Doberfan

Det lyder ikke som om han ville give en disse, og jeg synes egentlig heller ikke han fortjener nogen som helst opmærksomhed. Jeg tror, jeg bare ville lade det ligge.

Slevfølgelig er du lettet - over at hun ikke lider mere.

Pudler har jo en del brikker at flytte med. :5up: Skønt at det går så godt.

:ae: Hvor gør det mig ondt. Men når det er sagt, så er jeg glad for at du vidste, hvornår det var tid, og hun kom afsted på en god måde. RIP smukke Frostie.

Sådan en tortur-kat!! Synes da det er flot, at Sally kunne nøjes med at stirre på hende.

Tillykke med guldklumpen.

Stort tillykke til smukke Ninja.

Jeg tror, jeg ville have svært ved at sige noget til sådan en person, andet end at hun burde finde sig en hobby, der ikke involverer dyr. Hun ser åbenbart kun hunden som et redskab, der skal opfylde hendes ambitioner, ikke som et familiemedlem og sin bedste ven. Så måske har denne hund bedre af at komme videre til nogen der vil elske den, bare fordi den eksisterer. Men det er nok utopi at ønske at sådan en person ikke bare anskaffer sig et andet "redskab" som måske og måske ikke lever op til forventningerne.

Jeg tror, den eneste race, jeg aldrig er bekymret over at møde, er min egen, men det bunder nok i at vi indenfor rescue gruppen har så mange træf, hvor alle bare hygger, og der aldrig er ballade. Når det er sagt, så har jeg svært ved at generalisere. Alle hunde, også indenfor samme race, har forskellige personligheder, så jeg kan ikke på baggrund af race alene, sige at der er hunde jeg er fuldstændig ubekymret omkring. Som mange andre siger, så er hundes sprog og signaler meget mere sigende end dens race.

Det sker gang på gang, at hvalpen er "perfekt" og "lystrer" lige fra starten, da den er usikker og meget afhængig af sin nye mor. Når den så får lidt mere mod, finder man ud af, hvad det virkelig vil sige at have hvalp. Er fuldstændig enig med hvad de andre har sagt, og så synes jeg du skal melde dig til et hvalpehold, hvor der udelukkende bruges positive metoder.

Det lyder som en rigtig god start på et godt hundeliv, og du kan sagtens være glad og stolt. :5up: Men jeg er absolut også enig med Gismohunden og Ascha. Når hvalpe er så nye og små, er de meget afhængige af deres forældre, først de firbenede og derefter de tobende. Men efterhånden som de bliver mere modige, kan man ikke regne med, at de bliver ved med at "klæbe". Når den tid kommer ville jeg nok holde ham i snor, men ellers blive ved med at træne som du gør. Held og lykke med det hele, og glæder mig til billeder, nu dit kamera er dukket op.

Dejligt at høre, at det gik fint med at få hende hjem. Hun skal nok falde til hos dig lynhurtigt.

Jeg ved ikke med Rocky, den ældste, da hans blev opdaget i forbindelse med en blodprøve for noget andet lige efter jeg hentede ham, men Chase havde ingen symptomer, udover en glubbende appetit, hvilket burde tyde på en overgearet skjoldbruskkirtel, men her var det altså omvendt. Jeg har ikke bemærket nogen forandringer hos ham af nogen art, efter han kom i behandling. Når de tester (blodprøve), får de et tal, og ud fra det tal, bestemmer de hvilken dose du skal starte med. Så bliver der testet igen efter en måned, og hvis det er stabilt, fortsætter du med samme dose. Derefter check hver 6. måned. Lidelsen er vist ret udbredt hos min race, men er heldigvis ikke alvorlig, og er let at behandle.

Tak, det synes jeg jo også. Og nu er hun ikke længere den ældste. Hun er den eneste, vi har haft fra hvalp, dvs. vi fik hende da hun var 16 uger. En udstillingsavler var brændt inde med hende, da hun har et lille bitte underbid. Vi havde dengang vores allerførste rescue dobie, Dini, og fik fortalt, at hun ikke kunne med voksne hunde. Det passede så overhovedet ikke, men jeg ville aldrig have været foruden Sadie.

