Doberfan

Har totalt problemer med hvor jeg skulle skrive dette og under hvilken overskrift.. Har en god bekendt, tidligere staldvært for min hest og en fælles hundeelsker, som jeg holder utroligt meget af og som jeg alligevel ikke helt forstår. Hun fik for nogle år siden en dejlig blue merle GD, som blev hendes alt og intet, specielt efter hun fik konstateret MS og manden forlod hende, fordi han "ikke kunne kapere hendes sygdom". Hunden fik konstateret forstørret hjerte, men har klaret sig fint med det i nogle år. Indenfor de sidste dage blev hunden meget syg med "pyometra", en alvorlig bakteriel infektion i livmoderen som krævede omgående operation. Min bekendte er i mellemtiden i Indien for at blive behandlet for hendes MS, og da hun forstod alvoren i situationen skrev hun til dyrlægen, at hvis hunden ikke klarede den, ville hun have et stykke af dens pels. Hunden klarede den ikke, hun døde i går. Men jeg står lidt af på det med at ville have et stykke af pelsen. Jeg ved, den er død og ikke kan mærke noget, og jeg har mistet adskillige hunde og fået dem kremeret, så hvorfor går det mig på at få skåret et stykke af pelsen? Jeg har beholdt halsbånd og ID mærker fra hunde jeg har mistet, men pels?? Nej, det kan jeg ikke med. Og så føler jeg mig sådan totalt dobbeltmoralsk, da jeg holder meget af alle former for dyr, men ikke har det mindste imod at gå i sko lavet af læder.

Præcist! For mig at se er den største fare ved at tage en hund i pleje, at du aldrig vil af med den igen. Det sker for mig og alle de andre i rescue gruppen igen og igen. Vi kalder det "foster failure" hvilket har en negativ klang, men det er jo positivt, både for hunden og (pl)ejeren, så det er sådan lidt "tillykke med endnu en fiasko". Med untagelse af Cash, så er alle mine "adoptivbørn" startet som plejehunde. Og måske har jeg bare været ekstremt heldig, men det største problem jeg har haft var en hundeseng, der blev bidt i stykker, eller også er det så ubetydeligt, at jeg ikke engang kan huske det. Chase, som er min seneste "foster failure", havde være adopteret ud to gange og begge gange leveret tilbage fordi han var for destruktiv. De gav ham til mig som et "projekt" fordi jeg var så totalt sønderknust over tabet af Cash. Jeg puttede ham i et bur den første nat, men efter at have brugt lidt timer med ham, syntes jeg, at buret var totalt unødvendigt, og udover at vælte et par skraldespande, har han ikke begået hærværk af nogen art siden. Medmindre man tæller blå mærker på lårene, fordi kræet mener han er en skødehund som skal springe op i sofaen og putte.

Håber egentlig det er noget, vi aldrig finder ud af. En hurtig google-søgning gav mig en beretning om GD/gravhundeblandinger, hvor hvalpene ikke var levedygtige. Fx. var hovederne alt for store til at deres hals kunne bære dem. Sådan af ren nysgerrighed, er der en speciel grund til, at du tænker over det, eller var det bare en strejftanke?

Interessant spørgsmål... Sadie som også har HD elsker at kravle - til trods for at det ikke er noget vi nogensinde har trænet, det er bare en måde hun godt kan lide at ligge på og få kløet lidt på maven ved at trække sig frem, enten på græs eller gulvtæppe.

Jeg er vist en, der skal til at pakke kufferten.... Troede simpelthen ikke det kunne være rigtigt. :damn: :megaked:

Chase har i denne uge lært, at hvis man vælter skraldespanden ude i vaskerummet, så kan en pose lommeuld komme til at fylde adskillige m2.

:-D

Og de laver det jo nok også med vilje sådan, at man kan komme i tvivl. Tænkte bare, at hvis det var seriøst, så er jeg næsten nødt til at fjerne mig selv fra det her land.

Som jeg ser det, er hele indslaget da skuespil, hende den første har svært ved at holde masken nogle gange.

Jeg har ikke været der med hund, men det er bare sådan et dejligt, smukt og venligt land, det kan garanteret kun blive alle tiders. I skal da bare af sted. Eeeelsker Østrig!:hjerte:

Skønt at høre at det går så godt med Pelle - tak for opdateringen! Jeg oplever noget af det samme med min ældre tæve, Sadie. Hos vores normale dyrlæge har hun ikke specielt travlt med at komme ind ad døren, men når hun skal til akupunktur, kan det bare ikke gå hurtigt nok.

