jeg vil ikke risikere at forelske mig i en ny race, og så blir den forbudt. jeg elsker korthårede muskuløse hunde, men jeg tør ikke.. og een ting er i øvrigt loven, noget andet er at være mere eller mindre stavnsbundet.. vidste godt at jeg ikke var velkommen alle steder, men havde aldrig regnet med at lejeboliger var et lukket land for mig :damn:

Kommer an på hvor sart hun er?

Jeg er fuldstændig vild med det! Måske nøglen er at behandle hunden som et barn, og barnet som en hund? :hmm:

Øv hvor forfærdeligt stakkels dig og stakkels Victoria.. Og det kan ske for selv den bedste!.. Selv seriøs og meget ansvarlige opdrættere, oplever altså uheld, hvor en lynhurtig hund smutter på deres tæve.. Og i princippet aner du jo ikke engang om det er Pablo, eller om en anden har sneget sig på hende stakkels jer alle sammen..

Nogle gange kan det også mærkes tydeligt på dyret, at det her var det eneste at gøre. Da jeg fik mine forældres kat aflivet for 1½ år siden, var det ikke fordi hun var for syg til at leve. Men hun havde ændret sig og fungerede ikke i hjemmet længere, og på trods af at hun kun var 12 år, kunne hun ikke finde sig til rette længere. Hun havde fået bedøvende piller hjemmefra da hun ikke var dyrlægevant. Hos dyrlægen tog det en evighed. Hun VILLE ikke dø, jeg tror der gik tyve minutter, og hun måtte få 2-3 store doser før hun endelig gav slip. Da jeg kom ind i efteråret med min egen snehvide - meget akut, gik det anderledes til. Vi (dyrlægen og jeg) besluttede meget hurtigt at det skulle afsluttes og Snehvide var enig. Hun døde i det øjeblik hun fik sprøjten. Der gik 20-30 sekunder før Helle lyttede efter hjerteslag, men jeg mærkede at hun slap med det samme hun fik muligheden for det.

Ikke særlig langt.. For at være helt ærlig. jeg vil da gøre hvad jeg kan for mine dyr, men jeg er ikke interesseret i at hunden (eller katten for den sags skyld) skal være smerteplaget og kun akkurat dækket ind. Ligeledes er jeg heller ikke interesseret i at dyret f.eks ikke kan leve et ordentligt liv. Jeg bliver af og til foreslået at få lavet røntgen på min hund, fordi AST ofte har problemer med hofterne, og hun er jo i den grad af tvivlsomt ophav. Og det kunne aldrig falde mig ind!. Hvis hun har dårlige hofter og ikke har ondt, vil jeg ikke vide det. Hvis hun får ondt, bliver hun brugt akkurat som hun plejer, til smerterne ikke kan dækkes, og derefter får hun lov at sove ind. Hellere et kort men aktivt liv. En af de fordele vi har ved vores dyr, er at vi kan ude aktiv dødshjælp. Da min kat pludselig var hamrende syg, blev vi også hurtigt enige om at lade hende sove ind. Dyrlægen kunne måske have stabiliseret hende, forsøgt at finde sygdommen, stoppe hvad der end skete i leveren, og dække hende lidt ind for smerter. Men nej, så hellere tage den hurtige beslutning, og give katten en sprøjte. Det var ikke sjovt, men jeg er sikker på at jeg ville reagere på samme måde med hunden. Min dyrlæge var i øvrigt enig i at det nok var det bedste, da katten højst sandsynligt ikke ville kunne kureres. Hun kan kun gisne, for vi brugte aldrig tid nok til et få fastsat en diagnose, men jeg føler bestemt at vi traf den rigtige beslutning.

Jeg ville i øvrigt altid sige til dyrlægen først, at "jeg skal nok betale - men måske må vi lave en ordning". Det er min overbevisning at lægger man ud med rene linier, får man det som regel også igen. Jeg stod kort inden der kom penge ind på kontoen med en dyrlægeregninge på 1600 kr. Det er ikke meget, men sidst på måneden er det til at mærke på. Jeg havde dem lige akkurat til at undvære, men ellers havde jeg lagt ud med at forklare dyrlægen, at jeg altså først havde pengene til den første. Hvilket jeg ikke kan forestille mig havde været noget problem.

Og som jeg tolker eksemplet, er der her behov for et kejsersnit. Dyrlægen vil efterfølgende modtage betaling - men ikke her og nu, da pengene lige skal rejses først. Dyrlægen nægter. Altså vil dyrlægen ikke udføre det job der er behov og efterspørgsel for, fordi pengene kommer i første række, og vedkomende frygter ikke at få dem? Jeg synes det er nogle helt underlige og meget forrykte prioriteringer, og ville godt nok blive skuffet hvis det viste sig at min dyrlæge havde handlet sådan.

Det er en laaang tråd.. Jeg finder sikkert en masse spændende holdninger når jeg læser op. Til det konkrete oplæg, vil jeg mene at dyrlægen fejler. Jeg har fuld forståelse for at min dyrlæge er en selvstændig forretningsdrivende, som ikke blot skal klare sig igennem dagen med mad på bordet, men at hun måske også har intentioner om at køre en god forretning, hvor hun har råd til at leve pænt. Men en dyrlæge har også et etisk ansvar. Når jeg har snakket med forskellige dyrlæger om folk som undgår at tage syge dyr til dyrlægen, fordi de ikke har pengene, siger dyrlægen altid "man kan altid lave en afdragsordning. Vi har ALTID den mulighed åben". Jeg kan forstå at man har forbehold overfor fremmede mennesker der kommer midt om natten, og vil have udført indgreb for 10-15.000 kr. Men sådan er det i branchen. Ting kan være dyre, og ting med sundhed kan altid ende som akutte. At kræve betaling forud, er i mine øjne en falliterklæring for den pågældende dyrlæge. Jeg har på ingen måde store summer penge til rådighed. Men jeg har et økonimisk stærkt netværk, og vil altid kunne skaffe de penge. Dog ikke kl 4 om natten. En dyrlæge har et etisk ansvar, og det bør de leve op til.. Det andet er IMO en dårlig dyrlæge!

Det er jo bare lidt vådfoder?.. Jeg troede lige der var et til tørfoder fra dem.. Iiih altså, der fik du mig lige!