Begge mine hanner har det. Det får en pille 2x om dagen, og de har overhovedet ingen symptomer. Ved ikke om priserne derhjemme er anderledes, men her koster de vel omkring 60 kr. per måned. Mine er også aktive og har stor appetit.

Sadie fylder 10 år i dag! Fatter slet ikke hvor tiden blev af....

Hvor fedt, hvis det "bare" var en forgiftning hos Balder, så skal I ikke spekulere på langtidseffekter af stærk medicin. Jeg krydser for at det var forklaringen. Får helt ondt i kraniet ved tanken om at tygge på sølvpapir...

Afledt af et par historier om at fare vild i skoven, vil jeg lige fortælle om dengang Chase blev væk i februar sidste år. Jeg gik som vanligt ned til stalden ved 10-tiden om aftenen med Sadie løs og Chase i flexline. De fik færten af noget og fluks var de afsted, jeg røg direkte på næsen i gruset og flexlinen røg ud af min hånd. Jeg kaldte og kaldte, og Sadie kom ret hurtigt tilbage, men Chase var pist væk. Jeg fik Sadie hjem og hentede handsker og lommelygte og gik på jagt. Pludselig hørte jeg ham gø et godt stykke væk. Jeg fulgte lyden og endte i et vildt tæt buskads i yderkanten af min nabos grund. Selvfølgelig holdt han så op med at gø, men jeg syntes jeg kunne høre noget bevæge sig i underskoven, så jeg fulgte efter. Set tilbage kan jeg godt se, at det var totalt latterligt, for hvis han havde kunnet komme hen til mig ville han selvfølgelig have gjort det, men man er vel desperat. Jeg fulgte "lyden" i to timer mere, gennem vild underskov og krat, og så gik det op for mig, at jeg var faret totalt vild. Jeg havde mistet både handsker og lygte undervejs. Jeg indså, at jeg var nødt til at finde hjem, da det var under frysepunktet, og efter nogen søgen så jeg et lys, men imellem mig og lyset var der en kæmpe tjørnebusk, som jeg måtte kaste mig ind i mange gange for at få en åbning. Det lykkedes til sidst, og jeg nåede hjem kl. 4 om morgenen. Næste morgen, efter et par timers søvn, hængte jeg efterlysninger ud alle vegne. Så kom Cindy, som arbejder for min nabo, og da jeg fortalte hende om det, sagde hun, at hun ville tage sin kæreste med herud senere, som er jæger og kan læse spor i skoven osv. Jeg tænkte "ja, ja, godt med dig, der er nok ikke ret mange spor medmindre der var sne" Kl. 14 kom de ud og vi genoptog jagten. 10 min. senere hører vi Cindy's kæreste råbe "jeg har ham". Den "forbandede" hund har siddet bundet fast i underskoven hele natten i et par graders frost, og ikke sagt en lyd mens jeg uden tvivl har kæmpet mig lige forbi ham. Han var træt, men lod sig ellers ikke bemærke af det overhovedet. Vi pillede torne og splinter ud af mine hænder/arme/ben i tre uger derefter.

Tillykke! Må vi ikke se et opdateret billede af ham?

Hov, kan kun vedhæfte et billede af gangen, når det er taget med fonen

Tossede gamling. Det viste sig, at der var et firben, der havde forvildet sig ind i vandkanden - nok nær noget af det bedste aktiveringslegetøj man kan forestille sig. Men bare rolig, firbenet blev reddet og sluppet løs udenfor hunderækkevidde.

Ja, tænk at en GD tillader sig at vokse sig stor... Efter at vi har fået Rocky, så har jeg også lidt en drøm om at lave et alderdomshjem for bortsmedne dobere - der er noget helt specielt ved de gamle gråmuler.

Det går super! Skulle have haft kameraet med ud i går, for han tog sin en kæmpe løbetur, og fjollede rundt som en anden unghund. Han er simpelthen så sjov. Den anden hund er stadig på internatet. Vi har en advokat ind over for at få lov til at hente ham og sætte ham i pleje, indtil en dommer bestemmer, om den tidligere ejer må få ham tilbage. Tak fordi du spurgte. :kys:

Synes egentlig tre er ideelt, for så har de altid selskab, når man træner med en individuelt. Nu har jeg så fire..