Også dig, og så kun to dage efter at Cash havde sin ulykke. Jeg håber Saba og Cash render rundt og leger sammen i hundehimmelen. Hun så dejlig ud, og hvor er det fedt, at du gav hende en chance og at hun kom ud af sin skal og lærte, at verden ikke er så farlig.

Tusind tak til jer allesammen for jeres sympati og medfølelse. Det der rescue kan være hårdt nogle gange, men det beriger også én, når man f.eks får en hund ind, der ser sådan her ud, og man så kan give den et godt liv, selvom det måske ikke varer så længe som man kunne ønske. Cash var bare helt speciel, og jeg ved nogle af jer andre har haft hunde, der var "once in a lifetime". Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg nogle gange ønsker det havde været en af de andre. Og jeg har tit været tæt på at fælde det forbandede træ, men det ændrer jo intet. Tabet af Cash gav så plads for Chase som jeg stadig har - og som uden tvivl ville have været aflivet nu hvis vi ikke havde taget ham ind. Men jeg har stadig Cash's halsbånd, som jeg absolut ikke er klar til at genbruge, og hans navneskilt hænger på min lampe ved siden af computeren og minder mig om ham hver eneste dag. Det var godt med en god tudetur, tak igen allesammen!

Kan det ikke bare være fordi, det er et bedre foder med mindre affaldsstoffer, og derved mindre ufordøjeligt indhold? Hvis hun ellers virker til at føle sig vel tilpas og ikke har andre symptomer, så ville jeg nok ikke være videre bekymret, men du kan jo altid tage en afføringsprøve med til dyrlægen.

at jeg mistede min elskede Cash (avatar billede). Han var mit et og alt, min klovn, der fik mig til at grine højt hver dag, min velcrohund der bare ville være ved min side altid, min livsnyder der kiggede på mig som om jeg kunne udføre mirakler bare for ham, min Mr. Parkinson (fordi han logrede så voldsomt at hans hoved rystede). Den aften for to år siden, ville jeg godt ønske, jeg havde kunnet udføre et mirakel for ham. Vi lukkede hundene ud, og et minut senere lå han under et træ med en brækket ryg. Vi kan kun gætte på, at han og Greta som sædvanligt havde rendt og leget i fuld fart, og at han kolliderede med træet. Heldigvis havde han ingen smerter, men der var intet at gøre. :megaked: Denne vidunderlige hund blev fundet strejfende i New Orleans' gader og havde et virkeligt grelt tilfælde af hjerteorm, og ingen troede faktisk han ville overleve - men det gjorde han og blev erklæret 100% rask - blot for at møde denne totalt umulige skæbne. Hvis det er muligt at være forelsket i en hund, så var det hvad jeg var, og jeg vil altid savne ham.

:klap::klap:

Altså uanset hvor hårdt du end prøver, så er det ikke lykkedes for dig at skjule hvor lækre dine vapser er.

:sjov:

:5up:

Det var godt nok mange spørgsmål..... fra en, der fravælger at svare på spørgsmål, for det her er jo ikke en brevkasse? Ups, endnu et spørgsmålstegn.

:megaked:

Du er ikke et enormt egoistisk menneske. Måske et enormt uheldigt menneske. Det er i hvert fald helt vildt hvor meget modgang du har haft, først med Baldur og nu med Luna. Synes din reaktion er fuldstændig human og normal. Det ER sgu da frustrerende. Men jeg er glad for at Luna endte hos dig, for du har tålmodighed udover det sædvanlige, og interessen for at sætte dig ind i alt muligt trænings- og adfærdsmæssigt. Så måske er du noget uheldig. Men Luna er mega heldig. :5up:

Lige dette her er noget, jeg har ufatteligt svært ved at forbinde med CM's metoder, og da specielt når det er hundens glæde man taler om.

Nøjagtigt sådan Sadie gør - går hen til havedøren og piver ynkeligt. Manden rejser sig, går hen til havedøren og inden han kan sige "skal du ud?" ligger hun på hans plads i sofaen med et halvt hoverende, halvt uskyldigt udtryk i ansigtet.