Doberfan

Dini havde ondt. Hun var nødt til at holde nakken i en bestemt højde for at undgå smerterne. Derfor var jeg nødt til at håndfodre hende den sidste dag inden vi begyndte på akupunktur. Da hun havde fået første behandling og vi kom hjem, gik hun direkte til madskålen, og da jeg hældte noget foder i, spiste hun som aldrig før. I starten fik hun akupunktur en gang om ugen. Efterhånden droslede vi det ned til hver anden, så hver tredje uge og til sidst en gang om måneden. Hun viste aldrig mere symptomer på noget igen. Guldindlæg virker efter samme princip som akupunktur. Man kan nærmest kalde det en permanent akupunktur.

Dini havde spondylose men det sad meget længere oppe, i nærheden af nakken. Akupunktur gjorde underværker! Efter første behandling gik hun fra at måtte håndfodres til at "angribe" sin madskål, og hun sprang op i sofaen - det havde hun ikke kunnet længe. Hun fik aldrig mere brug for smertestillende, men vi fortsatte akupunkturen med jævne mellemrum.

Jeg er lige nu lidt frustreret over Scoop's træning. Vores hold om søndagen er så kæmpestort, at vi ikke når ret meget. Håber virkelig hun deler det op og laver et hold mere. Det er især slalomen hvor vi ikke rigtig kommer videre. Vi øver på en "channel" slalom og han tager den fint til træning, men når jeg forsøger herhjemme med mine stik-i-jorden pinde synes jeg ikke rigtig han fatter det. Overvejer at prøve en anden metode med ham men hvad? Jeg har en konkurrenceslalom, som er delt i 2 x 6. Skulle jeg prøve at sætte den op som en channel? Eller noget helt andet? Han er jo lidt af et stort skrummel, det gør det heller ikke lettere. Til gengæld lærte han 2o2o på ganske få minutter, så det er ikke fordi han er fattesvag. Leah's hold er til gengæld så lille, at det næsten er som at få enetimer. .

Jeg har hørt den teori, at det er fordi de så ser vågne ud selvom de sover. Aner dog ikke om det har noget på sig

Scoop som vi fik for knap 6 mdr siden er Doberman nr. 12 der har boet hos os, enten som plejehund eller som vores egen hund, og jeg har mødt et utal af andre gennem vores rescue, så har da lidt erfaring med racen, men eftersom de alle har/havde ukendt baggrund aner jeg ikke om de er af amerikanske eller europæiske linier, så ved ikke hvor brugbart det er for dig? Men deler da gerne. Dagligdagen med en dober - eller tre - det første der falder mig ind er, at du er garanteret et godt grin mange gange dagligt! Specielt hannerne er virkelig klovne. Men tæverne har også deres øjeblikke, nok mere pga hvordan de bruger deres kløgt til at tage fusen på både andre hunde og deres mennesker. Aktivitetsniveau - de elsker at løbe og lege, at træne og få ros og godbidder, og elsker også en god gåtur. Men de elsker også sofaen! Og hjerneaktivitet "mætter" dem meget mere end fysisk udfoldelse. Det vigtigste for dem er at være sammen med deres ejer. De kan sagtens være alene hjemme, men når man er hjemme, skal man være sammen og gerne lave noget sammen. Men de kan også sagtens tåle en dag med meget lidt aktivitet, så længe vi er sammen. Hvad er godt? Alt! Hvad er udfordringerne? De kan være en pestilens hvis man ikke nusser dem nok. Snudeskaft under arm - KAST! Hvordan bliver de modtaget? Der er stadig nogle mennesker der er bange for dem. Hollywood gjorde et virkelig godt job med at udstille dem som skræmmende, specielt i film fra 70'erne og 80'erne. Og indrømmet, racen blev jo oprindeligt skabt til at beskytte en skatteopkræver og det var meningen den skulle se lidt intimiderende ud. At den så også er meget trænbar gav den perfekte hund til at bruge i film. Og der er stadig folk der køber dem fordi de vil have en vagthund. Det er utroligt så mange hunde vores rescue får ind fordi hundene er for venlige! Nogle af mine har været naturlige vagthunde, andre har budt enhver person velkommen med hele kroppen logrende. Igen, de er rescues. Jeg mener man kan forme en dober som man vil hvis man har den fra hvalp. Sundhed: De største problemer herovre er spondylose (Dini havde det men det var ikke hendes dødsårsag), forstørret hjerte (Chase døde af komplikationer fra det), vWD (blødersygdom - har ikke personligt oplevet dette), mavedrejning (Dini havde det i mild grad to gange men det var igen ikke det hun døde af), HD (Sadie havde det og det var medvirkende årsag til hendes sidste farvel), knoglekræft (ingen personlig erfaring) og endelig hudproblemer hos de blå og Isabella farvede. *End of advertisement*

