Jeg er i gang med min doberman Chase.
Første skridt var at deltage i et orienteringsmøde - uden hund - hvor der blev fortalt om kravene.
Dernæst skulle vi til evaluering med hund. Der blev vi udsat for en simuleret plejehjem/hospitalssituation med larm og spektakel, tæt trafik med kørestole og gangstativer, møde med andre hunde, besøg hos sengeliggende osv.
Efter evalueringen var bestået, skulle jeg med på et rigtigt besøg på et hospital, uden Chase. Jeg fik tildelt en erfaren terapihundefører og dennes hund, som jeg så skulle observere under besøget og få svaret på evt. spørgsmål.
Derefter er der tre prøvebesøg med hund, hvor man igen får tildelt en erfaren fører, som denne gang ikke selv har hund med, men udelukkende er der til at observere en og hjælpe på vej (og sladre til bestyrelsen hvis man kvajer sig )
Chase og jeg har overstået vores første prøvebesøg sammen og fik vildt meget ros.
Efter to besøg mere, er vi færdige og kan kalde os terapihunde-team.
Der har egentlig ikke været nogen decideret træning af hunden. Det handler mere om dens temperament i min øjne. Hos nogle af de hunde, jeg har observeret, virker det som om de bare finder sig i det - mens Chase virkelig lever for det. Han knuselsker alle mennesker og der er ikke en hånd i hele verden, der ikke udelukkende har til formål at nusse ham.
Han smækker hovedet ned i skødet på folk og bliver stående til de får krampe af at nusse ham.
Jeg vil mene, at enhver hund der har klaret Canine Good Citizen - og det har Tio jo - også sagtens kan klare evalueringen til terapihund.
Spørgsmålet for mig er mere, om det er noget hunden virkelig vil nyde - eller om den bare finder sig i det.