Min hunde-soulmate var helt sikkert Cash (mit avatar billede). Min mand sagde at han aldrig havde set noget lignende mht. bånd mellem menneske og hund, og jeg tror egentlig han var lidt jealous.
Ingen tvivl om at jeg elsker alle mine hunde, og Cash nåede ikke fx Sadie til sokkeholderne hvad angår lydighed, men der var bare noget helt specielt.
Det føltes faktisk næsten mere som forelskelse, end bare kærlighed til, og omsorg for, et dyr. Den måde han kiggede på mig, med hele kroppen i bevægelse fordi han logrede så voldsomt, det virkede som om han troede jeg kunne udføre mirakler bare for hans skyld. Og hvor jeg ønsker jeg havde kunnet det...
Jeg har tudet over alle hunde jeg har mistet, men efter Cash havde sin ulykke og måtte aflives, var jeg helt hysterisk, jeg skreg faktisk og bandede hele verden langt væk.
Det er nu lidt over to år siden jeg mistede ham. Jeg savner ham stadig nok til at det får mig til at tude bare at tænke på ham.