Greta er vores ældste tæve nu, og det er helt klart at hun bliver respekteret af både Leah og Scoop. De prøver begge af og til at opfordre hende til at lege. Nogle gange gider hun, andre gange ikke. Og hvis hun ikke gider, så behøver hun kun at vende hovedet væk, så er de færdige med at prøve, mens Leah og Scoop kan være virkelig insisterende på at lege med hinanden. Greta er den langsomste til at blive færdig med tyggeting, og de andre kunne aldrig drømme om at gå i nærheden af hende, mens hun stadig er i gang. Ikke fordi hun nogensinde har vist tænder eller knurret, hun behøver ikke andre "våben" end øjnene til at holde dem væk. Nu skal det lige påpeges, at alle mine dobere pånær en har været neutraliserede, og jeg ved ikke om det gør en forskel? Men der har aldrig været tvivl om, at hannerne er under tæverne. Hannerne imellem har det mere været den der var her først var over den sidste der ankom, uanset alder. Det er et spændende emne, men det ville sikkert tage generationer af studier før man kunne danne en konklusion. Det her er bare hvad jeg har observeret hos mine, og som sagt er ordet "dominans" ikke noget jeg forbinder med det.

Har du mulighed for water walking hvor du bor? Det var fantastisk for Sadie, da hun blev opereret som 10-årig (for overrevet korsbånd). Det træner musklerne uden at være ret belastende.

Jeg ved ikke om jeg vil kalde det dominans, men her er der da klart et hieraki hundene imellem. Det er altid den ældste tæve, der er "lederen". Hannerne er altid nederst i hierakiet, selvom de fysisk er større og stærkere.

Chase's navn har også en lidt sjov historie. Terri havde lige hentet ham på internatet og han havde intet navn. Hun var på vej til dyrlægen med ham og ringede for at sige, at de var på vej. Dyrlægen skulle bruge et navn til systemet, og Terri havde ikke lige nogen ideer, så hun kiggede sig omkring og læste skilte. Et af dem var en Chase bank, og sådan blev til Chase. Nogle gange kaldte jeg ham J.P. Morgan Chase (som er moderselskabet for banken).

Stadie smilede også, meget lig det man ser på Aslans billede. Jeg er ret overbevist om, at hun kopierede os. Der er mange dobere der smiler, men jeg har aldrig sort dem gøre det overfor en anden hund, det er altid overfor mennesker. Derfor tror jeg ikke det er en dæmpende adfærd, men en simpel kopi.

Jeg fik en fin næsepiercing af en cocker spaniel da jeg var teenager. Jeg kan ikke huske hvad der gik forud, men det var sandsynligvis min egen skyld. Der var i hvert fald ingen tale om at der skulle ske noget med hunden af den grund. Jeg er også blevet bidt af en næsten-nabos hund. Jeg stod og talte helt afslappet med ejeren, da hunden, som var løs i deres forhave, gik om bag mig og satte sig fast i mit lår. Jeg har aldrig stolet på den hund, og gør det endnu mindre nu. Den overfaldt også Chase engang, men han rystede det heldigvis bare af sig.

Og de gamle på plejehjemmene tror Scoop hedder Soup.

Min første doberman Dini havde spondylose. Hun fik akupunktur for det, og det hjalp 100%, det var virkelig fantastisk. Guldindlæg virker jo som en slags permanent akupunktur, så jeg ville være optimistisk.

Scoop hedder det fordi han fra hvalp var navngivet Scooby Doo og det kunne vi ikke rigtigt kapere så vi ville have et navn der lød tæt på. Greta fik sit navn af hende der fandt hende rendende løst rundt i Baton Rouge. Hun sagde, det var fordi Greta betyder perle på tysk. Jeg nænnede ikke at rette hende, og navnet hang ved. Leah's kuld blev fundet på valgdagen for tre år siden, så de fik alle navne efter førstedamer. Leah var Lady Bird. Men jeg ville have noget der lå lidt lettere i munden, så vi blev enige om Leah. Nogle gange når hun skælder ud, kalder jeg hende Angry Bird.

Sådan gør vi også når vi er til træning. Men når vi øver herhjemme har vi fået den vane at sætte en bane op og bare løbe hele banen. Jeg belønner stadig flere steder på banen, fx ved alle felter, men jeg synes stadig vi burde dele det op og øve forskellige slags handling i stedet for bare at tonse banen igennem gang på gang. Det skal jeg lige have snakket med veninderne om.

Hvor mange gange løber I den samme bane under træning? Jeg selv foretrækker at løbe den samme bane max 2 gange. Jeg kan tage del-elementer ud og træne dem, men vil aldrig løbe en hel bane mere end 2 gange. Jeg spørger fordi en af mine træningskammerater terper den samme bane 4-5-6 gange i hvert træningspas og jeg tror det er derfor hendes hund begynder at snuse/finde andre ting mere interessante. Det kommer selvfølgelig an på hunden, men jeg tænker at Leah ville begynde at kede sig lidt hvis hun skulle løbe samme bane så mange gange og vi får jo ikke meget ud af at træne hvis hunden kun reagerer udfra forventning? Jeg vil gerne høre argumenter både for og imod mange gentagelser.

Det hele bliver postet i tråden så alle kan læse med. Hvis du vil sende noget til en enkelt, som andre ikke kan læse, skal du bruge privat besked. Der er også besøgsbeskeder, som man skriver på en brugers væg, men alle der besøger væggen kan også se det. Og endelig er der karmabeskeder, som kun brugeren kan se, men vedkommende kan ikke svare, og du kan heller ikke senere se, hvad du har skrevet.

Du kan bare trykke Svar med Citat, så hopper den automatisk ind i et redigeringsvindue. Du kan også tagge personen ved at bruge @ direkte foran personens brugernavn (uden mellemrum)

Det gør mig ondt.

Jeg har fået aflivet - tja, hvor mange hunde der nu er i min signatur, undtagen Chase, som døde selv - og har aldrig oplevet at skulle vente i venteværelset. Der kommer vi ind med det samme. Min klinik har tre dyrlæger og en masse personale, og jeg er på fornavn med dem alle. De kender og elsker mine hunde. Der er altid to personer bag skranken, og ventetid er der meget lidt af. Jeg ville nok blive lettere irriteret hvis jeg kom ind til en tom skranke og der ikke var nogen information om hvornår man kunne komme ind. Så jeg vil nok sige at information er det vigtigste, både med hensyn til at "blive betjent" og selvfølgelig omkring det faglige. Det der med at lade hunde hilse hos dyrlægen, det synes jeg virkelig er en uskik. Ikke bare fordi nogle hunde kan være stressede eller have smerter i forvejen, men man aner jo ikke hvad de andres hunde fejler eller hvad for noget utøj de kan rende rundt med.

Ikke et foto, men en lille video af Scoop og hans pivedyr. Han er så fjollet, han skal helst have to i munden ad gangen.

Jeg har en bekendt, som har to af slagsen, en han på 13 og en tæve på 11 år. Hun har fået to børn mens hun havde begge to, og der har aldrig været problemer. Hun siger, det værste problem er, at de ikke aner de er små hunde og puster sig gerne op overfor en gigant hund. Men sådan er det vel med mange terriere. Hanhunden er ved at virke ret gammel og hun forventer ikke han er her i mange år endnu. Tæven er i fin form. Hun bruger dem ikke til andet end selskab, og jeg har ikke indtrykket af at de er særlig trænbare. Jeg har aldrig set en eneste til hverken lydighed eller agility, hvadenten det er konkurrencer eller træning. Skulle jeg engang have en lille terrier, så kommer rat terrieren ret langt ned på ønskelisten!

En bil.

Jeg har oplevet det samme hos en tysk ruhåret som jeg passede og nu også med Scoop, min doberman hanhund. Med de to virkede det for mig som om de bare skulle have noget i munden for at kunne håndtere deres glæde. Scoop har nu nogle af mine gamle sokker liggende, og hvis han ikke kan finde en når jeg kommer ind ad døren er han helt ude af sig selv og lægger gabet over min hånd. Jeg ville tage det som et tegn på at hun bare er ude af sig selv af glæde og skal finde en måde at udtrykke det på.

Jeg synes lige jer jeg ikke har på FB også skal se Hr. Lalleglad! Fjollefjæs!